Indholdsfortegnelse

B

Badstuestræde

Badstuestræde nævnes allerede i Roskilde­bispernes jordebog fra 1377 og det hedder om den, at der er "Kødmanger-boder" i gaden. Kort før 1400 blev disse flyttet til Købmager­gade. Strædet fik sit navn efter en offentlig badstue, som lå ved Kompagnistræde. 1496 skrives gaden således Strandbadstuestræde.

Badstuen var fast inventar i den danske middelalderby, købstad såvel som hovedstad. Saxo fortæller, at da Absalon 1171 ankom til sin nyopførte borg i København, søgte han straks en badstue. Det udviklede sig efterhån­den således, at der var både offentlige og private badstuer i byerne, i 1377 således tre of­fentlige i København, heraf en i Badstuestræ­de. De to andre lå nær Vestergade og ved Ni­kolaj Kirke. Helligåndshuset havde i øvrigt sin badstue, og dertil kom de helt private senere hen.

Til badstuerne hørte den praksis, at begge køn kunne være i samme stue, hvilket gav an­ledning til megen lystighed og druk. En god si­de ved badstuerne var badskæreren, som kun­ne tilbyde barbering, frisering, hårskæring, sårbehandling, åreladning og kopsætning. Badstuernes dage var dog talte, da syfilis i slut­ningen af 1400-tallet kom til Danmark. Der var tale om en virkelig folkesygdom, som for hærgende hen over Europa, og dertil var syg­domsforløbet langt mere akut end i vore dage. De smittede fik høj feber og stærke smerter i hoved, knogler og led. Fra lægerne var der in­tet effektivt middel, blot stod det klart, at bad­stuerne måtte lukkes. I København blev Bad­stuestrædes hus stænget 1509. Peder Palladius måtte tilsvarende beklage, at badstuen i hans fødeby Ribe ophørte, skønt stedet stadig be­holdt sit gamle navn. I København anvendtes gadenavnet Badstuestræde efter 1640rne.

Bagerlauget

Københavns Bagerlaug stiftedes før 1403 og blevet af de betydeligste i Køben­havn. Nationalmuseet ejer en rigt udskåret laugslade, som de københavnske bagere lod fremstille ca. 1630. Et fremtrædende medlem i 1600-tallet var kgl. hof- og rejsebager Daniel Hellms, som ca. 1675 skænkede lauget et dre­vet guldskilt med emaljearbejde. Dette kunst­værk og andre af laugets historiske ejendele findes også på Nationalmuseet.

Da laugsvæsenet i midten af 1700-tallet kri­tiseredes af den retslærde Henrik Stampe, an­gik det også bagerne. Stampe hævdede, at de leverede dyrt og dårligt brød og forsømte de­res pligt til altid at holde forråd af hvede og rug for et helt år. Bagerne skulle straffes hårdt, hvis de leverede slet eller undervægtigt brød. Samtidig ophævede man laugets forkøbsret til den lollandske hvede, som 1741 var givet. Der skulle også skabes konkurrence, idet myndig­hederne tillod folk udenfor lauget, ikke blot som før hen at sælge groft rugbrød, men også at bage det. Varer, der forhandledes af de priviligerede rugbrødbagere, kaldtes "Husba­gerbrød".

Da Frederiksstaden anlagdes i 1750erne, tegnede to bagere sig for grunde, den ene af dem, Christian Matthias Breslau, var indvandret fra Stettin og ejede en stor bagergård i Vingårdsstræde samt en mølle på Christians­havns Vold og en ejendom i Smedens Gang (en smøge til Vingårdsstræde).

Baggårde

I århundredernes løb blev de kø­benhavnske matrikler tættere og tættere be­bygget, gårde med haver afløstes af beboelsesejendomme opdelt i for-, side- og baghuse, hvorved baggårdene opstod. Om en sådan baggård i 1760erne skrev J. H. Tauber: "Efter min Tilbagekomst til Kjøbenhavn kom jeg til at logere i Badstuestræde hos en Skræder ved Navn Reinhardt, den anden Gaard fra Hjør­net af Vimmelskaftet paa højre Haand i tredie Etage ud ad til Gaarden paa et Kammer, som ikke var saa hedt om Sommeren, da Solen for­medelst den modsatte høje Mur maatte stjæle sig ind fra Siden. Ingen Udsigt uden til en lille smal Gaard med et Vandhus i Enden efter Skik og Brug. Paa dette melankolske Værelse opholdt jeg mig"".

I Landemærket 45, hvor pladsen åbenbart var meget snæver, nævnes 1780 et "Bræde­skuur hvorunder er et Locum og et brænde Kammer, derover en aaben Veedhammer med et Hængeskuur over".

Omkring 1850 var 22 % af byens befolkning henvist til at bo i side- og baghuse, mens 8,5 % blot havde kælderbolig. Fra perioden nævnes et hus i Rigensgade, som var mættet med stan­ken fra kostalde samt et oplag af gamle ben og klude. Dog fandtes i samme hus udsalg af lev­nedsmidler til lokale beboere. Martin Ander­sen Nexø har i Pelle Erobreren (1906-10) le­vende beskrevet den københavnske slum.

En anden undersøgelse fortæller i øvrigt, at omkring 1880 boede en fjerdedel af Køben­havns befolkning i baggårde uden direkte ad­gang til gaden! Rystende er et dokument, som fortæller om snedkersvenden, hvis bolig var et dueslag over et lokum.

Ballonfart

Ballonfart, eller "Aerostatiske resor", som den svenske statsminister G. F. Creutz be­nævnte dem, indledtes af de franske brødre Joseph og Etienne Montgolfier. Deres første ballonfærd, baseret på varmluftsprincippet, fandt sted den 21. november 1783 og den historiske luftrejse varede hele 25 minutter.

I København forsøgte naturvidenskabs­manden Peter Chr. Abildgaard sig med en "aerostatisk Machine" allerede den 20. de­cember samme år, men blæsten var for stærk. Et nyt forsøg fire dage senere mislykkedes og­så. I stedet blev det apoteker Mühlensteth, som fik held med sine eksperimenter. Han op­sendte en luftballon fra Kongens Have den 27. december 1783. Dog rev luft kuglen tovet itu, den tørnede mod slottet og faldt ned på Frede­riksberg.

Apotekerfaget fejrede overhovedet trium­fer i Norden, hvad angik balloneksperimen­ter. I Finland var det apoteker Johan Jacob Julin, som i 1784 foretog den første ballonop­sendelse fra markedpladsen i Uleåborg.

En tragisk begivenhed fandt sted 14. sep­tember 1851, da luftskipperen Guiseppe Tar­dini forulykkede ved Kalvebod Strand og druknede.

Berømtest af alle københavnske ballon­færd blev svenskeren Victor Granbergs. Han annoncerede med megen fanfare den 25. juli 1857 i Berlingske Tidende, at han den følgen­de dag med kongelig tilladelse ville foretage en "Luftreise med den colossalle Silkeballon "Samson kaldet" fra Christiansborg Slots Ri­debane". I annoncen forklaredes også de tek­niske detaljer: "dette interessante Syn at see Gassen udvikle sig fra mindre Tønder til et stort Kar, hvorfra det strømmer ud i Ballonen, og dennes Udvidelse er noget overordentligt. Fyldningen og Opstigningen tilkjendegives ved Salutering af Kanoner"

Opstigningen blev en kæmpe fiasko, idet ballonen blev hængende i staldbygningstaget på Christiansborg og folkemængden råbte "Den går ikke, Granberg", et udtryk som siden blev meget populært.

Bang, Herman (1857-1912)

Herman Bang, forfatter, jour­nalist og teaterinstruktør. 1884 skabte han sensation med sin øjebliksreportage af Chri­stiansborgs brand 3. oktober dette år. Den tryktes under overskriften "Branden" i dag­bladet Nationaltidende. 1885-89 knyttedes han også til dagbladet Politiken, senere igen 1901.

Gennem sine fremragende socialreportager havde Herman Bang oplevet storbyens skyg­gesider på nært hold, hvilket gav stof til hans nøgleroman "Stuk". Bogen udkom 1887 og blev sablet ned af den borgerlige presse på grund af sine angreb på det københavnske spekulationsbyggeri, ja, hele den forlorne kul­tur, som prægede tiden. Bogen var i særdeles­hed et angreb på den københavnske byggema­tador Hellig-Hansen (s.d.), som efter at have opført Scala og Dagmarteatret, to store presti­geprojekter, gik konkurs. I "Stuk" er disse ødselt udstyrede bygningers symboliseret ved Victoria-Etablissementet, som Herman Bang også lader synke i økonomisk ruin.

Til sidst i bogen sammenfatter Bang sin kri­tik: "Han havde set alt, med Smaakaarsman­dens mistroiske øjne: Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelæg­ger sit eget Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Sten fra nedbrudte Rønner; Bjæl­kerne, som havde udtjent i gamle Bin­dingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnaa det største Laan; Svampen som aad sig ind i alle Mure og slog ud paa hver Væg". I dette sym­bolprægede sprog var meget af stilen fra Emile Zolas samfundskritiske romaner.

