Indholdsfortegnelse

K

Kaffedrikning

En kretensisk student, Na­thaniel Conopius, som i 1640rne opholdt sig i Oxford, siges at have været den første kaffe­drikker på de kanter. 1665 nævnes drikken første gang i København, hvor lægen Thomas Bartholin skrev i et brev: "Kaffen har meget hurtig sat sig paa Herresædet hos Evropas Hoffer, ikke just fordi den smager godt, men fordi den er noget nyt; man siger, at den giver Madlyst og gjør Aarvaagen. Saaledes har man her Lejlighed til at sande Senecas Ord, naar han skriver: Daarligheder fremkalde let Uor­den, det sande derimod gaar langsomt frem og holder Maade".

Den orientalske drik blev snart mere kendt i København som i de andre europæiske storby­er, og i begyndelsen af 1700-tallet blomstrede the- og kaffehusene op. Da Holberg 1722 skrev sin komedie "Jean de France", siger Je­ronimus (3,4): "Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt alamodisk og gik paa et Kaffehus, maate jeg give en Rigsort (møntenhed) for nogle faa Kopper". Mens Jo­han Henrik Tauber, senere rektor i Horsens og Odense, studerede i København i 1760erne, var kaffedrikning blevet almindeligt udbredt og kunsten at spå i kaffegrums kommet til. Tauber fortæller om en kvindelig bekendt til sin familie, at "hun gav sig ud for at kunde spaa af Folks Hænder og af Kaffekopper, ven­telig for at have hos alle troskyldige, som troe­de hende fri Kaffe".

Fra 1770erne blev kaffehusene ofte den na­turlige ramme om det opblomstrende klubliv, som f.eks. Neergaards Kaffehus i Badstue­stræde, det "engelske Kaffehus" på Christi­anshavn og kaffe- og theskænker Juuls hus i Læderstræde. Da svenskeren J. E. Angelin be­søgte København 1805, nævner han, at "Någ­ra Kaffehus utmarka sig i synnerhet för ett godt choklad och eleganta rum". En statistik fra 1857 dokumenterer det store forbrug, som på den tid prægede københavnerlivet. Dette år importerede byen for 1.215.547 rigsdaler kaf­fe, men kun for 162.035 rigsdaler the; dog skal det tilføjes, at kaffe også den gang var væsent­lig dyrere end the.

"Kalkeballen"

Kalkeballen, et folkeligt navn for en tea­terbygning, som blev opført 1819 i Store Kan­nikestræde og atter nedrevet 1918. I dens sted er KFUK's bygning. Baggrunden for teatrets tilblivelse var de mange klubber omkring 1800, der stadig var på jagt efter egnede loka­ler til fremførelse af digte, dramaer og skue­spil. Blandt de teaterbegejstrede var også en ung organist ved Sankt Petri Kirke, Jacob Laurentius Lassen. Han havde efter Køben­havns bombardement 1807 opkøbt fire grun­de med "Rudera og Fundamenter", der lå i vinklen mellem Store og Lille Kannikestræde. Matriklerne blev solgt for 1.400 rigsbankdaler af en brygger ved navn Achilles.

1819 var byggeriet så fremskredent, at Las­sen kunne forsikre ejendommen for 12.000 rigsbankdaler, og året efter var etablissemen­tet fuldført. Indretningen var enkel, idet stue­etagen rummede en restaurant samt "Konver­sations Lokalet", hvor aktørerne kunne øve sig. Opgangen til salen måtte foretages ad en "smal, steil og smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først ind i et større Værelse, hvor der var en Buffet af malet Fyr­retræ, garneret med Flasker og lidet appetitligt Smørrebrød". Således skrev den københavn­ske forfatter og journalist Jacob Davidsen i 1880.

Skønt scenen var lille, et snoreloft manglede og belysningen bestod af tællelys og tranlam­per, kom der efterhånden gang i teatret. Først benyttedes det af selskaber med kortere levetid, f.eks. det i 1820 stiftede "Erindrin­gen" eller foreningerne "Constantia" og "Dramaturgien". Holbergs stykker blev ofte spillet, Wessel måtte også holde for. 1825 for­lod J. L. Lassen København for at etablere sig i Hamborg, hvorefter hans broder overtog tea­tret. Derefter solgtes etablissementet 1832 til Wilhelm Schæffer, og efter hans død fortsatte enken med at drive det.

Madam Schæffers teater blev en interessant periode. Man opførte marts 1840 Holbergs "Kilderejsen" til fordel for Steen Steensen Bli­cher i Jylland, og Louise Rasmussen, senere kendt som Grevinde Danner, medvirkede ved flere forestillinger i "Kalkeballen". Teatrets øgenavn opstod formentlig i 1840rne, sikkert en hentydning til, at dilletanterne serverede "stærk kost", skrappe sager for publikum, hvilket var som en skarnbøtte. 1864 indrette­des bygningen til dansesal, men navnet levede videre i københavnernes erindring.

Kancellibygningen (Den røde bygning), Slotsholmsgade 4

Kong Frederik 4. lod 1715-20 opføre "Kollegiebygningen" (nuværende mi­nisterialbygning) på Slotsholmen. Ind over den planlagte byggegrund strakte sig den nær­liggende Proviantgårds udbygning, kaldet Bagerset, som 1714 måtte fjernes for at skaffe plads. Generalbygmester Johan Conrad Ernst, som var ansvarlig for bygningens ud­formning, tegnede et trefløjet anlæg med hovedfacaden vendt mod Børsen. Som bygge­materialer anvendtes røde tegl, mens sandsten benyttedes til de dekorative detaljer. Et motiv, som allerede anvendtes i renæssancen, er de vekslende segment- og trekantsfrontoner.

Imponerende er segmentfrontonen, der af­slutter midtpartiet med port. Det er et hoved­værk i de danske gavles og frontoners historie, og relieffet skyldes billedhuggeren Johan Christopher Sturmberg (død 1722). Her ses kongens buste anbragt imellem Krigens og Fredens atributter, en nydelig erindring om Store Nordiske Krig og dens afslutning 1720, hvor kongen havde vist stor fasthed under de hårde fredsforhandlinger. Indvendig er stuk­arbejder af italieneren Anthoni Auzoni og malerier af Hendrick Krock.

Kartoffelrækkerne

Kartoffelrækkerne er den populære beteg­nelse for kvarteret mellem Øster Farimagsga­de og Sortedamssøen. Byggegrundene havde tidligere været gartnerjord med kartoffel­dyrkning, hvad der sammen med de små haver og lave huse gav anledning til navnet "Kartoffelrækkerne".

Byggeriet må ses som et led i de mange fore­tagender, der fra midten af 1800-tallet sigtede mod at skaffe arbejderne bedre boliger i mod­sætning til tidens grove byggespekulationer. Det første skridt, hvad Kartoffelrækkerne an­går, blev taget 1865, da arbejdere fra Burmei­ster og Wain stiftede "Arbejdernes Byggefor­ening". Initiativet dertil blev taget af distrikts­læge F. F. Ulrik og de første ti huse rejstes på en skænket grund ved den senere Sverrigsgade på Amager. 1868-69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade på Frederiksberg, men mest bemærkelsesværdigt var planlægningen af bo­ligkvarteret Kartoffelrækkerne, der omfatte­de 480 huse.

Byggeriet finansieredes ved et ugentligt kontingent på l mark, efter den store møntre­form i 1875 ændret til 33 øre. Husene, der blev rejst i årene 1873-89, fordeltes når de var fær­dige til medlemmerne ved lodtrækning. Hvert rækkehus var disponeret til to familier og hav­de både forhave og gård.

Kastellet,

se Citadellet Frederikshavn.

Kattesundet

Kattesundet forekommer som gadenavn i en række købstæder, i Haderslev, Nakskov, Svendborg og Ålborg, og ligesom i Køben­havn er der tale om ret smalle stræder. Antage­lig har Kattesundet fra først af betegnet et snævert farvand og en næsten tilsvarende be­tydning har navnet Kattegat, der blev givet i 1600-tallet og var et lån fra hollandsk sø­mandssprog. Hos de hollandske søfarende be­tød Kattegat et farligt og vanskeligt farvand, men grundbetydningen er 'kattehul' , en pas­sage, hvis hul kun en kat kan slippe igennem. Senere sprogbrug har overført ordet kattesund på de smalle stræder fra middelalderen.

Til støtte for denne tolkning kan nævnes, at der i flere købstadsgader af dette navn tidlige­re løb et lille "sund", måske en rende der fra bykernen banede sig vej ud mod byvolden. I begyndelsen af 1800-tallet var der således i Ebeltoft en bro over "det saakaldte Kattesund paa Gaden". I Malmö talte man i 1500-tallet om "Byens Vandløb i Cattesund" og tilsva­rende har arkæologer fundet rester af bolværk i bunden af Svendborggaden Kattesundet.

Tidligere har man søgt andre forklaringer på Kattesundet, om det københavnske navn stod der 1827 en artikel i Borgervennen. For­fatteren hævdede, at det skyldtes "at Katte og andre Dyrs døde Aadsler der i Almindelighed ere udkastede".

I Kattesundet 12, et hus opført i slutningen af 1790erne, boede 1847 naturforskeren, pro­fessor J. J. S. Steenstrup. Han studerede i 1830rne moser i det nordlige Jylland, iværk­satte indsamlinger af oceaniske dyr og under­søgte huledannelser ved Nice og Adriaterha­vet.

