Indholdsfortegnelse
B
Badstuestræde
Badstuestræde nævnes allerede i Roskildebispernes jordebog fra 1377 og det hedder om den, at der er "Kødmanger-boder" i gaden. Kort før 1400 blev disse flyttet til Købmagergade. Strædet fik sit navn efter en offentlig badstue, som lå ved Kompagnistræde. 1496 skrives gaden således Strandbadstuestræde.
Badstuen var fast inventar i den danske middelalderby, købstad såvel som hovedstad. Saxo fortæller, at da Absalon 1171 ankom til sin nyopførte borg i København, søgte han straks en badstue. Det udviklede sig efterhånden således, at der var både offentlige og private badstuer i byerne, i 1377 således tre offentlige i København, heraf en i Badstuestræde. De to andre lå nær Vestergade og ved Nikolaj Kirke. Helligåndshuset havde i øvrigt sin badstue, og dertil kom de helt private senere hen.
Til badstuerne hørte den praksis, at begge køn kunne være i samme stue, hvilket gav anledning til megen lystighed og druk. En god side ved badstuerne var badskæreren, som kunne tilbyde barbering, frisering, hårskæring, sårbehandling, åreladning og kopsætning. Badstuernes dage var dog talte, da syfilis i slutningen af 1400-tallet kom til Danmark. Der var tale om en virkelig folkesygdom, som for hærgende hen over Europa, og dertil var sygdomsforløbet langt mere akut end i vore dage. De smittede fik høj feber og stærke smerter i hoved, knogler og led. Fra lægerne var der intet effektivt middel, blot stod det klart, at badstuerne måtte lukkes. I København blev Badstuestrædes hus stænget 1509. Peder Palladius måtte tilsvarende beklage, at badstuen i hans fødeby Ribe ophørte, skønt stedet stadig beholdt sit gamle navn. I København anvendtes gadenavnet Badstuestræde efter 1640rne.
Bagerlauget
Københavns Bagerlaug stiftedes før 1403 og blevet af de betydeligste i København. Nationalmuseet ejer en rigt udskåret laugslade, som de københavnske bagere lod fremstille ca. 1630. Et fremtrædende medlem i 1600-tallet var kgl. hof- og rejsebager Daniel Hellms, som ca. 1675 skænkede lauget et drevet guldskilt med emaljearbejde. Dette kunstværk og andre af laugets historiske ejendele findes også på Nationalmuseet.
Da laugsvæsenet i midten af 1700-tallet kritiseredes af den retslærde Henrik Stampe, angik det også bagerne. Stampe hævdede, at de leverede dyrt og dårligt brød og forsømte deres pligt til altid at holde forråd af hvede og rug for et helt år. Bagerne skulle straffes hårdt, hvis de leverede slet eller undervægtigt brød. Samtidig ophævede man laugets forkøbsret til den lollandske hvede, som 1741 var givet. Der skulle også skabes konkurrence, idet myndighederne tillod folk udenfor lauget, ikke blot som før hen at sælge groft rugbrød, men også at bage det. Varer, der forhandledes af de priviligerede rugbrødbagere, kaldtes "Husbagerbrød".
Da Frederiksstaden anlagdes i 1750erne, tegnede to bagere sig for grunde, den ene af dem, Christian Matthias Breslau, var indvandret fra Stettin og ejede en stor bagergård i Vingårdsstræde samt en mølle på Christianshavns Vold og en ejendom i Smedens Gang (en smøge til Vingårdsstræde).
Baggårde
I århundredernes løb blev de københavnske matrikler tættere og tættere bebygget, gårde med haver afløstes af beboelsesejendomme opdelt i for-, side- og baghuse, hvorved baggårdene opstod. Om en sådan baggård i 1760erne skrev J. H. Tauber: "Efter min Tilbagekomst til Kjøbenhavn kom jeg til at logere i Badstuestræde hos en Skræder ved Navn Reinhardt, den anden Gaard fra Hjørnet af Vimmelskaftet paa højre Haand i tredie Etage ud ad til Gaarden paa et Kammer, som ikke var saa hedt om Sommeren, da Solen formedelst den modsatte høje Mur maatte stjæle sig ind fra Siden. Ingen Udsigt uden til en lille smal Gaard med et Vandhus i Enden efter Skik og Brug. Paa dette melankolske Værelse opholdt jeg mig"".
I Landemærket 45, hvor pladsen åbenbart var meget snæver, nævnes 1780 et "Brædeskuur hvorunder er et Locum og et brænde Kammer, derover en aaben Veedhammer med et Hængeskuur over".
Omkring 1850 var 22 % af byens befolkning henvist til at bo i side- og baghuse, mens 8,5 % blot havde kælderbolig. Fra perioden nævnes et hus i Rigensgade, som var mættet med stanken fra kostalde samt et oplag af gamle ben og klude. Dog fandtes i samme hus udsalg af levnedsmidler til lokale beboere. Martin Andersen Nexø har i Pelle Erobreren (1906-10) levende beskrevet den københavnske slum.
En anden undersøgelse fortæller i øvrigt, at omkring 1880 boede en fjerdedel af Københavns befolkning i baggårde uden direkte adgang til gaden! Rystende er et dokument, som fortæller om snedkersvenden, hvis bolig var et dueslag over et lokum.
Ballonfart
Ballonfart, eller "Aerostatiske resor", som den svenske statsminister G. F. Creutz benævnte dem, indledtes af de franske brødre Joseph og Etienne Montgolfier. Deres første ballonfærd, baseret på varmluftsprincippet, fandt sted den 21. november 1783 og den historiske luftrejse varede hele 25 minutter.
I København forsøgte naturvidenskabsmanden Peter Chr. Abildgaard sig med en "aerostatisk Machine" allerede den 20. december samme år, men blæsten var for stærk. Et nyt forsøg fire dage senere mislykkedes også. I stedet blev det apoteker Mühlensteth, som fik held med sine eksperimenter. Han opsendte en luftballon fra Kongens Have den 27. december 1783. Dog rev luft kuglen tovet itu, den tørnede mod slottet og faldt ned på Frederiksberg.
Apotekerfaget fejrede overhovedet triumfer i Norden, hvad angik balloneksperimenter. I Finland var det apoteker Johan Jacob Julin, som i 1784 foretog den første ballonopsendelse fra markedpladsen i Uleåborg.
En tragisk begivenhed fandt sted 14. september 1851, da luftskipperen Guiseppe Tardini forulykkede ved Kalvebod Strand og druknede.
Berømtest af alle københavnske ballonfærd blev svenskeren Victor Granbergs. Han annoncerede med megen fanfare den 25. juli 1857 i Berlingske Tidende, at han den følgende dag med kongelig tilladelse ville foretage en "Luftreise med den colossalle Silkeballon "Samson kaldet" fra Christiansborg Slots Ridebane". I annoncen forklaredes også de tekniske detaljer: "dette interessante Syn at see Gassen udvikle sig fra mindre Tønder til et stort Kar, hvorfra det strømmer ud i Ballonen, og dennes Udvidelse er noget overordentligt. Fyldningen og Opstigningen tilkjendegives ved Salutering af Kanoner"
Opstigningen blev en kæmpe fiasko, idet ballonen blev hængende i staldbygningstaget på Christiansborg og folkemængden råbte "Den går ikke, Granberg", et udtryk som siden blev meget populært.
Bang, Herman (1857-1912)
Herman Bang, forfatter, journalist og teaterinstruktør. 1884 skabte han sensation med sin øjebliksreportage af Christiansborgs brand 3. oktober dette år. Den tryktes under overskriften "Branden" i dagbladet Nationaltidende. 1885-89 knyttedes han også til dagbladet Politiken, senere igen 1901.
Gennem sine fremragende socialreportager havde Herman Bang oplevet storbyens skyggesider på nært hold, hvilket gav stof til hans nøgleroman "Stuk". Bogen udkom 1887 og blev sablet ned af den borgerlige presse på grund af sine angreb på det københavnske spekulationsbyggeri, ja, hele den forlorne kultur, som prægede tiden. Bogen var i særdeleshed et angreb på den københavnske byggematador Hellig-Hansen (s.d.), som efter at have opført Scala og Dagmarteatret, to store prestigeprojekter, gik konkurs. I "Stuk" er disse ødselt udstyrede bygningers symboliseret ved Victoria-Etablissementet, som Herman Bang også lader synke i økonomisk ruin.
Til sidst i bogen sammenfatter Bang sin kritik: "Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroiske øjne: Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelægger sit eget Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Sten fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnaa det største Laan; Svampen som aad sig ind i alle Mure og slog ud paa hver Væg". I dette symbolprægede sprog var meget af stilen fra Emile Zolas samfundskritiske romaner.
