Indholdsfortegnelse

 

Befæstningsleksikon 1100-1600

Absalons Borg: Den borg, biskop Absalon byggede i 1167-71 på Strandholmen foran København. Borgen bestod af en kraftig ringmur bygget af kridtstenskvadre. Inden for muren lå der en hovedbygning, et såkaldt palatie, samt en række økonomibygninger. Ringmuren var omgivet af en voldgrav. Kridtstensmuren blev forstærket formodentlig i 1200-årene med teglbyggede tårne med kvadratisk grundplan. Borgen blev nedrevet 1359 af Hansestæderne, som en hævn mod Valdemar Atterdag for det nederlag, han pådrog gotlændingene og derved også hansekøbmændene i slaget ved Visby 1361. På borgens ruiner rejstes Københavns Slot, som med talrige ombygninger kom til at fungere indtil 1720-erne, hvor det blev erstattet af det første Christiansborg. Begge anlæg blev genfundet ved de omfattende arkæologiske undersøgelser, der blev foretaget i 1906-07 og 1918 ved genopbygningen af det nedbrændte Christiansborg Slot. Ruinerne af borgen og slottet kan endnu ses under Christiansborgs hovedfløj.

[illustration]


25

[illustration]


26

Befæstning langs stranden: Der er ved flere lejligheder i begyndelsen af dette århundrede påvist en vold under det nuværende Løngangsstræde samt ved en undersøgelse i 1992 fundet en dæmning eller vold langs med den gamle strandlinie i Lille Kirkestræde. Den sidste kunne dateres til 1220-erne. Dette tyder på, at der har været en beskyttelse af byen mod stranden. I 1524 nævner byens regnskaber desuden, at der skal graves en voldgrav ved stranden. Det kan have været et forsøg på at forstærke den allerede eksisterende vold.

Byens Tårn: Tårnet kendes fra to omtaler i de skriftlige kilder i henholdsvis 1343 og 1380, men kan ikke placeres nærmere på det foreliggende grundlag.

Bymuren: Allerede i Københavns første stadsret nævnes byens mure, men det er muligt, at der her er tale om et fast udtryk, som snarere betegner befæstning end egentlig bymur. Ikke før midten af 1400-årene nævnes bymur på en måde, som ikke kan så tvivl om dens eksistens. Byggeriet må altså være startet før dette tidspunkt. Den første etape indledes ved byens østgrænse fra stranden syd for den middelalderlige Østerport ved enden af Østergade. I 1496 angives muren at dække hele Østervold og Nørrevold indtil Nørreport. I de urolige år fra i 1520-erne og frem til Københavns Belejring 1536 blev det sidste stykke rejst fra Nørreport til Vesterport og videre til stranden syd for det nuværende Vartov. København er den eneste af landets middelalderkøbstæder, som får en befæstning med mure og tårne:

Byportene: Befæstningen afgrænsede byen mod det omgivende land. Den eneste adgang til byen fra landsiden var gennem byens porte, som gjorde det muligt at kontrollere den ind- og udgående trafik. Den befæstning, som lagdes omkring byen i 1200-årene, blev udstyret med tre porte: Vesterport, Nørreport og Østerport. De blev suppleret med Lønporten, som betyder den skjulte port, formodentlig engang omkring midten af 1500-årene. Udformningen af portene i den ældste tid kendes ikke, men de blev i løbet af middelalderen muret i tegl. Over selve porten har der formentlig i middelalderen stået et tårn. Foran portene anlagdes der i begyndelsen af 1500-årene af forsvarshensyn halvrunde øer, benævnt skanser i regnskaberne, som det var nødvendigt at passere på vej ind til porten.

Clemens Kirkes Rende: Nævnt i Roskildebispens jordebog fra 1377. Renden eller grøften har formodentlig løbet langs med østsiden af Skt. Clemens Kirkegård. Da den nævnes så sent, kan den næppe være identisk med den ældste befæstning, som på det tidspunkt var sløjfet. Der er snarere tale om den træsatte, senere stensatte, rende fra 12-1300-årene, som Bymuseet i 1984 har påvist ved en undersøgelse på nordsiden af Strøget i kælderen til Frederiksberggade nr. 28. Dens formål kendes ikke.