I Lolland-Falsters Stiftstidende lød kritik­ken 10. november 1887: "Kompositionen i Bogen er noget af det løseste vi have set; man faar sikkert Hovedpine ved at prøve at følge Traadene".

Barhow, Hans (1704-54)

Som et sidestykke til 1700-tallets Restif de la Bretonne i Paris, leve­de der i samme århundrede i København en herre ved navn Hans Barhow. Han nærede en lidenskabelig interesse for pigerne af det gode borgerskab samt fornemme folks maitresser, men forblev dog altid i rollen som tilskueren.

Efterhånden fik han sat sine iagttagelser i system, idet han i slutningen af 1750erne førte en større protokol over de dejlige damer. Hen­ved 400 var kvalificerede til optagelse i hans dagbog. Mens originalen er gået tabt, findes li­sterne bevaret i en afskrift med titelen: "Kort Underretning For En Liebhaver af dem som er indlemmede udi Det Elphenbeenske Societet". Om en af "medlemmerne" hedder det: "meget smuk, forstandig, vif og snak­som". I fortegnelsen fortælles også, at der i "Dalschous Gaard" i Lille Kongensgade bor "en Brændevinsmand. Enkemand. God Næ­ring. Har to Døtre, hvoraf en ret køn. Hedder Ane. . . Der bor og en Fyrbøder. Han hedder Müller, har 4 Døtre, kun 1 Søn, en hos Grev­inde Plum, smuk Pige. Vrikker, naar hun gaar".

Baron Boltens Gård, Gothersgade 8

Baron Boltens Gård, om­fatter forhus, side- og baghus. Før den nuvæ­rende ejendom lå her en ældre gård, i 1740 ejet af hofkøkkeninspektør Nelling. Han udlejede værelser til fattigfolk og i begyndelsen af 1750erne havde en hjulmand værksted i for­huset. I gårdens hovedbygning holdt Christo­pher Harsdorff, fader til den store arkitekt, skole. Det var i årene 1748-54, og kobberstik­keren Johan Fr. Clemens frekventerede den fra sit 8. år.

De nedslidte længer måtte 1767 falde, da vintapper, senere baron Henrik Bolten, købte ejendommen. Omkring 1770 stod den nuvæ­rende gård færdig, dog siden ændret, hvad forhuset angår, da man satte det på "kommo­deben" for at lette trafikken i Gothersgade.

Bolten, som var født i Bremen, indvandrede 1752 til København, blev 1763 optaget i vin­tapperlauget og blev en velhavende herre. Da han siden, nemlig i 1785, nærmede sig en fal­lit, blev boet behandlet. Dokumenter fortæl­ler, at der i baronessens modtagelseskabinet var to mahognispejle, to spilleborde, to spise­borde og et cembalo. I et thekabinet ved siden af stod et kinesisk lakeret bakkebord og baro­nessen havde i sit sovegemak en dobbelt ege­træsseng med ostindisk sirtseomhæng. I bag­huset havde børnenes fransklærerinde sit kammer.

På forhusets trappe ses et ur, som antagelig blev opsat i midten af 1800-årene, da urfirma­et Urban Jürgensen drev forretning i den gam­le gård. Bagest på grunden ligger en malerisk staldbygning i bindingsværk med gule tavl og sortmalet tømmer. Bygningen opførtes 1755 for vognmand Thomas Mattiesen og havde plads til 24 heste.

Berlingske Tidende

Danmarks ældste og tillige en af verdens ældste aviser blev grund­lagt 1749 af den fra Mecklenborg indvandrede bogtrykker Ernst Heinrich Berling. Den 27. november 1748 fik han for sig og sine arvinger privilegium på at udgive de aviser, såvel dan­ske, tyske, franske som lærde, han havde overtaget fra en bogtrykkerenke ved navn In­ger Wielandt. Under titelen "Kjøbenhavns Danske Post-Tidende" udkom avisen første gang 3. januar 1749.

Avisen målte kun 11 x 18 cm og indledtes med et vers begyndende på forsiden. De første linier lød:

Monark af Nordens Tvilling-Rige,
tillad, din Undersaat tillige
Med alle dine Tienere
Maa offentligen lade see,
Med hvad oprigtig Hiertens Glæde
De deres Konge see at træde
Ind udi et fornyet Aar,
Som idel Held og Lykke spaar...

Biehl, Charlotta Dorothea (1731-88)

Charlotta Dorothea Biehl (1731-88), som levede i 1700-tallets København, var en af ti­dens åndspersonligheder, dertil sladdertaske af rang og brevskriver af Guds nåde. Hendes fader, Christian Emilius Biehl, var fra 1753 in­spektør for Charlottenborgs bygning og tillige sekretær for Det kgl. Skildrer-, Billedhugger- ­og Bygningsakademi.

Allerede 1750 begyndte Dorothea at omgås de franske skuespillere, Frederik 5. havde ind­kaldt til at optræde på en dertil indrettet scene på Charlottenborg. Det franske teater gjorde dybt indtryk på hende, og da hun tidligt var blevet enke uden udsigt til en ny ægteskabelig havn, modnedes hendes litterære løbebane.

I 1762 debuterede Dorothea Biehl på Det kgl. Teater med en oversættelse af Destou­ches' komedie Le poète campagnard - Lands­bypoeten. To år senere skrev hun sit eget styk­ke, "Den kierlige Mand", og komedien blev straks opført. Henrik, en af stykkets perso­ner, blev fremstillet af den store komiker Gert Londemann, som havde spillet samme type i Holbergs stykker.

Et højdepunkt i hendes karriere var over­sættelsen af Cervantes Don Quixote. Hun op­fordredes dertil af den spanske gesandt Manu­el Delitalá i 1775 og allerede året efter forelå første bind på dansk, skønt hun måtte sætte sig ind i det spanske med gesandtens hjælp. Cervantes prosa fra begyndelsen af 1600-tallet oversatte hun med utrolig føling til et dansk iblandet holbergske vendinger, der gjorde sig. Andet bind fulgte 1777 og hendes version op­nåede siden at blive genudgivet flere gange i vor tid.

Dorothea Biehls breve, hvori hun leverer sladderstof fra det danske hof og lilleputbyen København, har dog været hendes største for­tjeneste. Mere end 400 stykker skrev hun til Johan Bülow og deri skildrede Frederik 5.s så­re svage person, intrigerne og Struensee-tidens rystelser. Stilen var veloplagt, helt over i det barokke, som i brevet på årsdagen for kuppet den 14. april 1784, hvor Guldbergs regering styrtedes: "Maa paa denne kære, glade og vig­tige Dag for Rigerne et Fad Pandekager være velkommen".

Bing & Grøndahl Museet, Vesterbrogade 149

Bing & Grøndahl Museet viser porcelænsfabrikkens historie fra grundlæggelsen 19. april 1853 til vore dage. Virksomheden stiftedes af brødrene Bing og keramikeren Fr. Grøndahl. Sidstnævnte hav­de i kraft af sin tidligere ansættelse på Den kgl. Porcelænsfabrik megen viden om fabrikatio­nen. Som kunstnerisk konsulent valgtes bil­ledhuggeren H. V. Bissen og det forberedende arbejde fandt sted i arbejdsskure på den nor­dre side af vejen, mens fabrikken rejstes på den modsatte side.

Der var mange vanskeligheder i begyndel­sen og Grøndahl døde 1856 af en forkølelse, han havde pådraget sig under arbejdet. Da det også var svært med afsætningen af varerne - ­konkurrencen med importen fra udlandet var hård - fandt man på at arrangere halvårlige udsalg. Det gav hurtig fremgang. Herom for­tæller Harald Bing: "Til Fods og til Vogns, med Dækkekurve og Hankekurve, Kister og Kasser, i Storm og Regn valfartede Damer af det højeste Bourgeoisie Side om Side med Kvinder af Folket ud til Fabrikken for at købe det billige Porcelain i de tre Dage, et saadant Udsalg varede. Man lod sig taalmodigt opstille i Rækker af det i Hast tilkaldte Politi".

Næsten ligeså genial var den idé, digteren og telegrafdirektøren Peter Faber bragte fabrik­ken. Han rettede en forespørgsel, om man kunne fremstille de hvide porcelænsklokker til telegrafpælene. Faber fandt det nyttigt, om det kunne lade sig gøre, da man ellers skulle skaffe dem fra udlandet. Også denne produk­tion kom ud over de første vanskeligheder af teknisk art og en strålende indtægtskilde var sikret, efterhånden som telegrafvæsenet ud­viklede sig.

Blandt de største kunstnere, som knyttedes til Bing & Grøndahl, må nævnes J. F. Willum­sen, som begyndte sit samarbejde med fabrik­ken 1897. På verdensudstillingen i Paris 1900 fik virksomheden sit internationale gennem­brud, hvad der meget smukt er vist i museets udstilling.

Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 19-35

Det oprindelige hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908-13. Mod­sat det gamle Kommunehospital (opført 1859-­63), hvor fløjene var bygget sammen, valgte Nyrop et system af fritliggende pavilloner. Stadsarkitekt Fenger havde allerede 1901 ud­arbejdet et forslag til Bispebjerg Hospital, der fulgte pavillonsystemet. Imidlertid døde Fen­ger 1905, hvorefter Nyrop overtog opgaven, i øvrigt hans sidste store.

Man planlagde hospitalet til at omfatte ialt 12 pavilloner, men der byggedes seks pavillo­ner, to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionær­bygning, et vandtårn, tre portbygninger, pa­tologisk institut og et kapel. Det landskabsar­kitektoniske, med udnyttelse af det skrånende terræn, fik landskabsgartner Edvard Glæsel ansvaret for. Nyrop bestræbte sig på at arbej­de bygninger og terræn sammen, således at hospitaler virkede venligt. En række relieffer og granitskulpturer, udført af billedhuggeren Rasmus Harboe, smykker hospitalets ældre bygninger. På nogle af sengestuerne ses kalk­malerier, udført af frk. E. Nyrop og frk. M. Drejer. De blev bevaret i forbindelse med en modernisering.

Bispegården, 

Nørregade 11. I slutningen af 1300-tallet blev Københavns første rådhus op­givet og et nyt opført på hjørnet af nuværende Nørregade og Studiestræde. Da Universitetet oprettedes 1479, fik det overladt rådhusbyg­ningen (se nærmere s. 233). 1539 flyttede Uni­versitetet over på den anden side af Nørrega­de, hvorefter Københavns biskop fik sit do­micil i det middelalderlige hus. Ved Køben­havns brand 1728 ødelagdes gården og en ny rejstes 1731-32 i grundmur til gaden og i bin­dingsværk mod gården. Rester af middelalderligt murværk, bl.a. fundamenter til et fir­kantet trappetårn, blev afdækket, da man 1896 gravede under Nørregadefløjen. Ved samme lejlighed blev gården grundigt restau­reret af Martin Nyrop, som opsatte en karnap på facaden til Studiestræde. Mod gården eta­bleredes en svalegang.

Til minde om "moderniseringen" opsattes en tavle under førnævnte karnap. Teksten ly­der:

"Helt rædsomt man med mig i Tiden monne raade: Som Raadhus først jeg stod vor By til Gavn og Baade. 1479. Saa var jeg Studiegaard, men blev, da her i Landet Guds rene Ord fik Løb, til Bispegaard omdannet. 1537. Det har jeg siden da igiennem Sekler været, skiønt Ild mig hærget har og Ild har paa mig tæret. 1728. Nu er i stand jeg sat, Gud lad mig længe staa og skærm i Naade dem, som Bolig i mig faa. 1896".

Blegdamsvej

1672 fik de såkaldte "blege­mænd" tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem nuværende Bleg­damsvej og Sortedamssøen. Dammene, som lå her de næste 200 år, blev nummereret i ræk­kefølge begyndende sydfra med nr. 1. Hvor det første bassin har ligget, løber i dag Sankt Hans Gade. I dammene kunne de hvide varer fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i so­len. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange hvert år. I Holbergs Kilderejsen står der: "Jer Piiger skal jo dog paa Bleegedam­men et par Gange om Aaret". Luxdorph skri­ver tilsvarende i sin dagbog 23. juli 1781: "Reist til Byen med Jfr. (jomfruerne) Hansen og Mette, som drog tilbage med Tøiet fra Bleg­dammen".

For guldaldertidens kunstnere var Bleg­dammen en inspiration. 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie til et landsted ved Blegdammen, hvor han gjorde flere studi­er. Efter sit giftermål 1837 blev Købke fortsat boende ved Blegdammen, men da hans fader døde, måtte ejendommen 1845 til hans store sorg sælges. Købke skiftede herefter adresse til Frederiksborggade.

Digteren B. S. Ingemann skildrede også ste­det: "Og Søen blank og rolig Staar med Him­len i sin Favn. Paa Dammen fjerne Vogter gaar og lover Herrens Navn". Den i verset om­talte vogter var ansat for at passe på, at de ud­lagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn, således at folk vidste, at han var vågen. Hos Carl Ploug om­tales kohornet som en "Blegdamstuba".

Blindeinstituttet

Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, er opført som et flerfløjet anlæg 1857-58 efter tegnin­ger af arkitekt F. Meldahl. Som hovedmotiv har Meldahl valgt den venetianske rundbue­gavl, der kendes fra Venedigs renæssancekir­ker, f.eks. S. Zaccaria. Stilhistorisk hører Blindeinstituttet til de mest interessante ek­sempler fra sidste halvdel af 1800-årene. Ved instituttets åbning var der 25 elever med J. Moldenhawer som forstander.

Blågård

Blågårds historie er knyttet til Nørrebro. Det gamle brokvarters jorder var i 1600-tallet hjemsted for en del småindustrier såsom sta­dens teglgård, der flyttedes herud i 1617 og producerede tegl, indtil den ødelagdes under svenskernes belejring 1658. Altdominerende var dog de offentlige og private lysthaver, hvortil Blågård hørte. Det første Blågård op­førtes i slutningen af 1600-årene og til hoved­bygningen hørte også en lysthave.

Ideen at lægge et lysthus med have just uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet villa suburbana (Jat. suburbana = lige uden for by­en). Således skrev den berømte arkitekturteo­retiker Leon Battista Alberti i sit værk Della Famiglia: "I villaen kan man flygte fra lar­men, tumulten, stormene i byen, på torvet i paladset. I en villa kan man skjule sig, så at man ikke ser det syndige, det skurkagtige, den store mængde onde mennesker, der i byen til stadighed flagrer rundt foran ens øjne, der aldrig ophører med at summe i ens øren, som time efter time fortsætter med at råbe og brøle overalt i landet som de mest frygtelige og for­færdelige vilde dyr. Hvilken velsignelse det er at bo i en villa: en usædvanlig lykke!". For det rige københavnske borgerskab blev de nørre­broske lysthaver også et tilflugtssted.

Da prins Carl, broder til Frederik 4., erhvervede Blågård i 1707, præsenterede der sig snart en mere elegant park med klippede buske og træer, lange alléer og pavilloner. Ne­de ved Peblingesøens bred, hvor haven afslut­tedes, var der på tværs en buegang. Desuden opførte prins Carl en ny hovedbygning, kun i én etage og med mansardtag, den moderne brudte tagform, som var skabt i Frankrig. Ta­get beklædtes med blåt skifer, hvad der gav det lille lystslot navnet Blågård. Indvendig ud­styredes bygningen ødselt med elegante møb­ler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder, der leveredes af Hendrich Krock.

I slutningen af 1760erne stod grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men var an­tagelig blot stråmand for Christian 7. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsfor­virrede konge, ubesværet holde gevaldige fe­ster med damer; blandt disse grev Holcks 12­-årige hustru.

En klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere. Derefter fulgte oprettelsen af kongerigets første skole­lærerseminarium i 1791, hvortil Blågård be­nyttedes ved undervisningen. Da seminariet 1809 flyttede til Jonstrup, fik det gamle lyst­slot atter en omskiftelig tilværelse. 1827 over­tog italieneren Pettoletti hovedbygningen, som han ombyggede til teater. Desværre blev det ødelagt af brand i 1833 og aldrig genop­ført.

Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrevet københavner­blad harmfuldt, om det var rigtigt "aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder".

Næste kapitel i stedets historie var oprettel­sen af et nyt Blågård Seminarium på slottets tilliggende. Det skete 1859 på initiativ af Jeppe Tang, som var venstrepolitiker. Seminariet flyttede derfra 1933.

Blågårdsplads

Blågårdsplads ved Blågårdsgade er en af Nørrebros anlæg, hvis nyere historie begynder med isenkræmmer M. A. Heegaard. Han byg­gede 1826 en lille sommervilla ud for Blågårds­gade 16 og føjede en stor have til. Heegård ud­videde sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågår­den, hvorpå han opførte et jernstøberi. Hans søn. S. P. A. Heegaard, fortsatte virksomhe­den og opkøbte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr, i særdeles­hed emaljerede gryder, blev efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder.

Da støberiet i 1898 flyttede til Hille­rødgade, købte kommunen området og eta­blerede en offentlig plads. Anlægget blev planlagt af arkitekt Ivar Bentsen, mens billedhugger en Kai Nielsen modellerede figurgruppperne under et ophold i Paris. Begge havde meget specielle ønsker i forbindelse med pro­jektet. Således ønskede Kai Nielsen en moder med to børn stillet over en mand kæmpende med en gorilla. Opstillingen skulle "symboli­sere menneskets kamp med sine onde tilbøje­ligheder". Ivar Bentsen afslog dette og fik i stedet grupper med motiver fra de forskellige håndværksfag. Han ønskede også, at Kai Nielsens figurer skulle underordne sig hans plan for selve pladsen, et rektangulært rum af­skærmet af grovhuggede granitmure.

