Indholdsfortegnelse

C

Capri

"Capri", populært navn på Bastionen Holcks Lynette, som lå i det vestre voldterræn. Som nabo var "Tivolisøen", hvis mere officielle be­tegnelse var Bastionen Holcks Ravelin. Xy­lograf F. Hendriksen fortæller om "Capri", at "i Forsommeren laa den smykket af Tjørn, Syren og Guldregn". 1865 lejedes øen af en borgerlig forening, som kaldtes Selskabet Ca­pri. Det talte blandt sine medlemmer bogtryk­ker Egmont H. Petersen og man underholdt sig på øen med keglespil, musik og dans. Leje­målet ophørte 1885, hvorefter stadsgraven til­kastedes som forberedelse til 1888-udstil­lingen.

Caritas-springvandet

Caritas-springvandet på Gammeltorv må regnes blandt Københavns fineste mindes­mærker fra renæssancen. I 1608 blev det opsat i forbindelse med en ombygning af stadens da­værende rådhus, som lå ud til Gammeltorv, hvor Strøget i dag passerer. Det skænkedes af Christian 4. til byens forskønnelse og som et led i dens vandforsyning. Her kunne borgerne fylde deres spande og tønder med vand, som hentedes ind fra Emdrup Sø gennem en led­ning af udhulede træstammer.

Vandkunstens pryd er en kobberkumme med en figurgruppe, som forestiller Caritas, en personifikation af næstekærligheden. Hovedfiguren, en frugtsommelig ung dame, står med en muntert tissende dreng i højre hånd, mens hun bærer en lille dreng på sin venstre arm. Fra hendes bryster går også fine stråler af vand. Nederst ses tre vandspyende delfiner.

Figurgruppen blev skåret i træ af billedskæ­reren Statius Otto og støbtes i bronze af Peter Hofmann i Helsingør.

Den oprindelige opstilling, hvor en piede­stal hævede kar og figurer næsten en meter højere end i dag, fik siden en hård medfart. Allerede i 1634 sænkede man kar og figurer ned i den omgivende stenkumme, så den mo­numentale virkning gik tabt. Generalbygme­ster Johan Conrad Ernst rettede 1706 op på dette misforhold ved at erstatte stenkummens øvre del med et luftigt gitter, som i mindre grad ville "betage torvets dets prospekt". Ved en ny restaurering i 1781, da monumentet var "ynkelig forfaldent" forsynedes det med den nuværende piedestal af norsk marmor. På den nye fod indsatte man Christian 7.s monogram og Københavns byvåben.

Da Københavns Vandværk etableredes 1857-59 på fæstningsglaciet ved Farimagsve­jen, skabtes der mulighed for at udnytte det høje vandtryk, værket kunne præstere. Bron­zestøber Dalhoff fik til opgave at realisere det­te og han benyttede sig af lejligheden til at øve lidt censur. Hældende sig til tidens victorian­ske opfattelse foreslog han, at figurerne er­stattedes med noget mere ærbart, en græsk havmand, og naturligvis leveret fra eget værk­sted. Heldigvis var myndighederne koldblodi­ge nok til at afvise dette, men han fik dog lov til at plombere de mest forargelige strålerør.

I 1890 fik stadsarkitekt Fenger pillet ved springvandet, idet han lod kobberkummen hæve 2½ meter og figurgruppen yderligere ½ meter, hvorved oplevelsen af en gadebrønd fra renæssancen forduftede. Det eneste for­mildende indgreb, som siden har fundet sted, var en fjernelse af de tillukkede strålerør i 1940.

Carit Etlars Vej

Carit Etlars Vej på Frederiksberg er opkaldt efter digteren Johan Carl Chr. Brosbøll, som skrev under pseudonymet Carit Etlar. Han lod vejens første villa opføre, nuværende nr. 4, hvor der ligger en etageejendom. Mange af hans fængslende underholdningsromaner , f.eks. Gøngehøvdingen (1853) og dens fort­sættelse Dronningens Vagtmester, blev skre­vet i et lysthus i haven.

Ligesom Carit Etlar bosatte andre køben­havnske kunstnere sig ved midten af 1800­årene på Frederiksberg, hvor den første villa Tårnborg, opførtes 1847. Således flyttede ma­leren Christen Dalsgaard 1857 ind i xylograf Axel Kittendorfs villa på Bianco Lunos Side­allé (nuværende Grundtvigsvej). Maleren Constantin Hansen boede i en villa på den nærliggende Amalievej.

Carit Etlarsvej 3

Ved hjørnet af Frederiks­berg Allé ligger en stor murstensvilla, udfor­met i "gotisk" stil af arkitekt J .D. Herholdt. Stilen med trappegavle og rødt murværk delt ved vandrette, lyse bånd kendes bl.a. fra bad­stuen ved Frederiksborg Slot. Villaen opførtes 1851 for dr. jur. Andreas Lorentz Casse. Han gik ind i det politiske liv og var med i ministe­riet Monrad, som gik af juli 1864.

Carl Bernhards Vej

Carl Bernhards Vej på Frederiksberg er op­kaldt efter forfatteren Andreas Nicolai de Saint-Aubain, som i årene 1828-65 skreven række noveller og romaner under pseudony­met Carl Bernhard. Hans bedstefader var ved midten af 1700-årene indvandret fra Frankrig, havde først tjent som frisør hos Frederik 5. og sluttede sin karriere som justitsråd! Sin barn­dom tilbragte forfatteren i Christianshavns gamle rådhus på hjørnet af Torvegade og Strandgade, hvor forældrene, artilleriofficer Frederik Chr. Julius og Charlotte (né Bunt­zen), datter af den velhavende christianshavn­ske købmand Andreas Buntzen, var flyttet ind. Gennem sin moder var han fætter til dig­teren J. L. Heiberg, der senere gav ham pseu­donymet Carl Bernhard.

Andreas Nicolai debuterede 1828 i Heibergs Flyvende Post, men vandt først anerkendelse for novellen Lykkens Yndling, udgivet 1837. Senere slog han ind på de historiske romaner og skrev Krøniker fra Kong Christian 2.s Tid (1846) og Krøniker fra Erik af Pommerns Tid. Han vogtede nidkært over sit pseudonym og skrev i 1840rne herom til Jonas Collin: "Ihvor transparent min Anonymitet end kan være ­sandelig ikke ved min Skyld -, er den mig dog vigtig som en nødvendig Betingelse for min lit­terære Virksomhed, der uden den vilde være aldeles lammet".

Carlsberg Bryggerierne

Carlsberg Bryggerierne i Valby blev anlagt 1847 af brygger, kaptajn i borgerbevæbnin­gen, dr. phil. J. C. Jacobsen, som opkaldte sin virksomhed efter den 5-årige søn Carl. Til for­målet købte han en del af Bjerregårdens jor­der. Året tidligere havde han arvet 11.000 rigs­daler efter sin moder, hvilket muliggjorde etableringen af et nyt og større bryggeri i for­hold til det gamle i Brolæggerstræde, han hav­de arvet fra sin fader (se s. 50). Klart havde han set, at en udflytning var nødvendig, og i dette blev han en af foregangsmændene i datidens erhvervsliv. Den første brygning i Valby blev foretaget 10. november 1847, siden hen fejret som Carlsbergs fødselsdag. 1 det første år pro­duceredes 3.500 hektoliter, og stigningen i de følgende år gjorde stadige udvidelser nødven­dige. J. C. Jacobsen tegnede selv flere af sine fabriksbygninger, ligesom han opførte sin egen bolig 1853 med bistand fra arkitekt N. S. Nebelong. Den er nu indrettet til æresbolig.

Mens bryggeriet voksede, forsømte han ik­ke at rejse ud i Europa for at hente ny viden. I et brev til sønnen Carl skrev han således: "Nu­tidens og den nærmeste Fremtids Opgave for Bryggerne ligger over mine Evner, thi jeg var ikke saa heldig at faa mit Ønske opfyldt, at gennemgaa et fuldstændigt Kursus paa Den polytekniske Læreanstalt og blive en grundig Kemiker og Fysiker. Derfor er jeg nu stærkt paa Vej til at blive overfløjet som rationel Brygger... Den, der besidder de grundigste Kendskaber i Kemi og Hjælpevidenskaber, i Forbindelse med den fornødne praktiske Fær­dighed og Indsigt, han vil være Europas føren­de Brygger i den kommende Generation. Det­te maa være dit Maal ...". I fortsættelse af denne målsætning oprettede J. C. Jacobsen 1875 Carlsberg Laboratorium, hvortil fremra­gende forskere siden blev knyttet. Blandt de mest kendte var professor Emil Chr. Hansen, der sammen med driftslederen S. A. van der Aa. Kühle konstruerede verdens første gær­rendyrkningsapparat. Lige så berømt blev Jo­han Kjeldahl, som fandt en ny metode til be­stemmelse af kvælstof i organiske stoffer.