I Lolland-Falsters Stiftstidende lød kritikken 10. november 1887: "Kompositionen i Bogen er noget af det løseste vi have set; man faar sikkert Hovedpine ved at prøve at følge Traadene".
Barhow, Hans (1704-54)
Som et sidestykke til 1700-tallets Restif de la Bretonne i Paris, levede der i samme århundrede i København en herre ved navn Hans Barhow. Han nærede en lidenskabelig interesse for pigerne af det gode borgerskab samt fornemme folks maitresser, men forblev dog altid i rollen som tilskueren.
Efterhånden fik han sat sine iagttagelser i system, idet han i slutningen af 1750erne førte en større protokol over de dejlige damer. Henved 400 var kvalificerede til optagelse i hans dagbog. Mens originalen er gået tabt, findes listerne bevaret i en afskrift med titelen: "Kort Underretning For En Liebhaver af dem som er indlemmede udi Det Elphenbeenske Societet". Om en af "medlemmerne" hedder det: "meget smuk, forstandig, vif og snaksom". I fortegnelsen fortælles også, at der i "Dalschous Gaard" i Lille Kongensgade bor "en Brændevinsmand. Enkemand. God Næring. Har to Døtre, hvoraf en ret køn. Hedder Ane. . . Der bor og en Fyrbøder. Han hedder Müller, har 4 Døtre, kun 1 Søn, en hos Grevinde Plum, smuk Pige. Vrikker, naar hun gaar".
Baron Boltens Gård, Gothersgade 8
Baron Boltens Gård, omfatter forhus, side- og baghus. Før den nuværende ejendom lå her en ældre gård, i 1740 ejet af hofkøkkeninspektør Nelling. Han udlejede værelser til fattigfolk og i begyndelsen af 1750erne havde en hjulmand værksted i forhuset. I gårdens hovedbygning holdt Christopher Harsdorff, fader til den store arkitekt, skole. Det var i årene 1748-54, og kobberstikkeren Johan Fr. Clemens frekventerede den fra sit 8. år.
De nedslidte længer måtte 1767 falde, da vintapper, senere baron Henrik Bolten, købte ejendommen. Omkring 1770 stod den nuværende gård færdig, dog siden ændret, hvad forhuset angår, da man satte det på "kommodeben" for at lette trafikken i Gothersgade.
Bolten, som var født i Bremen, indvandrede 1752 til København, blev 1763 optaget i vintapperlauget og blev en velhavende herre. Da han siden, nemlig i 1785, nærmede sig en fallit, blev boet behandlet. Dokumenter fortæller, at der i baronessens modtagelseskabinet var to mahognispejle, to spilleborde, to spiseborde og et cembalo. I et thekabinet ved siden af stod et kinesisk lakeret bakkebord og baronessen havde i sit sovegemak en dobbelt egetræsseng med ostindisk sirtseomhæng. I baghuset havde børnenes fransklærerinde sit kammer.
På forhusets trappe ses et ur, som antagelig blev opsat i midten af 1800-årene, da urfirmaet Urban Jürgensen drev forretning i den gamle gård. Bagest på grunden ligger en malerisk staldbygning i bindingsværk med gule tavl og sortmalet tømmer. Bygningen opførtes 1755 for vognmand Thomas Mattiesen og havde plads til 24 heste.
Berlingske Tidende
Danmarks ældste og tillige en af verdens ældste aviser blev grundlagt 1749 af den fra Mecklenborg indvandrede bogtrykker Ernst Heinrich Berling. Den 27. november 1748 fik han for sig og sine arvinger privilegium på at udgive de aviser, såvel danske, tyske, franske som lærde, han havde overtaget fra en bogtrykkerenke ved navn Inger Wielandt. Under titelen "Kjøbenhavns Danske Post-Tidende" udkom avisen første gang 3. januar 1749.
Avisen målte kun 11 x 18 cm og indledtes med et vers begyndende på forsiden. De første linier lød:
Monark af Nordens Tvilling-Rige,
tillad, din Undersaat tillige
Med alle dine Tienere
Maa offentligen lade see,
Med hvad oprigtig Hiertens Glæde
De deres Konge see at træde
Ind udi et fornyet Aar,
Som idel Held og Lykke spaar...
Biehl, Charlotta Dorothea (1731-88)
Charlotta Dorothea Biehl (1731-88), som levede i 1700-tallets København, var en af tidens åndspersonligheder, dertil sladdertaske af rang og brevskriver af Guds nåde. Hendes fader, Christian Emilius Biehl, var fra 1753 inspektør for Charlottenborgs bygning og tillige sekretær for Det kgl. Skildrer-, Billedhugger- og Bygningsakademi.
Allerede 1750 begyndte Dorothea at omgås de franske skuespillere, Frederik 5. havde indkaldt til at optræde på en dertil indrettet scene på Charlottenborg. Det franske teater gjorde dybt indtryk på hende, og da hun tidligt var blevet enke uden udsigt til en ny ægteskabelig havn, modnedes hendes litterære løbebane.
I 1762 debuterede Dorothea Biehl på Det kgl. Teater med en oversættelse af Destouches' komedie Le poète campagnard - Landsbypoeten. To år senere skrev hun sit eget stykke, "Den kierlige Mand", og komedien blev straks opført. Henrik, en af stykkets personer, blev fremstillet af den store komiker Gert Londemann, som havde spillet samme type i Holbergs stykker.
Et højdepunkt i hendes karriere var oversættelsen af Cervantes Don Quixote. Hun opfordredes dertil af den spanske gesandt Manuel Delitalá i 1775 og allerede året efter forelå første bind på dansk, skønt hun måtte sætte sig ind i det spanske med gesandtens hjælp. Cervantes prosa fra begyndelsen af 1600-tallet oversatte hun med utrolig føling til et dansk iblandet holbergske vendinger, der gjorde sig. Andet bind fulgte 1777 og hendes version opnåede siden at blive genudgivet flere gange i vor tid.
Dorothea Biehls breve, hvori hun leverer sladderstof fra det danske hof og lilleputbyen København, har dog været hendes største fortjeneste. Mere end 400 stykker skrev hun til Johan Bülow og deri skildrede Frederik 5.s såre svage person, intrigerne og Struensee-tidens rystelser. Stilen var veloplagt, helt over i det barokke, som i brevet på årsdagen for kuppet den 14. april 1784, hvor Guldbergs regering styrtedes: "Maa paa denne kære, glade og vigtige Dag for Rigerne et Fad Pandekager være velkommen".
Bing & Grøndahl Museet, Vesterbrogade 149
Bing & Grøndahl Museet viser porcelænsfabrikkens historie fra grundlæggelsen 19. april 1853 til vore dage. Virksomheden stiftedes af brødrene Bing og keramikeren Fr. Grøndahl. Sidstnævnte havde i kraft af sin tidligere ansættelse på Den kgl. Porcelænsfabrik megen viden om fabrikationen. Som kunstnerisk konsulent valgtes billedhuggeren H. V. Bissen og det forberedende arbejde fandt sted i arbejdsskure på den nordre side af vejen, mens fabrikken rejstes på den modsatte side.
Der var mange vanskeligheder i begyndelsen og Grøndahl døde 1856 af en forkølelse, han havde pådraget sig under arbejdet. Da det også var svært med afsætningen af varerne - konkurrencen med importen fra udlandet var hård - fandt man på at arrangere halvårlige udsalg. Det gav hurtig fremgang. Herom fortæller Harald Bing: "Til Fods og til Vogns, med Dækkekurve og Hankekurve, Kister og Kasser, i Storm og Regn valfartede Damer af det højeste Bourgeoisie Side om Side med Kvinder af Folket ud til Fabrikken for at købe det billige Porcelain i de tre Dage, et saadant Udsalg varede. Man lod sig taalmodigt opstille i Rækker af det i Hast tilkaldte Politi".
Næsten ligeså genial var den idé, digteren og telegrafdirektøren Peter Faber bragte fabrikken. Han rettede en forespørgsel, om man kunne fremstille de hvide porcelænsklokker til telegrafpælene. Faber fandt det nyttigt, om det kunne lade sig gøre, da man ellers skulle skaffe dem fra udlandet. Også denne produktion kom ud over de første vanskeligheder af teknisk art og en strålende indtægtskilde var sikret, efterhånden som telegrafvæsenet udviklede sig.
Blandt de største kunstnere, som knyttedes til Bing & Grøndahl, må nævnes J. F. Willumsen, som begyndte sit samarbejde med fabrikken 1897. På verdensudstillingen i Paris 1900 fik virksomheden sit internationale gennembrud, hvad der meget smukt er vist i museets udstilling.
Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 19-35
Det oprindelige hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908-13. Modsat det gamle Kommunehospital (opført 1859-63), hvor fløjene var bygget sammen, valgte Nyrop et system af fritliggende pavilloner. Stadsarkitekt Fenger havde allerede 1901 udarbejdet et forslag til Bispebjerg Hospital, der fulgte pavillonsystemet. Imidlertid døde Fenger 1905, hvorefter Nyrop overtog opgaven, i øvrigt hans sidste store.
Man planlagde hospitalet til at omfatte ialt 12 pavilloner, men der byggedes seks pavilloner, to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionærbygning, et vandtårn, tre portbygninger, patologisk institut og et kapel. Det landskabsarkitektoniske, med udnyttelse af det skrånende terræn, fik landskabsgartner Edvard Glæsel ansvaret for. Nyrop bestræbte sig på at arbejde bygninger og terræn sammen, således at hospitaler virkede venligt. En række relieffer og granitskulpturer, udført af billedhuggeren Rasmus Harboe, smykker hospitalets ældre bygninger. På nogle af sengestuerne ses kalkmalerier, udført af frk. E. Nyrop og frk. M. Drejer. De blev bevaret i forbindelse med en modernisering.
Bispegården,
Nørregade 11. I slutningen af 1300-tallet blev Københavns første rådhus opgivet og et nyt opført på hjørnet af nuværende Nørregade og Studiestræde. Da Universitetet oprettedes 1479, fik det overladt rådhusbygningen (se nærmere s. 233). 1539 flyttede Universitetet over på den anden side af Nørregade, hvorefter Københavns biskop fik sit domicil i det middelalderlige hus. Ved Københavns brand 1728 ødelagdes gården og en ny rejstes 1731-32 i grundmur til gaden og i bindingsværk mod gården. Rester af middelalderligt murværk, bl.a. fundamenter til et firkantet trappetårn, blev afdækket, da man 1896 gravede under Nørregadefløjen. Ved samme lejlighed blev gården grundigt restaureret af Martin Nyrop, som opsatte en karnap på facaden til Studiestræde. Mod gården etableredes en svalegang.
Til minde om "moderniseringen" opsattes en tavle under førnævnte karnap. Teksten lyder:
"Helt rædsomt man med mig i Tiden monne raade: Som Raadhus først jeg stod vor By til Gavn og Baade. 1479. Saa var jeg Studiegaard, men blev, da her i Landet Guds rene Ord fik Løb, til Bispegaard omdannet. 1537. Det har jeg siden da igiennem Sekler været, skiønt Ild mig hærget har og Ild har paa mig tæret. 1728. Nu er i stand jeg sat, Gud lad mig længe staa og skærm i Naade dem, som Bolig i mig faa. 1896".
Blegdamsvej
1672 fik de såkaldte "blegemænd" tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem nuværende Blegdamsvej og Sortedamssøen. Dammene, som lå her de næste 200 år, blev nummereret i rækkefølge begyndende sydfra med nr. 1. Hvor det første bassin har ligget, løber i dag Sankt Hans Gade. I dammene kunne de hvide varer fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i solen. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange hvert år. I Holbergs Kilderejsen står der: "Jer Piiger skal jo dog paa Bleegedammen et par Gange om Aaret". Luxdorph skriver tilsvarende i sin dagbog 23. juli 1781: "Reist til Byen med Jfr. (jomfruerne) Hansen og Mette, som drog tilbage med Tøiet fra Blegdammen".
For guldaldertidens kunstnere var Blegdammen en inspiration. 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie til et landsted ved Blegdammen, hvor han gjorde flere studier. Efter sit giftermål 1837 blev Købke fortsat boende ved Blegdammen, men da hans fader døde, måtte ejendommen 1845 til hans store sorg sælges. Købke skiftede herefter adresse til Frederiksborggade.
Digteren B. S. Ingemann skildrede også stedet: "Og Søen blank og rolig Staar med Himlen i sin Favn. Paa Dammen fjerne Vogter gaar og lover Herrens Navn". Den i verset omtalte vogter var ansat for at passe på, at de udlagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn, således at folk vidste, at han var vågen. Hos Carl Ploug omtales kohornet som en "Blegdamstuba".
Blindeinstituttet
Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, er opført som et flerfløjet anlæg 1857-58 efter tegninger af arkitekt F. Meldahl. Som hovedmotiv har Meldahl valgt den venetianske rundbuegavl, der kendes fra Venedigs renæssancekirker, f.eks. S. Zaccaria. Stilhistorisk hører Blindeinstituttet til de mest interessante eksempler fra sidste halvdel af 1800-årene. Ved instituttets åbning var der 25 elever med J. Moldenhawer som forstander.
Blågård
Blågårds historie er knyttet til Nørrebro. Det gamle brokvarters jorder var i 1600-tallet hjemsted for en del småindustrier såsom stadens teglgård, der flyttedes herud i 1617 og producerede tegl, indtil den ødelagdes under svenskernes belejring 1658. Altdominerende var dog de offentlige og private lysthaver, hvortil Blågård hørte. Det første Blågård opførtes i slutningen af 1600-årene og til hovedbygningen hørte også en lysthave.
Ideen at lægge et lysthus med have just uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet villa suburbana (Jat. suburbana = lige uden for byen). Således skrev den berømte arkitekturteoretiker Leon Battista Alberti i sit værk Della Famiglia: "I villaen kan man flygte fra larmen, tumulten, stormene i byen, på torvet i paladset. I en villa kan man skjule sig, så at man ikke ser det syndige, det skurkagtige, den store mængde onde mennesker, der i byen til stadighed flagrer rundt foran ens øjne, der aldrig ophører med at summe i ens øren, som time efter time fortsætter med at råbe og brøle overalt i landet som de mest frygtelige og forfærdelige vilde dyr. Hvilken velsignelse det er at bo i en villa: en usædvanlig lykke!". For det rige københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted.
Da prins Carl, broder til Frederik 4., erhvervede Blågård i 1707, præsenterede der sig snart en mere elegant park med klippede buske og træer, lange alléer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, hvor haven afsluttedes, var der på tværs en buegang. Desuden opførte prins Carl en ny hovedbygning, kun i én etage og med mansardtag, den moderne brudte tagform, som var skabt i Frankrig. Taget beklædtes med blåt skifer, hvad der gav det lille lystslot navnet Blågård. Indvendig udstyredes bygningen ødselt med elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder, der leveredes af Hendrich Krock.
I slutningen af 1760erne stod grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men var antagelig blot stråmand for Christian 7. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge, ubesværet holde gevaldige fester med damer; blandt disse grev Holcks 12-årige hustru.
En klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere. Derefter fulgte oprettelsen af kongerigets første skolelærerseminarium i 1791, hvortil Blågård benyttedes ved undervisningen. Da seminariet 1809 flyttede til Jonstrup, fik det gamle lystslot atter en omskiftelig tilværelse. 1827 overtog italieneren Pettoletti hovedbygningen, som han ombyggede til teater. Desværre blev det ødelagt af brand i 1833 og aldrig genopført.
Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrevet københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt "aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder".
Næste kapitel i stedets historie var oprettelsen af et nyt Blågård Seminarium på slottets tilliggende. Det skete 1859 på initiativ af Jeppe Tang, som var venstrepolitiker. Seminariet flyttede derfra 1933.
Blågårdsplads
Blågårdsplads ved Blågårdsgade er en af Nørrebros anlæg, hvis nyere historie begynder med isenkræmmer M. A. Heegaard. Han byggede 1826 en lille sommervilla ud for Blågårdsgade 16 og føjede en stor have til. Heegård udvidede sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågården, hvorpå han opførte et jernstøberi. Hans søn. S. P. A. Heegaard, fortsatte virksomheden og opkøbte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr, i særdeleshed emaljerede gryder, blev efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder.
Da støberiet i 1898 flyttede til Hillerødgade, købte kommunen området og etablerede en offentlig plads. Anlægget blev planlagt af arkitekt Ivar Bentsen, mens billedhugger en Kai Nielsen modellerede figurgruppperne under et ophold i Paris. Begge havde meget specielle ønsker i forbindelse med projektet. Således ønskede Kai Nielsen en moder med to børn stillet over en mand kæmpende med en gorilla. Opstillingen skulle "symbolisere menneskets kamp med sine onde tilbøjeligheder". Ivar Bentsen afslog dette og fik i stedet grupper med motiver fra de forskellige håndværksfag. Han ønskede også, at Kai Nielsens figurer skulle underordne sig hans plan for selve pladsen, et rektangulært rum afskærmet af grovhuggede granitmure.