Resultatet blev figurer i grå og rødlig granit, der viser en skomager, en murer, en håndvær­ker med høvl, en musikant med harmonika og en som klipper et får. Hver af de mandlige fi­gurer har som regel en modvægt i et lille sam­menkrøbet barn. Mændene er fremstillet med stærke muskeldragter, der skal illustrere kræfterne, der lægges i arbejdet. I hjørnerne af den forsænkede plads og ved hovedtrappen ned til samme ses større figurblokke, "træer" med små børn som frugter.

Blåtårn

Blåtårn har ud fra de nuværende beliggen­hedsforhold været placeret et stykke bag Fre­derik 7.s rytterstatue, lige ud for den nordre del af hovedportalen i Christiansborgs hoved­facade. Det er muligt, at Blåtårn allerede op­førtes omkring 1416, da Peder Jensen Lode­hats bispeborg sammen med København blev overgivet til kong Erik af Pommern. For ar­kæologiske undersøgelser har vist, at det er yngre end Peder Lodehats oprindelige anlæg.

Vi hører første gang om det berygtede tårn i 1494, da kong Hans lod sin renteskriver sætte i fængsel. Senere kom mere kendte personer til og fyldte op i dets fangehuller: Torben Oxe, Didrek Slagheck, Knud Gyldenstjerne og Joa­chim Rønnow.

Ved hjælp af arkivalier og topografiske ma­lerier tegner der sig et tydeligt billede af Blå­tårns arkitektur og indretning i 1600-tallet. Selve tårnet var da 5 etager højt og kronedes af Christian 4.s gennembrudte renæssancespir. Mod gårdsiden var anbragt et polygonalt trap­petårn med spir, mens siden mod kanalen delvis dækkedes af en påklistret bin­dingsværkkarnap, som var understøttet af skråbjælker. I øverste etage var to kamre, af hvilke det yderste rummede pinebænken og det inderste tjente som fængsel.

I 1649 blev en ung degn og huslærer fra Is­land, Gudmund Andresson, indsat i Blåtårn. Han havde forfattet et skrift, Discurcus pole­micus, hvori han argumenterede for mandens ret til at tage sig medhustruer. Andresson mente ikke, at Bibelen indeholdt noget direkte forbud mod dette. Desuden understregede is­lændingen, at hans overvejelser var helt teore­tiske. Ja, flerkoneri var ham personligt utæn­keligt, da "han kunde have Bryderi nok med en". Enden på den besynderlige sag blev delvis frifindelse, idet Andresson ikke længere måtte sætte sine ben på Island. Til gengæld blev han indskrevet ved universitetet, da man fandt ham velbegavet. Desværre døde han under en pest fire år senere.

Den mest berømte fange i Blåtårns historie var Eleonora Christine, som var Christian 4.s yndlingsdatter og gift med Corfitz Ulfeldt. Om deres fælles omtumlede liv skal ikke beret­tes her. Afgørende var anklagerne mod Cor­fitz Ulfeldt for landsforræderi, som også bragte Eleonora Christine i ulykke. Hun arre­steredes og bragtes 8. august 1663 til Køben­havn for at blive indsat i tårnet. Hendes fange­hul var i fjerde etage og efter hendes angivelser 7 skridt langt, 6 bredt og 9 alen i højden øverst oppe sad et vindue tilgitret med "dob­belt tykke Jerntraller". Ved siden af var et rum af samme størrelse.

I august 1663 begyndte hun en dagbog, af hende selv kaldet Jammers Minde, og manu­skriptet afsluttedes først 21 år senere, da hun i maj 1685 forlod fængslet. Der var ikke mange opmuntringer disse år. Dog lod man i 1674 indsætte en "Vind-Ovn" i hendes rum for at bedre hendes usle forhold og i 1682 sendte dronning Sophie Amalie hende silkeorme til tidsfordriv. En dværg fra hoffet bragte under tiden nogle pommeranser og citroner.

Mens Eleonora sad fængslet, var dr. Otto Sperling anbragt i et fangehul i etagen neden under. Hans fængsel kaldtes "Mørke Kirke" og bag ved dette lå "Troldhullet".

Da Eleonora døde 1698 i Maribo, blev hen­des dagbog sendt til hendes søn i Wien, grev Leo Ulfeldt. Her gik den i arv gennem flere ge­nerationer og havnede til sidst i et østrigsk fa­miliearkiv tilhørende en gammel adelsslægt. Det blev her genopdaget af den danske forsker F. R. Friis i 1868 og året efter udgivet i Dan­mark. Originalmanuskriptet kom først tilbage til Danmark i 1920.

I 1721 påbegyndtes en ombygning af det gamle slot, hvorefter Blåtårn blev gjort til porttårn og under Christian 6. blev hele slottet nedrevet og dermed også det forhadte fæng­selstårn.

Boldhusgade

Boldhusgade er et minde om det Boldhus, der 1597 opførtes for hoffet af murermester Jürgen von Freiburg. Bygningen blev lagt i den tidligere kongelige urtehave på Bremer­holm.

Christian 4. benyttede selv flittigt boldhu­set, hvor det ikke blot drejede sig om boldspil og andre ridderlige idrætter, men også om ind­sats med penge i disse lege. Kongen noterede således den 19. april 1607 i sin skrivekalender, at han i boldspil havde tabt 4 rosenobler (en møntfod) til Ditlev Rantzau. Den l. maj sam­me år "legede" han med pfalzgreve Augustus i boldhuset og tabte l rosenobel.

Boldhuset med den store grund syd derfor solgtes 1627 til Niels Pedersen, som var borger i Oddevald i Norge. Hermed var dets dage tal­te som kongeligt idrætshus. Bygningen næv­nes dog endnu i midten af 1600-årene.

Tilkørselsvejen til Boldhuset kaldtes oprin­delig for Adelstredet, først i 1670erne talte man hyppigere om Gammel Boldhusgade og 1680 blev det nuværende navn for første gang anvendt.

"Bombebøssen", Overgaden oven Vandet 48C

Den nuværende bygning, som er opført 1891 af arkitekt Thorvald Bindesbøll, er i tre etager over en høj kælder og bygget af røde tegl. Bygherren var stiftelsen "Bombe­bøssen", et hjem for gamle søfolk, der i be­gyndelsen af 1820rne begyndte sin virksom­hed på initiativ af waterschout Peder Norden Sølling (s. 236). Til indsamling af penge har han fra begyndelsen anvendt en 200-pundig bombeskal, hvilken gav navn til sømands­hjemmet. Stiftelsen havde først hjemme på et loft på Wildersplads, fra 1825 i Skvaldergade, dernæst fra 1859 i Brogade og endelig fra 1891 i Overgaden oven Vandet. Stiftelsen er atter flyttet 1956. I en blænding til højre for porten er indmuret en mindetavle med portrætrelief af P. N. Sølling.

Borchs Kollegium

Borchs Kollegium eller Borken, som det forekommer i daglig tale blandt dets alumner, ligger i St. Kannikestræde 12. Den statelige bygning i 3 grundmurede etager og 12 fag op­førtes 1690-91 på initiativ af lægen og naturvi­denskabsmanden Oluf (Ole) Borch. Han øn­skede at skænke universitetet et nyt kollegium og efter donators ønske, skulle det bære nav­net Collegium Mediceum. Til formålet købtes en professorbolig i St. Kannikestræde, som beboedes af professor Bertel Bartholin. Han var villig til at flytte, dog med følgende skriftli­ge bemærkning: "Endog den residents ieg nu i boer er meget brystfældig, saa er den god nok for mig som en gammel mand, dog dersom min kiere Collega D. Borrichius vill aarlig gi­fue mig 200 Rdlr. till at leie een magelig oc be­quem gaard, indtill een anden kand falde, vill ieg icke være imod hans yndelige forsæt". Oluf Borch nåede desværre ikke at opleve byggeriet afsluttet, da han døde 13. oktober 1690.

I fundatsen, hvorefter kollegiet skulle sty­res, betingede Borch sig, at der altid skulle væ­re to Ribestudenter som alumner i kollegiet. Dette ønske skyldtes, at han selv havde været discipel i Ribe Skole. Kollegiet blev også på andre måder præget af Oluf Borchs usædvan­lige personlighed. Således skænkede han det sit bibliotek "baade af trygte Bøgger og Ma­nuscriptis". Omtalte samling vakte stor beun­dring i samtiden og rummede bl.a. afhandlin­ger om kemien, som Borch havde dyrket me­get. Hans instrumenter fulgte også med bibli­oteket. Af dette gik næsten alt op i røg ved den store brand i 1728, kun nogle få håndskrifter overlevede.