1880-81 byggede sønnen Carl Jacobsen sit eget bryggeri, Ny Carlsberg, ved siden af. Den vigtigste bygning i det nye kompleks var det store bryghus (til højre for Elefantporten), som blev opført 1901 og efter Carl Jacobsens ønske i florentinsk stil. Arkitekt Vilhelm Klein stod for byggeriet. På bryghusets tag er an­bragt bronzegruppen "Thor i kamp med jæt­terne", et arbejde fra 1897 af Carl J. Bonne­sen.

Elefantporten, Ny Carlsberg Vej. Tårnbyg­ningen, der bæres af fire kolossale elefanter i bornholmsk granit, skyldes arkitekten Vil­helm Dahlerup og blev rejst 1901. De berømte elefanter er udført af H. P. Pedersen Dan og over portrummet mod Valby er skrevet på la­tin: Laboremus pro patria - lad os arbejde for fædrelandet. Som en pendant til Elefantpor­ten er rejst en dobbeltport kaldet Dipylon ef­ter en byport af samme navn i oldtidens Athen. En klokke er ophængt på portbygnin­gens tag og den anslås af to figurer med hamre. "Klokkeslagerne" er et arbejde af Stephan Sinding.

Carlsberg Museum

Samlingerne er grund­lagt 1882 og fortæller om bryggeriets udvik­ling og slægten Jacobsen. Blandt de smukke­se rum er Kejserindesalen, hvorfra en trappe fører ned til den såkaldte Rotonda. Trappen indrammes af to karyatider, der blev udført af Bertel Thorvaldsen. Endvidere er brygger Carl Jacobsens arbejdsværelse rekonstrueret.

Casino Teatret

21. februar 1847 åbnede Georg Carstensen en slags vinter-tivoli under navnet Casino, hvor der skulle være bazar, promenadekoncerter og konversations-soi­reer. Bygningen lå i vestre del af Amaliegade. Da idéen ikke slog an, omdannedes forlystel­sesetablissement til Casino Teatret. Første forestilling fandt sted 2. juledag 1848. En provinsbo skrev december 1849, at "Casinos Forsale ere uhyre smukke, snart med Gran og grønne Træ og Løvsale og snart med oplyste Stue Sale, og i et staar et 2 AI(en) høit Vand­fald (Springvand) .. .". Herman Bang gav se­nere i sin nøgleroman Stuk en nådesløs skil­dring af det gode borgerskab, som morer sig i Casino Teatret.

Casino-møderne var et særligt kapitel i tea­trets historie. Det første afholdtes 11. marts 1848 efter indbydelse af de nationalliberale fø­rere Hvidt, H. N. Clausen og Tscherning og ca. 2300 var til stede. Anledningen dertil var med­delelsen om slesvigholstenernes politiske krav på et møde i Rendsborg. Kravet om en fri for­fatning i Danmark blev nu fremført og 20. marts afholdtes et nyt møde i Casino, hvor man vedtog Orla Lehmanns resolution: "Vi anraaber Deres Majestæt om ikke at drive Na­tionen til Fortvivlelsens Selvhjælp". De begej­strede deltagere ville straks begive sig af sted til kongen, men Tscherning opfordrede til, at man sov på det! Næste morgen gik ca. 15.000 mennesker sammen med borgerrepræsentati­onen og magistraten til Frederik 7. Enevælden var afsluttet, idet kongen kort før havde op­løst sit ministerium.

Nye politiske møder fandt sted i Casino 29. august og 28. september 1854, hvorefter en grundlovsværneforening stiftedes. Sidste be­rømte møde var i marts 1863, hvor man beslut­tede, at Slesvig skulle knyttes til kongeriget. 1937 lukkede teatret og ombyggedes til pak­hus.

Castrum doloris

Castrum doloris (lat. smertens leje) blev i enevælden en fast del af det kongelige begra­velsesceremoniel i København, idet en lit de parade efterfulgtes af en castrum doloris i sel­ve slotskirken. Da Christian 5. døde 25. au­gust 1699, sattes et mægtigt ceremoniel i sce­ne, hvori den daværende slotskirke dannede hovedrammen. Den 16. oktober var det store rum forvandlet tillig kapel. Bagvæggen med alteret var dækket af et stort transparent, der gengav stjernehimlen en skyet nat. Kongens navnetræk var sat på himmelbuen og omgivet af engle, der priste Christian 5. i latinske vers. Sort fløjl og taft maskerede de øvrige vægge, mens utallige voks-kærter var anbragt i lysar­me dekoreret med rosetter og duske af sort og hvidt flor.

Mest imponerende var en ottekantet pavil­lon-himmel, som hang ned fra loftet og var omgivet af 16 lysekroner af forsølvet træ, blik og bly. Under himlen svævede en engel i guld og sølv, som bar en laurbærkrans som ramme om majestætens portræt.

Katafalken bestod af et fodstykke, der hæ­vede sig trinvis op som en pyramide og bar syv korintiske søjler, hvorover en gesims var an­bragt. Ned fra gesimsen hang en udtunget kappe af sort fløjl og sølvmor, mens to knok­kelmænd, formentlig overkroppen af to ske­letter, tjente som hovedstykke for katafalken. Dronning Louises castrum doloris marts 1721 var den sidste større begivenhed, som fandt sted i den gamle slotskirke, før Frederik 4. ind­ledte den gennemgribende ombygning af slot­tet i 1720rne.

Ceremonierne omkring de kongelige begra­velser blev endnu mere pompøse i 1700-tallet. 14. januar 1766 udåndede Frederik 5. og sene­re blev "sal. Kongens Kiiste tilslagen" ifølge Luxdorph. 26. februar blev den lukkede kiste af 12 kammerjunkere båret ned i slotskirken, hvor man stillede den på castrum doloris. Denne var udformet som en pyramide, et sym­bol på udødelighed. Fire infanterikaptajner stod vagt dag og nat, iført sørgekapper og ud­styret med sortbetrukne partisaner. Kirke­rummet oplystes af over 1000 lys, og fra 3. marts fik publikum adgang hver eftermiddag i to timer.

Så oprandt selve dagen for Frederik 5.s lig­begængelse, som var fastsat til den 18. marts. Tre timer hengik med klageprædikener på dansk, tysk og latin. Fhv. kapelmester Scheibe havde komponeret sørgemusikken, som veks­lede med præsternes taler. Teksterne dertil var skrevet af den unge Johannes Ewald. I en arie lød sætningen "Ægyptisk Mørke skiulte Nor­den". Castrum doloris var projekteret af N. H. Jardin, men kritiseredes i flere smæde­skrifter. Et af dem havde følgende vers:

Jardin! hvad vil sligt sige,

Du hele Verden viset har,

Du franske Stymper var en Nar

For Dannemarks Rige.

Charlottenborg, Kongens Nytorv 1

Charlottenborg opfør­tes 1672-83 for greve Ulrik Frederik Gylden­løve, som var Norges statholder og halvbroder til Christian 5. I forbindelse med torvets an­læggelse udstedte Christian 5. den 22. marts 1669 et skøde til Gyldenløve på en grund "strækkende sig fra det Sted ved Kvæsthuset, hvor Slagterboderne staar, til Gaden langs den projekterede Kanal (Nyhavn) og fra Torvet ud mod Stranden ind til Dybet".

Byggeriet tog tid. Gyldenløve lod først 1672 byggematerialer indføre fra Holland, mens grundstenen nedlagdes 3. april samme år af selveste kongen. Mere bemærkelsesværdig var genanvendelsen af munkesten fra Kalø Slot, som efter 1672 blev nedrevet. Stenene anvendtes i stor udstrækning i palæets under­mure og funderingsbuer (derimod er de ikke synlige i facaderne).