Resultatet blev figurer i grå og rødlig granit, der viser en skomager, en murer, en håndværker med høvl, en musikant med harmonika og en som klipper et får. Hver af de mandlige figurer har som regel en modvægt i et lille sammenkrøbet barn. Mændene er fremstillet med stærke muskeldragter, der skal illustrere kræfterne, der lægges i arbejdet. I hjørnerne af den forsænkede plads og ved hovedtrappen ned til samme ses større figurblokke, "træer" med små børn som frugter.
Blåtårn
Blåtårn har ud fra de nuværende beliggenhedsforhold været placeret et stykke bag Frederik 7.s rytterstatue, lige ud for den nordre del af hovedportalen i Christiansborgs hovedfacade. Det er muligt, at Blåtårn allerede opførtes omkring 1416, da Peder Jensen Lodehats bispeborg sammen med København blev overgivet til kong Erik af Pommern. For arkæologiske undersøgelser har vist, at det er yngre end Peder Lodehats oprindelige anlæg.
Vi hører første gang om det berygtede tårn i 1494, da kong Hans lod sin renteskriver sætte i fængsel. Senere kom mere kendte personer til og fyldte op i dets fangehuller: Torben Oxe, Didrek Slagheck, Knud Gyldenstjerne og Joachim Rønnow.
Ved hjælp af arkivalier og topografiske malerier tegner der sig et tydeligt billede af Blåtårns arkitektur og indretning i 1600-tallet. Selve tårnet var da 5 etager højt og kronedes af Christian 4.s gennembrudte renæssancespir. Mod gårdsiden var anbragt et polygonalt trappetårn med spir, mens siden mod kanalen delvis dækkedes af en påklistret bindingsværkkarnap, som var understøttet af skråbjælker. I øverste etage var to kamre, af hvilke det yderste rummede pinebænken og det inderste tjente som fængsel.
I 1649 blev en ung degn og huslærer fra Island, Gudmund Andresson, indsat i Blåtårn. Han havde forfattet et skrift, Discurcus polemicus, hvori han argumenterede for mandens ret til at tage sig medhustruer. Andresson mente ikke, at Bibelen indeholdt noget direkte forbud mod dette. Desuden understregede islændingen, at hans overvejelser var helt teoretiske. Ja, flerkoneri var ham personligt utænkeligt, da "han kunde have Bryderi nok med en". Enden på den besynderlige sag blev delvis frifindelse, idet Andresson ikke længere måtte sætte sine ben på Island. Til gengæld blev han indskrevet ved universitetet, da man fandt ham velbegavet. Desværre døde han under en pest fire år senere.
Den mest berømte fange i Blåtårns historie var Eleonora Christine, som var Christian 4.s yndlingsdatter og gift med Corfitz Ulfeldt. Om deres fælles omtumlede liv skal ikke berettes her. Afgørende var anklagerne mod Corfitz Ulfeldt for landsforræderi, som også bragte Eleonora Christine i ulykke. Hun arresteredes og bragtes 8. august 1663 til København for at blive indsat i tårnet. Hendes fangehul var i fjerde etage og efter hendes angivelser 7 skridt langt, 6 bredt og 9 alen i højden øverst oppe sad et vindue tilgitret med "dobbelt tykke Jerntraller". Ved siden af var et rum af samme størrelse.
I august 1663 begyndte hun en dagbog, af hende selv kaldet Jammers Minde, og manuskriptet afsluttedes først 21 år senere, da hun i maj 1685 forlod fængslet. Der var ikke mange opmuntringer disse år. Dog lod man i 1674 indsætte en "Vind-Ovn" i hendes rum for at bedre hendes usle forhold og i 1682 sendte dronning Sophie Amalie hende silkeorme til tidsfordriv. En dværg fra hoffet bragte under tiden nogle pommeranser og citroner.
Mens Eleonora sad fængslet, var dr. Otto Sperling anbragt i et fangehul i etagen neden under. Hans fængsel kaldtes "Mørke Kirke" og bag ved dette lå "Troldhullet".
Da Eleonora døde 1698 i Maribo, blev hendes dagbog sendt til hendes søn i Wien, grev Leo Ulfeldt. Her gik den i arv gennem flere generationer og havnede til sidst i et østrigsk familiearkiv tilhørende en gammel adelsslægt. Det blev her genopdaget af den danske forsker F. R. Friis i 1868 og året efter udgivet i Danmark. Originalmanuskriptet kom først tilbage til Danmark i 1920.
I 1721 påbegyndtes en ombygning af det gamle slot, hvorefter Blåtårn blev gjort til porttårn og under Christian 6. blev hele slottet nedrevet og dermed også det forhadte fængselstårn.
Boldhusgade
Boldhusgade er et minde om det Boldhus, der 1597 opførtes for hoffet af murermester Jürgen von Freiburg. Bygningen blev lagt i den tidligere kongelige urtehave på Bremerholm.
Christian 4. benyttede selv flittigt boldhuset, hvor det ikke blot drejede sig om boldspil og andre ridderlige idrætter, men også om indsats med penge i disse lege. Kongen noterede således den 19. april 1607 i sin skrivekalender, at han i boldspil havde tabt 4 rosenobler (en møntfod) til Ditlev Rantzau. Den l. maj samme år "legede" han med pfalzgreve Augustus i boldhuset og tabte l rosenobel.
Boldhuset med den store grund syd derfor solgtes 1627 til Niels Pedersen, som var borger i Oddevald i Norge. Hermed var dets dage talte som kongeligt idrætshus. Bygningen nævnes dog endnu i midten af 1600-årene.
Tilkørselsvejen til Boldhuset kaldtes oprindelig for Adelstredet, først i 1670erne talte man hyppigere om Gammel Boldhusgade og 1680 blev det nuværende navn for første gang anvendt.
"Bombebøssen", Overgaden oven Vandet 48C
Den nuværende bygning, som er opført 1891 af arkitekt Thorvald Bindesbøll, er i tre etager over en høj kælder og bygget af røde tegl. Bygherren var stiftelsen "Bombebøssen", et hjem for gamle søfolk, der i begyndelsen af 1820rne begyndte sin virksomhed på initiativ af waterschout Peder Norden Sølling (s. 236). Til indsamling af penge har han fra begyndelsen anvendt en 200-pundig bombeskal, hvilken gav navn til sømandshjemmet. Stiftelsen havde først hjemme på et loft på Wildersplads, fra 1825 i Skvaldergade, dernæst fra 1859 i Brogade og endelig fra 1891 i Overgaden oven Vandet. Stiftelsen er atter flyttet 1956. I en blænding til højre for porten er indmuret en mindetavle med portrætrelief af P. N. Sølling.
Borchs Kollegium
Borchs Kollegium eller Borken, som det forekommer i daglig tale blandt dets alumner, ligger i St. Kannikestræde 12. Den statelige bygning i 3 grundmurede etager og 12 fag opførtes 1690-91 på initiativ af lægen og naturvidenskabsmanden Oluf (Ole) Borch. Han ønskede at skænke universitetet et nyt kollegium og efter donators ønske, skulle det bære navnet Collegium Mediceum. Til formålet købtes en professorbolig i St. Kannikestræde, som beboedes af professor Bertel Bartholin. Han var villig til at flytte, dog med følgende skriftlige bemærkning: "Endog den residents ieg nu i boer er meget brystfældig, saa er den god nok for mig som en gammel mand, dog dersom min kiere Collega D. Borrichius vill aarlig gifue mig 200 Rdlr. till at leie een magelig oc bequem gaard, indtill een anden kand falde, vill ieg icke være imod hans yndelige forsæt". Oluf Borch nåede desværre ikke at opleve byggeriet afsluttet, da han døde 13. oktober 1690.
I fundatsen, hvorefter kollegiet skulle styres, betingede Borch sig, at der altid skulle være to Ribestudenter som alumner i kollegiet. Dette ønske skyldtes, at han selv havde været discipel i Ribe Skole. Kollegiet blev også på andre måder præget af Oluf Borchs usædvanlige personlighed. Således skænkede han det sit bibliotek "baade af trygte Bøgger og Manuscriptis". Omtalte samling vakte stor beundring i samtiden og rummede bl.a. afhandlinger om kemien, som Borch havde dyrket meget. Hans instrumenter fulgte også med biblioteket. Af dette gik næsten alt op i røg ved den store brand i 1728, kun nogle få håndskrifter overlevede.