Kierkegaard, Søren Aabye (1813-55)

Hvor Handelsbankens hus ligger på Nytorv, stod indtil 1908 Kierkegaards barndomshjem. Her blev han født 5. maj 1813 og her boede han indtil 27. april 1848. Faderen, Michael Peder­sen Kierkegaard, var en usædvanlig begavelse, der havde tjent sig en formue som klædehand­ler. Han var dybt religiøs, tungsindig og stærkt interesseret i filosofi og teologi, hvilket gik i arv til sønnen. En ældre broder til Søren Kierkegaard var den kendte biskop Peter Chr. Kierkegaard.

Otte år gammel kom Søren i Kjøbenhavns Borgerdydsskole, hvor han allerede mødte spot og ironi, kejtet som han var. Med ordene "Barn har jeg aldrig været" karakteriserede han selv disse år. 1830 blev han student, men hans efterfølgende indtræden i Kongens Liv­korps var en fiasko. Han blev resolut afskedi­get som utjenstdygtig. Så fulgte årene på uni­versitetet med studier fra æstetik til tysk litte­ratur, afsluttet 1840 med en teologisk embeds­eksamen. Det skete 3. juli; og 10. september samme år forlovede han sig med Regine Olsen, datter af etatsråd, kontorchef Olsen i Finans­hovedkassen.

Fremtiden syntes får så vidt lys. Kierke­gaard kunne se tilbage på gode studieår, hvor han havde kunnet dyrke sin elskede bogsam­ling. Flere bevarede regninger fra boghandler Reitzel vidner herom, og hans velhavende fa­der måtte punge ud! Vinens glæder havde han heller ikke foragtet. I sin journal skrev han blandt andet: "underlig Ængstelighed, hver Gang jeg efter at have drukket for meget, vaagnede om Morgenen..." Filosoffen Hans Brøchner fortæller, at han 1837 nu og da traf Kierkegaard på en restaurant, og når denne spiste til aften, var det "med en halv Flaske Vin o. desl." Henrik Hertz mindedes ham i si­ne erindringsnotater "ad vitam", hvor en no­tits begynder: "I Vita maa mit Bekendtskab med Søren Kierkegaard berøres; mit Bekendt­skab med den mig ganske ubekendte unge Stu­dent, der i Studenterforeningen laa i en mage­lig Stilling paa en Sofa (omtr. 1836) og tiltalte mig i en fortrolig Tone som en gammel Be­kendt. Vi mødtes efter den Tid ofte, dog kun paa Gader, offentlige Steder og dsl., og jeg syntes meget godt om hans muntre forstan­dige Underholdning..."

1841 blev et kriseår. Da Søren Kierkegaard havde disputeret for magistergraden den 29. september, afhandlingen lød "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates", hæve­de han 11. oktober derefter sin forlovelse med Regine. I sin fortvivlelse derover rejste han til Berlin, hvor han blev vinteren over. Efter den­ne tid fulgte de alvorlige værker, først "Enten-­Eller" tidligt 1843, senere samme år "Frygt og Bæven" og "Gjentagelsen". Disse værker dannede optakten til hans "pseudonyme" for­fatterskab, eftersom de, sammen med de sene­re forfattede, blev udgivet under forskellige dæknavne. Johannes Climacus, Vigilius Haf­niensis, Hilarius Bogbinder, Frater Tacitur­nus etc. fandt Kierkegaard på at kalde sig.

Så fulgte de første angreb på ham 2. januar 1846 i Corsaren, og 1854 kom den sidste, af­gørende krise, da Martensen i sin mindeprædi­ken over biskop Mynster kaldte denne for et "Sandhedsvidne". Med udgangspunkt i dette førte Kierkegaard sit stormløb mod statskir­ken og dens kristendomsforfalskning. Hans angreb kulminerede i en række artikler maj­-september 1855 i "Øjeblikket", flyveblade, som han udgav. De psykiske anstengelser tæ­rede på helbredet, så meget, at han 2. oktober samme år faldt om på gaden. Man førte straks Kierkegaard til Frederiks Hospital i Bredgade, hvor han døde 11. november.

Kirsebærgangen

Kirsebærgangen, en for københavnerne yndet, promenade udenfor Vestervold. Den strakte sig fra Langebro til Vesterport. Oprindelig var den forbeholdt de privilegere­de, der fik nøgle til den. Den snoede sti med skyggefulde træer er stemningsfuldt skildret omkring 1800 i en radering af Elias Meyer. I 1880erne sløjfedes gangen, da Vestervold blev nedrevet.

Kirurgisk Akademi, Bredgade 62

Kirurgisk Akademi, blev opført 1785-87 efter tegninger af Peter Meyn, som på det tidspunkt var 2. professor ved Det kgl. Kunstakademi. Til formålet skænkede enkedronning Juliane Marie en byggegrund. Bygningen skulle erstatte det ældre amfiteater i Købmagergade, hvor der undervistes i kirurgi men kun var plads til 200 personer. Bag opfø­relsen af den nye bygning lå også ønsket om at udskille faget kirurgi fra barbervæsenet og skabe en akademisk læreanstalt. Kronprins Frederiks (6.) livlæge og kammertjener, Jo­han Christian Bodendick, gennemførte byg­geplanerne. I øvrigt skulle uddannelsen af ki­rurger foregå uafhængigt af universitetet. Peter Meyn, som under et studieophold i Paris 1779 havde udfærdiget et storslået pro­jekt til et "Academie Royale de Chirurgie", måtte i Bredgade nøjes med mere beskedne rammer. På den smalle byggegrund skabte han dog et hus med monumental, nyklassici­stisk facade, der opdeles i siderisalitter og et midtparti med søjleportal. Bygningens audi­torium går op gennem to etager og har øverst et hvælvet, kasseteret loft med lyshul, der skulle kaste lys ned over dissektionsbordet midt i salen.

Fra 1842 overtog universitetet undervisnin­gen og den sidste kirurgiske forelæsning hold­tes 29. november 1939 af professor Erling Dahl-Iversen, hvor man flyttede til moderne lokaler. I bygningen er nu indrettet Medi­cinsk-Historisk Museum.

Klareboderne

Klareboderne, den korte strækning mellem Købmagergade og Møntergade, er et minde fra katolsk tid. Nordøst herfor lå i 1300-tallet den kongelige køkkenhave. Langt senere, i 1497, rejstes på køkkenhavens gamle grund Skt. Clare Kloster, hvis jorde indhegnedes med mure langs nuværende Store Regnegade, Sværtegade, Pilestræde og Møntergade ud til Østervold (som dengang løb parallelt med Go­thersgade). Fra Købmagergade var der ad­gang til klosteret ad den nuværende korte ga­de, tidligst omtalt l. februar 1518 som "Al­britt van Gocks bod her, som nu kallis Clare bodher".

I 1530 tales der om gaden "som mandt gaar tiill Clare closter" og 1568 kendes navnefor­men Clara Strede. Omtrent samtidig forekommer i arkivalierne Clare boder, hvis nav­neform er bibeholdt indtil vore dage. Kloste­ret husede clarisserinder, nonner kaldet til Skt. Clare, der omkring 1215 havde stiftet et samfund af kvinder med regler inspireret af Frans af Assisi. Clarisserinderne kom fra be­gyndelsen under franciskanerordenen. I Dan­mark havde clarisserinderne også et hus i Ros­kilde.

Da Skt. Clare Kloster rømmedes efter refor­mationen, blev her indrettet kongelig mønt­gård, hvorom navnene Møntergade og Gam­mel Mønt endnu vidner. Som ofre for en reli­gionsstrid i 1575 i Tyskland, fik tyske flygtnin­ge stillet klosterbygningerne til deres rådig­hed, hvorefter der atter var møntværksted fra 1593 til kort efter 1630. Den kongelige mønt måtte dog i denne periode dele pladsen med Giethuset (kanonstøberiet). Allerede 1615 var klosterets kirke blevet nedrevet, mens de sid­ste klosterbygninger måtte falde 1624. Fra 1630-50 bebyggedes grundene omkring Møn­ten, ikke blot med boliger, men også med stal­de, værksteder og butikker, hvilket efterhån­den gav karréen Gammel Mønt, Møntergade, Pilestræde og Sværtegade det udseende, den havde kort før bybranden 1728.

Det nuværende Klareboderne 3 opførtes i ti­den mellem 1731 og 1734 af murermester Abraham Stou. Dekorationen over porten blev opsat 1904 af Leuning Borch. Bygningen, som erhvervedes 1787 af Søren Gyldendal, har siden huset Danmarks ældste forlag. Inde i porten er opsat en tavle med teksten "I denne bygning har Søren Kierkegaard haft sin dag­lige gang som elev i Borgerdydskolen 1821-30".

Klosterstræde

Klosterstræde nær Gråbrødretorv er en af byens få middelalderlige gader, hvis navn er bevaret uændret til vore dage. Københavns bryggerlaug havde efter reformationen sit hus i Klosterstræde, i en fløj (refektoriet) af det nedlagte Gråbrødre Kloster. Lauget ophæve­des 1605, men bygningen overlevede frem til bombardementet 1807. I en periode benytte­des den store sal til fester, teaterforestillinger og koncerter. Det musikalske Societet, stiftet 1744, holdt således koncerter i munkenes gamle spisesal.

Københavns mandtalsliste fra belejringen 1659 nævner et par skomagere i Klosterstræ­de, men 1722 var tallet steget til 21. I Holbergs komedie "Uden Hoved og Hale" (2,8) siger Henrik kvikt: "Skomagere er noget godt ær­ligt Folk, men det er noget menneskeligt hos dem, at de gjerne lyver; Herrens Skomager er min Tro saa habil derudi, som han kunde have været født midt i Klosterstræde i Kjøben­havn".