Det fremgår af en ordre til Københavns ma­gistrat dateret 16. juli 1672, at bygmester Ewert Janssen har haft brug for "tolv af de dygtigste Muurmestersvende her i Staden... til voris Statholder Hr. Uldrich Friderich Gul­denlews Arbeide". Janssen, som var indvandret fra Holland, havde på dette tidspunkt gjort hurtig karriere. 1668 fik han bestalling i København, "Mir zu Baumeister allergnädigst bestellet", som der står i et dokument, og 1671 udnævntes han til Bremerholms bygmester. Meget tyder på, at han også stod som arkitekt for Charlottenborg, hvis man sammenligner denne bygnings portrisalit med tilsvarende på herregården Gjorslev (ombygget af ham i slut­ningen af 1660erne) og et signeret om byg­ningsprojekt til Skanderborg Slot. I de næste ti år optræder Janssen dog sjældent i Charlot­tenborgs byggeregnskaber og kun i forbindel­se med mindre opgaver.

Charlottenborg, der er udformet som en karré ligesom mange af 1600-tallets slotte, er i den såkaldte hollandsk-palladianske stil. Med til at skabe denne form for barok er pilastre, festoner, de kraftige vinduesfordakninger samt midtrisalitten. Måske har arkitekten stu­deret et projekt til Amsterdams nye Rådhus, udført af Philipp Vingbooms. 21. april 1683 stod "slottet" med dets 74 beboelige rum fær­digt og besøgtes denne dag af Christian 5. og hans familie.

Et "Inventarium og Beskrivelse" fra slut­ningen af 1600-årene giver indblik i Charlot­tenborgs indretning. Hofstaben, som foruden tjenere omfattede en nar, en postmester og en vågekone, boede i kælderen og lejevåningen mod Kanalen. Ølandske fliser klædte "Bou­teillekælderens" gulv, hvor der stod et hvid­malet bord. Under dette "ligger et skjønt stort Stykfad med gammel Rhinskvin". Bygnin­gens prægtigste rum var - og er fortsat - kup­pelsalen i østfløjen, hvis rigt udsmykkede stukloft står mål med audienssalens på Frede­riksborg. Da Nicodemus Tessin den Yngre 1687 besøgte palæet, fandt han, at Ulrik Fre­derik Gyldenløve var "un seigneur de grande connaisance et lumière dans les beaux arts". Men det gik alene på de fornemme Gyldenlø­veske kunstsamlinger, hvorimod bygningen ik­ke imponerede den berømte svenske arkitekt. Til bygningen hørte i øvrigt en vidtstrakt have langs kanalen, dog temmelig beskeden hvad det havearkitektoniske angik: otte parterrebe­de med blyfigurer i hjørnerne var det væsent­ligste, man kunne byde på.

Charlottenborg blev år 1700 solgt for 50.000 krondalere til enkedronning Charlotte Amalie, som gav slottet dets fremtidige navn. Hun døde her 1714, hvorefter hendes børn ar­vede bygninger og have. I deres tid indrettedes kuppelsalen til eremitagegemak med elevator­bord og maskiner til at hæve og sænke det. Slottet tilfaldt ved testamente Christian 6. i 1735, og under hans søn indrettedes her Det kongelige danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Akademie. Inspirationen dertil var de udenlandske akademier begyndende med kunstakademi i Paris, som Colbert reorgani­serede 1663-64. Men det enevældige monarki i Danmark-Norge havde også brug for en sko­le, hvor lovende unge kunstnere kunne få en uddannelse, i stedet for at de fra ungdommen af måtte tage til udlandet for at lære. Skulle man gøre status i begyndelsen af 1750erne, måtte det erkendes, at Eigtved og Thurah hav­de dygtiggjort sig som arkitekter i Tyskland, Frankrig og Italien, mens billedhuggeren Jo­hannes Wiedewelt havde måttet lære i Paris.

Forsøg var da også gjort tidligere i 1700­tallet. 1738 havde Christian 6. stiftet et kunst­akademi, som fra 1744 havde lokaler i Gammel Strand (nuværende nr. 40). Dette flyttede senere til Slotsholmen, hvor det fik plads i nogle lokaler over de kongelige stalde. Men de rigtige fysiske rammer manglede, ligeså kapi­tal og dynamisk ledelse. Det hjalp, da Frederik 5.s nære ven, overhofmarskal, grev Adam Gotlob Moltke 1750 blev kunstakademiets præses.

Til dette formål var Charlottenborg veleg­net, hvorefter det blev indrettet, ligesom læ­rerkollegium og direktørstilling blev etableret. Hofarkitekt Nicolai Eigtved blev det nye Kunstakademis første direktør. Frederik 5. aflagde 30. marts 1754, dagen før han kunne fejre sin 31-års fødselsdag, et besøg på Akade­miet, hvor man allerede var igang med under­visning. Ved.denne lejlighed fremlagde Eigt­ved en fundats, som kongen underskrev på selve sin fødselsdag - siden hen Kunstakade­miets fødselsdag.

Hvorledes foregik undervisningen på Char­lottenborg i årene derefter" Anatomiunder­visningen var et af de grundlæggende fag, der fra 1758 kom i faste rammer ledet af lægen J. C. Berger. Han forelæste om myologien (læren om muskler) om vinteren, mens osteo­logien (knoglelæren) doceredes i vinterhalv­året. Eleverne brugte også megen tid på at tegne efter gipsmodeller. På årets koldeste tid var der også lejlighedsvis dissektioner for de ele­ver, der var nået op i gipsskolen og modelsko­len. Dissektionerne foregik bag nedrullede gardiner med kadavret anbragt på et specielt fremstillet bord, som var beklædt med voks­dug.

Gipsskolen omfattede undervisning i kopie­ring af gipsafstøbninger, og der var nok at teg­ne efter, arme, hænder, ben og fødder af gu­der samt dyr og mennesker. Professorerne valgte, hvad der skulle tegnes efter. Kunstigt lys blev foretrukket, hvorfor der arbejdedes bag lukkede, indvendige "skodder" i skæret fra en stor olielampe med 28 væger.

Charlottenborgudstillingerne

Charlottenborgudstilligerne havde først til huse i det gamle Charlottenborg, som Gyl­denløve byggede og hvor Kunstakademiet ind­rettedes 1753. Udstillingsvirksomheden be­gyndte så sagte med en "salon" den 29. januar 1769 i Kunstakademiets Antiksal. Den lå på l. sal over porten ud til Kgs. Nytorv og havde i Gyldenløves tid fungeret som riddersal. Salen strakte sig op gennem to etager, var forsynet med omløbende galleri og væggene havde ma­lede pilastre, mens festoner med martialske symboler sås på galleriernes underside. I disse omgivelser havde man opstillet de mange gips­afstøbninger i symmetriske grupper, som ele­verne kunne tegne efter. En gang om året benyttedes Antiksalen til elevernes konkurrence om guldmedaljer, så det var intet under, at forvalteren var utilfreds, da man nu også havde "salon" samme­steds med prøver på direktørens, professorer­nes og medlemmernes kunnen. I de følgende årtier blev "salonen" efterhånden en regel­mæssig forårsbegivenhed.

Den 10. februar 1857 stadfæstede Kultus­ministeriet en vedtægtsændring for Charlot­tenborg, hvorved forårsudstillingen ændredes til en åben udstilling med eget styre. Herefter kunne enhver kunstner indsende egne arbej­der til Censur-Komitéens bedømmelse. Blandt deltagerne i den første sæson var landskabsmaleren P. C. Skovgaard, specialist i danske bøgeskove og repræsenteret på ud­stillingen med billedet "En Bøgeskov i Maj".

Utilfredsheden med censuren begyndte at brede sig i 1860erne, for alene velrenommere­de kunstnere og akademimedlemmer havde lov til at udstille ucensureret. En vigtig begi­venhed var indvielsen af Charlottenborgs nye udstillingsbygning i 1883. Bygningen, som op­førtes efter tegninger af arkitekt Albert Jen­sen, åbnedes med en skandinavisk udstilling.

På dette tidspunkt var guldaldermalerne gledet i baggrunden og nye folk som Vilhelm Hammershøi dukkede op. Han debuterede 1885 med billedet "Portræt af en Pige", hvor hans karakteristiske, snævre farvevalg allere­de var fastlagt, toner fra sort til gråhvidt. I "Punch" fik billedet følgende kommentar: "Men hun ser snarere ud som en Ligkiste".

