Kongens By

Da biskop Peder Jensen Lodehat døde i 1417, slog kong Erik 7. af Pommern til og tog magten over København. Bispevældet skulle aldrig mere komme igen. Kong Erik opholdt sig hyppigt i København og brød dermed den tradition for at flytte rundt i landet, som kongerne hidtil havde fulgt. København var den største og rigeste by i Danmark og ville sikre kongemagten et solidt greb om Øresund. København udviklede sig dermed til residensstad og til at blive Danmarks politiske, økonomiske og kulturelle centrum.

Det blev nødvendigt at udvide Københavns slot på grund af hoffets vækst og udbygningen af statsadministrationen. Adelen byggede boliger i byen for at være så nær magtens kilde som muligt. Den overhvælvede kælder i Vingårdsstræde 6, hvor Restaurant Kong Hans findes i dag, er en rest af en fornem adelsgård fra begyndelsen af 1400 årene. Samtidig blev København hjemsted for flåden, og der blev anlagt et orlogsværft på en af holmene i havneløbet. Kulturlivet stimuleredes betydeligt, da Københavns Universitet blev oprettet i 1479. En rest af dette Danmarks ældste universitet er Konsistoriebygningen med hvælvet kælder, som gemmer sig bag Frue Plads.

København fik et nyt kloster, Sankt Klara. Det eksisterende Helligåndskloster udbyggedes. Dette klosters hospitalsfløj står endnu lige ved Strøget. Rummet, hvis murhvælv bæres af spinklesøjler, bruges nu til skiftende udstillinger. Vor Frue kirke blev i 1514 prydet med et kolossalt højt spir dækket med kobber og kranset af fire små spir. Ingen, som kom kørende ned ad Valby Bakke vest for København eller nærmede sig havnen fra Øresund, kunne være i tvivl om, at det måtte være byens førende kirke. Under den nuværende kirkes kor kan man stadig få rester af den oprindelige omgang at se. Af de få andre senmiddelalderlige bygnings rester i København må nævnes ruinerne af Jarmers tårn midt ude i den moderne trafikstrøm et par hundrede meter fra Rådhuspladsen. Tårnet er den sidste rest af den middelalderlige befæstning, som omgav byen.

Folketallet i København var omkring år 1500 nået op på 12.000. Det gav voksende omsætning for købmændene og flere opgaver til håndværkerne. Allerede under kong Erik 7. af Pommern havde den københavnske købmandsstand sikret sig betydelige privilegier, hvilket styrkede deres position overfor håndværker lavene og omegnens landboere. Særrettighederne skulle dog først og fremmest tjene til at knægte de tyske købmænd. Den hanseatiske indflydelse mindskede da også år for år. Tyskerne blev trængt tilbage fra Øresundsområdet. Den danske kongemagt blev med tiden så stærk, at danskerne kunne tvinge fremmede skibe, som ville passere Helsingør, til at betale Øresundstold. Denne afgift skulle gennem flere århundreder blive til en indbringende indtægtskilde for den danske konge, utvivlsomt til stor irritation for udenlandske, især tyske købmænd.

Beherskelsen af København var på denne tid blevet uomgængelig, hvis man ville kontrollere Danmark. En begivenhed i København blev hyppigt det samme som Danmarkshistorie. Da Christian 2. i 1523 blev tvunget til at forlade Danmark, forblev Københavns borgere trofaste mod ham. Følgelig måtte den nye konge, Frederik 1., gennemføre en månedlang belejring af hovedstaden for at sikre sin kongeværdighed.

I den borgerkrig, som i dansk historieskrivning kaldes Grevens fejde, og som begyndte straks efter Frederik 1's død i 1533, vendte den københavnske befolkning sig mod sønnen, Christian 3. Så fulgte atter en langvarig belejring præget af uhyggelig hungersnød, før København måtte bøje sig for Christian 3. Under ham gennemførtes reformationen i Danmark efter lang tids social og kirkelig uro. Et af de dramatiske højdepunkter var billedstormen på de katolske billedskatte i Vor Frue kirke. Lutherdommen blev fra 1536 Danmarks officielle religion. Det skete efter et stort rigsrådsmøde på Gammeltorv i København, hvor adelsmænd og borgmestre fra hele Danmark var kaldt sammen. Først i 1537 kunne Christian 3 blive kronet ved en prægtig højtidelige hed i Vor Frue kirke. Fremmede fyrster og gesandter mødte frem i stort tal. I det hele taget krydrede store festligheder i disse årtier den københavnske hverdag.

Men dagliglivet blev også dramatisk for hovedstadens indbyggere under de mange epidemier, som rasede i byen. Hver gang tyndede det kraftigt ud i byens befolkning. Københavns øvrighed søgte at forbedre renovationen. Der blev også gjort en stor indsats for at modernisere byens vandforsyning. I 1581 gravedes en vandledning fra Emdrup sø nogle kilometer nord for København og ind til byen. Fra denne ledning forsynedes det nyopstillede springvand på Gammeltorv.

Når kongen var på rejse, blev der udnævnt en statholder, som fungerede som vicekonge i hovedstaden. Byens kongevalgte borgmestre og rådmænd, for der var naturligvis ingen demokratiske valg, blev underlagt statholderens myndighed. I slutningen af 1500 årene beklædte den energiske Christoffer Va1kendorf statholderembedet. Han forbedrede havnen og fæstningsanlægget, også renovationen og forskønnede byens udseende, da han tog initiativ til på egen bekostning at sætte pragtfulde tårne på nogle af kirkerne. Til eget brug opførte Valkendorf en fornem gård på Amagertorv.

De sidste årtier før 1600 var en blomstringstid for København. Handel og skibsfart havde stor fremgang. Bevarede regnskaber fra Øresundstolden dokumenterer, at flere og flere skibe hvert år passerede Øresund. Den tyske indflydelse reduceredes i samme takt, som Danmark mere og mere knyttede forbindelse til England og Frankrig, men først og fremmest til Nederlandene. Denne nations stærke økonomi og kultur skulle i 1600 årene gribe betydeligt ind i København og dens mere end 20.000 indbyggeres tilværelse.