Som kollegiet fremtræder i dag, er det resul­tatet af to store genopbygninger. Efter bran­den i 1728 kunne en del af ydermurene genan­vendes i den nye kollegiebygning, som stod færdig i 1731. Den var i det ydre lig den gamle, blot manglede den oprindelige frontispice o­ver 10 fag. Da englænderne 1807 bombardere­de København, blev bygningen atter ødelagt og stedet henlå som brandtomt i næsten 18 år. Men i 1823 var der skabt økonomisk grundlag for et nyt byggeri, hvortil professor P. Malling leverede tegningerne. Det nuværende Borchs Kollegium stod omsider færdig i 1825. Her holdt N. F. S. Grundtvig i 1838 en række foredrag under titlen "Mands Minde".

I den idylliske gård, som hører til kollegiet, er endnu bevaret Oluf Borchs såkaldte labora­toriebygning, hvor han sad med sine vægtskå­le, blæsebælg, retorter og kemikalier. Endvi­dere ses en mindesten for historikeren Jens Paludan-Müller, der faldt ved Oversø i 1864. En statue i bly af den farnesiske Herkules til­skrives den franske billedhugger Abraham César Lamoureux, mesteren for rytterstatuen Christian 5. på Kongens Nytorv.

Borgerdydskolerne

15. april 1785 stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borger­dydselskabet. Blandt selskabets andre frem­trædende medlemmer kan nævnes historike­ren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet "Den almindelige Verdens­historie til Skolernes Brug" til afløsning af Holbergs "Historia universalis".

Det lykkedes to år senere at oprette to sko­ler, tidligere kaldet Borgerdydskolen i Kjø­benhavn, nuværende Østre Borgerdyd i Stockholmsgade og Borgerdydskolen i Helgo­landsgade, nuværende Vestre Borgerdydskole på Sjælør Boulevard. Begge skoler har haft skiftende adresser i tidens løb. Vestre Borger­dyd fungerede oprindelig blot som en filial, men flyttede 1795 til Christianshavn, hvor den i perioden 1826-38 havde til huse i det "Schim­melmannske Sukkerhus". 1837 overtog Ve­stre Borgerdyd en tidligere præstegård i Wil­dersgade, hvorfra den flyttede til en nyopført bygning i Helgolandsgade 8. Denne indviedes 7. april 1893 og er endnu bevaret med sine ka­rakteristiske terracottadekorationer.

Borgergade

Indtil saneringerne i 1940rne var gaden et af byens værste slumkvarterer. Mange værdifulde borgerhuse lå her fra 1600­tallets slutning og det følgende århundrede, men bygningerne var blevet forsømte og de oprindelige haver erstattet med tæt side- og baghusbebyggelse. 26. januar 1865 oprettedes byens første offentlige badeanstalt i Borgerga­de, men bortset fra dette havde stedet et dår­ligt ry og prostitutionen trivedes godt.

Borups Allé

Borups Allé løber fra Rantzausgade ud til Bellahøj. Alleen er opkaldt efter L. C. Borup, som fra 1883 var Københavns finansborgme­ster. Politisk var han konservativ og i mange henseender en stædig person, således en fana­tisk modstander af kvindernes begyndende frigørelse. 1885 blev Danmarks første kvinde­lige læge, Nielsine Mathilde Nielsen, ansat på Skt. Hans Hospital. Da Borup kort efter holdt hospitalsinspektion, frabad han sig hendes til­stedeværelse ved den efterfølgende middag. I den sag stod han nu ikke alene. Lægen Mathi­as Hieronymus Saxtorph, kirurg ved Frede­riks Hospital i København, var også imod an­sættelse af kvindelige læger med den begrun­delse, at det "var stridende saavel imod Velan­stændighed og Sædelighed som imod god Or­den paa en Hospitalsservice".

Som den ansvarlige for kommunens kasse var Borup yderst sparsommelig, bl. a. på ho­spitalsområdet, hvor han mente, at hospitals­lægerne krævede mere end rimeligt. Da 1896-­budgettet behandledes, kom det til skarpe ordvekslinger og her udbrød lægen dr. Ørum, at borgmester Borup på forkert grundlag hav­de rettet "et af de sædvanlige" udfald mod læ­gerne og lægevidenskaben. Han var dog ikke tilbageholdende på alle udgiftsområder. På hans initiativ foretog Københavns kommune store grundkøb i daværende Brønshøj sogne­kommune og det sikrede nye boligområder til en overkommelig grundpris. Hermed undgik man en gentagelse af den store grundspekula­tion, som fandt sted tidligere i 1800-årene.

Borup gik også varmt ind for opførelsen af Martin Nyrops rådhusprojekt, skønt det kostede dyrt. Det skal tilføjes, at hans efterfølger i embedet, socialdemokraten Jens Jensen var ligeså kritisk overfor udgifterne.

Botanisk Have

Botanisk Have har haft en omskiftelig tilvæ­relse. Oprindelig som universitetets botaniske have omfattede den kun nogle bede med læ­geurter, lagt ud til Skidenstræde (nuværende Krystalgade). Efter indvielsen af Frederiks Hospital i Bredgade grundlagde man en ny bo­tanisk have i dets nærhed, ved Toldboden på begge sider af Amaliegade. Dr. Oeder, som stod for anlægget, havde her et væksthus. Ha­ven var omgivet af en ringmur og der var ind­rettet forelæsningssal, bibliotek m.m.

Omkring 1778 flyttedes den botaniske have til parken bag Charlottenborg og en bygning ved Nyhavn, tidligere sprøjtehus og konsump­tionskontor, overlodes til "Driv- og Gevækst­hus". Hele anlægget stod færdig 1783, hvortil der knyttedes en professor og en urtegårds­mand. Orangeri og bibliotek hørte også med.

Charlottenborgs botaniske have blev en stor inspiration for H. C. Andersen. Hovedpersonen i eventyret "Den lille Idas blomster", skrevet 1837, legede netop i denne have. Hun var datter af H. C. Andersens gode ven, akademisekretær Mathias Thiele. Et minde om haven kan også være fortællingen "Gart­neren og Herskabet" fra 1872, hvor en storm fyger hærgende over en park og vælter to gam­le træer, et symbol på slægtens livskraft. I de­res sted lod gartneren anlægge en have, hvor han dyrkede alle landets vilde planter. Ved ju­letid satte han kornneg op og Dannebrog blev også hejst. Dette sindbillede på Danmark kun­ne henvise til Joakim Frederik Schow, som 1842 blev direktør for haven og lod plante en samling af nationale vækster.

Pudsigt nok havde H. C.Andersen aldrig adgangskort til haven, hvad der dengang krævedes. Det var heller ikke så nødvendigt, da han boede tæt ved i Nyhavn 67 og kunne nyde udsigten dertil.

Nuværende Botanisk Have mellem Sølvga­de og Gothersgade anlagdes 1871-74, i særlig grad på initiativ af gartner A. Weilbach. Men andre forhold lå også bag flytningen. Der var dels stærke ønsker om at udnytte hele Gam­melholmkvarteret til boligbebyggelse, dels manglede universitetet udvidelsesmuligheder. Hertil var det gamle voldområde ideelt. Et ob­servatorium var allerede opført 1859-61 i dets udkant og der var rigelig plads for en have i det øvrige stærkt kuperede terræn. I øvrigt havde arkitekt F. Meldahl afleveret et projekt, hvor Botanisk Have skulle indgå i en krans af par­ker lagt omkring København.

De første bevillinger til haven blev vedtaget i Rigsdagen i 1871 og man gik igang efter planer af landskabsgartner H. A. Flindt. Den største attraktion i haven blev de moderne væksthuse som rejstes i glas, støbejern og træ. Komplek­set, der disponeredes som to lange parallelle bygninger, hver godt 100 meter, blev lagt i ha­vens nordlige del. Mest imponerende var det store palmehus. Det er sandsynligt, at tegnin­gerne til væksthusene leveredes af brygger J .C. Jacobsen og slotsgartner Tyge Rothe, der begge sad som medlemmer af kommissionen for havens flytning. Forbilleder var der jo nok af, først og fremmest i England, hvor den en­gelske gartner og arkitekt Joseph Paxton hav­de bygget et palmehus i Kew Garden med an­vendelse af de nye materialer glas og støbejern. Erfaringerne herfra havde Paxton over­ført på det enorme Crystal Palace, som opfør­tes til verdensudstillingen i London 1852. Men også væksthusene i den botaniske have i Bru­xelles har givet inspiration til byggeriet i Kø­benhavn. Bygningerne er i de seneste år blevet restaurerede i erkendelse af deres arkitektur­historiske værdi.

Botanisk Have indviedes 9. november 1874. Af det oprindelige terræn er der siden hugget en del, først og fremmest for at skaffe plads til Polyteknisk Læreanstalt (nu nedlagt) og Mi­neralogisk Museum.