Skelsættende blev året 1888, hvor Johan Rohde sammen med en halv snes kammerater afholdt en lille udstilling af afviste malerier i et atelier ved Frederiks Kirkeplads. Her deltog også Hammershøi og Fritz Syberg, den første "Salon des Refusés" havde set dagens lys i Danmark. Charlottenborg opgav dog ikke sin strenge politik, ja, næste år var den endnu skrappere ved de yngre kunstnere. Det afstedkom en alternativ udstilling i spisesalen i Hotel Phønix' bygning. Trods stadige udvandringer ­af gode kunstnere har Forårsudstillingen på Charlottenborg formået at være et vigtigt fo­rum i dansk kunstliv.

Christian 4.

Christian 4. er en af de konger, der har sat stærkest præg på Københavns historie og bygningskunst. Han blev døbt 2. juni 1577 i Vor Frue Kirke, og ved dåbsfesten opførte studen­terne fra Københavns Universitet et særligt stykke, Kampen mellem David og Goliath, som var indstuderet af deres professorer og op­førtes i slotsgården. Imidlertid gik studenter­ne så meget op i skuespillets handling, at de tævede hinanden blodige. Det fortælles, at den gamle rigsadmiral Peder Skram, som "sad Scenen næst, da hans øjne vare sløve, lystede at springe over Skranken og mænge sig udi Striden".

Sin barndom tilbragte Christian 4. i Meck­lenburg, Skanderborg og Kolding, men gjorde atter indtryk på københavnerne, da han kro­nedes 1596. Selve kroningsakten fandt sted 29. august i Vor Frue Kirke, og fra andre lande kom fyrster og gesandter, der med følge med­bragte 2.200 heste. Da de nåede Valby Bakke, blev de celebre kroningsgæster modtaget med et fyrværkeri på 25.000 skud, og på samme tid blev fæstningens kanoner fyret af. Almuen kunne på Amagertorv se en brønd flyde med vin, ligesom penge kastedes i grams. Til fest­lighederne, som varede ti dage, bestiltes 35.000 drikkeglas!

Som konge var en af Christian 4.s første regeringshandlinger at sørge for vinkælderen. Han bestilte derfor 11.200 potter vin af for­skellig slags hos Willumke von Dellen i Køben­havn, som antagelig var en underafdeling af et større handelshus i Holland. Vel blev Chri­stian 4. kendt for at drikke, men det hørte ti­den til, og det bremsede ikke hans arbejdsind­sats. Det hedder i en samtidig kilde, at "Han lod sig under Tiden indfinde Kl. 4 om Morge­nen paa de Steder, hvor publiqve Arbejder dreves, og han kunde ikke lide, at Haand­værksfolk holdte op med deres Arbejde for at hilse ham".

I de sidste år af sit ægteskab med dronning Anna Cathrine indledte Christian 4. et for­hold til Kirstine Madsdatter, som havde den københavnske borgmester Mathias Hansen til fader. Hun fødte kongen sønnen Christian Ul­rik Gyldenløve 3. februar 1611. Da kongen februar 1613 deltog i et bryllup, fattede han in­teresse for en anden københavnsk borgerdat­ter, den smukke Karen, hvis fader var Bremer­holmskriveren Anders Hansen. Samme aften fulgte hun med Christian 4. hjem til slottet.

Sine sidste leveår var han plaget af sygdom og private sorger. Tidligt på året 1648 blev han alvorligt syg på Frederiksborg og førtes døen­de til Rosenborg, hvor han døde 28. februar.

Christiansborg

Det berettes i Knytlinga­saga, at Svend Estridsen 1043 flygtede med sin flåde til "Havn". På det tidspunkt var strædet mellem det ældste København og Amager af en helt anden karakter end i vore dage. Her lå en række små holme, af hvilke de vigtigste se­nere benævntes Bremerholm, Revshaleholm, Store og Lille Skarnholm samt Strandholm, hvorpå den første borg rejstes og alt senere slotsbyggeri fandt sted.

Absalons Borg. Saxo fortæller, at Absalon 1167, en tidlig forårsdag, grundlagde en ny borg på en af Øresunds holme, hvorefter han omgav øen med en mur. Bemærkningen hos Saxo om, at Absalon byggede en "ny" borg, har givet anledning til spekulationer. Der kan måske ligge rester af en sådan under Magasin du Nord. For ved udgravninger omkring 1880 i området stødte man på en halvcirkelformet teglstensmur, af en længde på ca. 30 meter og i en stil, som er tidligere end Absalonborgens.

Kendskabet til Absalons Borg bygger ho­vedsagelig på de arkæologiske undersøgelser, man foretog 1900-02, 1906-07 og 1918 fra Na­tionalmuseets side; første gang ved arkitekt C.M. Smidt og M. Mackeprang (museets sene­re direktør), de følgende gange ved inspektør Chr. Axel Jensen. Mest bemærkelsesværdig var de betydelige stykker af en ringmur, som afdækkedes. De har dannet en næsten regel­mæssig cirkel med en indre diameter på 55-56 m. Efter middelalderlig skik har denne cirkel­mur været konstrueret som en kassemur, dvs. bygget af to skaller af regelmæssigt tilhugne kvadre med fyldkærne af muret kampesten imellem. Murskallerne var bygget af kridt­stenskvadre fra Stevns, og uden for murvær­ket havde man lagt en lav vold til værn mod bølgeslaget.

Da arkæologerne undersøgte det påkørte fyldlag indenfor ringmuren, fandt man derunder sivplanter med forårsskud! Rester af et par småbygninger lokaliseredes også, heraf et bagers lagt i ly af den nordvestre murside. Umiddelbart uden for bagerset udgravedes en rund brønd, hvortil kridt- og kampesten var anvendt. Den kan stamme fra Absalons tid, men blev hurtig opgivet og fyldt op. Nærmere borggårdens midte, 4,5 meter øst for bagerset, fandtes den egentlige brønd, hvis sider var dannet af svære, udhulede og lodret kløvede egestammer. Ved udgravningen var den fyldt op med diverse bygningsrester, antagelig fra borgens nedrivning 1369, således to 1,15 m høje søjleskafter af glatpoleret granit, en del buesten af skånsk sandsten, som har dannet gjordbue i en hvælvkonstruktion, samt for­skellige trapezformede søjlehoveder. I sin ind­retning med økonomibygninger og beboelse kan Absalons Borg sammenlignes med ærke­biskop Eskils Borg i Søborg Sø. Det antages i øvrigt, at adgangen til borgen ved Havn eta­bleredes ved en bro, der har fulgt retningen af den nuværende Højbro. Fund af to rækker nedrammede egestolper kan stamme fra en så­dan.

På Københavns ældste segl fra 1296 er en afbildning af Absalons Borg, hvor man ser en ringmur med krenelering (kronede tinder). I midten hæver sig et svært, polygonalt tårn, mens to ydertårne er tilbygget senere. Det centrale tårn kan formentlig identificeres med den kirke, som borgen også rummede. Ifald det har været en centralkirke, har det været enestående i Danmark. Det vestre ydertårn fungerede i den senere middelalder som ba­gertårn og velbevarede fundamentrester er af­dækket.

I 1200- og 1300-tallet var borgen udsat for flere angreb. Fyrst Jarmer og hans vendiske folk angreb og ødelagde borgen den 18. april 1259, men den største ødelæggelse fandt sted 1369, efter at lybækkerne havde erobret Kø­benhavn og fæstningen på Strandholmen. Under dens forsvar har man forsynet den med en vandgrav, dog uden militær fordel. Hanse­atiske stenhuggere begyndte 8. september 1369 at nedbryde forsvarsværket, som havde været en torn i øjet på de tyske købmandsby­er. Om borgens tidlige historie skal tilføjes, at den fra Absalons tid, efter hans udtrykkelige ønske, var i Roskilde-bispernes eje, hvilket først ændredes efter Margrethe I.s regerings­tid.

Fra senmiddelalderlig borg til Frederik 4.s ombygning.

Under Erik af Pommern overgik borgen til kronen (se s. 90) og blev gradvis ændret til rigets vigtigste slot. Kongen og hans kancelli fik fast ophold på Slotsholmen, og det var her, Christoffer af Bayern 1445 fejrede sit bryllup med dronning Dorothea. I den an­ledning skal kongen have udvidet Riddersa­len. Et levn fra denne del af slottet ses i dag på Nationalmuseet, nemlig to bislagsten af got­landsk kalksten, der er hugget i begyndelsen af 1500-tallet. De har senest stået ved foden af trappen, som gik op til riddersalsfløjen.