Som kollegiet fremtræder i dag, er det resultatet af to store genopbygninger. Efter branden i 1728 kunne en del af ydermurene genanvendes i den nye kollegiebygning, som stod færdig i 1731. Den var i det ydre lig den gamle, blot manglede den oprindelige frontispice over 10 fag. Da englænderne 1807 bombarderede København, blev bygningen atter ødelagt og stedet henlå som brandtomt i næsten 18 år. Men i 1823 var der skabt økonomisk grundlag for et nyt byggeri, hvortil professor P. Malling leverede tegningerne. Det nuværende Borchs Kollegium stod omsider færdig i 1825. Her holdt N. F. S. Grundtvig i 1838 en række foredrag under titlen "Mands Minde".
I den idylliske gård, som hører til kollegiet, er endnu bevaret Oluf Borchs såkaldte laboratoriebygning, hvor han sad med sine vægtskåle, blæsebælg, retorter og kemikalier. Endvidere ses en mindesten for historikeren Jens Paludan-Müller, der faldt ved Oversø i 1864. En statue i bly af den farnesiske Herkules tilskrives den franske billedhugger Abraham César Lamoureux, mesteren for rytterstatuen Christian 5. på Kongens Nytorv.
Borgerdydskolerne
15. april 1785 stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borgerdydselskabet. Blandt selskabets andre fremtrædende medlemmer kan nævnes historikeren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet "Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug" til afløsning af Holbergs "Historia universalis".
Det lykkedes to år senere at oprette to skoler, tidligere kaldet Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, nuværende Østre Borgerdyd i Stockholmsgade og Borgerdydskolen i Helgolandsgade, nuværende Vestre Borgerdydskole på Sjælør Boulevard. Begge skoler har haft skiftende adresser i tidens løb. Vestre Borgerdyd fungerede oprindelig blot som en filial, men flyttede 1795 til Christianshavn, hvor den i perioden 1826-38 havde til huse i det "Schimmelmannske Sukkerhus". 1837 overtog Vestre Borgerdyd en tidligere præstegård i Wildersgade, hvorfra den flyttede til en nyopført bygning i Helgolandsgade 8. Denne indviedes 7. april 1893 og er endnu bevaret med sine karakteristiske terracottadekorationer.
Borgergade
Indtil saneringerne i 1940rne var gaden et af byens værste slumkvarterer. Mange værdifulde borgerhuse lå her fra 1600tallets slutning og det følgende århundrede, men bygningerne var blevet forsømte og de oprindelige haver erstattet med tæt side- og baghusbebyggelse. 26. januar 1865 oprettedes byens første offentlige badeanstalt i Borgergade, men bortset fra dette havde stedet et dårligt ry og prostitutionen trivedes godt.
Borups Allé
Borups Allé løber fra Rantzausgade ud til Bellahøj. Alleen er opkaldt efter L. C. Borup, som fra 1883 var Københavns finansborgmester. Politisk var han konservativ og i mange henseender en stædig person, således en fanatisk modstander af kvindernes begyndende frigørelse. 1885 blev Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Mathilde Nielsen, ansat på Skt. Hans Hospital. Da Borup kort efter holdt hospitalsinspektion, frabad han sig hendes tilstedeværelse ved den efterfølgende middag. I den sag stod han nu ikke alene. Lægen Mathias Hieronymus Saxtorph, kirurg ved Frederiks Hospital i København, var også imod ansættelse af kvindelige læger med den begrundelse, at det "var stridende saavel imod Velanstændighed og Sædelighed som imod god Orden paa en Hospitalsservice".
Som den ansvarlige for kommunens kasse var Borup yderst sparsommelig, bl. a. på hospitalsområdet, hvor han mente, at hospitalslægerne krævede mere end rimeligt. Da 1896-budgettet behandledes, kom det til skarpe ordvekslinger og her udbrød lægen dr. Ørum, at borgmester Borup på forkert grundlag havde rettet "et af de sædvanlige" udfald mod lægerne og lægevidenskaben. Han var dog ikke tilbageholdende på alle udgiftsområder. På hans initiativ foretog Københavns kommune store grundkøb i daværende Brønshøj sognekommune og det sikrede nye boligområder til en overkommelig grundpris. Hermed undgik man en gentagelse af den store grundspekulation, som fandt sted tidligere i 1800-årene.
Borup gik også varmt ind for opførelsen af Martin Nyrops rådhusprojekt, skønt det kostede dyrt. Det skal tilføjes, at hans efterfølger i embedet, socialdemokraten Jens Jensen var ligeså kritisk overfor udgifterne.
Botanisk Have
Botanisk Have har haft en omskiftelig tilværelse. Oprindelig som universitetets botaniske have omfattede den kun nogle bede med lægeurter, lagt ud til Skidenstræde (nuværende Krystalgade). Efter indvielsen af Frederiks Hospital i Bredgade grundlagde man en ny botanisk have i dets nærhed, ved Toldboden på begge sider af Amaliegade. Dr. Oeder, som stod for anlægget, havde her et væksthus. Haven var omgivet af en ringmur og der var indrettet forelæsningssal, bibliotek m.m.
Omkring 1778 flyttedes den botaniske have til parken bag Charlottenborg og en bygning ved Nyhavn, tidligere sprøjtehus og konsumptionskontor, overlodes til "Driv- og Gevæksthus". Hele anlægget stod færdig 1783, hvortil der knyttedes en professor og en urtegårdsmand. Orangeri og bibliotek hørte også med.
Charlottenborgs botaniske have blev en stor inspiration for H. C. Andersen. Hovedpersonen i eventyret "Den lille Idas blomster", skrevet 1837, legede netop i denne have. Hun var datter af H. C. Andersens gode ven, akademisekretær Mathias Thiele. Et minde om haven kan også være fortællingen "Gartneren og Herskabet" fra 1872, hvor en storm fyger hærgende over en park og vælter to gamle træer, et symbol på slægtens livskraft. I deres sted lod gartneren anlægge en have, hvor han dyrkede alle landets vilde planter. Ved juletid satte han kornneg op og Dannebrog blev også hejst. Dette sindbillede på Danmark kunne henvise til Joakim Frederik Schow, som 1842 blev direktør for haven og lod plante en samling af nationale vækster.
Pudsigt nok havde H. C.Andersen aldrig adgangskort til haven, hvad der dengang krævedes. Det var heller ikke så nødvendigt, da han boede tæt ved i Nyhavn 67 og kunne nyde udsigten dertil.
Nuværende Botanisk Have mellem Sølvgade og Gothersgade anlagdes 1871-74, i særlig grad på initiativ af gartner A. Weilbach. Men andre forhold lå også bag flytningen. Der var dels stærke ønsker om at udnytte hele Gammelholmkvarteret til boligbebyggelse, dels manglede universitetet udvidelsesmuligheder. Hertil var det gamle voldområde ideelt. Et observatorium var allerede opført 1859-61 i dets udkant og der var rigelig plads for en have i det øvrige stærkt kuperede terræn. I øvrigt havde arkitekt F. Meldahl afleveret et projekt, hvor Botanisk Have skulle indgå i en krans af parker lagt omkring København.
De første bevillinger til haven blev vedtaget i Rigsdagen i 1871 og man gik igang efter planer af landskabsgartner H. A. Flindt. Den største attraktion i haven blev de moderne væksthuse som rejstes i glas, støbejern og træ. Komplekset, der disponeredes som to lange parallelle bygninger, hver godt 100 meter, blev lagt i havens nordlige del. Mest imponerende var det store palmehus. Det er sandsynligt, at tegningerne til væksthusene leveredes af brygger J .C. Jacobsen og slotsgartner Tyge Rothe, der begge sad som medlemmer af kommissionen for havens flytning. Forbilleder var der jo nok af, først og fremmest i England, hvor den engelske gartner og arkitekt Joseph Paxton havde bygget et palmehus i Kew Garden med anvendelse af de nye materialer glas og støbejern. Erfaringerne herfra havde Paxton overført på det enorme Crystal Palace, som opførtes til verdensudstillingen i London 1852. Men også væksthusene i den botaniske have i Bruxelles har givet inspiration til byggeriet i København. Bygningerne er i de seneste år blevet restaurerede i erkendelse af deres arkitekturhistoriske værdi.
Botanisk Have indviedes 9. november 1874. Af det oprindelige terræn er der siden hugget en del, først og fremmest for at skaffe plads til Polyteknisk Læreanstalt (nu nedlagt) og Mineralogisk Museum.
