Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/kobenhavnshistorie.dk/public_html/templates/sfkh_l11/functions.php on line 194

Indholdsfortegnelse

 P

PALLE OG PIL
Pile Allé. Udtrykket benyttes især af taxichauffører, og hænger måske sammen med skuespillerne Peter Pallesen og Søren Pilmark, der har optrådt på teatrene i det nærliggende Frederiksberg Allé. - Kilde: Berlingske tidende, 18.10.1994, sektion 1, s. 12.

PALÆET
Villaen Øster Allé 31, der er opført i en markant enkel nyklassicisme. - Kilde: Victor Krohn: Fra Østerport til Store Vibenshus 1923, s. 111.

PAMPERLY
Den kommunale ejendom mellem Urbansgade, Jacob Erlandsensgade, Borgmester Jensens Allé og Jagtvej/Østerbrogade, kendt for sine mange socialdemokratiske beboere, der påstås at have fået lejlighederne som følge af deres partitilknytning. - Kilde: Oplyst af fhv. sekretariatschef Edward Hee, december 1994.

PAMPERSTIFTELSEN
1) Den kommunale ejendom på hjørnet af Borgmester Jensens Allé og Serridslevvej.

2) Den kommunale ejendom i Ejderstedgade på Vesterbro.

Navnene udgår fra samme påstand som navnet på Pamperly, s. d.

PANIKBAREN
Lokale i Hviids Vinstue på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv. Her var det sidste chance for at møde nogen inden lukketid, jf. Gummicellen og Kasematten. - Kilde: Allan Mylius Thomsen: Nyhavn. 2006, s.53.

PANSERPALADSET
Københavns Politigård. Udtrykket kendes fra 1950'erne, jf. Århusianske Ambassade. - Kilde: Oplysning af Jens Rerup, København, juli 2006.

PAPIRFLYVEREN
Kastrup Lufthavns Terminal 3. Navnet hentyder til den tilspidsede form. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

PARADISLEJREN
Lejr ved Avedøre, brugt at Sikringsstyrken under 1. Verdenskrig. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

PARALLELSTRØGET
Se 1) Reservestrøget og 2) Strædet

PARALYSEVÆRKET
Pyrolyseværket på Amager, der i begyndelsen af sin produktionstid (omkring 1960) var plaget af produktionsvanskeligheder. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

PARAPLYEN
Café de l'Europe på hjørnet af Vester Boulevared og Vesterbrogade. Caféen blev åbnet i 1874 og havde en udendørs servering under en stor baldakin, der dækkede hele hjørnefaget af bygningen. Navnet erstattede senere caféens oprindelige navn, jf. Knækparasollen. - Kilde: P. Chr. Kampmann Arnild: "Paraplyen". Den gamle tjener fortæller. 1928, s. 37.

PARLAMENTET
Bygningen på Grønttorvet (nuværende Israels Plads) med toiletter i "underhuset" og torveadministration i "overhuset". - Kilde: Oplyst af låner: 18.11.1992.

PEBERBØSSEN
1)Overbygning på Rundetaarns top, benyttet som observatorium og trappetårn. - Kilde: Skadhauge, Povl: Trinitatis Kirke og Rundetårn. 1975, s. 10.

2) Th. Bindesbølls monument for Slaget på Reden, opstillet på Prinsessens Bastion i Kastellet 1902-1997, herefter på Nyholm, Christianshavn. - Kilde: JP København, 9.10.1997, s. 12.

3) Ejendommen Højbrohus, Østergade 61, der vender sin hovedfacade med en markant profil ud mod Amagertorv, jf. Platmenagen. - Kilde: Steffen Linvald: Københavns Hvornår skete det? 1979, s. 131, opslag "1896".

PENNALHUSET
1) Hotel Astoria, hvis bygningskrop ligner et gammeldags træ-pennalhus. Banegårdspladsen 2-4.

2) Toldbygningen Havnegade 44. - Oplyst i december 1994 af fhv. sekretariatschef Edward Hee, der bor i gaden.

3) Det meget lange beboelseshus, "Møllelængen", der ligger med gadeadressen Store Møllevej 2-44 i Sundby. - Kilde: John Pri, Københavns Havneblad, december 1994 ; Susanne Svendsen: Amager bybilleder. På kanten af byen. 1995, s. 184, jf. illustration s. 185.

PERSILBROEN
Broen, som fører Gammel Køge Landevej over godsbanen. - Navnet er afledt af en nærliggende industribyging, som fremstillede vaskemidlet Persil, og navnet på broen udtales i modsætning til vaskemidlet med tryk på anden stavelse. - Kilde: Arkivchef Poul Sverrild, Hvidovre Kommune, august 2004.

PERSILLESLOTTET
Skodsborg Badesanatoriums første tilbygning. Sanatoriet var kendt for sine vegetariske kostforplejning. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

PETER KNALDS VEJ
Peter Bangs Vej. Udtrykket benyttes især af taxichauffører. - Kilde: Berlingske tidende, 18.10.1994, sektion 1, s. 12.

PIPFUGLEKVARTERET
Området af bydelen Bispebjerg, der ligger mellem Højbanen, Frederikssundsvej, Tomsgårdsvej og Borups Allé, og hvor gaderne er opkaldt efter fugle. Området betragtes som socialt belastet, jf. Pipkvarterer - Kilde: Politiken 2.7.1993, sektion 3, s. 1.

PIPKVARTERER
Generel betegnelse for kvarterer med fuglenavne. - Kilde: Oplyst til Berlingske Tidende, oktober 1994. I specielt betydning bruges udtrykket om Pipfuglekvarteret, f. ex. på Frederiksberg og i København NV.