Efter reformationen fandt visse ombygnin­ger og udvidelser sted. Christian 3. rejste 1552-­53 den nye Konge- og Drabantfløj, der place­redes i den da tørlagte slotsgrav. Kirkefløjen forhøjedes 1555 med bindingsværk og 1553 konstrueredes en springbrønd til slottet. 1596 forhøjedes Blåtårn og forsynedes med nyt spir med gylden krone (se også s. 44). Trods disse forbedringer forblev slottet håbløst gammel­dags og dets husholdning var også mærkelig provinsiel. Således fungerede Slotsholmen mest af alt som en stor gård, hvor der både var heste, svin og får, ligesom hønsegård og al­mindelige udhuse hørte til. Slottet havde også mølle, smelteovn, bødkerhus, kalkbod og slagtehus samt den obligatoriske urtehave.

Forskellige dokumenter belyser disse gam­meldags forhold. Da Frederik 2. skulle fejre sin kroning på slottet, måtte "den store Sal" hastigt sættes istand, eftersom den var brøst­fældig på tag, spær og loft. Endvidere måtte kongen lade en række adelige fruer låne sig flamske klæder, drætter og silkesparlagen. Embedsgangen havde også sin egen rytme. Christoffer Valkendorf, som var rentemester i 1570erne og 80erne, gik hver dag fra slottet hjem til sin gård for at spise til middag, hvoref­ter han vendte tilbage til Slotsholmen for at ar­bejde videre i Rentekammeret. Den værste be­mærkning om slottet faldt måske fra den en­gelske diplomat Robert Molesworth i hans Danmarks-beskrivelse fra 1692: "Kongens re­sidens er den dårligst beliggende, tarveligste og ubekvemmeste i hele verden. Den er ligeså, enestående slet, som havnen er god".

Den føromtalte drabantsalsfløj, en lav og langstrakt bygning med polygonalt trappetårn - Drabanttårnet - rummede slottets næststør­ste sal, et rum på 31 x 8 m. Øverst i denne byg­ning lod Frederik 3. indrette sit berømte Kunstkammer, hvor de mest kuriøse genstan­de og kunstværker var stuvet sammen. En sejl­mager ved navn Christopher Proph blev ansat som "Opvarter" ved samlingen og aflønnedes indtil 1654. Smukke skibsmodeller af elfen­ben, drejet af Jacob Jensen Nordmand, blev i Frederik 3.s tid leveret til samlingen, i dag op­bevaret på Rosenborg, hvor så mange andre af Kunstkammerets genstande også kom hen se­nere. Christian 5. var den første, som nærede større planer om at ombygge slottet og lod bl.a. den berømte svenske arkitekt, Nicode­mus Tessin den Yngre, udføre et projekt til et nyt slot (se s. 91). Hans projekt blev dog aldrig gennemført.

Ombygningen i 1720rne.

Frederik 4., som på to udenlandsrejser havde beset nogle af Eu­ropas mest imponerende slotte, bl.a. Versail­les uden for Paris, lod i 1720rne Københavns Slot regulere. Ansvarlige for dette arbejde var J. C. Ernst og J. C. Krieger, der gjorde alle slot­tets fløje lige høje. Det stod herefter med tre hovedetager og to mezzaniner, men skæmme­des af det berygtede Biåtårn, som var indpas­set i anlægget.

l. Christiansborg.

Skønt Københavns brand 1728 betød vældige økonomiske tab, lod Christian 6. fra september 1731 det regulerede middelalderslot nedbryde. Et helt nyt an­læg skulle opføres, hvis planlægning engage­rede den bygningskyndige monark. Det vides, at Christian 6. var opvokset med arkitektur­teoretiske værker som Deckers "Fürstlicher Baumeister oder Architectura Civilis". Valget af arkitekt voldte vanskeligheder, da J. C. Ernst på dette tidspunkt var over 60 år, mens den 20 år yngre Krieger ikke var tilstrækkelig velorienteret i den nyeste bygningskunst, der­for fik kongens gamle instruktør, Elias David Häusser, opgaven.

I alt tre projekter udfærdigedes, hvorfra kun seks tegninger er bevaret. Det første ud­kast, som signeredes af Häusser 1731, blev forkastet af kongen, og man søgte derefter i udlandet efter en interesseret og kyndig arki­tekt. Alle steder lød svaret nej; den svenske ar­kitekt Carl Hårleman, elev af Tessin den Yng­re, måtte også afslå p.g.a. andet engagement. Ny projektering sattes igang, og fra et endnu ukendt sted leveredes en plan. Ophavsmanden dertil skal formentlig søges i den "frankisk­østrigske barok".

Samtidig stod det klart, mens facadedetal­jer og tagformer diskuteredes, hvorledes slot­tet i grove træk skulle se ud. Som bygningsty­pe havde man valgt den traditionelle karré, et firfløjet bygningskompleks med forgård. Et lignende anlæg var just opført i Stockholm ef­ter det gamle slots brand 1697. Det praktiske arbejde kunne derfor gå igang. Først blev 9.225 pæle nedrammet, hvis længde varierede fra 24 til 3 alen beroende på grundens lokale beskaffenhed.

3. oktober 1732 kunne professor Joachim Frederik Ramus fra Københavns Universitet afsætte slottets vinkler og linier på byggegrun­den, mens Christian 6. nedlagde grundstenen 21. april 1733. Den placeredes under hoved­bygningens søndre fløj, endog dens vægt figu­rerer i regnskaberne, 448 pund.

1734 leverede hofsnedker Didrik Schäfer en træmodel og 18. juni 1738 hejstes kransen over slottets vestre hjørne, hvorefter kongefa­milien 26. november 1740 flyttede ind med pomp og pragt. København blev i den anled­ning illumineret i tre dage. Men mange detal­jer manglede, først 1745 var det ydre i orden, hvorimod riddersalen, det prægtigste af alle rum, måtte vente på en færdiggørelse til 1766.

Det nyopførte slot var rejst i tre hovedstok­værk med en mezzanin indskudt mellem 2. og 3. etage. To lave forbindelsesbygninger, "løn­gange", flankerede den store slotskarré, af hvilke den søndre førte til de ældre regerings­bygninger, mens den nordre skabte forbindel­sen med Slotskirken. Hofbygmester Eigtveds rolle i denne bygningshistorie er også væsent­lig. Hvad det ydre angår står endnu hans pavil­loner for enden af ridebaneanlægget samt Marmorbroen. Han gjorde også forslag til slottets frontispicer og to hoveddøre, tegnin­gerne af sidstnævnte viser elegant rokokode­koration. Hvad interiørerne angår, måtte han her dele opgaverne med Lauritz de Thurah. Blandt hans arbejder kan nævnes Dronnin­gens Køkken og Appartementsgalleriet.

Intet blev sparet på rummenes udsmykning. 139 dørstykker og kaminbilleder indkøbtes fra Paris, tilvejebragt efter store anstrengelser af den derværende danske diplomat Joachim Wasserschlebe. Den pietistiske Christian 6. havde dog stillet som betingelse, at man skulle "alle Nuditaeten sorgfaltig vermeiden". En næsten umulig fordring, når man betænker de mange erotiske eller mytologiske motiver, de parisiske malere dyrkede på dette tidspunkt. Den franske rokoko var ikke plaget af pietisme. Van Loo, Natoire og Boucher var blandt de ypperste malere, der leverede til Christians­borg. Hele kongens etage blev monteret med franske spejlglasruder, og dronningen sendte sin kammerfrøken til Frankrig for at købe ind. 348 værelser blev således ødselt udstyret.

En stor skavank ved pragtbyggeriet var ind­retningen af de mange varmekanaler og træk­rør, der var skjult bag panelerne af æstetiske grunde. Allerede natten til 10. december 1774 truede en brandkatastrofe, og 1779 erklærede bygningsdirektionen, at man ikke vidste af sikre ordninger mod brandfaren. Livet gik vi­dere, men om eftermiddagen den 26. februar 1794 brød ilden ud i prins Christians gemak­ker, der lå i fløjen ud til ridebanen. Flere dage i forvejen havde det buldret i kanalerne. Et­hvert forsøg på at redde slottet var nyttesløst, særlig heltemodige var Holmens folk, hvor 50 menneskeliv gik tabt.