Klubber

Klubber, selskabelige foreninger, oftest litte­rært og politisk prægede, som fra 1770erne markerede sig i København. Trykkefriheds­ordningen af 14. september 1770 gav klubber­ne vind i sejlene og adskillige havde deres til­hold i stadens caféer, f.eks. "det engelske Kaf­fehus paa Christianshavn". Et andet møde­sted var Det norske Selskab, stiftet 30. april 1774 og atter ophørt 1813. Denne klub havde sin spæde start 1771 i Læderstræde, hos "Kaffe- og Theskænker" Niels Juul, men fej­rede sin storhedstid i Sværtegade. Hos Niels Juul kom unge begavede nordmænd, også præstesønnen Johan Herman Wessel, for at læse hjemlandets aviser, hvis ikke for at stude­re pjecerne om revolutionen i København 17. januar 1772. Wessels syngespil "Kærlighed uden Strømper" må ses som en politisk kom­mentar til Struenseeskandalen.

Naturligvis måtte klublivet bekymre myn­dighederne i en politisk nervøs tid, hvorfor statsminister Ove Høegh-Guldberg 10. maj 1780 gav Københavns politimester ordre til at holde et vågent øje med "de saakaldte Clubs" og sætte grænser for deres tilladelighed. I ugeskriftet" Den danske Tilskuer" fra 1793, udgivet af K. L. Rahbek, satiriseres der over klub-fænomenet: "En god Klub er den, hvori der - efter Omstændighederne - drikkes, dobbles, døses eller flanes meget".

Så kom krigen med England 1807-14, hvor klublivet, ifølge grosserer Nicolai Jonathan Meinert, fik en opblomstring. Han erindrer, hvorledes familiefædrene søgte adspredelser i klubberne, læste aviser, "Skielderiet og Stats­tidendet" og hørte de sidste nyheder fra første hånd. "Denne Klubmani varede under hele Krigen og tabte sig først efter at denne var endt; nu er som Hvermand veed kun Rudera af den tilbage" (erindringer 1846).

Klædebo Kvarter

Klædebo Kvarter, det 6. i rækken af hoved­stadens gamle rodernål, begrænses af Nørregade, Nørre Voldgade, Tornebuskegade, Skt. Gertrudsstræde, Købmagergade og Skindergade. I gamle dage blev kvarteret skat­temæssigt inddelt i to roder, Synagogens Rode og Universitetets Rode.

Hvad angår navnet Klædebo, henviser det til klædehandlernes boder i middelalderen og senere. De lå på en strækning nogenlunde sva­rende til den del af Skindergade, som løber fra Fiolstræde til Nørregade. I universitetets jord­skyldsliste fra 1544 nævnes Hans Remsnider "y Klæboerne". Gadenavnet sløjfedes først 1879. Klædebo Kvarter var byens tættest be­folkede 1659, da man gjorde mandtalslister. Det kunne stille med et kompagni på 639 vå­benføre mænd, som under den berømte stormnat mellem 10. og 11. februar 1659 tog opstilling på kurtinen fra Ny Nørreports Ba­stion til Rosenborg Bastion.

Kløvermarken

Kløvermarken ligger på Amager med udsigt til Christianshavn. Her blev skrevet historie, da Politiken-journalisten Alfred Nervø den 3. juni 1910 dristede sig til en flyvning over Kø­benhavn. Med et Voisin-biplan passerede han hen over Københavns Havn, Kastellet, Søerne og tog en tur rundt om Rådhustårnet, før han atter landede på Kløvermarken. Herefter var denne grønne plet på Amager fast base for flyvninger og allerede samme år fløj mekani­keren Robert Svendsen over Øresund. Endnu større opsigt vakte det, da grev Zeppelin 18. september 1912 landede med sit luftskib "Hansa" på Kløvermarken.

Så kom 1. verdenskrig, hvor man ude på Kløvermarken skabte et dansk luftvåben og 29. oktober 1918 grundlagdes Det danske Luftfartsselskab på initiativ af billedhuggeren Willie Wulff. Det er verdens ældste. Det stif­tende møde afholdtes i ØK, hvor etatsråd H. N. Andersen opfattede det som en national opgave og foreslog den imponerende sum af tre millioner kroner som startkapital. Man nøjedes dog med 900.000 kroner.

DDL's første postflyvning fandt sted fra København 15. september 1920 med Ham­borg som mål. Starten på denne særlige trafik var en succes, men økonomien haltede og i årene 1921 og 1922 var postflyvningerne end­nu uregelmæssige. I 1925 flyttedes den civile flyvning til den ny lufthavn i Kastrup og hertil henlagde man også den militære flyvning i slutningen af 1920rne.

I slutningen af 2. verdenskrig oprettede myndighederne en baraklejr på Kløvermar­ken, først for tyske flygtninge, senere generelt for mennesker, som krigen havde drevet til Danmark.

Knippelsbro

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse og­så sikres mellem Slotsholmen og den nye by. Ole Worm noterede januar 1618, at man an­lagde begyndelsen til den bro, som "skal for­binde de to Byer - over Isen". Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i ret­ning mod Refshaleholm, en halvø af form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nordpå. Mellem dæmning og halvø blev derefter konstrueret en træbro, der forsynedes med to klapper på midten.

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand Hans Knip, som 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til at erhverve et hus med grund nær broen. Her havde tidligere været told (i 1620rne), men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere. Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus, be­kræftet i et brev af Christian 5. i 1695 vedrø­rende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippens­bro der senere gled over i den nuværende be­tegnelse.

I en tidlig beskrivelse af broen, som skyldes Peder Hansen Resen (ca. 1670), fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen. Interessant er det, at man 1671 forbød nat­manden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vin­de.

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid. "Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager el­ler kiører hastelig med Vogn derover, maa straffes eller pantes for een Rixort" (mønten­hed), fortsætter Pontoppidan. Priser for at passere med skib opgives også, for et skib af 20 læsters drægtighed skal broens forpagter beta­les en halv rigsdaler "af hvert Skiberom".

Christian 4.s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig for­nyedes og 1868-69 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O. C. Nielsen beretter: "Naar de elektriske Sporvog­ne kørte over, knagede Broen, saa man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelsens Suk, naar de var sluppen velbeholden over denne snævre og overbyrde­de Bro".

Da man 1909 indviede den tredje Knip­pelsbro, var linieføringen ændret, således at den nu forbandt Torvegade med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro, var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablere­des en interimistisk bro, indtil den nuværende, tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, kunne afslut­tes. Det skete i 1937.

Koleraen

Koleraen, som angreb København i 1853, havde sit uhyggelige forspil i Asien, hvor den allerede i 1500-tallet blev beskrevet af europæ­eren Garcia del Huerto. Igennem århundreder ulmede den blot som lokale epidemier, men i 1800-tallets første halvdel begyndte den at sprede sig uden for Asien. Efter det 3. eksplo­sive udbrud i 1846, bredte koleraen sig gennem Persien, Rusland og helt til Danmark. Tre til­fælde diagnosticeredes i Dragør i 1848 uden at en katastrofe udviklede sig. Et lidt større ud­brud på Lolland i 1850 lykkedes det dr. Pa­num at isolere og kun 15 døde. I oktober sam­me år viste kolera-spøgelset sig i Korsør, Ål­borg og på Bornholm.

Det samfundskritiske københavnerblad "Nemesis" råbte allerede vagt i gevær i som­meren 1852 med følgende satire, hvis tekst Iyder således: "Hr. Cholera! Jeg haaber, at De vil blive tilfreds med min Virksomhed! Der lig­ger Kjøbenhavn! Drikkevandet er udrikke­ligt, Canalerne fulde af stinkende Mudder, Natterenovationen gaar stadig den gamle, "daglige" Gang, Rendestenene ligner fuld­kommen alt det øvrige, og Grøftemudderet har jeg, for Deres Excellences Skyld, ladet ka­ste op paa Veiene og ladet ligge i den allervar­meste Aarstid. Kan Deres Høivelbaarenhed ikke gjøre Affairer her, saa

­

-Bevares, bevares! Det er mere, end jeg kunde vente og forlange! Tro mig, jeg er gan­ske rørt over saa megen Forekommenhed, som, jeg maa tilstaae det, endnu aldrig er ble­ven mig viist".

Og så brød helvede løs. Da en 19årig tøm­rerlærling fra Meriansgade den 11. juni 1853 arbejdede på en mudderpram på Nyholm, fik han koleralignende sygdomstegn. Tømmer­lærlingen indlagdes dagen efter på Søetatens Hospital i Nyboder, blev selv helbredt, men nåede samtidig at smitte en arbejdsmand, som døde den 15. juni. Ugen efter var otte menne­sker døde og den 25. juni gav det for første gang genlyd i dagspressen. Så faldt det i med kraftigt regnskyl, hvilket fik optimismen til at brede sig. Man håbede på, at urenligheder­ne blev vasket bort.

Sundhedskollegiet gav 26. juni en forord­ning, hvorefter københavnerne havde sig at rette. Man skulle bl.a. undgå ophold i fordær­vet, indesluttet luft, vogte sig for forkølelse, agte på slet gæret eller surt øl og afholde sig fra nydelsen af frugter, haveurter, det fede af flæsk, meloner og agurker!

