Artikler af Sven Nielsen i Københavns Kronik.
Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Sven Nielsen.
Indhold:
- En ihukommelsesskive (Københavns Kronik nr. 15, s. 1-6)
Københavns Kronik nr. 15, marts 1977, s. [1]-[6]
En ihukommelsesskive
Af Sven Nielsen
I den store samling skydeskiver, som er deponeret på Bymuseet af Det kgl. kjøbenhavnske skydeselskab og danske broderskab, har mange allegoriske motiver, nogle er rene våbenskjolde eller symbolske fremstillinger af medlemmernes erhverv, andre har stor topografisk interesse, idet motiverne er hentet fra gader, torve og pladser, samt enkeltbygninger i byen. Til kategorien "erhvervsskiver" hører en ret upåagtet skydeskive, som hænger i forhallens loft til højre i anden række fra gaden.
Det er en rund træskive med forgyldt kant, derefter et grønt felt skiven rundt med inskription i guld. Midterfeltet er cirkelrundt med gul bund. Her er malet et hoved der er svøbt i et hvidt klæde, som dækker en del af håret og derefter er draperet om ører og hageparti. Fra skjoldets højre side kommer en hånd ind, der med tommel- og pegefinger holder om et pennelignende brunt skaft, som ender i sølv og slutteligt har en mørkere stift. Da skiven hænger så højt, kan det være lidt svært at se, at der er noget i vejen med det øje stiften peger imod. Øjet er sløret, ligesom mat, men man ser den sorte pupil. Ved at sammenligne med det venstre øje, der ser klart og normalt ud, er man, selv som lægmand, ikke i tvivl om at der er noget galt med det højre. Skivens devise fortæller noget herom:
MIN BRODER. FAAE DIT SYN FORNYET. / PIL STÆREN AF. SAA RAMMER BLYET.
"Patienten" lider altså af grå stær, en fordunkling af øjets linse, og skal man tro inskriptionen er det noget, der let kan rådes bod på. Stæren skal bare pilles af, så er vedkommende atter i stand til at møde op til onsdagsskydningerne i selskabet på Vesterbro, ramme plet og derved blive fuglekonge.
Dengang, det er i sidste halvdel af 1700-tallet, brugte man endnu at skyde efter de bemalede skiver, hvilket ikke alle var så tilfredse med da "de konstigt malede Skiver blive gandske lederet" . Den omtalte skive har mere end en snes skydehuller, men ingen har ramt plet, nemlig en skjult messingstift, som man kunne gætte sig til placeringen af ved at se på billedet og sammenholde dette med devisen, altså i dette tilfælde skjult i det venstre øje. Lykkestiften er ikke ramt, så det kan jo tyde på, at der mellem brødrene var en del, som burde følge devisen. Det kan nu også skyldes, at man har skudt forbi med vilje, for det var forbundet med store udgifter at blive fuglekonge, man skulle give præmier, frokoster og andre bespisninger, faktisk var det kun mere velhavende brødre der havde råd til æren.
At give malet skive kaldtes for at give sin IHUKOMMELSESSKIVE og giverens navn står også malet på skiven under devisen. I dette tilfælde står der KIØH. D 2 JUNI. H. F. FRIESE. 1784.
Giveren, Henrik, Frederik Friese var på det tidspunkt regimentsfeltskærer, d.v.s. kirurg. Han er født den 7. juni 1747 i Slesvig. Friese blev kompagnikirurg ca. 1764, altså i en meget ung alder. Man skal nu ikke tro, at han derfor var læge, slet ikke, han var kun kirurg, en stand der var dybt foragtet af de rigtige læger, som ikke selv kunne drømme om at foretage et kirurgisk indgreb. I 1736 var der påbudt kirurgisk eksamen og Friese fik sin videre uddannelse ved Frederiks hospital, hvor han var kandidat fra 1771-1775. I uddannelsestiden blev han - 1773 - medlem af kirurgisk disputerselskab.
Hvad han foretager sig i de næste år efter sin eksamen, vides ikke, udover at han 1777 giftede sig med Marie Elisabeth Balle, datter af stadskonduktør Peder Moldrup Balle. Han var nu rigtig kirurg, men stadigvæk var det sådan, at de universitetsuddannede læger betragtede disse kirurger, som ikke værende bedre end barberer, der også havde gennemgået en slags kirurgisk eksamen.