2. Christiansborg.

Efter at have henligget som ruintomt påbegyndtes det ny Christians­borg 1803 efter tegninger af C. F. Hansen, den danske nyklassicismes store mester. Hans kla­re, nøgterne stil passede godt til de økonomi­ske vilkår, der plagede tiden: bombardemen­tet 1807 og en statsbankerot 1813. I øvrigt var han for hovedkarréens vedkommende helt bundet af det første Christiansborgs dimensi­oner. Således genbrugte Hansen næsten alle ruinens eksisterende vinduesåbninger, idet han vendte de gamle sandstensindramninger og murede deres barokke profiler ind. De tid­ligere indersider, som nu vendte ud, blev hug­get til i klassicistisk stil.

1828 var 130 værelser færdige, hvorefter slottet kunne indvies dette år ved prins Frede­riks bryllup med Frederik 6.s datter Wilhelmi­ne. lnteriørerne blev i en række detaljer præ­get af G. F. Hetsch, som var C. F. Hansens svi­gersøn. Af interiørerne kan nævnes Riddersa­len, der var udstyret med korintiske søjler og kassetteloft. Den 3. oktober 1884 brændte slot­tet atter ned, endnu engang forårsaget af manglende brandsikring. Alene C. F. Hansens Slotskirke med tilhørende løngang overleve­de. Men ret beset var sorgen over den tabte bygning ikke så stor, for stilen og udformnin­gen havde aldrig passet samtiden. I en avis havde der endog stået, at "det i alt Fald tog sig godt ud i Maaneskin".

3. Christiansborg.

Efter en afsluttet arki­tektkonkurrence fik Thorvald Jørgensen til opgave at udforme den nuværende slotsbygning, en vanskelig opgave i betragtning af de bevarede bygninger, der måtte respekteres: ri­debaneanlægget og kirken. Dertil kom intakte bygningsdele som midtpartiet af kongeporten og hele sandstensportalen til højesteretsfløjen (se s. 132). Løsningen blev ikke heldig. Således kom det kraftige baroktårn fra Christian 6.s slot, som C.F.Hansen klogt havde udeladt i sin plan, atter tilbage, og mere massivt end no­gensinde før. Værst var dog fjernelsen af den nederste mezzanin, hvilket giver bygningen en undersætsighed. Tyngden understreges også af granitbeklædningen, der skænkedes af lan­dets forskellige sogne. Under en del af slottet er der indrettet mu­seum med adgang til de udgravede dele af mid­delalderborgen. Udstillingen er smukt nyind­rettet.

Christiansborg Slotskirke

Christiansborg Slotskirke er opført af C. F. Hansen, mens han også arbejdede på genop­førelsen af det i 1794 nedbrændte Christians­borg Slot. Hans projekt til en ny slotskirke omtales i dokumenterne som en "runde Dohm med et indfaldende Lys fra oven. Med en saa­dan Dohm, der af de Gamle saa ofte heldigen bleve anbragte, og hvoraf det nærværende Rom endnu pranger med over 100 større og mindre paa dens Kirker, ønsker Konstneren Hovedstaden prydet". Af kuppel bygninger som tydelige forbilleder kan nævnes S. An­drea in Via Flaminia og Pantheon, som han begge må have set under sit ophold i Rom. 1826 kunne bygningen indvies og den overle­vede slotsbranden 1884.

Kirken er udformet som en lille tempelbyg­ning, hvis hovedfacade er dækket af en klas­sisk søjlefront. Fire joniske søjler bærer gavl­trekanten. Over det kubiske bygningslegeme er anbragt en lav, kobberdækket kuppel. Det indre domineres af fire søjler, der er forbundet ved fire kassetterede tøndehvælv, et typisk ny­klassicistisk træk med romerske aner. Konge­logen ses over hovedindgangen, hvor den er placeret i en niche mellem to korintiske søjler. Alteret, som er i vest, flankeres ligeledes af to søjler. I den nederste del af kuppelen er en fri­se af englebørn, der er et arbejde af Thorvald­sen.

Christians Brygge 8, se Kgl. Bibliotek, Det

Christianshavn

1 perioden mellem Kal­markrigens afslutning og Kejserkrigens be­gyndelse (1613-25) gennemførte Christian 4. betydelige bygrundlæggelser: Kristianstad i Skåne og Glückstadt i Holsten; ligesom byud­videlser fandt sted: Christiania (nuværende Oslo) ved Akershus og Christianshavn ved København. Kongen var allerede 1606 be­gyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor bl.a. Rosenborg kom til at ligge, og med ønsket om fortsat at udvide byen fattede han også interesse for Amagers nordsi­de. Første gang denne interesse dokumenteres er i en instruktion dateret 1616 og stilet til den københavnske storkøbmand Johan de Wil­lem, som var indvandret fra Nederlandene. Efter kongens ønske skulle han skaffe velstå­ende nederlandske købmænd og håndværke­re til Danmark, hvor de ville få otte års skattef­rihed. Ifølge Christian 4.s instruktion skulle man derefter anvise nederlænderne "et be­kvemt sted på vort lille land Amager, der lig­ger allernærmest ved vor by København, uden afgift."

Det ældst kendte Christianshavn-projekt dateres 1. september 1617 og blev tegnet af Jo­han Semp "geometer og ingeniør". Planen vi­ser en fæstningspolygonal (tikant) med volde og otte bastioner, der omslutter en by med central alarmplads. Ifølge Semps påtegning kunne fæstningsbyen rumme 934 hussteder. Christian 4. havde i øvrigt valgt en fremragen­de medarbejder i Semp, der tidligere havde ar­bejdet som landmåler i Friesland. År 1600 havde han endvidere stået som medforfatter til bøger om landmåling og brug af "geometri­ske instrumenter".

De næsten 1000 småparceller i det første Christianshavn-projekt gør det tænkeligt, at det var planlagt som en bådsmandsby, et led i kongens planer om at styrke sin flåde. Disse bådsmandshuse blev imidlertid ikke opført i det kommende Christianshavn, men på Bre­merholm (se s. 50). Til erstatning for det for­kastede projekt leverede Semp et nyt og mere enkelt, som godkendtes før udgangen af 1617.

Fæstningen fik herefter kun fem bastioner, ligesom antallet af parceller reduceredes kraf­tigt ved udstykning af større grunde. En plan fra omkring 1630 viser kun 67 matrikler. Den mest radikale ændring var anlæggelsen af en kanal gennem byen efter hollandsk forbillede. Byggegrundene var i øvrigt af dårlig beskaf­fenhed, for store arealer bestod af strand, eng og holme. En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt, 1,26 meter over havet, blev en del af det senere Christianshavns Torv. 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye byområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvil­ke kan opdeles i to hovedgrupper. Den første omfatter kongelige embedsmænd: admini­strative topfolk, renteskrivere (og møntme­stre ), ansatte ved flåden samt højere som lave­re embedsmænd. Anden hovedgruppe udgø­res af københavnske borgere: magistratsper­soner, storkøbmænd og håndværkere.

De første to skøder blev 1622 givet til Kø­benhavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni. Hvad bebyggelsen angår, rejstes der rækker af små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse. 1639 var matriklerne så meget bebyggede, at indbyggerne forsynedes med egne købstads­privilegier. Christianshavns status som køb­stad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian 5. administrativt og i fortifikatorisk henseende lod fæstningsbyen inkor­porere i København 1674. Da man i slutningen af 1600-årene ændrede voldanlæggene, blev der plads til byudvidelser lagt efter det oprin­delige system med snorlige gader, der skar hin­anden vinkelret og dannede skakbrætmøn­ster. Nye kanaler føjedes også til.

En jyde giver 1849 følgende beskrivelse af bydelen: "Den er i øvrigt sort, skiden, smud­sigt, og i det hele taget et beskidt Hul. - Der er saamange Dampmaskiner, og saameget Steenkulsværken (dvs. arbejde med stenkul) paa Gaderne, hvoraf Byen bliver sort og be­skidt". Bemærkningen må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, dengang kaldet Burmeister & Baum­garten.