Intet hjalp. Koleraen bredte sig over hele byen og havde først raset ud i midten af okto­ber måned. 5,6% af byens 130.000 indbyggere blev angrebet, deraf døde 4.742, og størst var angrebet i Skt. Annæ Vester Kvarter.

En af modforanstaltningerne var en udflyt­ning af folk, bl.a. til en teltlejr på Glaciet mel­lem Vester- og Nørreport, også Christians­havn fik et sådant arrangement. Nok så væ­sentligt var erkendelsen af de elendige bolig­forhold og den håbløse hygiejne, der herskede i hovedstaden og som resulterede i et beslutniingsfor­slag fra borgerrepræsentationen. Kombinere­de vand- og kloakanlæg, herunder indførelse af W. C., skulle etableres, men regeringen og overpræsidenten satte sig imod. Først i 1860 blev de første underjordiske kloakanlæg fær­diggjort.

Kommunehospitalet, Øster Farimagsgade 3-7

Københavns Kommunehospital blev opført 1859-63 efter tegninger af den danske arkitekt Christian Hansen, som havde opholdt sig en årrække i Grækenland og Tri­est. Han vendte tilbage 1856 til Danmark stærkt påvirket af den byzantinske stil, han havde mødt i middelalderens byzantinske kir­kebyggeri. Opgaven at bygge et stort og mo­derne hospitalskompleks var stillet af Køben­havns Kommune.

Det store kompleks beherskes mod Øster Farimagsgade af den lange hovedfløj, hvis samlende punkt er en kuppelbygning. Idéen til kuppelbygningen er hentet fra den byzantin­ske korskirke og typisk er således de tredelte vinduespartier. Her indrettedes i øverste etage hospitalets kirkesal overdækket med kuppel, mens en operationsstue anbragtes i etagen nedenunder.

To symmetrisk anbragte sidekorridorbyg­ninger forbandt hovedbygningen med en til­svarende lang fløj ud mod vest og samtidig op­deltes hele komplekset i en kvindeside mod syd og en mandsside mod nord. Som bygge­materialer benyttedes gule mursten med bånd af røde sten. Mod Øster Farimagsgade er faca­den ikke forandret, hvorimod der er foretaget ændringer og tilbygninger andre steder i ho­spitalskomplekset.

Kompagnistræde 12

Det grønmalede for­hus blev opført 1797-98 af bygmester H. Wej­le. En konsolbåren dækplade var oprindeligt over kældernedgangen, men bortset fra dette har bygningen stået uændret siden opførelsen. Butikken indehaves af verdens ældste (!) glas­handel, Kgl. Hofleverandør C. E. Fritsche. Firmaet blev grundlagt 1788 og indehaves sta­digvæk af den samme familie.

Kongelige Porcelainsfabrik

Den. l. maj 1775 blev fabrikken grundlagt og fik først lo­kaler i Købmagergade 5, den gamle postgård. Allerede 1777 forsøgte man gøre kineserne kunsten efter, da københavnerne skiftede til porcelænet takket være millionlasterne fra Ki­na. Fabrikken lå indtil 1882 i Købmagergade og dette kapitel af virksomhedens historie blev glimrende skildret af Vilhelm Bergsøe i Roma­nen "Fra den gamle Fabrik".

Svenskeren J. E. Angelin meddeler i sin Kø­benhavnbeskrivelse fra 1806, at fabrikken på dette tidspunkt fremstillede". . . alla möjliga Saker, Bord- The- och Kaffe-Serviser. Vaser, Buster, Grupper, Figurer af Djur, Träd, Blomrnor, och Dylikt, Kopier efter Antiken, märkvärdiga mäns Bilder, och tusende Små­saker af olika Beskaffenhet". Fabrikken tog som varemærke tre blå bølger, der skal sym­bolisere landets tre bælter: Øresund, Store- og Lille Bælt.

Kongelige Teater, Det

1747 var et skelsæt­tende år i dansk teaters historie. 14. april hav­de Thielo åbnet et lille teater hos en traktør i Læderstræde, men da det endnu var sørgeår, Christian 6. til minde, var der kun tale om en "prøvescene". En tid efter skænkede Holberg aktørerne en byggegrund i Nørregade, men penge manglede fortsat til teaterhuset og grundens placering var i øvrigt dårlig. På en eller anden måde kom det A. G. Moltke for øre, at aktørerne havde succes i Læderstræde og søgte penge til at bygge deres eget teater. Han lovede nu at hjæpe dem, blot de ikke bad kon­gen om penge. Til gengæld kunne de få Tjære­huset ved Kongens Nytorv billigt. Moltke an­befalede dem at søge finansiel støtte hos magi­straten.

4. august 1747 skrev aktørerne til magistra­ten, at "ved høje og fornemme Patroners Mel­lemkomst. . . er gjort os Løfte om at formaa Hans kongelige Majestæt til at sælge os det saakaldede Tjærehus beliggende paa Hjørnet af Kongens Nytorv for Enden af Holmens Ka­nal for en taalelig Pris, hvilket er det allerbe­kvemmeste Sted i hele Byen, og som Centrum for hele Staden". Ansøgningen var ledsaget af Moltkes anbefaling dateret 9. august. Magi­straten svarede positivt til Moltke, som gav be­skeden videre til skuespillerne. Det besluttedes at nedrive Tjærehuset, og samtidig fik Nicolai Eigtved til opgave at projektere en teaterbyg­ning. Hermed blev hele sagen løftet op på et højere niveau. Det passede godt sammen med de privilegier, aktørerne modtog 29. december 1747. Det meddeltes heri, at "der til Komedi­ernes Fremtarv for det første behøves et anse­ligt Teatrum og et bekvemt og med behørige Loger samt diverse Op- og Nedgange indrettet Hus".

13. april 1748 forelå et rentegnet projekt fra Eigtveds hånd, efter pinsen blev Tjærehuset revet ned og december samme år stod bygnin­gen færdig. 9. oktober 1749 fungerede teatret for første gang som operahus, da man frem­førte et nylig komponeret værk af Scalabrini. Værket hed La Semiramide riconosduta. Vi ved om bygningen, at den var indrettet som et logeteater efter udenlandsk forbillede. Den eneste opvarmede loge var kongens, hvor der var opsat en ovn. Nogen varme var dog at hen­te fra rampens 24 lamper, der brændte med tælle. Man undgik omhyggeligt, at tællen nåe­de at blive gammel i lamperne.

1773-74 blev teatret ombygget af Hars­dorff og mindre ændringer fandt sted siden hen. Teatret fejrede store triumfer i det næste hundred år. 31. marts 1780 havde Ewalds syngespil Fiskerne première, og 1801 fik teatret betydelig succes på balletten Lagertha, som var skrevet af Galeotti. Det var vor første nor­diske ballet, hvis emne var hentet fra Saxo. Den senere berømte balletmester August Bournonville havde i øvrigt sin debut i samme ballet, da den opførtes 17. oktober 1813. Bournonville dansede sidste gang på scenen 1848 men var fortsat knyttet til teatret, helt frem til sæsonen 1877-78. Indenfor skuespil­kunsten blev Johanne Luise Heiberg den fø­rende kraft, efter at hun havde fået sit gen­nembrud 1826.

1870 besluttede rigsdagen, at det gamle tea­ter var for utidssvarende, hvorefter en kon­kurrence blev udskrevet. Vindere blev Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, hvis projekt blev udført 1872-74. Mens Ove Petersen tog sig af de praktiske problemer såsom konstruktio­ner, fik Dahlerup ansvaret for den kunstneri­ske udsmykning. Dog blandede Meldahl sig i de sidste faser af byggeriet, hvad der gav an­ledning til megen bitterhed. Bygningen frem­træder i en art renæssancestil. Den lave kuppel over scene- og tilskuerrum skyldes ingeniør­kaptajn Larsen.

Kong Hans' Vingård, Vingårdsstræde 6

Kong Hans" Vingård be­står af et porthus fra 1830 (nærmest Bremer­holm) og et lidt højere forhus. Kælderen og stueetagen i sidstnævnte er sandsynligvis op­ført af Erik af Pommern, efter at han i 1416 havde lagt den tidligere bispeby under kronen. Kælderetagen, hvor de gotiske hvælvinger er bevaret, lå oprindelig i niveau med det om­kringliggende terræn, og i et rum er der af­dækket rester af en malet skjoldfrise fra 1450­-55. Stueetagen har fungeret som riddersal og endnu ses de middelalderlige mure; bag den tynde facadepuds anes munkestenene og i sa­len er dybe vinduesnicher.

Det gotiske stenhus hørte til den "Øster­gård", som fra gammel tid havde ligget på ste­det og var nært knyttet til byens forsvar. Måske opførtes stenhuset som afløser for en mindre bekvem, ældre tårnbolig, der lå inden for ringmuren. Man stødte på rester af denne ringmur, da grunden til "Magasin"s hoved­bygning udgravedes i 1873. Ringmuren kan have udgjort en del af det kastel "Kringelen", som særligt beskyttede Københavns indsej­ling.

"Østergård"s kongelige fogeder sørgede ik­ke blot for det militære forsvar mod angreb fra søsider, men havde også opsyn med det store internationale marked, der hvert efterår fandt sted ved kysten i det nuværende Nikolaj-kvarter. I kong Hans I regeringstid (1481-1513) var her kongelig vingård, hvilket gav navn til ejendommer og senere også til strædet. Et dokument fra 1510 fortæller, at kongen beordrede druer sendt herfra til Ka­lundborg Slot.