PIPSTRÆDE
Smøge ved Rådmandsgade, benyttet omkring 1. Verdenskrig. Oprindelse uvis. - Kilde: Benny Olund: Islands Brygge, Ama'r. Barn- og undgom 1940-1969. 2004.

PIRATOS'ENE
Robert Jacobsens skulptur på Axeltorv med flere rund, sorte former. Jf. Lakridskonfekten. - Oplyst af Peter Thorning Christensen, januar 1995.

PISSERENDEN
Efter ældre oplysninger i Rådhusbibliotekets svarkartotek: Sankt Peders Stræde. Bruges nu vistnok mest om Teglgårdsstræde og/eller Larslejstræde. Sideformen Renden nævnes i Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 338.

PJALTENBORG
Ejendommen Rosenborggade 12, der indtil ca. 1850 blev anvendt som logihus. Navnet er særligt kendt fra skillingsvisen "Julie, Julie - Hopsasa", der omtaler "Pjaltenborgs Brand".

PLANTAGEN
Beplantningen omkring Christian den 5.s rytterstatue på Kongens Nytorv, anlagt omkring 1855. - Kilde: Politiken 7.6.1988, kultur og debat, s. 1.

PLATMENAGEN
Ejendommen "Højbrohus", Østergade 61, med en rig profilering af gavlen ud mod Amagertorv. Opført l896 efter tegning af Richard Bergmann. - Kilde: København før og nu - og aldrig. Bd.3, s.83. 1988.

PLÆNEKLIPPEREN
Linie 18, der kørte på Jagtvej på et grønt midterareal, der gav en særlig vuggende form for kørsel, jf. Præriehingsten.

PLØRESUND
Øresund, der i 1960'erne, da udtrykket dukker op første gang, var kraftigt forurenet med spildevand fra København. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

POMADEKRUKKEN
Fiskerhuset ved Strandboulevarden. Huset skulle have sit navn efter dets form, der kunne minde om denne "toiletgenstand". - Kilde: Før og nu 1992, s. 80, spalte 2. Steder er uklart formuleret.

POMMES FRITES KYSTEN
Forstæderne langs Køge Bugt: Brøndby Strand, Greve Strand, Karlslunde Strand, Solrød Strand og Jersie Strand, jf. Sydkysten. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 337.

PORNOVEJEN
Se Sexvejen

POSTHUSET
Jordbærpavillonen i Tivoli, omkring år 1900. Udtrykket kan muligvis føres tilbage til bygningens farve. - Kilde: Viggo Schiørring: København. Mindernes By. 1947, s. 37.

PRÆRIEN
Område mellem Hillerødgade/Lundtoftegade/Borups Allé og Lygten/Ladegårdsgåen. Området lå længe hen i ubebygget tilstand.

PRÆRIEBUSSEN
Linie 31, der kører ad den sent udbyggede Røde Mellemvej og Kongelundsvej. - Meddelt af arkitekt Kirsten Lindberg, oktober 1994.

PRÆRIEHINGSTEN
Linie 18, der kørte på Jagtvej på et grønt midterareal, der gav en særlig vuggende form for kørsel, jf. Plæneklipperen.

PRÆRIELINIEN
Linie 19, kørte på et særskilt tracé henover området mellem Hillerødgade/Lundtoftegade/Borups Allé og Lygten/Ladegårdsåen, "Prærien", s. d. - Kilde: Søren Palsbo, Torben Liebst: København på kryds og tværs - dengang og nu. 1973, uden paginering.

PRÆRIEN
Området mellem Hillerødgade/Lundtoftegade/Borups Allé og Lygten/Ladegårdsåen, der i mange år henlå som et "terrain-vague" med spredt og helt tilfældig bebyggelse.

PRÆSTERNES KIRKE
Krist Kirken på Enghave Plads, hvis opførelse blev finansieret ved indsamling blandt præster. Kirkeklokker og stager er betalt af døtre til præster og altertavlen af præstesønner og alterkorset af danske præster i USA. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 338.

PSYKOPATEN
Værtshuset Alléenberg på Frederiksberg Allé, der i 1960'erne var kendt blandt skuespillere og kunstnere som et "druksted". - Kilde: Johan Olsen, august 2003, der citerer skuespilleren Freddy Andersen som kilde.

PUSHER STREET
Otto Krabbes Plads, Vesterbro. Ifølge kilden har udtrykkene været varianter over navnet Pusher Street, der som navn er kendt fra Christania. - Jf. Hundelokummet, Tomten og Allendes Plads. - Kilde: Vesterbrobladet 10.15.1995, s. 9.

PÆNE SIDE
Nyhavns lige numre (Charlottenborgsiden), jf. Den Artige Side. Udtrykket står i modsætning til Byens Side, Den Frække Side, Guldkysten og Den Uartige Side. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 336.

PØLEN
Hus i Kaninlængen i Nyboder, der blev opført på en opfyldning. - Kilde: N. Jonges Københavns Beskrivelse. Den hidtil utrykte Part. 1945, s. 396.

PØLSEVOLDEN
Del af den vestlige del af Christianshavns Vold, omtrent ud for Christianshavns Kanal. Nærmere placering og begrundelse er ikke kendt. - Kilde: Peter Storm: "Klitgaards sporvogn", i: Christianshavneren. Nr. 5, juni 2000, s. 12. Artiklen indeholder erindringsglimt fra 1940'ernes Christianshavn, og i et afsnit omtaler forfatterens ture fra hans bopæl ved Christianshavns Torv, langs kanalen, forbi Sofiegade til "Pølsevolden".