Bredgade
Bredgades historie kan føres langt tilbage. Den begyndte som middelalderlig fægyde, men var i slutningen af 1500-årene den bredeste færdselsåre udenfor Østerport, som dengang lå for enden af Østergade. Omkring gaden var hovedsagelig store haver med småhuse. Da Østervold i 1600-tallet blev omlagt og Ny København etableredes mellem Kgs. Nytorv og Kastellet, ændredes navnet til Norgesgade. Det lød mere fornemt og mindede om den danske besiddelse. Skønt man i 1700-tallet skabte en række fornemme bygninger i gaden, bevarede københavnerne det folkelige navn Bredgade (udtalt som Bre'gade).
Esplanadens anlæggelse i 1780erne gjorde omsider gaden til et fashionabelt strøg. Herom digtede J. L. Heiberg:
Det mylrer i Norgesgade
Med pyntede Damer og Mænd;
"Gentilernes Promenade", Saaledes kaldte man den. Herrer i Snørliv, pudsige nok, I Munden Cigar, i Lommen en Stok, Her offre hele Personen til Modens Afgud paa Thronen.
Det oprindelige navn sejrede til sidst og fra 1877 blev Bredgade anerkendt af myndighederne.
Bredgade 2
"Det Kanneworfske Hus", er en gammel købmandsgård liggende på en af byens spidse hjørnegrunde. Dets bygningshistorie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og mens isenkræmmer A. L. Pram 1782-91 ejede hjørnehuset, blev det ombygget til sin nuværende skikkelse, idet det øgedes med en etage. Mansardtaget er fra samme ombygning. Lærredshandler Lars Kanneworf overtog ejendommen 1836 og hans slægt ejede huset ind til begyndelsen af dette århundrede. Ved en ombygning 1904, foretaget af Axel E. Petersen, flyttedes indgangen til Bredgade-siden, og samtidig nedlagde man kælderbeværtningen "Sumpen".
Bredgade 26, se Lindencrones Palæ.
Bredgade 28, se "Odd-Fellow Palæet".
Bredgade 53, se Alexander Newski Kirke.
Bredgade 54, se Dehns Palæ.
Bredgade 62, se Kirurgisk Akademi.
Bredgade 66-72, se Kunstindustrimuseet.
Bremerholm
Bremerholm, i vore dage kvarteret ved Holmens Kanal, var oprindelig en øde og sumpet ø, som adskiltes fra København ved et farvand kaldet Dybet. Navnet Bremerholm nævnes først 1510, da kong Hans her lod bygge en skanse, betegnet Kikkenborg; den indgik vist nok senere i koret i Holmens Kirke. Samtidig med skansebyggeriet etableredes et kongeligt skibsværft på Holmen.
I ældre tid forbandt man Bremerholm med folk fra hansebyen Bremen. Kateketen ved Holmens Kirke, Nicolai Jonge, som interesserede sig for Københavns historie, hævdede, at bremerne i fordums dage havde bygget deres boder her, og de tog fast ophold, når de forhandlede deres varer. Det er også blevet fremført, at kong Hans efter anlæggelsen af orlogsværftet hentede tømmermænd og skibsbyggere fra Bremen. Forklaringen på navnet skal dog snarere søges i ordet tjørn, som på nedertysk kaldes Brime og atter forekommer i en dansk dialekt som bræmbær (brombær), eller i det alsiske bræmer.
Under Københavns belejring 1535-36 blev Dybet mellem kysten og Bremerholm spærret med sænkede skibe og efter reformationen opfyldtes det helt (navnet Dybensgade minder endnu derom). De topografiske forhold ændredes yderligere, da Christian 4. i 1606 lod en nybygget fæstningsvold, Østervold, forlænge tværs over Bremerholm og indtil stranden. Bremernolm. Denne befæstnings voldgrav byggedes som skibshavn og kaldtes Holmens Kanal.
Bebyggelsen af Holmen havde fra begyndelsen med værftet at gøre, således Reberbanen, første gang nævnt 1555, og Ankersmedjen, som opførtes 1563. Hans Steenwinckel den Ældre stod 1579 for opførelsen af Sejlhuset. I årene efter 1610 havde Christian 4. planer om at skaffe fast bolig til flådens bådsmænd, og en bådsmandsby anlagdes på Bremerholm under navnet Skipperboderne. 1614 befaledes det, at 50 to-etages boder skulle opføres, og 1620 anføres de som værende under tag. Ifølge et register fra 1626 lå der 121 våninger på Holmen. Af mere dyster karakter var fæstningsarresten på Bremerholm, som oprettedes 1620. Den blev indrettet til 200 lænkede "slaver" og gik under navnet "Trunken". Om Holmens Kirkes historie henvises til s. 128.
En af Bremerholms navnkundigste administratorer var Christoffer Valkendorf, som 1579 fik overdraget opsynet med Holmen, flåden og Arkeliet. Af varer og materialer dertil skulle han bl.a. skaffe: hamp, jern, kabelgarn, tøj til mandskabet, tømmer, skyts, kanonhjul, bly, krudt, salpeter, bøsser, spyd, hellebarder og fetalje af enhver art.
Da man fra 1685 begyndte opfyldningen af Revshalens lave grunde, skabtes fire kunstige holme: Nyholm, Frederiksholm, Dokø og Arsenalø på Amagersiden. Til den førstnævnte overflyttedes herefter marinens værksteder og magasiner (nuværende flådestation Holmen), mens Bremerholm nu kaldtes Gammelholm. 1856 overflyttedes resten af flådens virksomheder, hvorefter Gammelholm blev frigivet til beboelseskvarterer. Bremerholm lever dog videre i dag i form af et gadenavn, da man 1929-32 gennemførte den store sanering fra Magasins Torv til Holmens Kanal.
Brolæggerstræde
Gaden har navn efter Per Jenssøn Brolægger, som 1486-1510 ejede matrikel 123-24, hvilket omtrentlig svarer til nuværende nr. 14. Navnet anvendes dog først 1543, hvor det skrives Per Broliggers Stræde. På Geddes kort over København 1757 staves navnet Broelegger Stræde. Skrædderlauget havde i en periode sit hus i Brolæggerstræde, nuværende 4 og 6, og her spillede man tyske komedier med megen ståhej. Holberg fik dem hurtig spiddet. I sin komedie Uden Hoved og Hale lader han guden Vulcanus gæste jorden for at gå på komedie. Da Vulcanus foretrækker noget for øjet, svarer hans cicerone Sganarel: "Ja, hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saaer det bedst, at I gaar paa de Tydske Comedier i Brolægger-Strædet; thi der kand I faa at se Beleiringer, Feldslag, Gespenster, Hexerie og et halvt Hundrede Aars Historie paa eengang ..."
Ved branden 1795 blev de fleste huse ødelagt og snart efter genopført i nyklassicistisk stil. Hjørnehuset, Brolæggerstræde 2, blev således opført 1797 for thehandler Knud Steenberg, nr. 3 blev bygget 1796 af murermester Laurits Thrane for brændevinsbrænder Jeppe Lyndegaard og nr. 4 opførtes 1796-97 af arkitekt og murermester A. C. Wilcken.
Strædet er dog mest kendt for sin andel i den danske ølbrygnings historie. Allerede i 1650erne var her bryggere i gaden, som det fremgår af mandtalslisten ved Københavns belejring 1659. I 1796 blev Bryggergården, Brolæggerstræde 5, opført for brygger Nicolai Rindum og 1799 blev den udvidet med Knabrostræde 11-13. Så kom brygger Christen Jacobsen til. Han havde 1811 lejet et bryggeri i Knabrostræde og 1826 kunne han købe virksomheden i Brolæggerstræde. Den tekniske kunnen og viden var på det tidspunkt ringe i de danske bryggergårde, men Christen Jacobsen indførte som den første brugen af termometer i brygprocessen.
1835 døde Christen, som fremsynet nok havde ladet sin søn J. C. Jacobsen få en bedre uddannelse ved siden af det daglige arbejde i bryggeriet; bl.a. havde den unge Jacobsen fulgt forelæsninger på den dengang nyoprettede Polyteknisk Læreanstalt. Gennem rejser til Tyskland søgte han sig ny viden om ølbrygning, og under en af disse studieture lærte han det såkaldte "koldgærede" ("undergærede") øl at kende. 1838 gjorde J. C. Jacobsen de første forsøg dermed, idet han benyttede sin mors kobber-vaskekeddel.
De første forsøg faldt uheldigt ud, hvorefter han fandt ud af, at køligere og mere rummelige lagerkældre måtte være løsningen. Han ansøgte herefter kongen om tilladelse til at benytte volden omkring hovedstaden, hvilket bevilgedes. Fra sin gamle læremester Gabriel Sedlmayr, som var leder af bryggeriet Zum Spaten i München, skaffede han sig så stor en portion undergær, at en produktion kunne igangsættes. Foråret 1846 begyndte den første egentlige produktion af bajersk øl på dansk grund, lagret i "Hr. Jacobsens Kjælder under Volden". 1847 var virksomheden så stor, at man flyttede til Valby.