En omvæltning i husets historie var ombyg­ningen 1783-84, hvor vinhandlerne Kaistrup og Bohling lod det forhøje med to etager (kvi­sten til gaden er dog fra 1796). I denne skikkel­se blev Kong Hans' Vingård rammen om flere kunstneriske begivenheder. H. C.Andersen boede til leje en periode og flere af Weyses kompositioner blev uropført her.

Kongelige Bibliotek, Det, Christians Bryg­ge 8

Det Kongelige Bibliotek har over 300 års historie bag sig. Grund­læggeren var Frederik 3., der fra sin ungdom havde dyrket læsning og videnskab. Det vides, at han i 1650erne begyndte mere planmæssige indkøb af bøger. I 1663 ansatte kongen Peder Schumacher, den senere Griffenfeld, som ar­kivar og bibliotekar. Schumacher sørgede for i sin korte tid som bibliotekar, før ambitioner­ne drev ham videre op mod magtens tinder, at gøre betydelige bogindkøb i bl.a. Paris, Am­sterdam og Venezia. Ved sin død i 1670 havde Frederik 3. skabt en samling på 20.000 bind, der mageligt kunne måle sig med andre euro­pæiske fyrsters. De islandske håndskrifter var også erhvervet i denne periode.

Mens Frederik 3. levede, var bøgerne an­bragt på Københavns Slot. Men i 1673 lod Christian 5. opføre en selvstændig biblioteksbygning, hvor Rigsarkivet i dag har til huse (den langstrakte bygning over for Christians­borg). I bygningens mellemetage indrettedes en 80 meter lang sal, hvor der langs ydervæg­gene var et omløbende galleri båret af 66 søjler med forgyldte kapitæler. Forbilledet for dette arrangement var kardinal Mazarins lange bog­sal i Paris, anbragt oven over en hestestald! In­spireret af denne disposition blev Christian 5.s biblioteksbygning forsynet med et arsenal i underetagen, som den opankrede flåde i hav­nebassinet på den anden side (nu biblioteksha­ven) kunne drage nytte af.

Med den lærde historiker Hans Gram som bibliotekar kom der orden i bogbestanden, som han nåede at opføre i et katalog på 11 bind. Gram korresponderede flittigt med udenlandske boghandlere og danske bogtryk­kere. Ved sin død 1748 efterlod han en samling på 70.000 bind. Den øgedes snart efter tak­ket være rige donationer fra en af rigets mæg­tigste, grev Otto Thott som havde sin residens i palæet på Kongens Nytorv, nuværende Fran­ske Ambassade. Blandt hans kostbare gaver bør nævnes over 4.000 manuskripter, en illu­mineret Dante fra 1300-tallet samt den første bibel trykt uden for Europa. Inden grev Thott døde i 1785, havde biblioteket også modtaget værdifulde orientalske håndskrifter, hjem­bragt fra Carsten Niebuhrs berømmelige eks­pedition til Arabien.

I 1823 var samlingerne svulmet op til 250.000 bind, hvor der til sammenligning var 800.000 bind i Bibliothèque Royale i Paris på samme tid. Med de vigtige tilføjelser i forrige århundrede, deriblandt sprogforskeren Ras­mus Rasks samling af orientalske håndskrifter og komponisten C. F. Weyses efterladenska­ber, var det nødvendigt at finde en større og mere egnet bygning til opbevaring og betje­ning af publikum.

Flere søvnige kommissioner nedsattes og de barslede med de mest forskelligartede forslag til bibliotekets kommende placering i Køben­havn. Da man 1893 pegede på en matrikel med Kongens Bryghus til genbo, protesterede bib­liotekets daværende chef, overbibliotekar Chr. W. Bruun med følgende ord: -"en nyde­lig Beliggenhed! Det vil jo blive en Skandale, som maa modarbejdes efter Evne. Saa er der Grunden inde i Tøjhusgården, og saa er der Grunde i Maanen!"

Efter mange diskussioner opførtes den nye bygning 1898-1906 efter tegninger af profes­sor Hans J. Holm og med J. Magdahl Nielsen som konduktør. Den placeredes i modsatte ende af den da opfyldte tøjhushavn. Stilfor­merne er noget tunge, hovedsagelig inspireret af romansk byggeskik og med rigeligt brug af granit og sandsten. I den nordre fløj indgår de­le af den såkaldte bageribygning fra Christian 4.s tid. Hvælvingerne i denne bygning gav plads til kongens galejer.

Kongelige Fødselsstiftelse, Amaliegade 25

Den Kongelige Fødselsstiftelse opførtes 1755-57 efter tegninger af Thu­rah, som havde fået grunden foræret mod at lade den bebygge. Facadens udformning med balustrade foroven fortæller, at Thurah hæl­dede til barokken. Dronning Juliane Marie (1729-96) lod 1783 det herskabelige hus indret­te til fødselsstiftelse. Den offentlige fødsels­stiftelse havde tidligere hørt under Frederiks Hospital, hvor den havde haft til huse i den søndre pavillon mod Amaliegade. Formålet med institutionen var at skaffe ugifte mødre et tilflugtssted og forhindre de hyppige barne­mord. 1910 flyttede den til Rigshospitalet.

Kongens Bryghus (Christian 4.s Bryg­hus), Frederiksholm Kanal 29

Kongens Bryghus er med sit imponerende tegltag en af Københavns ejen­dommeligste bygningsværker, Dets bygnings­historie begynder 1562. Admiral Herluf Trolle skrev dette år til kongen, at han havde fået en aftale med en graver om at "opkaste af Stran­den Plads til det Svovlhus, som Kongen befa­ler at sætte". Stedet, hvor huset skulle opfø­res, var en lille ø i Kalvebod Strand. Efter jordarbejder 1607-09 blev øen omdannet til en regulær bastion, som man samtidig havde gjort landfast med Slotsholmen. Christian 4. lod disse opfyldninger foretage for at styrke forsvaret af Københavns Slot. På den sydvest­lige del af skansemuren stod et nyt svovlhus, der allerede 1616-18 ombyggedes til bryghus med tre gavle og teglhængt tag. For at skaffe plads til dette projekt måtte bolværket udvi­des.

1632 brændte det kongelige bryghus, men genopførtes atter med valmtag. Den 7. maj 1767 noterede Luxdorph i sin dagbog, at "om Natten antendtes en farlig Ild, hvorved Kon­gen Brygger-Huus afbrændte". Bygningen blev endnu engang rejst, men brugtes herefter som depot for marinen, fra 1800 overtaget af hæren til samme formål. I tidens løb er vindu­ernes former blevet ændret og tegltaget er ny­lig udskiftet.

Kongens Enghave

Kongens Enghave var som navnet fortæller i kongens eje, og her havde han høbjergning indtil 1795. Bag Enghaven lå Pesthuset. Un­der Københavns belejring 1807 besatte engel­ske soldater haven. Den 25. august begyndte de at opkaste et batteri til 24-pundere "ved Gamle Pesthuus, hvilket, trods vore Kanon­bådes levende Beskydning, Natten til den 27de blev færdigt", således skrev major H.I. Blom 1845 om begivenheden.

Hvidovre kommune lod 1857 de sidste græsningsarealer udstykke til bøndergårde, mens den bymæssige bebyggelse mellem Enghave Plads og Vesterbrogade etableredes i 1880erne. Da Gyldenløves Bastion 1886 blev nedrevet, flyttedes Lucie Mølle til Kongens Enghave. Det var den sidste af stubmøllerne på Københavns volde og den eksisterede indtil 1914, hvor den brændte Skt. Hans aften.

Kongens Have

Kongens Have blev anlagt, da Christian 4. i årene 1606-07 lod bygge sit første lysthus, fra 1624 kaldet Rosenborg, uden for den davæ­rende Nørrevold. I 1634 blev den sammenlig­net med Tuilerie-Haven i Paris af Charles Ogier, den franske gesandts sekretær. Hvorle­des Kongens Have omtrentlig så ud på dette tidspunkt, viser Otto Heiders tegning fra 1649, Danmarks ældst daterede haveplan.

Tre hovedgange i haven, de endnu bevarede Kavalergangen og Damegangen samt en gang på tværs af disse, som sigtede vinkelret på slottets gavl, var dominerende. Denne disposition har siden været herskende. Det fremgår også af planen, at der for enden af Kavalergangen (mod nordøst) lå et lysthus, den nuværende Herkulespavillon. I de første årtier af 1600­tallet var beplantningen temmelig lav, men se­nere i århundredet fik træerne formentlig lov til at skyde i vejret. Gangene markeredes mere og måske har det medvirket til, at Rundetårn blev lagt i Damegangens akse, et udtryk for Christian 4.s evne til at skabe byplaner med de store sigtelinier.

Skulpturer blev også opstillet, men sikker viden haves først om statuen "Hesten og lø­ven". Den modelleredes 1617 af Peter Husum (Husen), nærmest som kopi af en antik statue på Capi­tolium i Rom, og var færdigstøbt i bronze om­kring 1624. Herefter stod den i Glückstadt indtil 1643 og kom lidt senere til Kongens Ha­ve, hvor den i dag ses mellem de to gamle ringridningssøjler (havens søndre del). Søjlerne og 17 marmorkugler omkring "Matzens Plæne" antages at være lidt yngre, dog før 1673, hvorfra det ældst kendte inventarium over ha­vens skulpturer er bevaret.