Friese er vel nærmest slået i hartkorn med kvaksalvere, som der var nok af i København på den tid. Der er vel ikke noget at sige til at lægerne så skævt til disse folk, når man hører, at selv skarprettere optrådte som praktiserende læger og at en af disse i 1754 fik det skudsmål, at han i de 30 år han havde været skarpretter "upåklagelig og forsvarlig" havde kureret dem, der søgte hans hjælp.
Friese har dog nok optrådt honet i sit erhverv, for i 1779 blev han optaget i skydeselskabet og det blev kun pæne borgere og indvånere her i staden eller folk der var i en eller anden kongelig eller civil tjeneste. I 1780 rejser han til Norge, hvor han bliver regimentskirurg i Trondhjem ved 3. trondhjemske infanteriregiment. 1784 er han åbenbart en tur i København, hvor han giver sin malede skive (kunstneren ubekendt), der nu hænger i loftet på Bymuseet. Samme år, den 8. oktober, bliver han læge ved Radesygehuset i Trondhjem og 1790 provinsialkirurg i Trondhjem.
Hans devise lyder som et reklameslogan og var det måske også. Han ville vel gerne gøre opmærksom på sit speciale i den gode kreds, han nu var medlem af, vise at han var ekspert på et felt, der på hans tid var, om muligt, endnu mere foragtet end kirurgi i almindelighed. Lægerne så ned på oftalmologien og kirurgerne gav sig heller ikke af med den slags, som var overladt til omrejsende okulister, hvis kendskab til øjets sygdomme almindeligvis var mere end ringe.
Disse rejse læger tog sig væsentligt at stær. Man kan forbavses over at folk turde give sig i hænderne på den slags folk, som i almindelighed vel må betegnes som charlataner, men vi ved jo, at når alt glipper, så ender selv fornuftige mennesker hos "kloge mænd og koner".
Disse omrejsende "øjenlæger" slog på stortromme for deres kunst. De havde reklameplakater, hvor de fremstillede sig selv som rene mirakelmagere, der nemt kunne give godtfolk synet igen og de kan altid fortælle om konger og andre stormænd, som de har hjulpet. En gang spurgte man sådan en omrejsende øjenklog, hvor han havde lært stærstikning. "Det har jeg lært, efter at jeg først havde stukket så mange øjne ud, som jeg kunne have i min hat".
De omrejsende var for det meste udlændinge og nogle af dem fik kongelig bevilling på at være okulister. Det fik f.eks. Bruno Jacobi "Okulist und Chyrurgus", allerede i 1632 i Odense. Senere - i 1653 - fik han bevilling på at nedsætte sig i København, hvor han blev forskånet for skat og anden borgerlig og byens tynge. Det var ham dog forbudt at befatte sig med arm- og benbrud og han måtte heller ikke klippe eller rage, hvilket vil sige, at han ikke måtte gå byens barberer i bedene. Han fik sin bevilling fornyet 1665, hvilket tyder på, at han ikke var helt dårlig til sin kunst. Der er flere eksempler på at sådanne bevillinger er givet. "Oculist, sten- og brukschnieder samt tandbrecker" Salomon Poulsen von Qvoten, fik bevilling af Frederik den Fjerde 1716. Ved siden af sin lægevirksomhed gav han sig også af med at spille tyske komedier med levende mennesker i Brolæggerstræde og St. Kongensgade . Han var en slags konkurrent til den danske skueplads i Lille Grønnegade. Han huskes endnu fordi Holberg gjorde nar ad hans teatervirksomhed. Der kunne nævnes flere som her i byen forrettede "adskillige ypperlige og lykkelige Curer paa blinde Mennesker", hvilket bl.a. fremgår af annoncer i Berlingske i 1751 og 1752.
På det kgl. Bibliotek findes bevaret et par reklameplakater, som åbenbart har været i brug landet rundt. Den ene lyder sådan: "Kjøbenhavn den 6 Novbr 1774. I Dag er Kongelig Preusiske Hr. Hofraad, Doctor og Professor HILLMER, paa Forlangende hertil ankommen, han har giort sig berømt over hele Europa ved at curere øiensvaghed, og at skaffe Blinde deres Syn igien. Han opholder sig her ikkun i 14 dage.
De første 3 Dage bliver fattige Blinde hiulpne for intet.
Han logerer paa Kræmmer-Coompagniet".
Vi ved ikke hvor Friese har lært sin kunst, men i 1774 er han jo kandidat på
Frederiks hospital og han har vel ikke kunnet undgå at høre om ovennævnte Hillmer, som flere gange havde været her i byen. Hillmer var omtalt som en dygtig operatør, der ikke udelukkende beskæftigede sig med øjensygdomme.