På ejendommen, som nu er domicil for Ny Carlsbergfondet, er opsat en mindetavle: "Brygger, dr.phil. Carl Chr. H. Jacobsen fødtes her den 2den marts 1842. Brygger, kaptajn J. C. Jacobsen foretog her året 1838 de første forsøg med fremstilling af undergæret øl". Ejendommen blev 1951 istandsat og moderniseret ved arkitekt Viggo Sten Møller.
Brolægningen
Brolægningen i København synes alle dage at have generet trafikanterne. I 1581 pålagde Frederik 2. byens borgere at brolægge gaderne foran deres huse og gårde, og et hundrede år senere fik københavnerne ordre til at ombrolægge gader og stræder efter vaterpas. Det hjalp lidet.
Hvad værre var, alskens urenligheder flød over alt til bystyrets græmmelse. I 1768 klagede militæret over, at vagtparadens rute var generet, særlig Købmagergade "af Smuds og Urenligheder snart slet ikke mere er til at passere". Plakater på gadehjørner og gadefejning førte ikke til noget og i 1789 var det helt galt ved vinterens slutning, "da Gaderne vare saa fulde af Indsøer som Finland og saa rige paa Morads som Ungarn".
Bedre var det ikke i 1830, da den finske professor i medicin, Immanuel Ilmoni fra Helsingfors, besøgte København og noterede sig "Gatorna illa stenlagda". Så kom asfalten i 1841, men kun til belægning af fortovene, f.eks. uden for Prins Ferdinands Palæ i Bredgade (nu "Baltica"). Affald og skidt generede endnu i 1851, hvor man om sommeren søgte at udskylle og rense rendestenene, men det stank, kostede for mange penge og blev standset.
Den første gadeasfaltering blev foretaget 1885 i Bredgade ud for Højesteret og i Fredericiagade ud for Rigsdagsbygningen.
Brumleby
Brumleby, også kaldet Lægeforeningens Boliger, ligger på Østerbrogade 57. Baggrunden for bolig kvarterets opførelse var den store koleraepidemi, som juni 1853 begyndte at hærge København. De læger, der klarede husbesøgene, løste ikke koleraens gåde, men erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, København var plaget af. En udflytning af nogle af de dårligst stillede indbyggere blev drøftet, og en af de mest idealistiske forkæmpere for denne tanke var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde 1839-41 studeret hygiejne i Paris og London og derefter udgivet et skrift: "Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i København i sanitær Henseende...". Hertil skal føjes, at Lord Shaftesbury allerede 1844 indviede Englands første mønsterboliger, og få år efter dannedes i London "The Society for Improving the Condition of the Labouring Classes", hvor dronning Victoria og prins Albert stod i spidsen.
Hornemann tog nu initiativ til den private "Lægeforening mod Koleraens Udbredelse", samtidig med at han valgtes til medlem af den Overordentlige Sundhedskommission. Som arkitekt for lægernes byggeforening valgtes professor Michael Gottlieb Bindesbøll. Allerede l. september 1853 noteredes det i foreningens byggedagbog: "Inspektør Bindesbøll var tilstede, han fremlagde to Udkast, et til 1-etages, et andet til 2-etages Bygninger med Opgørelse af Summerne, som til begge omtrent var 150.000 Rigsdaler, men da man maatte ytre sig om det uhensigtsmæssige i at Køkken og Dagligstue var eet Rum, lovede han at udarbejde en ny Plan...".
Lægerne besluttede dagen efter at samarbejde med Centralkomitéen, et filantropisk selskab af embedsmænd og forretningsfolk, der havde arbejdet på lægernes side, da koleraen rasede (de sidste tilfælde optrådte endnu i slutningen af oktober). Den 2. september kan således betragtes som stiftelsesdagen for "Lægeforeningens Boliger". Nye tegninger fulgte nu fra Bindesbølls side, idet man stadig arbejdede med at gøre disse boliger på en gang sunde og billige.
Den 1. oktober var brikkerne ved at falde på plads. Bindesbølls seneste projekt omfattede 33 lejligheder i hver bygning fordelt på tre typer. 5. november bedømtes licitationstilbudene, af hvilke de fire laveste blev antaget, hvorefter de to første huse påbegyndtes. De blev, ligesom de senere blokke, et fremragende eksempel på Bindesbølls evne til at forene stor bygningskunst med enkle brugsformål. Den 9. marts 1854 kunne Blok A og B besigtiges på Østerfælled. Til stede var bl.a. Bindesbøll og etatsråd Collin. Ved denne lejlighed forelagde Bindesbøll også tegninger til en planlagt inspektørbolig og en butiksbygning.
Projektet vakte snart opmærksomhed og da Den hygiejniske Kongres afholdtes i 1858 i København, arrangeredes en udflugt for deltagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes tegninger og beretning til en international udstilling i Amsterdam, hvor projektet fik hæderspræmie. På dette tidspunkt var man igang med at udvide bebyggelsen til mere end det dobbelte, nu med Vilhelm Klein som den ansvarlige arkitekt. Tekniske fremskridt muliggjorde, at Klein-blokkene fra starten fik indlagt vand, hvad der manglede i Bindesbøllblokkene. I de senere år har bebyggelsen flere gange været truet med nedrivning.
Brøstes Samling
Brøstes Samling, Overgaden oven Vandet 10, har til huse i "Potters Gård", som opførtes 1785 for industrimanden Thomas Potter. Han var født i Edinburgh og kom som ganske ung til Danmark, hvor han fik tilladelse til at bygge et jernstøberi, eller "Smelteværk" som det dengang kaldtes. Thomas Potter blev hermed foregangsmand på dette område og i støberiet fremstilledes "Jerngryder i alle Faconer". Smelteværket kunne tillige levere alt fra søm til skibsankre og kugler. En del eksporterede til Vest- og Ostindien, det var midt i den florissante periode, hvor alt gik godt. I sit færdige hus på Christianshavn oplevede Potter dybe personlige sorger. To gange mistede han en hustru og tynget solgte han 1790 sin ejendom til en kongelig "Mecanicus" ved navn Mitchell. Samlingerne, som er udstillet i "Potters Gård", oprettedes af grosserer Ulf Brøste og belyser med billeder og genstande Christianshavns historie fra bydelens grundlæggelse i 1618 (oprindelig en selvstændig købstad!) indtil vore dage.
Burmeister & Wain
Burmeister & Wains historie begyndte 1843, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed på anden sal i baghuset til nuværende Købmagergade 46. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet på Christianshavn. Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.
Det oprindelige maskinværksted forøgedes 1847 med et jernstøberi og 1860 beskæftigedes 450 mand under seks værkførere. 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, mens den engelsk fødte William Wain i 1865 blev optaget som ny partner. Foruden produktionen af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betydning, og 1872 anlagdes et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktionen af Knippelsbro. 1912 løb verdens første dieselmotorskib - Selandia - af stablen hos Burmeister & Wain. Et museum, som viser B&Ws historie, er indrettet i Strandgade 4.
Bygningslovgivning
Allerede i middelalderen søgte man ved love at forbedre stadens huse. Christoffer af Bayern gav den 14. oktober 1443 en ny stadsret, hvori det befaledes, at ingen måtte bygge sit "hemmelige Hus" nærmere end en alen fra gaden eller naboens grund. Mere omfattende var Christian 3.s forordning fra 1549, der forbød opførelse af huse med fjælegavle (trægavle) ind mod nabohusene. For at mindske brandfaren skulle husene også have lerindskud i første og øverste loft (etage).
Kampen for bedre brandsikring, større hygiejne og mere bekvem færdsel i gaderne prægede al senere lovgivning. I 1575 blev det således forbudt at opføre boder og hytter på fortovene, men det var svært at håndhæve. I 1500-tallet kæmpede øvrigheden med særlig energi for at byhusene fik de brandfarlige stråtage udskiftet med tegl. Modstanden var dog stor i købstæderne, også i København, hvor der endnu 1597 lå et stråtækt hus overfor hovedindgangen til Vor Frue Kirke. 1643 moderniseredes stadens brandvedtægter, hvorefter skorstene i fremtiden skulle anbringes inde i husene og med piben ført ud gennem taget. Det tidligere forbud mod at bebygge fortovene med boder strammedes 29. maj 1650, da man herefter også forbød opsætning af bislag. Oluf Steenwinckel er den tidligst kendte stadskonduktør med pligt til at føre tilsyn med Københavns borgerlige bygninger og med byens gader. Han blev ansat maj 1651 og skulle "give Agt paa, at ingen herefter bygger ud paa Gaden, men hvem i saa Maade nogen Udbygninger vil have, skal vige ind paa sin egen Grund; de Trapper, som og herefter fra Gaden opbygges, maa ikke gaa videre ud paa Gaden, end at der bliver 3 Alen mellem Rendestenen og Trappen, saa Gangvejen paa Gaden bliver uhindret...".