Bredgade

Bredgades historie kan føres langt tilbage. Den begyndte som middelalderlig fægyde, men var i slutningen af 1500-årene den brede­ste færdselsåre udenfor Østerport, som den­gang lå for enden af Østergade. Omkring ga­den var hovedsagelig store haver med småhu­se. Da Østervold i 1600-tallet blev omlagt og Ny København etableredes mellem Kgs. Ny­torv og Kastellet, ændredes navnet til Norges­gade. Det lød mere fornemt og mindede om den danske besiddelse. Skønt man i 1700-tallet skabte en række fornemme bygninger i gaden, bevarede københavnerne det folkelige navn Bredgade (udtalt som Bre'gade).

Esplanadens anlæggelse i 1780erne gjorde omsider gaden til et fashionabelt strøg. Her­om digtede J. L. Heiberg:

Det mylrer i Norgesgade

Med pyntede Damer og Mænd;

"Gentilernes Promenade", Saaledes kaldte man den. Herrer i Snørliv, pudsige nok, I Munden Cigar, i Lommen en Stok, Her offre hele Personen til Modens Afgud paa Thronen.

Det oprindelige navn sejrede til sidst og fra 1877 blev Bredgade anerkendt af myndighe­derne.

Bredgade 2

"Det Kanneworfske Hus", er en gammel købmandsgård liggende på en af by­ens spidse hjørnegrunde. Dets bygningshisto­rie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og mens isenkræmmer A. L. Pram 1782-91 ejede hjørnehuset, blev det ombygget til sin nuvæ­rende skikkelse, idet det øgedes med en etage. Mansardtaget er fra samme ombygning. Lærredshandler Lars Kanneworf overtog ejen­dommen 1836 og hans slægt ejede huset ind til begyndelsen af dette århundrede. Ved en om­bygning 1904, foretaget af Axel E. Petersen, flyttedes indgangen til Bredgade-siden, og samtidig nedlagde man kælderbeværtningen "Sumpen".

Bredgade 26, se Lindencrones Palæ.

Bredgade 28, se "Odd-Fellow Palæet".

Bredgade 53, se Alexander Newski Kirke.

Bredgade 54, se Dehns Palæ.

Bredgade 62, se Kirurgisk Akademi.

Bredgade 66-72, se Kunstindustrimuseet.

Bremerholm

Bremerholm, i vore dage kvarteret ved Hol­mens Kanal, var oprindelig en øde og sumpet ø, som adskiltes fra København ved et farvand kaldet Dybet. Navnet Bremerholm nævnes først 1510, da kong Hans her lod bygge en skanse, betegnet Kikkenborg; den indgik vist nok senere i koret i Holmens Kirke. Samtidig med skansebyggeriet etableredes et kongeligt skibsværft på Holmen.

I ældre tid forbandt man Bremerholm med folk fra hansebyen Bremen. Kateketen ved Holmens Kirke, Nicolai Jonge, som interesse­rede sig for Københavns historie, hævde­de, at bremerne i fordums dage havde bygget deres boder her, og de tog fast ophold, når de forhandlede deres varer. Det er også blevet fremført, at kong Hans efter anlæggelsen af orlogsværftet hentede tømmermænd og skibsbyggere fra Bremen. Forklaringen på navnet skal dog snarere søges i ordet tjørn, som på nedertysk kaldes Brime og atter fore­kommer i en dansk dialekt som bræmbær (brombær), eller i det alsiske bræmer.

Under Københavns belejring 1535-36 blev Dybet mellem kysten og Bremerholm spærret med sænkede skibe og efter reformationen opfyldtes det helt (navnet Dybensgade minder endnu derom). De topografiske forhold æn­dredes yderligere, da Christian 4. i 1606 lod en nybygget fæstningsvold, Østervold, forlænge tværs over Bremerholm og indtil stranden. Bremernolm. Denne befæstnings voldgrav byggedes som skibshavn og kaldtes Holmens Kanal.

Bebyggelsen af Holmen havde fra begyn­delsen med værftet at gøre, således Reberba­nen, første gang nævnt 1555, og Ankersmedjen, som opførtes 1563. Hans Steenwinckel den Ældre stod 1579 for opførelsen af Sejlhuset. I årene efter 1610 havde Christian 4. pla­ner om at skaffe fast bolig til flådens båds­mænd, og en bådsmandsby anlagdes på Bre­merholm under navnet Skipperboderne. 1614 befaledes det, at 50 to-etages boder skulle op­føres, og 1620 anføres de som værende under tag. Ifølge et register fra 1626 lå der 121 vånin­ger på Holmen. Af mere dyster karakter var fæstningsarresten på Bremerholm, som opret­tedes 1620. Den blev indrettet til 200 lænkede "slaver" og gik under navnet "Trunken". Om Holmens Kirkes historie henvises til s. 128.

En af Bremerholms navnkundigste admini­stratorer var Christoffer Valkendorf, som 1579 fik overdraget opsynet med Holmen, flåden og Arkeliet. Af varer og materialer dertil skul­le han bl.a. skaffe: hamp, jern, kabelgarn, tøj til mandskabet, tømmer, skyts, kanonhjul, bly, krudt, salpeter, bøsser, spyd, hellebarder og fetalje af enhver art.

Da man fra 1685 begyndte opfyldningen af Revshalens lave grunde, skabtes fire kunstige holme: Nyholm, Frederiksholm, Dokø og Ar­senalø på Amagersiden. Til den førstnævnte overflyttedes herefter marinens værksteder og magasiner (nuværende flådestation Holmen), mens Bremerholm nu kaldtes Gammelholm. 1856 overflyttedes resten af flådens virksom­heder, hvorefter Gammelholm blev frigivet til beboelseskvarterer. Bremerholm lever dog vi­dere i dag i form af et gadenavn, da man 1929­-32 gennemførte den store sanering fra Maga­sins Torv til Holmens Kanal.

Brolæggerstræde

Gaden har navn efter Per Jenssøn Brolægger, som 1486-1510 ejede ma­trikel 123-24, hvilket omtrentlig svarer til nu­værende nr. 14. Navnet anvendes dog først 1543, hvor det skrives Per Broliggers Stræde. På Geddes kort over København 1757 staves navnet Broelegger Stræde. Skrædderlauget havde i en periode sit hus i Brolæggerstræde, nuværende 4 og 6, og her spillede man tyske komedier med megen stå­hej. Holberg fik dem hurtig spiddet. I sin kome­die Uden Hoved og Hale lader han guden Vul­canus gæste jorden for at gå på komedie. Da Vulcanus foretrækker noget for øjet, svarer hans cicerone Sganarel: "Ja, hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saaer det bedst, at I gaar paa de Tydske Comedier i Brolægger-Strædet; thi der kand I faa at se Beleiringer, Feldslag, Gespenster, Hexerie og et halvt Hundrede Aars Historie paa eengang ..."

Ved branden 1795 blev de fleste huse øde­lagt og snart efter genopført i nyklassicistisk stil. Hjørnehuset, Brolæggerstræde 2, blev så­ledes opført 1797 for thehandler Knud Steen­berg, nr. 3 blev bygget 1796 af murermester Laurits Thrane for brændevinsbrænder Jeppe Lyndegaard og nr. 4 opførtes 1796-97 af arki­tekt og murermester A. C. Wilcken.

Strædet er dog mest kendt for sin andel i den danske ølbrygnings historie. Allerede i 1650erne var her bryggere i gaden, som det fremgår af mandtalslisten ved Københavns belejring 1659. I 1796 blev Bryggergården, Brolæggerstræde 5, opført for brygger Nico­lai Rindum og 1799 blev den udvidet med Kna­brostræde 11-13. Så kom brygger Christen Ja­cobsen til. Han havde 1811 lejet et bryggeri i Knabrostræde og 1826 kunne han købe virk­somheden i Brolæggerstræde. Den tekniske kunnen og viden var på det tidspunkt ringe i de danske bryggergårde, men Christen Jacobsen indførte som den første brugen af termometer i brygprocessen.

1835 døde Christen, som fremsynet nok havde ladet sin søn J. C. Jacobsen få en bedre uddannelse ved siden af det daglige arbejde i bryggeriet; bl.a. havde den unge Jacobsen fulgt forelæsninger på den dengang nyopret­tede Polyteknisk Læreanstalt. Gennem rejser til Tyskland søgte han sig ny viden om ølbryg­ning, og under en af disse studieture lærte han det såkaldte "koldgærede" ("undergærede") øl at kende. 1838 gjorde J. C. Jacobsen de før­ste forsøg dermed, idet han benyttede sin mors kobber-vaskekeddel.

De første forsøg faldt uheldigt ud, hvoref­ter han fandt ud af, at køligere og mere rum­melige lagerkældre måtte være løsningen. Han ansøgte herefter kongen om tilladelse til at benytte volden omkring hovedstaden, hvil­ket bevilgedes. Fra sin gamle læremester Ga­briel Sedlmayr, som var leder af bryggeriet Zum Spaten i München, skaffede han sig så stor en portion undergær, at en produktion kunne igangsættes. Foråret 1846 begyndte den første egentlige produktion af bajersk øl på dansk grund, lagret i "Hr. Jacobsens Kjæl­der under Volden". 1847 var virksomheden så stor, at man flyttede til Valby.