Christianshavns Døttreskole

1787 oprette­des Borgerdydskolerne for børn af velstillede københavnske borgere (s. 45). Disse skoler, der havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige, var imidlertid udeluk­kende for drenge. Derfor opfordrede grosse­rer Niels Brock 1796 justitsråd Schlegel til at danne et selskab med oprettelse af en pigesko­le for øje. Selskabet stiftedes 1. september 1799, hvor man vedtog at begynde skolen 1. november samme år. Døttrekolens første adresse var Strandgade 29, hvor den benyttede nogle værelser hos madam Schottmann, der­efter flyttede den til brygger Lyngbye på Bør­nehustorvet (nuværende Christianshavns Torv) og fra 1811 lejede man sig ind hos bryg­ger L. C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden, men fra 1840 fik skolen mere permanent op­hold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (gouvernante) var ma­dame Dupuis, men hun opsagde allerede 6. februar 1800 sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid havde været "Hofmester­inde ved Generalmajor Baron F. S. Rantzaus Døttre paa Friderichslund". Ved sin død 1838 efterlod hun skolen et alabasterur i taknem­melighed over sin tid som skoleleder. Afbeva­rede dokumenter fremgår det, hvilke fag der undervistes i og hvor mange timer hver lærer fik tildelt: "Hr. Hoff blev antaget til Lærer i Religion, Skrivning og Regning og Ortogra­phie, 12 Timer om Ugen og 1 Mark for Timen efter de i Brevet til ham anførte Betingelser. "Hr. Floor ligeledes til Lærer i Historie, Geo­grafi og Naturhistorie. . . Hr. Biering ligeledes i Historie og Geografi, den første 5 Timer, den anden 3 Timer".

Christianskirken

Christianskirken for enden af Strandgade blev rejst 1755-59 på initiativ af den tyske me­nighed på Christianshavn. Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 hav­de haft deres egen kirke, Skt. Petri, stod ty­skerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens dan­ske menighed, og den tyske forsamling følte sig "lille og foragtet", eftersom dens gudstje­nester henlagdes til selve middagstiden.

I 1749 henvendte 41 fremtrædende medlem­mer sig til Frederik 5. om tilladelse til at bygge deres egen kirke, hvortil kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdel­se af et lotteri. Efter dette kaldtes den i folke­munde "lotterikirken". 1755 nedlagde Frede­rik 5. grundstenen til bygningen, hvis officielle navn blev Frederiks Tyske Kirke, mens kirken fik sit nuværende navn 1901.

Den af kongen skænkede byggegrund lå omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffina­derier, skibsbyggerier og oversøiske handels­kompagnier, og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion, som imidlertid måtte opgives p.g.a. svigtende af­sætning. Projekteringen af kirken blev over­ladt hofbygmester Nicolai Eigtved og han nåe­de at aflevere tegninger dertil blot et år før sin død 1754. En træmodel fremstilledes også, som præsenteredes Frederik 5. på slottet, og den er i dag opbevaret på Københavns Bymu­seum. Ifølge det første budget ville bygnin­gens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler, mens inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig de­koration ville beløbe sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer- og stenhuggerar­bejde m.m. fastsattes til 6.700 rigsdaler. Ud­gifterne bekymrede byggekommissionen, hvorimod statsrådet godkendte dem med følgende bemærkning: "det første Dessein ap­proberes, og som dertil ej Penge nok findes, maa det bero med Spiret indtil videre; saa kan ogsaa andre Ornamenter udsættes, naar ses dertil, at med de nu havende Midler alting saa­dan styres, at Kirken kan blive færdig for at Gudstjenester derudi kan begynde at holdes. . ." Bygningen indviedes 2. december 1759.

Som type skiller bygningen sig ud fra den traditionelle protestantiske. Allerede i spørgs­målet om gravlæggelser, der endnu ved mid­ten af 1700-tallet foretoges under kirkegulvet, greb Eigtved det rationelt an ved at samle alle begravelser i en stor gravkælder. Adgang til denne skete udefra. Efter den reformerte kir­kes skik samledes alter, prædikestol og orgel over hinanden på kirkerummets ene langside. De andre vægge optages af pulpiturer, hvor­fra man kan følge med i alt på "scenen". Mens kongelogen anbragtes lige over for alterop­bygningen, blev den tyske garnison henvist til de amfiteatralsk arrangerede soldater bænke øverst oppe. I denne indretning, næsten som et logeteater, kan Christianskirken minde om Det kongelige Teater, som Eigtved tegnede 1748.

Christianskirkens righoldige regnskaber fortæller også, hvorledes rejsegildet blev fej­ret efter gammel håndværkerskik. Da kransen var blevet hejst under musikledsagelse, frem­førte mestersvend en sin tale, for hvilken han belønnedes med 5 rigsdaler i "dusør". Bagef­ter trakteredes håndværkerne med øl, brød og brændevin. Byggeriet afsluttedes først helt i 1769, da en kobberkugle med fane anbragtes på toppen af spiret. Tårnets billedhuggerar­bejde skyldes C. F. Stanley.

Allerede mod slutningen af 1700-årene blev den tyske menighed mindre, men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tyskta­lende del af Københavns garnison 1819 flytte­des fra Garnisons Kirke til Frederiks Tyske Kirke. Fortsat var økonomien dårlig, hvorfor Frederik 6. i 1831 tillod, at man foretog ind­samling i København såvel som i hertugdøm­merne. Trods dette måtte menigheden 1834 afhænde præsteboligen i Wildersgade. Grundtvig fik i årene 1832-38 lov til at benytte kirken, hvor han ved aftensang holdt prædi­ken for sin frie menighed. Som garnisonskirke ophørte kirken med at fungere fra 1866 og 1886 blev den ved kongelig resolution nedlagt som sognekirke for den tyske menighed, da medlemstallet nu var svundet stærkt ind. Her­efter benyttedes kirken kun til bisættelser i krypten, indtil den ved en ny kongelig resoluti­on af 8. marts 1899 ændredes til dansk sogne­kirke. Det skete ved at dele Vor Frelser Sogn.

Af inventaret kan nævnes døbefonten, som er af norsk marmor, og altersølvet fra kirkens første årtier omfatter et dåbsfad med tysk ind­skrift fra 1759 og en dåbskande fra 1718, men først skænket 1772 til menigheden. I krypten er indrettet 48 kapeller med meget smukke smedejernsgitre.

Cirkusbygningen, Jernbanegade 8

Opfø­relsen af den oprindelige cirkusbygning blev påbegyndt 1885 efter tegning af dekorations­arkitekt H. V. Brinkopff og byggeriet omfat­tede en muret cylinder med en tagkonstrukti­on af træ. Etablissementet, som både havde cirkus og varieté, åbnede 16. april 1886. Til de mere eksotiske arrangementer hørte "Den sor­te Opera", et ensemble af negere, der havde stor succes i begyndelsen af 1890erne.

7. marts 1914 brændte cirkusbygningen, hvilket københavneren Carl Muusman har skildret i sine erindringer. Ingen levende om­kom, da det skete tidligt om morgenen, men en enkelt artist mistede sit marionet-teater med dertil hørende dukker.

Efter branden stod den røgsværtede "ring­mur" tilbage, og det unge ingeniørfirma Chri­stiani & Nielsen fik til opgave at genskabe byg­ningen. Ved en effektiv indsats lykkedes det på fire måneder at overspænde rummet med en gedigen beton konstruktion med en diame­ter på 40 m. Ansvarlig for genopbygningen var også arkitekt Holger Jacobsen. Den udvendi­ge frise med motiver fra klassiske hestevædde­løb stammer fra det oprindelige byggeri og skyldes ornamentbilledhugger U. A. Fr. Ham­meleff. I en lang periode fejrede Cirkus Schu­mann sine triumfer i bygningen, i dag har Cirkus Benneweis overtaget brugen om somme­ren. Efter et par års grundige restaureringer, hvor cirkusbygningen blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, blev den genåbnet forå­ret 1984.

Citadellet Frederikshavn

1662-63 anlagde den hollandske ingeniør Henrik Rüse et kastel på det sted, hvor Christian 4. tidligere havde bygget sin Sct. Annæ Skanse (1629). Fæst­ningsværket, der blev anlagt som et femkan­tet, bastionært jordværk omgivet med dob­belte grave, fik efter grundlæggeren Frederik 3. navnet Citadellet Frederikshavn.

Fra anlæggelsesperioden stammer Sjæl­landsporten, der giver adgang syd fra til fæstningen. Portens udvendige side bærer årstallet 1663 og er smykket med en trekantfronton, hvorover en portrætbuste af Frederik 3. er an­bragt. Busten skyldes billedhuggeren Fr. Dieussart. Efter kongeportrættet har man og­så kaldt bygningen for "Kongeporten". I modsatte ende af anlægget ligger Norgespor­ten, som også blev opført 1663. Den blev sprængt af tyskerne den 9. april 1940, men er retableret. Fæstningsportene er også opført af Henrik Rüse.