For Christianshavn, som grundlagdes 1619 af Christian 4., gjaldt naturligvis også byggevedtægter. I fundations- eller frihedsbrevet af 5. april 1619 siges det, at enhver som, får skøde på en byggegrund, skal lade opsætte "god Købstadsbygning". Dette krav til Christianshavns bygherrer uddybedes 1639 til, at der skulle bygges "gode og ustraffelige Borgerhuse og Boder" (bydelen blev fra samme år selvstændig købstad indtil 1674).
Med enevældens indførelse 1660 opbyggedes en ny og mere omfattende centraladministration. Kongens ledende civilbygmestre og fortifikationsingeniører fik adskillige opgaver, når det gjaldt de nye kvarterer i København. Fæstningsingeniøren Henrik Rüse beordredes således 1664 til at afmærke grunde og afpæle gader i forbindelse med en forordning om nye gadeanlæg. Kontrollen med bygningernes vedligeholdelse, nyopførelser m.m. voksede, og til denne opgave var Thomas Rasmussen Walgensten den rette mand, just i 1664 hjemkommen fra et ophold i Paris, hvor han havde erfaret det nyeste i parisisk byplanlægning under Colberts ledelse.
1670 blev Walgensten konstitueret som "denne Bys Fabriksmester", reelt en stadsbygmesterstilling, og instruks om med "hans forhergaaende Videnskab til Byens Sirlighed og Indbyggernes Fordel samt al Tvistighed imellem Naboerne om Skellene Betimelig at forekomme udføres, til hvilken Ende han har enhver som nogen Bygning forehaver og hans Tjeneste begærer imod billig Betaling at assistere".
Forordningen af 27. februar 1683, " Til en skikkelig IndretteIse og ziirlig Proportion i Gaderne samt til Husenes Danlighed", havde i § 7 følgende påbud: "saasom Karnapper og Udvinduer ogsaa vanhælde Husenes Ziirlighed og ere Naboerne ofte til Præjudits, saa maa ingen herefter tilstedes nogen af Delene at lade bygge eller indsætte". Det skal tilføjes, at 1683-forordningen ikke gjorde det pligtigt at anmelde eller søge tilladelse til opførelse af bygninger!
Bybranden i 1728 gav mere strikte regler (se s. 135), ligesom 1795-branden satte dybe spor i lovgivningen. Efter den sidste katastrofe, hvor ca. 950 ejendomme blev ildens bytte, gav stadskonduktør, professor Rawert og stadsbygmester, professor Peter Meyn den 17. juni en ny plan for den nedbrændte bydel. Her bestemtes det, at en række smågader, deriblandt Dybensgade, Hummergade, Nellikestræde og Smedensgang helt skulle nedlægges, mens andre gader og stræder krævede regulering og udvidelse. De radikale forslag led dog samme skæbne som de ideale projekter fra 1728. Resultatet blev kun mindre reguleringer og lidt større bredde for nogle af de brandfarlige gader. Et af Meyns og Rawerts forslag gik på, at de nye huse skulle opføres i grundmur og med brækkede hjørner. De brækkede hjørner gennemførtes, som det ses på hjørnehusene ud til Højbro Plads eller f.eks. Naboløs/Læderstræde 19. De af forslagene, som vedtoges, indholdtes i øvrigt i en plakat af 4. juli 1795.
Hygiejnen negligeredes heller ikke på dette tidspunkt, herom vidner Forordningen af 5. September 1794 angaaende Straf for Qvaksalvere. Ifølge dennes § I skulle kgl. embedsmænd, især præsterne, informere befolkningen om den skadelige påvirkning, den indeklemte luft i boligerne kunne have på beboernes sundhed.
Helt afgørende var Bygningsloven af 1856, som kom til at gælde København og forstæder. Det var herefter lovpligtigt at ansøge om byggetilladelse og indsende tegninger til godkendelse, hvad end det gjaldt det mindste skur eller en hel ejendom. Denne lov byggede på et lovkompleks fra 1854, men gik videre i sine krav. Fra da af var der skabt en mere effektiv byggesagsadministration og dets bevarede arkiv fra spædeste begyndelse og frem til i dag giver et enestående indblik i den københavnske arkitekturs og boligbyggeriets udvikling de sidste 130 år.
Børsen
Børsen nær Christiansborg opførtes 1619-40 af brødrene Lourens og Hans van Steenwinckel den yngre. Initiativtageren var Christian 4., som ønskede at fremme Københavns handel. Det ejendommelige navn fortæller ligesom bygningen et stykke økonomisk historie. Børs kan føres tilbage til det nederlandske beurs, der atter er afledt af det middelalderlatinske ord bursa med betydningen pengepung.
I middelalderen gav beurs navn til købmandsfamilien van der Burse i Brügge og med tiden blev det identisk med den plads foran familiens hus, hvor man afsluttede forretninger.
Christian 4. var stærkt optaget af byggeriet, men da Børsen omtrent stod færdig 1620, fandt han dens udsmykning for kedelig. Kongen lod derefter opsætte dekorative kviste i taget ud til kanalen og krone det med et pragtfuldt dragespir. Sidstnævnte, som opsattes 1624-25 var dannet af fire sammensnoede dragehaler og dyrene var formet efter modeller af fyrværkerimester Ludvig Heidritter. Der er altså tale om rigtige fyrværkeridrager. Hele byggeriet afsluttedes med opsætningen af østgavlens udsmykninger i 1640.
Børsen fungerede herefter som salgshal med pakrum i stueetagen, mens kontorer og butikshandel var placeret i andet stokværk. En rampe op til vestfacaden og en trappe ved østsiden gav adgang til kontoretagen. I 1745 gennemgik bygningen en tiltrængt restaurering foretaget af Eigtved og samtidig blev rampen sat i stand og forsynet med de to statuer "Merkur" og "Neptun", antikkens guder for handlen og havet. Statuerne, som skænkedes af den stenrige købmand Anders Bjørn, leveredes af billedhugger J. C.Petzold.
Ved 1700-tallets midte var det skik, at børsbudet opsatte sedler på et bræt på Børsen. Her kunne man læse navnene på de skippere, der ønskede bekendtgjort, hvor de sejlede hen. Børsmæglerne ville en overgang forhindre denne praksis og rev sedlerne ned, men myndighederne stadfæstede skippernes ret til at annoncere.
I 1772 truede dragespiret med at styrte ned og det blev herefter nedtaget. Der opstod nu en strid om, hvorvidt det skulle genopbygges eller erstattes af en kuppel. Hofbygmester Anthon argumenterede for det sidste synspunkt, men til alt held fik Harsdorff forhindret det gale projekt. I stedet opsattes et nyt spir, rejst 1775-77 af hoftømrermester Bøye Junge. Sagen må betragtes som et af de tidligste eksempler på fredning af en historisk bygning!
Fredningsprincippet blev også håndhævet i 1857, da Grosserer-Societetet overtog Børsen. Staten satte da som betingelse for salget, "at Kjøberen forpligtes til bestandigen at vedligeholde Bygningens nuværende ydre architechtoniske Stil, og at . . . ingen Forandring maatte foretages uden at dertil erhvervedes Samtykke fra Statens Side gennem Indenrigsministeriet".
Hvad indmaden angik, tog man det ikke så nøje og under stadsbygmester H. C. Stillings ledelse indrettedes den store børssal, en overdådighed af søjler, gyldenlædertapeter, træpaneler og kassetteret loft. For enden af salen ses en statue af Christian 4., et bronzearbejde udført af Thorvaldsen. I et andet af rummene har C. F. Tietgen haft sit kontor. Mosaikkerne, der er anbragt i stueetagens vestibule, viser scener af Børsens historie. De er udført af Bøye Givskov. Den daglige børsvirksomhed er i dag flyttet til Nikolaj Plads 8 (Fonnesbechs ejendom).
Bådsmandsstræde
Bådsmandsstræde er delt af Christianshavns Kanal. Strædets navn minder om, at Christianshavn har været en gammel sømandsby. På Geddes kort fra 1757 skrives der Baadsmands Stræde. 1836 opførtes Bådsmandsstrædes Kaserne, som blev udvidet 1863 og atter nedlagt. I dag er området overtaget af "fristaden Christiania".