27

Hanetårn: Det middelalderlige tårn, som ved sløjfningen af Nørrevold i 1874 blev påvist mellem Løvetårnet og Jarmers Tårn. Det blev nedrevet i 1878, da Nørre Boulevard, den senere Nørre Voldgade, blev anlagt. Tårnet kendes fra kilderne, fordi der i 1618-19 anlagdes en bastion, som opkaldtes efter tårnet. Navnet blev senere forvansket til Hahns Bastion.

[illustration]

Tårnet er formodentlig fra 1523, hvor byggeriet omtales. Tårnet var udformet som en rundel, knap 9 m i diameter og med næsten 2 m tyk mur; højden kendes ikke. Muren var sat i røde munkesten med en domino-formet mønstermuring af hårdtbrændte sten. Åbningen ind mod byen er muret til i begyndelsen af 1600-årene. Tårnet er i dag markeret med brosten i vejbanen på Nørre Voldgades nordside og et skilt på gitteret ind mod Ørstedsparken.


28

[illustration]

Hans Claussøns Tårn: I 1510 nævnes et tårn ved Clara Klosters mur, som rådmand Hans Claussøn har ladet bygge på byens vegne. Det omtales senere som Hans Claussøns Tårn. Byggeriet må være identisk med det cirkelrunde tårn, hvis ruiner blev fundet under bebyggelsen netop der, hvor Christian IX's Gade møder Gothersgade. Bygningen var 14 m i diameter med en mur på 3 meters tykkelse. Dens højde kendes ikke.

Jarmers Gab: Se Jarmers Tårn.

Jarmers Tårn: Tårnet frilagt ved voldens sløjfning i 1884. Tårnets placering i det skarpe knæk, hvor Vestervold og Nørrevold mødes, siges at være det sted, hvor den vendiske fyrst Jaromar i 1259 brød gennem volden. Det omtales i middelalderen som Jarmers Gab. Et tårn på stedet nævnes første gang i 1529. Jarmers Tårn er som det eneste af middelalderbefæstningens oprindeligt mindst 11 tårne bevaret som


29

en ruin, der kan beses på Jarmers Plads. Tårnet var oprindelig en rundel, men åbningen ind mod byen er muret til i begyndelsen af 1600-årene. Tårnets diameter er mere end 15 m og muren godt 1,5 m tyk. Muren er sat i røde munkesten med en dominoformet mønstermuring i hårdtbrændte mørke sten, som også kendes fra Hanetårnet. Dets oprindelige højde kendes ikke.

Kattetårn: Et tårn mellem Nørreport og Jarmers Tårn, muligvis det, der lå nærmest Jarmers Tårn på Nørrevold. Nævnt 1638, men tårnet kendes ikke arkæologisk.

Kringelen: I 1496 nævnes et tårn kaldet Kringelen. Det beskrives i 1496 som liggende syd for Østerport og øst for den store grund, hvor nu Magasin ligger. Tårnet er endnu ikke påvist arkæologisk.

[illustration]


30

Københavns Slot: Det befæstede slot, som blev rejst efter Hansestædernes ødelæggelse af Absalons Borg i 1369. Selvom vi ved, at der allerede 1387 nævnes en slotshøvedsmand på Københavns Slot, har genopbygningen sandsynligvis ikke taget rigtig fart, før Erik af Pommern overtog byen og slottet efter 1417. Bygningsarkæologiske undersøgelser tyder på, at det i sin ældste fase har haft ligheder med Erik af Pommerns øvrige borgbyggerier, som f.eks. Krogen (det senere Kronborg) og Malmøhus. Københavns Slot havde dog i modsætning til de andre et noget mere uregelmæssigt omrids, som må forklares på baggrund af de muligheder, den lille holm gav for byggeriet. Slottet bestod formodentlig som Erik af Pommerns andre borge af en stor fornem hovedbygning indbygget i selve fæstningsmuren. Det store Blåtårn, som bevogtede adgangen til slottet, stammer sandsynligvis også fra denne ældste fase. Der har desuden ligget en række økonomibygninger på ringmurens inderside, og anlægget var omgivet af en voldgrav. Der savnes endnu en solid bygningsarkæologisk undersøgelse af ruinerne på baggrund af det øvrige dokumentationsmateriale, som findes. Slottet fungerede med talrige ombygninger og moderniseringsforsøg indtil 1720-erne, hvor det måtte vige for det første Christiansborg. Det blev sammen med Absalons Borg fundet ved de store udgravninger i 1906, 1907 og 1918 i forbindelse med opførelsen af det sidste Christiansborg. Ruinerne kan i dag beses under Christiansborgs hovedbygning.