I Christian 4.s tid blev også opstillet et solur og en fontæne, og regnskaberne viser indkøb af morbær og vin, æble- og pæretræer samt nellikebuske og lavendel. Havens nuværende navn blev fastslået i 1660erne for at markere modsætningen til Dronningens Have, en pri­vat have som på dette tidspunkt anlagdes for dronning Sophie Amalie omkring det nuvæ­rende Amalienborg.

En haveplan fra 1669 fortæller om etable­ringen af en labyrint, hvis indviklede gangsy­stern førte ind til en åben plads med et ottekan­tet lysthus i midten. Labyrinter var meget yn­dede i barokkens havekunst. Om dresserede bjørne i Kongens Have tales der også.

Med 1700-tallet åbnede haven sig mere for folket og brugtes på Frederik 4.s tid til Jean de France stævnemøde. Thurah skriver, at det vrimler med mennesker om sommeren, der nyder de mange nattergales dejlige stemmer. Om et uheldigt stævnemøde sladrede Lux­dorph i 1771: "Der fortælles, at Frue Bülow lovede Cammerherre J. Schilden i Kongens Have at gaae ind med ham i et Telt, men vilde først see Fyhtværket. En Skalk, som hørte det, aftalede med sine Kamerater, at de skulde klappe, naar de hørte hand blæse i Trompet. Hand sneeg sig ind under Bænken i Teltet, og da de forliebte vare midt i Actionen, begyndte hand tututu og de andre at klappe".

I midten af forrige århundrede syntes haven noget på retur, skønheden var noget falmet og "kun hedebopiger, ammer og børn" benytte­de den, som en tilrejsende beretter.

Kongens Nytorv

I begyndelsen af 1600­tallet løb byens Østervold langs vestsiden af de arealer, der siden skulle blive til Kongens Ny­torv. Hvor Østergade mødte denne vold, lå Østerport. Uden for byporten bredte et kupe­ret terræn sig ned til stranden, krydset af flere veje og spredt bebygget. Her havde borgerska­bet deres lysthaver- og gårde. De vigtigste veje, som udgik fra Østerport, var Kongevej­en (til Frederiksborg over Lyngby) og Strand­vejen, hvor en stump af denne ældste landevej til Helsingør endnu er bevaret i Helsingørsga­de. Til dette topografiske billede skal føjes, at kystlinjen ved Østerport havde en indskæ­ring, kaldet Krabbelykke, hvor en del af flå­den fra gammel tid havde sin opankrings- og vinterplads.

Christian 4. gik imidlertid med store planer om Københavns udvidelse og 1606 købte han omtrent 200 hektar jord uden for Østerport til en pris af 14.000 daler. 5 læster korn og 46 får måtte yderligere til for at handelen kunne gå i orden. I 1609 købte kongen mere jord, denne gang til opførelsen af sit lysthus Rosenborg.

I forbindelse med etableringen af den nye bydel - Nykøbenhavn, eller Set. Annæ By som den også kaldtes - byggede man en frem­skudt skanse på det sted, hvor Kastellet kom til at ligge. Den nye skanse skulle bevogte hav­neindløbet og ved siden af opførtes 1627 en toldbod. Nu var de ydre rammer lagt og turen kommet til planlægningen af de nye kvarterer, der skulle gøre selve byen dobbelt så stor.

Nærmest Østerport skete der først store ændringer i begyndelsen af 1640rne, da man sløjfede den gamle byport med tilhørende vol­de. Næste skridt var fæstningsingeniøren Axel Urups generalplan, som blev vedtaget 1649. Efter denne skulle kystlinien fra den nedrevne Østervold og op til Toldboden regu­leres og udgøre en lang havnefront. Det var endvidere planen at lægge en kanal vinkelret på havnefronten (det senere Nyhavn), som man endog ved en tværarm påtænkte at for­binde med Holmens Kanal! I forbindelse med anlæggelsen af Gothersgade (kort efter 1647) fik det kommende Kongens Nytorv sin endeli­ge placering og omkring 1660 var dets omrids fastlagt, næsten som det nuværende.

Men endnu i Frederik 3.s tid var pladsen et stort roderi og udkørslen fra Østergade blev næsten umuliggjort, når fugtigt vejr forvand­lede gamle voldrester og affaldsdynger til et ælte.

Da Christian 5. blev konge i februar 1670, besluttede han allerede 4. juni samme år at jævne og brolægge dette trafikknudepunkt. Det skete først og fremmest ud fra et militært synspunkt. I erkendelse af, at stedet nu var by­ens midtpunkt, kunne det fungere som en mi­litær alarmplads. Herfra var der næsten lige stor afstand for soldaterne til alle byens volde. Radierende gader, som man kendte dem fra renæssanceteoretikernes idealby la citta del sole, solbyen eller radialbyen, måtte dog und­væres.

Foruden at være alarmplads skulle torvet også tjene som en place royale efter fransk for­billede. Grundstykker rundt om den fordeltes til interesserede, deriblandt folk fra de nye rangklasser. En forordning udstedtes 1672 for "at forekomme den uordentlige Byggemaade udi de Bygninger, der paa Kongetorvet herefter vorde opsat". Det hed i denne, "at ingen, være sig hvem det være kan, maa paa bemeldte Torv noget Hus eller Bygning sætte, som ikke i det mindste befindes af to Stokværk i Højden foruden Kælder og til Gaden med en Brand­mur (grundmur) opført, og det derhos iagtta­ges, at samme Huse, saa vidt muligt er, paa en Maner og efter en Bygningsmodel efter vores Stadsbygmesters Anledning (anvisning) byg­ges".

Hvorvidt Thomas Rasmussen Walgenstein, som var stadsbygmester 1670-81, fik indfly­delse på byggeriet, fortæller kilderne intet om.

Sit nuværende navn - Kongens Nytorv fik pladsen på samme tidspunkt. Det skulle er­statte det kuriøse Hallandsåsen, som tidligere havde klæbet ved stedet. Der er gættet meget på, hvordan navnet Hallandsåsen er opstået. Erik Pontoppidan søgte at forklare det i sin "Origines Hafniensis" (1760): i gamle dage havde hallandske skippere nogle usle boder ved Krabbelykke-vigen, hvor de solgte deres landbrugsprodukter. Deraf navnet Hallands­åsen.

Museumsinspektør Hugo Matthiesen fra Nationalmuseet havde nok mere ret. Han på­pegede, at navnet først optræder omkring 1650, antagelig som en ironisk hentydning til den ufremkommelige plads; jævnfør den sto­re ås, man måtte passere på rejse fra Skåne til Halland.

Men Christian 5. havde vel også andre grun­de til at om døbe pladsen til noget finere. Hal­landsåsen gav smertelig erindring om tabet af de svenske provinser, for ikke at tale om det uhyggelige rettersted, københavnerne endnu i 1668 havde oplevet på dette sted. Selve galgen, som var konstrueret med alle datidens tekni­ske fif efter fortifikationschefen Henrik Rüses anvisninger, blev med sit rød malede træværk en torn i øjet på Frederik 3. Den 14. april 1668 ankom stadens tømmermandsskrå efter ordre til retterstedet for med økser, save og bor at nedtage galgen "i en Hast og meget gesvind". Hele herligheden kørtes derefter til en plads neden for Kastellet, hvor det blev genopstillet.

Hallandsåsen gik dog ikke så let af glemme. Da Rasmus Nyerup år 1800 udgav sin "Kjø­benhavns Beskrifvelse", meddelte han, at "nogle af sine fordums Spadseregange har Kjøbenhavn mistet, saasom Haverne paa Amalienborg og Hallandsaas". Det smittede af på svenskeren J. E. Angelins skildring af Kø­benhavn (1806), hvor navnene Kongens Ny­torv og Hallandsåsen anføres side om side.

Byggeriet omkring stadens fineste torv kom godt i gang efter brolægningen. Charlotten­borg rejstes 1672-83, Hovedvagten (ved Ny Adelgades udmunding) stod færdig 1680, Thotts Palæ byggedes 1683-86 og gehejmeråd Grams Palæ fuldførtes ca. 1685. I den rimede avis Mercurius blev poeten opflammet til at skrive om dette og andet fornemt byggeri i Kø­benhavn:

"Her bygges skønne Hus i Staden allevegne,

saa Byen mer end før til Mægtighed la' r tegne

Haandværkerstat og alt de siunes udi Flor;

gør Gud, som gamle Rom, vor Stad i Vælde stor"

Som en foreløbig "afslutning" på torvets for­skønnelse opsatte man 1688 den pragtfulde rytterstatue af Christian 5., som den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux var mester for. Han skabte en skulptur præget af barokkens begejstring for antikken. Således blev kongen iklædt romersk imperatorkostu­me med laurbærkranset hjælm, en klar efter­ligning af den rytterstatue af Ludvig 13., man 1639 rejste i Paris.

Ved soklens fod anbragte Lamoureux fire allegoriske figurer. Vendt mod Charlotten­borg: Minerva og Alexander den Store symbo­liserende visdommen og heltemodet, mens den modsatte side smykkedes med Herkules og Artemisia, styrkens og ærens personifi­kationer. Deres opstilling fuldførtes efter Abraham-César Lamoureux' død af brode­ren Claude Lamoureux.

Skønt den franske billedhugger kun havde fremstillet hesten i travlignende gangart, in­spireret af Marcus Aurelius' hest på Capitol, voldte det store problemer, da monumentet skulle støbes i bly. Konstruktionen måtte gø­res mere holdbar og Lamoureux anbragte der­for en nøgen mandsfigur, et sindbillede på misundelsen, som skulle vride sig under he­stens hove og understøtte det svageste punkt, hestens bug. 1687 stod den rejst, endog for­gyldt, men begejstringen varede kun kort. Fi­guren begyndte at synke!