På ejendommen, som nu er domicil for Ny Carlsbergfondet, er opsat en mindetavle: "Brygger, dr.phil. Carl Chr. H. Jacobsen fødtes her den 2den marts 1842. Brygger, kaptajn J. C. Jacobsen foretog her året 1838 de første forsøg med fremstilling af undergæret øl". Ejendommen blev 1951 istandsat og moderni­seret ved arkitekt Viggo Sten Møller.

Brolægningen

Brolægningen i København synes alle dage at have generet trafikanterne. I 1581 pålagde Frederik 2. byens borgere at brolægge gaderne foran deres huse og gårde, og et hundrede år senere fik københavnerne ordre til at ombro­lægge gader og stræder efter vaterpas. Det hjalp lidet.

Hvad værre var, alskens urenligheder flød over alt til bystyrets græmmelse. I 1768 klage­de militæret over, at vagtparadens rute var ge­neret, særlig Købmagergade "af Smuds og Urenligheder snart slet ikke mere er til at pas­sere". Plakater på gadehjørner og gadefejning førte ikke til noget og i 1789 var det helt galt ved vinterens slutning, "da Gaderne vare saa fulde af Indsøer som Finland og saa rige paa Morads som Ungarn".

Bedre var det ikke i 1830, da den finske pro­fessor i medicin, Immanuel Ilmoni fra Hel­singfors, besøgte København og noterede sig "Gatorna illa stenlagda". Så kom asfalten i 1841, men kun til belægning af fortovene, f.eks. uden for Prins Ferdinands Palæ i Bredgade (nu "Baltica"). Affald og skidt generede endnu i 1851, hvor man om sommeren søgte at udskylle og rense rendestenene, men det stank, kostede for mange penge og blev stand­set.

Den første gadeasfaltering blev foretaget 1885 i Bredgade ud for Højesteret og i Frede­riciagade ud for Rigsdagsbygningen.

Brumleby

Brumleby, også kaldet Lægeforeningens Bo­liger, ligger på Østerbrogade 57. Baggrunden for bolig kvarterets opførelse var den store ko­leraepidemi, som juni 1853 begyndte at hærge København. De læger, der klarede husbesøge­ne, løste ikke koleraens gåde, men erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, København var plaget af. En udflytning af nogle af de dårligst stillede ind­byggere blev drøftet, og en af de mest idealisti­ske forkæmpere for denne tanke var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde 1839-41 studeret hygiejne i Paris og London og derefter udgivet et skrift: "Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i Kø­benhavn i sanitær Henseende...". Hertil skal føjes, at Lord Shaftesbury allerede 1844 indvi­ede Englands første mønsterboliger, og få år efter dannedes i London "The Society for Im­proving the Condition of the Labouring Clas­ses", hvor dronning Victoria og prins Albert stod i spidsen.

Hornemann tog nu initiativ til den private "Lægeforening mod Koleraens Udbredelse", samtidig med at han valgtes til medlem af den Overordentlige Sundhedskommission. Som arkitekt for lægernes byggeforening valgtes professor Michael Gottlieb Bindesbøll. Alle­rede l. september 1853 noteredes det i forenin­gens byggedagbog: "Inspektør Bindesbøll var tilstede, han fremlagde to Udkast, et til 1-etages, et andet til 2-etages Bygninger med Opgørelse af Summerne, som til begge om­trent var 150.000 Rigsdaler, men da man maatte ytre sig om det uhensigtsmæssige i at Køkken og Dagligstue var eet Rum, lovede han at udarbejde en ny Plan...".

Lægerne besluttede dagen efter at samar­bejde med Centralkomitéen, et filantropisk selskab af embedsmænd og forretningsfolk, der havde arbejdet på lægernes side, da kole­raen rasede (de sidste tilfælde optrådte endnu i slutningen af oktober). Den 2. september kan således betragtes som stiftelsesdagen for "Læ­geforeningens Boliger". Nye tegninger fulgte nu fra Bindesbølls side, idet man stadig arbej­dede med at gøre disse boliger på en gang sun­de og billige.

Den 1. oktober var brikkerne ved at falde på plads. Bindesbølls seneste projekt omfattede 33 lejligheder i hver bygning fordelt på tre ty­per. 5. november bedømtes licitationstilbude­ne, af hvilke de fire laveste blev antaget, hvor­efter de to første huse påbegyndtes. De blev, ligesom de senere blokke, et fremragende ek­sempel på Bindesbølls evne til at forene stor bygningskunst med enkle brugsformål. Den 9. marts 1854 kunne Blok A og B besigtiges på Østerfælled. Til stede var bl.a. Bindesbøll og etatsråd Collin. Ved denne lejlighed forelagde Bindesbøll også tegninger til en planlagt in­spektørbolig og en butiksbygning.

Projektet vakte snart opmærksomhed og da Den hygiejniske Kongres afholdtes i 1858 i København, arrangeredes en udflugt for del­tagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes tegninger og beretning til en internati­onal udstilling i Amsterdam, hvor projektet fik hæderspræmie. På dette tidspunkt var man igang med at udvide bebyggelsen til mere end det dobbelte, nu med Vilhelm Klein som den ansvarlige arkitekt. Tekniske fremskridt muliggjorde, at Klein-blokkene fra starten fik indlagt vand, hvad der manglede i Bindesbøll­blokkene. I de senere år har bebyggelsen flere gange været truet med nedrivning.

Brøstes Samling

Brøstes Samling, Overgaden oven Vandet 10, har til huse i "Potters Gård", som opførtes 1785 for industrimanden Thomas Potter. Han var født i Edinburgh og kom som ganske ung til Danmark, hvor han fik tilladelse til at bygge et jernstøberi, eller "Smelteværk" som det dengang kaldtes. Thomas Potter blev hermed foregangsmand på dette område og i støberiet fremstilledes "Jerngryder i alle Faconer". Smelteværket kunne tillige levere alt fra søm til skibsankre og kugler. En del eksporterede til Vest- og Ostindien, det var midt i den floris­sante periode, hvor alt gik godt. I sit færdige hus på Christianshavn oplevede Potter dybe personlige sorger. To gange mistede han en hustru og tynget solgte han 1790 sin ejendom til en kongelig "Mecanicus" ved navn Mit­chell. Samlingerne, som er udstillet i "Potters Gård", oprettedes af grosserer Ulf Brøste og belyser med billeder og genstande Christians­havns historie fra bydelens grundlæggelse i 1618 (oprindelig en selvstændig købstad!) ind­til vore dage.

Burmeister & Wain

Burmeister & Wains historie begyndte 1843, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed på an­den sal i baghuset til nuværende Købmagerga­de 46. Efter at have holdt flyttedag et par gan­ge og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet på Christianshavn. Samtidig havde firmaet anta­get navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christi­an Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted forøgedes 1847 med et jernstøberi og 1860 beskæftigedes 450 mand under seks værkførere. 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, mens den engelsk fødte William Wain i 1865 blev optaget som ny partner. Foruden produktionen af dampma­skiner blev skibsbyggeriet af stigende betyd­ning, og 1872 anlagdes et skibsværft på Refs­haleøen. Firmaet fik også ordre på konstrukti­onen af Knippelsbro. 1912 løb verdens første dieselmotorskib - Selandia - af stablen hos Burmeister & Wain. Et museum, som viser B&Ws historie, er indrettet i Strandgade 4.

Bygningslovgivning

Allerede i middelalde­ren søgte man ved love at forbedre stadens hu­se. Christoffer af Bayern gav den 14. oktober 1443 en ny stadsret, hvori det befaledes, at in­gen måtte bygge sit "hemmelige Hus" nærme­re end en alen fra gaden eller naboens grund. Mere omfattende var Christian 3.s forordning fra 1549, der forbød opførelse af huse med fjælegavle (trægavle) ind mod nabohusene. For at mindske brandfaren skulle husene også have lerindskud i første og øverste loft (etage).

Kampen for bedre brandsikring, større hy­giejne og mere bekvem færdsel i gaderne præ­gede al senere lovgivning. I 1575 blev det såle­des forbudt at opføre boder og hytter på for­tovene, men det var svært at håndhæve. I 1500-tallet kæmpede øvrigheden med særlig energi for at byhusene fik de brandfarlige strå­tage udskiftet med tegl. Modstanden var dog stor i købstæderne, også i København, hvor der endnu 1597 lå et stråtækt hus overfor ho­vedindgangen til Vor Frue Kirke. 1643 moder­niseredes stadens brandvedtægter, hvorefter skorstene i fremtiden skulle anbringes inde i husene og med piben ført ud gennem taget. Det tidligere forbud mod at bebygge fortove­ne med boder strammedes 29. maj 1650, da man herefter også forbød opsætning af bislag. Oluf Steenwinckel er den tidligst kendte stadskonduktør med pligt til at føre tilsyn med Københavns borgerlige bygninger og med by­ens gader. Han blev ansat maj 1651 og skulle "give Agt paa, at ingen herefter bygger ud paa Gaden, men hvem i saa Maade nogen Udbyg­ninger vil have, skal vige ind paa sin egen Grund; de Trapper, som og herefter fra Ga­den opbygges, maa ikke gaa videre ud paa Ga­den, end at der bliver 3 Alen mellem Rendeste­nen og Trappen, saa Gangvejen paa Gaden bliver uhindret...".