Københavns Vold (I): Den første af Københavns befæstninger blev lagt omkring den ældste bydanneise, der lå i det område, der i dag afgrænses af karreerne ud mod Rådhuspladsen, Vestergade, Gammeltorv-Nytorv og kysten. Den bestod af en 8 m bred og ca. 1,5 m høj vold omgivet af en grav af omtrent samme dimensioner. På voldens inderside har der formodentlig langs hele dens forløb været en voldgade. Den sidste stump af denne er bevaret i Mikkel Bryggersgade. Befæstningens udseende og forløb kendes fra adskillige arkæologiske undersøgelser fra begyndelsen af dette århundrede. På grundlag af nyere iagttagelser er vold og gravs funktionstid dateret til 1100-årene. Denne datering gør det sandsynligt, at København befæstes samtidig med Roskilde af Svend Grathe under kongestriden i 1140-erne. Bygningen af Vor Frue Kirke omkring år 1200 er første synlige tegn på, at den gamle befæstning har mistet sin betydning, og at den store udbygning af byen til det, vi i dag kalder Middelalderbyen, indledes.

Københavns Vold (II): Højmiddelalderens befæstning må være anlagt engang i første halvdel af 1200-årene, da den nævnes i byens ældste stadsret fra 1254. Den kendes fra en række arkæologiske undersøgelser. Volden var noget bredere og højere end den ældre befæstning og omgivet af en voldgrav, idet volden var 10-12 m bred og 2 m høj, mens graven sandsynligvis var ca. 12m bred. Også på denne befæstnings inderside løb der en voldgade, som er påvist ved flere lejligheder.


31

Igennem middelalderen blev denne befæstning forhøjet og forstærket. Især i perioden fra de sene 1400-år frem til Christian III's belejring i 1536 omtales der store byggearbejder omfattende såvel bolværker, dæmninger som andre jordværker, mur- og tårnbyggeri. Resultatet blev blandt andet, at befæstningen blev forsynet med mure og tårne. Af de i alt 11 tårne, der er nævnt i kilderne, er det kun Hans Claussøns Tårn, Løvetårnet, Hanetårnet og Jarmers Tårn samt muligvis Køge Bar­

[illustration]


32

[illustration]

fred, der kendes arkæologisk. Jarmers Tårn er som det eneste bevaret i dag. (Voldforløbet: se Vestervold (1), Nørrevold (1) og Østervold (I)).

Køge Barfred: Nævnes to gange i 1523 uden nærmere angivelse af dets placering. Barfred betyder fæstningstårn. Det faktum, at der bygges meget på bybefæstningens vestre flanke i disse år, kan tale for, at det er et af tårnene på denne side af byen. Navnet antyder en orientering mod Køge, som kunne have en sammenhæng med vejen til Køge. Det er sandsynligt, at der kan være tale om det runde


33

tårn, som blev påtruffet ved jordarbejder under Vartov i 1948. Det har i så fald været det tårn, som afsluttede befæstningens vestlige flanke mod havet og derved det sidste tårn, man passerede, når man sejlede mod Køge. Tårnet er afbilledet på van Wijk's prospekt indbygget i volden ud for Bastionen ved Vandkunsten. Tårnet var knap 10 m i diameter, og dets mur har været ca. 2 m tyk. Dets højde kendes ikke.

Løvetårn: Det middelalderlige tårn, der ved sløjfningen af dele af Nørrevold blev fundet ca. 50 m vest for den middelalderlige Nørreport. Det blev nedrevet i 1878 ved anlæggelsen af Nørre Boulevard. Det nævnes i 1638. Tårnet var 8 m i diameter, og dets mur var godt 1,5 m tyk. Tårnets højde kendes ikke.

Mantelmuren: Ordet betegner i middelalderen en ringmur, altså en befæstningsmur, som ligger beskyttende omkring noget andet. Det optræder i de københavnske kilder, der beskriver forholdene omkring den store grund i Vingårdsstræde, hvor blandt andet Vingården blev rejst. Der er tale om den cirkelformede befæstningsmur, som i 1873 blev lokaliseret under det nuværende Magasin og ofte senere fejlagtigt er blevet identificeret med et af tårnene i byens befæstning.