I de følgende århundreder var der en stadig jamren over Lamoureux' monument, ikke mindst over det venstre forben, hvis bly efter­hånden var blevet trykket ud til en pølse. Det blev derfor overladt professor Einar Utzon ­Frank fra Kunstakademiet at afstøbe den i bronze, hvilket fandt sted 1939-42. Den ny statue afsløredes 22. maj 1946, mens origina­len i dag findes på Tøjhusmuseet.

Krinsen, et ord beslægtet med krans, op­træder første gang 1680 som navn for det ova­le have- og hækanlæg, som rytterstatuen skul­le placeres i. Valget af denne særlige geometri­ske form var ganske naturlig, eftersom ellip­sen på dette tidspunkt prægede adskillige ha­ver og pladser rundt om i Europa. Nærliggen­de er det at pege på Piazza del Campidoglio i Rom, hvor flisebelægningens sindrige møn­ster danner en kæmpeoval omkring Marcus Aurelius' rytterstatue. Ideen hertil skyldes Michelangelos projekt fra 1560erne.

Begejstret over al den pragt, som udstrålede fra pladsen, kunne Henrik Gerner i 1691 ud­bryde: "Hvor nu er Kongens Torv, der før var Grav og Volde om Gammel København; hvor før var Hestestalde, Morads og ringe Værk, der nu staar Hus og Mur, opbygte regelret, foruden Bod og Skur". Dog var der også plads til det folkelige, idet soldaterkonerne fra gar­nisonen fik begrænsede staderettigheder og slagterudsalg indrettedes bl.a. handel med fuglevildt, brændsel og halm knyttedes ved lov i 1684 til torvet, mens et hestetorv allerede på det tidspunkt fungerede.

I 1711 skabte Krieger et nyt anlæg omkring "hesten", stærkt præget af den franske ba­roks idé om den strengt geometriske have. Fire rækker træer plantedes i ovalens periferi, mens to gange, skærende hinanden vinkelret ved rytterstatuen, opdelte anlægget i fire kvar­terer med bede. I hvert af bedene sås initialer­ne C A, monogrammet for enkedronning Charlotte Amalie, som boede på Charlotten­borg indtil sin død i 1714.

Omkring "hesten" havde man tidligt an­bragt et smedejernsgitter af partisaner og det fik lov til at stå, da haven nedlagdes 1747. En del af træerne flyttedes derfra til anlæggelsen af Øster Allé. I årene 1855-56 anlagde man en ny have, hvis træer nu er vokset så store, at "hesten" aldeles forsvinder. Rent trafikalt har man heller ikke skånet det gamle torv, men mange røster taler i disse år for en genrejsning af byens fineste plads.

"Kringelen"

Kringelen var et stort fæstningstårn, place­ret på nordsiden af det nuværende Vingårds­strædes udmunding i Kongens Nytorv og tid­ligst nævnt 1289. Det omtales 1343 som Bytår­net, i 1496 som Kringelen. Ved Københavns belejring under reformationen stod det endnu, og da grunden til Magasin du Nord udgra­vedes 1873, fandt man rester af fæstningstårnets fundamenter.

Kringlegangen er en lille passage mellem Gråbrødrestræde og Valkendorfsgade. Dens knækkede forløb og okkergule mure og arka­depiller giver en stemning lig Venedigs laby­rintiske gyder. Navnet Kringlegangen, som er inspireret af den forgyldte bagerkringle over porten til Gråbrødrestræde 17A-B, valgtes 1978, efter at man havde udskrevet en privat konkurrence om det bedste navn til den ny­etablerede forbindelse mellem de to gader.

Kristen Bernikows Gade

Kristen Bernikows Gade, fortsættelsen af Gammel Mønt frem til Østergade, var oprin­delig en byens rende, en spildevandsledning til havnen. Det bestemtes 1547, "at staden skulle have frit stræde der igennem". Hvor strædet mundede ud i Østergade, lå på den østre grund en anselig gård, som 1607 ejedes af Christian Barnekow. Antagelig stod Barnekow også for opførelsen af de 27 våninger, der juni 1636 stod på matriklen.

Som ung havde Barnekow berejst "Asiam et Africam" og nåede helt til Abessinien, hvor det hede klima og frygt for krokodiller og an­dre farlige dyr fik ham til at opgive den videre opdagelsesfærd. Således berettes det i hans ligprædiken. Efter hjemkomsten til Danmark udnævntes han til hofjunker. Hans navn har fra 1620 været knyttet til passagen, først som Christen Bernekousstræde, senere af den kø­benhavnske dialekt forvansket til den nuvæ­rende navneform.

Kronprinsessegade 18

For- og sidehus samt mellembygninger er opført 1807-13 af murermester J.M. Quist, mens facadedekora­tionerne er fra tidsrummet 1857-77. Vinduer­nes afdækning og deres brystninger med stuk­ornamenter er ligesom kvadermurværkets fugning påvirket af samtidens tyske arkitek­tur, nærmere bestemt arkitekten Karl Fried­rich Schinkels arbejder. Hans bygningskunst, som blomstrede i Prøjsen i begyndelsen af 1800-årene, fik stor indflydelse på det køben­havnske gadebillede. Havde de københavnske bygmestre og arkitekter ikke selv mulighed for at tage til Berlin for at studere Schinkels vær­ker, kunne de blot studere hans bøger Archi­tektonische Entwürfe og Vorbilder für Fa­brikanten und Handwerker.

Et bindeled mellem det prøjsiske og det kø­benhavnske var også den tyske arkitekt G. F. Hetsch, som 1815 kom til hovedstaden, blev C. F. Hansens svigersøn og en skattet lærer på Kunstakademiets arkitektskole frem til sin død 1846. Nordre Toldbod og Bredgade 10 er også eksempler på den Schinkelske tradition.

Kronprinssesegade 30, se Davids Samling

Krystalgade

Krystalgade omtales 1492 som "det lille Stræde, som løber ind til her Cantors Port", og 1528 nævnes "thet Stræde bag Cantoris Port, der stræcker seg fran Nørregade tiil Købmangergaden". Anno 1600 optræder navnet Skidenstræde, hvilket måske henviser til den i 1500-tallet tildækkede spildevands­rende, gaden blev ført hen over. Betegnelsen Skidenstræde bevaredes gennem 1600-tallet, således i mandtalslisten fra Københavns belej­ring 1659: Schiden (Skiden) Strede. På Geddes kort fra 1757 skrives der imidlertid "Cristall Gade eller Skidenstrede", og fra 1818 benyttes førstnævnte officielt.

Kultorvet

Kultorvet er et af stadens yngre torve, først opstået efter 1728-branden. Dette åndehul i den gamle by kaldtes oprindelig Ny Nørre Torv over for Rundetaarn. Her skulle tørve­bønderne og de nordsjællandske kulsviere sælge deres brændsel, hvad der tidligere havde foregået i gaderne nær Nørreport. Stifteren af Dansk Folkemuseum, Bernhard Olsen (f. 1836), der boede i St. Kannikestræde som barn, erindrer sig tørvebønderne som "en ofte røveragtig Bande, der truede ensomme og frygtsomme Personer til at købe deres snyder­agtigt læssede Varer".

Torvets kulsviere kom fra Frederiksborg Amt og kørte deres trækul til København. Når det atter gik hjemad med tømte vogne, tog pokker dem og det udartede sig til den rene væddeløbskørsel. Således fortæller Junge i 1700-tallet. Den brede Kongevej var velegnet dertil og ofte var det med livet som indsats.

Torvets nuværende udstrækning skyldes store nedrivninger, idet pladsen oprindelig havde været tæt bebygget. Således strakte Ro­sengården og Sankt Gjertrudsstræde sig læn­gere end nu. Den vestre side af torvet udfyld­tes af Mikkel Vibes Gade, eftersom den kend­te borgmester havde en ejendom på dette sted; samme Mikkel Vibe byggede sig 1622-36 to gårde på Christianshavn.

Den 24. juni 1847 åbnedes den første af­holdscafé i Danmark med Kultorvet som adresse. Den største forandring i moderne tider er nedrivningen af de gamle huse på tor­vets østside, som har givet plads til Biblioteks­gården. Ved torvet har boet kendte folk som maleren Chr. Dalsgaard (1851) og enkefru A. M. Mangor (1847-54), som 1837 havde ud­givet "Kogebog for smaa Husholdninger", et værk med så stor popularitet, at det 1887 ud­kom i 28. oplag. Under 1864-krigen skrev hun i sin patriotisme og medfølelse for de danske soldater en "Kogebog for Soldaten i Felten", der skulle mildne deres byrdefulde liv. Madam Mangor blev simpelthen en institution.

Kunstindustrimuseet m.v., Bredgade 66­-72

Det stort anlagte bygningskompleks blev opført på initiativ af greve Adam Gotlob Moltke og med Nicolai Eigtved som ansvarlig for det oprindelige projekt. Bygningerne skul­le tjene som civilt hospital. 21. maj 1751 blev Frederik 5. forelagt Eigtveds plan, der omfat­tede fire l-etagers pavilloner ved hver gadeside samt to fritliggende parallelle længer omkring "Grønnegården". Kravet om mere plads be­virkede imidlertid, at "Grønnegården" lukke­des ved tilføjelsen af to korte fløje.