For Christianshavn, som grundlagdes 1619 af Christian 4., gjaldt naturligvis også bygge­vedtægter. I fundations- eller frihedsbrevet af 5. april 1619 siges det, at enhver som, får skø­de på en byggegrund, skal lade opsætte "god Købstadsbygning". Dette krav til Christians­havns bygherrer uddybedes 1639 til, at der skulle bygges "gode og ustraffelige Borgerhu­se og Boder" (bydelen blev fra samme år selv­stændig købstad indtil 1674).

Med enevældens indførelse 1660 opbygge­des en ny og mere omfattende centraladmini­stration. Kongens ledende civilbygmestre og fortifikationsingeniører fik adskillige opga­ver, når det gjaldt de nye kvarterer i Køben­havn. Fæstningsingeniøren Henrik Rüse be­ordredes således 1664 til at afmærke grunde og afpæle gader i forbindelse med en forord­ning om nye gadeanlæg. Kontrollen med byg­ningernes vedligeholdelse, nyopførelser m.m. voksede, og til denne opgave var Thomas Ras­mussen Walgensten den rette mand, just i 1664 hjemkommen fra et ophold i Paris, hvor han havde erfaret det nyeste i parisisk byplan­lægning under Colberts ledelse.

1670 blev Walgensten konstitueret som "denne Bys Fabriksmester", reelt en stadsbyg­mesterstilling, og instruks om med "hans for­hergaaende Videnskab til Byens Sirlighed og Indbyggernes Fordel samt al Tvistighed imel­lem Naboerne om Skellene Betimelig at fore­komme udføres, til hvilken Ende han har en­hver som nogen Bygning forehaver og hans Tjeneste begærer imod billig Betaling at assi­stere".

Forordningen af 27. februar 1683, " Til en skikkelig IndretteIse og ziirlig Proportion i Gaderne samt til Husenes Danlighed", havde i § 7 følgende påbud: "saasom Karnapper og Udvinduer ogsaa vanhælde Husenes Ziirlig­hed og ere Naboerne ofte til Præjudits, saa maa ingen herefter tilstedes nogen af Delene at lade bygge eller indsætte". Det skal tilføjes, at 1683-forordningen ikke gjorde det pligtigt at anmelde eller søge tilladelse til opførelse af bygninger!

Bybranden i 1728 gav mere strikte regler (se s. 135), ligesom 1795-branden satte dybe spor i lovgivningen. Efter den sidste katastrofe, hvor ca. 950 ejendomme blev ildens bytte, gav stadskonduktør, professor Rawert og stads­bygmester, professor Peter Meyn den 17. juni en ny plan for den nedbrændte bydel. Her be­stemtes det, at en række smågader, deriblandt Dybensgade, Hummergade, Nellikestræde og Smedensgang helt skulle nedlægges, mens an­dre gader og stræder krævede regulering og udvidelse. De radikale forslag led dog samme skæbne som de ideale projekter fra 1728. Re­sultatet blev kun mindre reguleringer og lidt større bredde for nogle af de brandfarlige ga­der. Et af Meyns og Rawerts forslag gik på, at de nye huse skulle opføres i grundmur og med brækkede hjørner. De brækkede hjørner gen­nemførtes, som det ses på hjørnehusene ud til Højbro Plads eller f.eks. Naboløs/Læder­stræde 19. De af forslagene, som vedtoges, indholdtes i øvrigt i en plakat af 4. juli 1795.

Hygiejnen negligeredes heller ikke på dette tidspunkt, herom vidner Forordningen af 5. September 1794 angaaende Straf for Qvaksal­vere. Ifølge dennes § I skulle kgl. embeds­mænd, især præsterne, informere befolknin­gen om den skadelige påvirkning, den inde­klemte luft i boligerne kunne have på beboer­nes sundhed.

Helt afgørende var Bygningsloven af 1856, som kom til at gælde København og forstæ­der. Det var herefter lovpligtigt at ansøge om byggetilladelse og indsende tegninger til god­kendelse, hvad end det gjaldt det mindste skur eller en hel ejendom. Denne lov byggede på et lovkompleks fra 1854, men gik videre i sine krav. Fra da af var der skabt en mere effektiv byggesagsadministration og dets bevarede ar­kiv fra spædeste begyndelse og frem til i dag giver et enestående indblik i den københavn­ske arkitekturs og boligbyggeriets udvikling de sidste 130 år.

Børsen

Børsen nær Christiansborg opførtes 1619-40 af brødrene Lourens og Hans van Steenwin­ckel den yngre. Initiativtageren var Christian 4., som ønskede at fremme Københavns han­del. Det ejendommelige navn fortæller lige­som bygningen et stykke økonomisk historie. Børs kan føres tilbage til det nederlandske beurs, der atter er afledt af det middelalderla­tinske ord bursa med betydningen pengepung.

I middelalderen gav beurs navn til købmands­familien van der Burse i Brügge og med tiden blev det identisk med den plads foran famili­ens hus, hvor man afsluttede forretninger.

Christian 4. var stærkt optaget af byggeriet, men da Børsen omtrent stod færdig 1620, fandt han dens udsmykning for kedelig. Kon­gen lod derefter opsætte dekorative kviste i ta­get ud til kanalen og krone det med et pragt­fuldt dragespir. Sidstnævnte, som opsattes 1624-25 var dannet af fire sammensnoede dra­gehaler og dyrene var formet efter modeller af fyrværkerimester Ludvig Heidritter. Der er altså tale om rigtige fyrværkeridrager. Hele byggeriet afsluttedes med opsætningen af øst­gavlens udsmykninger i 1640.

Børsen fungerede herefter som salgshal med pakrum i stueetagen, mens kontorer og butikshandel var placeret i andet stokværk. En rampe op til vestfacaden og en trappe ved østsiden gav adgang til kontoretagen. I 1745 gennemgik bygningen en tiltrængt restaure­ring foretaget af Eigtved og samtidig blev ram­pen sat i stand og forsynet med de to statuer "Merkur" og "Neptun", antikkens guder for handlen og havet. Statuerne, som skænkedes af den stenrige købmand Anders Bjørn, leve­redes af billedhugger J. C.Petzold.

Ved 1700-tallets midte var det skik, at børs­budet opsatte sedler på et bræt på Børsen. Her kunne man læse navnene på de skippere, der ønskede bekendtgjort, hvor de sejlede hen. Børsmæglerne ville en overgang forhindre denne praksis og rev sedlerne ned, men myn­dighederne stadfæstede skippernes ret til at annoncere.

I 1772 truede dragespiret med at styrte ned og det blev herefter nedtaget. Der opstod nu en strid om, hvorvidt det skulle genopbygges eller erstattes af en kuppel. Hofbygmester An­thon argumenterede for det sidste synspunkt, men til alt held fik Harsdorff forhindret det gale projekt. I stedet opsattes et nyt spir, rejst 1775-77 af hoftømrermester Bøye Junge. Sa­gen må betragtes som et af de tidligste eksem­pler på fredning af en historisk bygning!

Fredningsprincippet blev også håndhævet i 1857, da Grosserer-Societetet overtog Børsen. Staten satte da som betingelse for salget, "at Kjøberen forpligtes til bestandigen at vedlige­holde Bygningens nuværende ydre architech­toniske Stil, og at . . . ingen Forandring maatte foretages uden at dertil erhvervedes Samtykke fra Statens Side gennem Indenrigsmini­steriet".

Hvad indmaden angik, tog man det ikke så nøje og under stadsbygmester H. C. Stillings ledelse indrettedes den store børssal, en over­dådighed af søjler, gyldenlædertapeter, træ­paneler og kassetteret loft. For enden af salen ses en statue af Christian 4., et bronzearbejde udført af Thorvaldsen. I et andet af rummene har C. F. Tietgen haft sit kontor. Mosaikker­ne, der er anbragt i stueetagens vestibule, viser scener af Børsens historie. De er udført af Bøye Givskov. Den daglige børsvirksomhed er i dag flyttet til Nikolaj Plads 8 (Fonnesbechs ejendom).

Bådsmandsstræde

Bådsmandsstræde er delt af Christians­havns Kanal. Strædets navn minder om, at Christianshavn har været en gammel sømandsby. På Geddes kort fra 1757 skrives der Baadsmands Stræde. 1836 opførtes Båds­mandsstrædes Kaserne, som blev udvidet 1863 og atter nedlagt. I dag er området overta­get af "fristaden Christiania".