[illustration]


34

Muren beskrev ca. 1/3 af en cirkel på ca. 33 m i diameter og var blot 0,7 m tyk. Langs dens inderside havde den en række fladbuede blændinger. Det er muligt, at der er tale om en tidlig befæstning. Muren kan have omgivet et tårn placeret her ved indsejlingen mellem Sjælland og den lille ø Bremerholm. Lignende anlæg kendes fra Holland og er dateret til 1100-årene.

Nørreport (I): I middelalderen den ene af de tre adgange til byen. Den velbevarede port blev fundet ud for nordenden af Nørregade i 1854 og senere undersøgt, inden den i 1915 blev fjernet ved anlæggelsen af Boulevardbanen under Nørrevold. Det bygningsanlæg, der blev registreret, var i sin udformning fra den sene middelalder eller tidlige renæssance og må sandsynligvis være resultatet af Christopher Valkendorfs omfattende arbejder på Københavns Befæstning i perioden 1581-84 nævnt i de skriftlige kilder. Anlægget har dog uden tvivl bestået af langt ældre dele. Tegninger og fotos fra undersøgelsen viser porten med velbevaret porthvælving, broen over voldgraven samt resterne af den ydre port, der lå ude på den halvcirkulære ø, som var placeret foran portåbningen i volden. Alt var muret i munkesten. Selve portbygningen, over hvilken der må have rejst sig et tårn, var

[illustration]


35

[illustration]

tårn, var kvadratisk, ca. 7 x 7 m, mens selve portåbningen var 4 m bred. Broen strakte sig 16 m over voldgraven og var forstærket med kraftige firkantede murpiller i voldgraven samt dekoreret med lisener og rundbuefrise.

Nørrevold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, som lå mellem Jarmers Tårn og det sted, hvor volden knækkede og fik retning mod øst lidt sydøst for krydset mellem øster Voldgade og Gothersgade.


36

Peder Kempes Tårn: I 1510 omtales et tårn, som er rejst af rådmand Peder Kempe på befaling af borgmestre og råd. Tårnets beliggenhed kendes ikke, men det er sandsynligt, at det ligger et sted mellem østerport og Nørreport, da flere arbejder på denne strækning af befæstningen nævnes på dette tidspunkt.

Smørhætten: Det tårn, der i følge kilder i 1496 lå mellem Kringelen og østerport. Tårnet er ved de seneste udgravninger på Kongens Nytorv blevet lokaliseret ud for stormagasinet Magasins facade op mod hjørnebygningen ved Lille Kongensgade, som huser Stephan cl Porta. Dets dimensioner kendes endnu ikke.

Tårn mellem Jarmers Tårn og Vesterport: Tårnet er nævnt i Renternesterregnskaberne i 1618-19, hvor det fortælles, at det bliver revet ned. Oplysningen stemmer godt overens med, at der i 1529 nævnes "de skanser og tårne, som ligger mellem Vesterport og Jarmers Tårn".

Vandmøllerne: Dæmninger på tværs af voldgraven var en nødvendighed, for at man kunne opnå en passende vandstand i graven. I forbindelse med disse dæmninger blev almindeligvis anlagt vandmøller for at udnytte den mulighed, højdeforskellen på vandspejlet gav. Hvor mange møller, der på denne vis blev anlagt i fæstningsterrænet, er ikke kendt, men der nævnes en vandmølle ved østerport i 1511-12, og den dæmning, der nævnes ved Nørreport i 1508, kan meget vel have været udstyret med en vandmølle. Der har desuden været en vandmølle ved stranden inde i byen.

Vandmøllen ved Stranden: Nævnes første gang i 1419. Den har ifølge kilder fra 15- og 1600-årene ligget i den vestre del af byen ved stranden, formodentlig der, hvor senere Vandkunsten kom til at ligge. Den må have hentet sit vand fra voldgraven.

Vandmølleskansen: Skanse omtalt i 1529. Dens placering ved stranden tyder på, at der var tale om en skanse lagt for at beskytte Vandmøllen ved Stranden.

Vandmølletårnet: Nævnes første gang i 1543. Tårnet er fejlagtigt blevet identificeret med det runde tårn, som i 1948 blev lokaliseret ved jordarbejder under Vartov (se Køge Barfred). Men ifølge de beskrivelser, der gives i de skriftlige kilder i 1500- og 1600-årene, lå tårnet ved Vandmøllen ved Stranden, omtrent der, hvor Vandkunsten ligger i dag. Det firkantede tårn, der blevet påvist arkæologisk i begyndelsen af dette århundrede, kan være 1500-årenes Vandmølletårn. Det ses påvan Wijk's prospekt fra 1611 afsluttet med saddeltag og kamtakker lige vest for slottet. Den fundne bygning var 5 x 5 m med mure på knap 1 m tykkelse.