29. juli 1752 nedlagdes grundstenen og på den vedlagte kobberplade stod skrevet på dansk og latin: "Fædrelandets omhyggelige Fader, Fr. V, Konge til Danm. og Norge, lag­de den første Sten til denne offentl. Bygning, bestemt til at optage 300 syge, og bød, at Ar­bejdet skulde udføres paa hans egen Bekost­ning, uden Bidrag af Undersaatterne. I Juli 1752". Kongen skaffede dog også midler dertil fra den norske generalpostkasses overskud, der herefter til "evig Tid" henlagdes til institutionen.

År 1754, hvor Eigtved døde, stod karréen færdig. Lauritz de Thurah overtog herefter le­delsen og med kongens tilladelse opførte han 1755-57 de fire endnu eksisterende pavilloner i to etager. Denne løsning skulle erstatte den oprindelige med de otte mindre bygninger. Mens Eigtveds karré fremtræder i en let roko­kostil, er Thurahs bygninger tungere i former­ne, hvad der viser hans afhængighed af barok­ken. Over hovedindgangen er opsat et relief med "Den barmhjertige samaritan". Arbejdet er udført af J. C. Petzold. Vaserne på jerngit­terportene skyldes billedhuggeren J. F. Hän­nel.

I den sydlige af pavillonerne til Bredgade var indrettet apotek, i de andre var bad, fød­selsstiftelse m.m. Oprindelig var det bestemt, at de 300 syge, der var plads til, alle skulle nyde friplads. Men af økonomiske grunde nedsat­tes antallet af fripladser til 125, dog atter for­højet 1788 til 170. Nogle senge var forbeholdt militærets folk. Det var endvidere en fast re­gel, at uhelbredelige sygdomme som galen­skab, kopper, spedalskhed og veneriske syg­domme ikke måtte behandles.

1910 overførtes Frederiks Hospital til det nyetablerede Rigshospital, og 1919 skænkede etatsråd Emil Glückstadt grunden med Grøn­negårdkarréen til Det danske Kunstindustri­museum. Dets daværende direktør, Emil Hannover, fulgte med megen ængstelse, hvor­ledes den storsindede giver i de følgende år kom mere og mere i søgelyset p.g.a. Landmandsbank-sagen. Skæbnen ville, at Hannover døde 8. marts 1923, dagen før med­delelsen om, at Glückstadt var arresteret som sigtet for bedrageri!

1921-26 blev fløjene ombygget og indrettet til udstillingsformål. Dette arbejde fordeltes mellem arkitekterne Ivar Bentsen og Kaare Klint, sidstnævnte alene med ansvaret for in­teriørerne. Museets samlinger er opstillet kro­nologisk, omfattende europæisk kunsthånd­værk fra middelalder til nutid. Møbelkunsten er stærkt hævdet, men også specialsamlinger af fajancer, porcelæn, sølvtøj, tekstiler og smykker må fremhæves. Ligeledes er japansk og kinesisk kunst repræsenteret.

Københavns Bymuseum, Vesterbrogade 59

Københavns Bymuseum er indrettet i Den kgl. Skydebanes gamle bygning. Skydeselskabet, hvis historie kan fø­res helt tilbage til 1443, har nu til huse på det gamle landsted Sølyst ved Klampenborg. Grundstenen blev nedlagt den 29. januar 1782 af generalfiskaI Frederik Vilhelm Wivet, som til lejligheden havde lavet et digt. Dette blev i en dåse anbragt ved grundstenen i stedet for den sædvanlige skik at nedlægge sølvpen­ge. Byggekapital og skøde til grunden mangle­de, hvorimod en tegning kunne forevises de forsamlede skydebrødre med opfordring til at støtte byggeriet. Tegningen var leveret af hof­murermester Brandemann, mens hoftømrer­mester J. Boye Junge havde overopsynet med arbejdet. Bygningen indviedes 10. maj 1787. Boye Junge gjorde også en tegning til den lave sidefløj, som rejstes kort efter og fornyedes 1895.

Byudvikling efter anden verdenskrig truede den fredfyldte plet og selskabet måtte overveje en flytning. 1 1948 solgtes arealet til Køben­havns kommune. Man overvejede nogle år se­nere at rejse et stort hotel bag hovedbygnin­gen, der selv skulle reduceres til kulisse, blot tjene som indgang! Det afstedkom en hed de­bat, bygningen blev skånet og derpå erhvervet med statstilskud af kommunen.

I de smukke gamle rum indrettedes Køben­havns Bymuseum 1954-56. Museet, som var stiftet 1901 og fra 1925 havde været tilgænge­ligt på Københavns Rådhus, kunne nu vise si­ne stærkt forøgede samlinger under bedre vil­kår.

Museets hovedformål er at illustrere hoved­stadens udvikling fra middelalder til nutid, skiftende slægters præg på gader, huse, bolig­indretning, handel og torveliv. Her er ek­sempler på gadedøre, skilte, klokketræk, slut­sten og hustavler fra nedrevne ejendomme. Gadebelysningen er også skildret som pendant til de gamle gadelygter, der nu er opstillet i Ab­salonsgade ved siden af museet.

En overvejende del af udstillingen udgøres af den historisk-topografiske samling af bille­der, malerier, stik, tegninger og akvareller, der fortæller om begivenheder af almen inter­esse.

En sand guldgrube er skydeskiverne fra åre­ne 1752-1846, deponeret af SkydeseIskabet. Det vrimler med morsomme allegorier og vær­difulde topografiske detaljer fra 1700- og 1800-tallets København.

En vigtig tilføjelse blev gjort, da en særlig Søren Kierkegaard-samling indviedes 1960. Ved museets indkørsel er om sommeren op­stillet en model af København på reformati­onstiden.

Købmagergade

Købmagergade var muligvis en del af den hovedfærdselsåre, der fra omkring 1200 for­bandt Roskilde med "Købmændenes havn" ved sejlløbet mellem Amager og Sjælland. Al­lerede 1380 betegnes den i jordebogen som Bjørnebrogade og under dette gådefulde navn kendes den i dokumenterne indtil 1463. Sta­dens "kødmangere" (slagtere) havde på dette tidspunkt forlængst etableret sig med deres boder i gaden, hvilket gav anledning til et nyt gadenavn, Kiødmangergade. Disse slagterbo­der flyttedes kort før reformationen 1536 til Skindergade, men navnet blev hængende, dog efterhånden forvansket til Kiøbmagergade. Navneformen Kiøbmagergade, hvoraf det moderne Købmagergade er dannet, optræder første gang 1595, mens det oprindelige Kiød­mangergade endnu er dokumenteret 1656.

Mange historiske personer og begivenheder er knyttet til Købmagergade, æren derfor har Rundetårn og Regensen i særdeleshed. Men der er også grund til at fremhæve C. A. Reitzels Forlag, som trak mange af de store litterater til gaden. Reitzels Forlag med tilhørende bogla­de flyttede 1827 ind i den nordre fløj af det da­værende Waisenhus (senere nedrevet og er­stattet af varehuset "Messen"). Meget levende fortæller Otto B. Wroblewski, som 1843 be­gyndte sin læretid i huset, hvorledes han mød­te Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg, H. C. Andersen, Chr. Winther, Søren Kierke­gaard, Grundtvig, St. St. Blicher, Ingemann og mange flere.

Om Thorvaldsen fortæller han, at billed­huggeren en dag besøgte bogladen, ikke for at købe bøger, men for at "tage i øjesyn et nys udkommet stort Kobberstik, som Reitzel hav­de faaet (Napoleon paa sit Dødsleje); desvær­re gik han forgæves, da R. ikke var hjemme, hvad denne højlig beklagede".

Købmagergade 33

Købmagergade 33 er opført 1729-32 af Phi­lip de Lange. Ejendommen, som oprindelig bestod af fire fløje, blev bygget for oversekre­tær Chr. Møinicken, men videresolgtes 1731 til lensgreve Frijs. En facadetegning er bevaret fra hans tid som ejer. 1733 blev ejendommen overladt til overkammerherre C. A. von Ples­sen, som afsluttede byggeriet. Hovedfløjen er den eneste bevarede del og fremtræder i ba­rokkens stil, kulminerende i det pompøse portparti. Karakteristisk er også de brudte vinduesafdækninger, den kraftige hovedge­sims, den svagt fremhævede midtrisalit og den reliefprydede trekantfronton.

1779 erhvervedes ejendommen, dengang kaldt "Marskalsgaarden", af staten for 24.000 rigsdaler. Den indrettedes herefter til post­gård, idet C. F. Harsdorff ledede ombygninger­ne. Da den jyske bondekarl Hans Peter Jensen 1849-50 opholdt sig i København, nævner han, at der foruden Postgården i "Store Kjøbmager­gade" er 25 brev kasser anbragt hos et tilsvaren­de antal urtekræmmere rundt omkring i byen ­"De sidder i Vinduet, og ere synlige uden fra". Allerede 1843 blev Postgården udvidet, da man erhvervede to mindre ejendomme i Løv­stræde.

Købmagergade 42

Købmagergade 42 er opført 1896 i røde tegl. På taget er en statue af Merkur.

Købmagergade,

se også Rundetårn og Trini­tatis Kirke. [SIC: Bør flyttes

Købmager Kvarter

Købmager Kvarter, det 8. af byens gamle ro­demål, afgrænses af Købmagergade, Klarebo­derne, Møntergade, Gothersgade, Kongens Nytorv og Østergade. Administrativt blev det opdelt i to roder, Pilestrædes og Hovedvag­tens. Under Københavns belejring 1659 møn­strerede kvarteret 409 mand.