Inde i Kastellet er de gamle bygninger sym­metrisk arrangeret om hovedaksen, der løber øst-vest og gennemskærer Kirken og Kom­mandantboligen. De lange røde bygninger bærer navnene Stjerne-, Artilleri-, Elefant-, Fortun-, General- og Svanestok. Bygningerne er opført i slutningen af 1600-årene og senere.

Hvor Kirken ligger i dag, havde man oprin­delig planer om at opføre et slot. Endnu på Re­sens Atlas fra 1674 er der indtegnet et fantasi­fuldt slot med fem tårne, der afsluttes med spir. Så sent som i Thurahs Hafnia hodierna fra 1748 omtales den nuværende kirke som "Frederikshavns Slotskirke", hvad der tyder på, at man ikke helt havde glemt visionerne. Præster og en kirke har fra begyndelsen be­tjent kastellets folk. Det fremgår således af en skrivelse fra december 1664, at kastellets præ­ster stilles under Bremerholm-sognepræster­nes forum. Undersøgelser viser, at den oprin­delige kirke har ligget ved Artilleristoks nord­lige ende, antagelig opført af røde mursten fra Skt. Annæ Rotunda. Primitiv har den været, for der var hverken alter eller orgel, således at altergangen måtte henlægges til Holmens Kirke.

Den nuværende bygning opførtes 1703-04 til afløsning af den gamle, der "skall være me­get brüstfældig". 9. juli 1703 blev grundste­nen nedlagt, hvorpå man rejste den rektangu­lære bygning i grundmur. Det praktiske arbej­de blev overladt til den italienske murermester Domenico Pelli, som også har haft en enter­prise på Garnisons Kirke. Kastellets kirke, som ligger på vestre side af den store alarm­plads (mønstringsplads), har hovedfacaden ud til samme. Hovedportalen flankeres af pudsede pilastre, der bærer en trekantfronton med Frederik 4.s navnetræk. Gennem denne portal gik honoratiores, mens mandskabet henvistes til en indgang i bygningens nordgavl. Af inventaret kan nævnes en altertavle fra 1704, muligvis skåret af Christian Nerger. Kalk, disk og oblatæske skænkedes 1747 af den daværende kommandant.

Carl August Thielos navn er knyttet til kir­ken, hvor han fungerede som organist 1741-­46. Da det netop i denne periode var blevet moderne at opføre passionsoratorier i kirker­ne, tog han også initiativ dertil. 29. marts 1743 stod annonceret i Kiøbenhavns Extraordin. Relation: "Passionens Historie med imellem­satte Arier og Choraler bliver musicalisk op­ført den 5. april i Castellets Friderichshavns Kirke af den der værende Organist. Musikken begynder om Eftermiddagen Klokken halv­gaaen 4; dog at mand behager først at afhente en Billet hos Organisten Thielo, som boer i Ca­stellet". Da Frederik 5. blev konge 1746, fik Thielo et teaterprivilegium og i et lejet lokale i Læderstræde kunne han foråret 1747 indlede med en række holbergske komedier.

Den vestre del af kirken er sammenbygget med den gamle Arrest fra 1725. Indtil 1840 var det en regel, at fangerne kunne påhøre guds­tjenesten uden at føres ind i kirkerummet. Kommandantboligen blev opført 1725 efter tegning af arkitekten E.D. Häusser,

Siden 1947 har man istandsat Citadellet Frederiks­havn og søgt at føre så meget som muligt tilba­ge til dets tidligere skikkelse. I mange af byg­ningerne er endnu de oprindelige pommerske fyrrebjælker.

Classens Have

Af de Danneskjold-Laur­wigenske arvinger købte generalmajor Jh. Fred. Classen 1754 en lystgård med have, som lå ved det såkaldte Fiskerhus (s.d.) på Øster­bro. Classen anlagde her en fajanceovnsfa­brik, hvis jorde han øgede 1765 ved at købe den tilstødende ejendom "Fiskerhuset forhen kaldet". Han havde hermed skabt grundlaget for den senere så kendte Classenske Have.

Under englændernes belejring 1807 blev ha­ven først forsvaret af en bataljon danske sol­dater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre ha­ven, men måtte trække sig tilbage med tab. 1916 blev den nuværende have åbnet for of­fentligheden. En mindestøtte ved Arendalsga­de bærer et relief med en fremstilling af krigs­begivenheden. Ved havens indgang er rejst et monument for generalmajor Classen.

"Collinske Gård, Den", Amaliegade 9

Den Collinske Gård er et klart brud på det stramme skema, som præge­de Eigtveds planlægning af Amaliegade. For­huset, som blev bygget 1751-52 for støvlema­ger Peder Svendsen, fik ingen flugt med gade­sidens øvrige huse, men blev trukket tilbage på matriklen. Myndighederne håbede længe på, at det gabende hul i husrækken blev lukket og afslog endnu 1768 ejerens ansøgning om tilla­delse til at opsætte et gitter til gaden. Men før 1800 blev det nuværende smedejernsgitter alli­gevel opsat. En frontispice fra den eigtvedske tid blev på samme tidspunkt erstattet af den tre fag brede kvist og et sidehus opførtes.

I årene 1839-61 boede Jonas Collin i ejen­dommen. Han var en af byens mest fremtræ­dende borgere, 1820 medstifter af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn", 1832 af Sel­skabet til Hesteavlens Fremme, 1837 formand for kommitéen til oprettelse af Thorvaldsens Museum, endvidere konferensråd, deputeret i Rentekammeret og direktør ved Det kgl. Tea­ter i to perioder. En af de hyppigste gæster i det collinske hjem var H. C. Andersen (s.d.).

"Cort Adelers Gård", Strandgade 22

År 1623 fik Jens Sparre til Sparresholm skøde på grunden, og han regnes for bygherre til den anselige gård. Jens Sparre havde tjent Christi­an 4. som lensmand, først i Kristianopel, sene­re på Bohus, og som kongens nære ven stod han 1622 fadder for dennes søn Valdemar Christian. Forhuset blev opført omkring 1630, ombyggedes 1670 og forhøjedes 1769, samtidig med at en sidelænge blev tilføjet. Fraregnet overdelen, som stammer fra 1700­årene, er sandstensportalen fra husets opfø­relse og i stil beslægtet med den sandstensde­korerede port i Amagertorv 6.

Fra 1630rne ejedes gården af storkøbmand Nikkel Koch og i foråret (") 1668 erhvervedes den af søhelten, admiral Cort Sivertsen Ade­ler, en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet. Cort Sivertsen (Adeler tilføjedes først 1662) blev født og opdraget i den norske havnestad Bre­vik, fik sin maritime uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig. Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloniø Kreta. Allerede 1648 deltog Cort Ade­ler som kaptajn på skibet "Groote St. Joris" i venetianernes sømilitære operationer og i 1654 var han med i et søslag ved Dardaneller­ne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet. Ryg­ter ville vise, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim pascha, men moder­ne historiske undersøgelser har ikke bekræftet det.

1659 blev Adeler slået til ridder af Markus­ordenen , 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til Kreta, hvorefter han sluttede sin karriere i Middelhavet og vendte tilbage til Danmark. Pragtfulde vidnesbyrd om hans krigsdeltagelse kan ses på Etnografisk Samling på Nationalmuseet, f.eks. en standart af forgyldt sølv med turkiser og påsat hestehale, fire tyrkiske bøsser og skjolde af vidjer bevik­let med silke. I et katalog fra 1710 omhandlen­de Kunstkammerets samlinger, hvori Cort Adelers krigsbytte var indgået, stod at læse: "Dette overmaade prægtige Krigsbytte, som Venetianernes Duilius og konstituerede øverstbefalende, denne Ørn fra Søslagene ved Hellesponts Munding, ved Dardanellerne, ved Rhodos' Mure, ved Asiens og Kretas Strande... bortførte fra Tyrkerne i Søslaget Aar 1654".

Da søhelten døde 1675, blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet 1807 ødelagdes graven, hvorefter hans aske opbe­varedes i en blyurne skjult bag en mindeplade. Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne, kom urnen atter for dagen, restau­reredes og blev indsat i væggen på ny.