37

Vandtilførslen til voldgraven: Da der ikke fandtes vandrige åer i Københavns umiddelbare nærhed, var det nødvendigt at hente vand til voldgraven fra Harrestrop Å, som løb mod syd mellem landsbyerne Rødovre og Vanløse til kysten ved Hvidovre. Ved at op stemme åen lige syd for Vanløse og Rødovre, hvor Roskilde Landevej endnu løber over Damhusdæmningen, drejede man vandet mod nordøst,

[illustration]


38

idet man lod det løbe igennem det naturlige dalsystem, som stadig eksisterer som Grøndalsåen. Hvor denne nu møder Åboulevarden, ledte man vandet ind mod byen gennem det åforløb, der senere blev benævnt Ladegårdsåen, til en anden stor dalsænkning, hvor man ved hjælp af dæmninger anlagde det vandreservoir, som endnu i dag eksisterer som Søerne. Fra Søerne blev vandet ledt ind til voldgraven ved en rende fra Peblingesøen til graven ved Jarmers Gab. Vandresetvoiret havde desuden et afløb - senere betegnet Rosenbækken - mod syd til Kalvebodløbet. Dette system blev udvidet i 1526 med en op stemning af Rosbækken, som løb fra Emdrup ud i sundet ved Hellerup. Derved opstod Emdrup Sø. Herfra blev vandet ledt - formodentlig gennem Lersøen - ind til Ladegårdsåen og videre ind til Søerne, hvis areal herved blev betydeligt forøget.

Vesterport (I): I middelalderen den ene af byens tre porte, som gav adgang til byen. Porten er påtruffet ud for Vestergades udmunding på Rådhuspladsen tIere gange i dette århundrede, men er meget dårligt undersøgt. Derfor savnes oplysninger om den.

Vestervold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, der løb fra stranden lige syd for det nuværende Løngangsstræde, forbi Vesterport ud for Vestergades udmunding i den nuværende Rådhusplads og til Jarmers Tårn.

Volden: Aflang forhøjning af jord. I en bybefæstning er volden anlagt som afgrænsning afbyen mod det omkringliggende land og som værn mod udefra kommende angreb. Københavns ældste vold har formodentlig været ganske lav. Ved arkæologiske undersøgelser har dens højde kunne måles til 1,5 m, men den kan have været noget højere oprindeligt. Dens bredde ved voldfoden var ca. 8 m. Den højmiddelalderlige befæstningsvold fra 1200-årene var godt 11 ro bred og blev målt til 2 m i højden. Såvel volden i den ældste befæstning som den højmiddelalderlige vold har formodentlig oprindeligt været udstyret med et palisadeværk på toppen. I takt med at skydevåbnene udvikledes, forhøjedes og udbyggedes 1200-tallets vold, og den blev forsynet med bymur og befæstningstårne.

Voldgaderoe (I): En gerne brolagt gade, som løber langs indersiden af en befæstningsvold og tjener til at lette adgangen til alle dele af volden. Der er konstateret voldgader langs såvel den ældste som den høj middelalderlige befæstning.

Voldgraven (I): En rende eller grav liggende foran volden, som skulle vanskeliggøre eller umuliggøre adgangen til byen ud over gennem portene. Voldgraven omkring byens ældste vold var ca. 8 m bred og op til 1,5 m dyb. Den har ikke holdt vand ud over det, den selv som grøft har kunnet samle fra omgivelserne. Den højmiddelalderlige voldgrav fra 1200-årene var 10-12 m bred og 2 m dyb, og den har højst sandsynligt været vandførende.


39

Østerport (I): I middelalderen den ene af byens tre porte, som gav adgang til byen. Porten lå ud for østergades udmunding, det vil sige på det, der i dag er Kongens Nytorv. Den er ikke påvist arkæologisk. Porten blev nedrevet i 1607.

Østervold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, som løb fra voldens knæk tæt ved det nuværende kryds mellem øster Voldgade og Gothersgade, parallelt med Gothersgade og langs Kongens Nytorvs østside til stranden, som lå lige syd for det nuværende Vingårdsstræde.

[illustration]


40

[illustration]


41