På den tid troede man at stæren var en hinde, dannet af legemets urene safter, som havde sænket sig over pupillen. Det var denne hinde operatørerne fjernede med deres stærnål, som de stak gennem øjet, så lyset atter kunne opfattes. I grunden var disse kirurger ikke klar over, hvad det var de foretog sig, de troede de pillede stæren af, men det var faktisk linsen de skubbede bort. Nogle gange lykkedes denne lille, men samtidigt så store operation. Patienten fik sit syn igen, men det var ikke sikkert at det holdt sig så længe. I de fleste tilfælde gik det nok galt, men så var øjenlægen over alle bjerge, på vej til nye kunder.
I 1756 skete der noget stort. En fransk kirurg og øjenlæge Daniel, der var kongelig okulist i Paris, opererede linsen bort på en ung maler, der i 2 år havde været blind på begge øjne. Straks efter at linsen var fjernet kunne patienten se. Daniel fjernede virkelig stæren fra øjet.
Rygtet om denne operation og den nye teknik kan Friese sagtens have hørt om, ja, han kan vel ikke have undgået det, for det var en sensation i datidens Europa.
Her i byen skete det også, at der optrådte erfarne øjenlæger. Flere kan nævnes, som Friese må have hørt om, for det var læger, der havde et ret godt omdømme. En af de største var Georg, Henrik, Ulrik, Frederik Wasmuth. Han var uddannet kirurg i København 1748. Samme år blev han barber i Trondhjem og 10 år efter regimentskirurg, samme stilling som Friese fik i 1780. Wasmuth solgte sin praksis i 1763 og oprettede på en gård i nærheden af Trondhjem en "privatklinik" , hvor han "ved forefalden lejlighed har opereret Cataractæ (eller Stær kaldet) på 8te Personer, hvoraf de 2 ere saa lykkelige, at de formedelst Briller eller et Microscopium kand see og læse Skrift.... De andre maa lade sig nøje med Gang-Syn".
Denne mand må Friese have kendt og mødt i Trondhjem eller på Wasmuths klinik udenfor byen. Medens Wasmuth endnu er regimentskirurg ankommer en af tidens helt store øjenlæger til Trondhjem, hvor han opholder sig i 7 uger. Denne mand, Christian Gottlieb Cyrus, roses meget her, som alle andre steder hvor han viser sig, ikke mindst fordi han uden vederlag tager sig af fattige blinde og giver ren besked til folk, når han ikke ser sig i stand til at udføre en ope-
ration. Om ham ved man bl.a. fra samtidens bedste øienlæger i Skandinavien, at han kendte til øjets bygning og sygdomme.
Når Wasmuth går så højt op i denne specielle side af sit fag, må man have lov til at antage, at han har lært noget af denne dygtige operatør, mens Cyrus opholder sig i Trondhjem i 1751, og at hans viden så er gået videre til Friese. På den tid var der stor mangel på læger i Norge, så vor mand i Trondhjem har nok måttet tage sig af lidt af hvert i de næsten 20 år han praktiserer heroppe. Desværre ved vi så lidt om Friese, men mon ikke en mand, der har været medlem af et kirurgisk disputerselskab og har gennemgået en større uddannelse, også har fulgt med i den litteratur om øjensygdomme, der netop for første gang udkommer i Danmark i 1700-tallet?
Friese forlader Norge i 1802 og slår sig formodenligt ned i København. Hvad han foretager sig i de næste 10 år ved vi ikke, men i 1812 får han i hvert fald stilling som regimentskirurg ved Københavns brandvæsen og den fratræder han først den 19. september 1815.
Adresseavisen har følgende annonce den 26.oktober 1815:
"At min Mand, forhenværende Regiments-Chirurg ved Brandcorpset, Henrik, Frederik Friese, ved Døden er afgaaet Løverdagen den 21. oktober af langvarig Nervesvækkelse, 68 aar gammel, bekendtgøres herved paa min, min Datters og fraværende Søns Vegne".
Kjøbh. d. 25. okt. 1815
M. E. Freise.
Det er ikke mange synlige minder, vi har om fortidens stærstikkere, nogle plakater, ihukommelsesskiven på Bymuseet og en gravsten på Hammel kirkegård, men ellers har vi vist slet ingen. Gravstenen er et "højagtelses og taknemmelighedsminde" over lægen og filantropen J. C. Bredefeld rejst af gejstlige og verdslige beboere og ejeren af Frisenborg, Krog Juel Wind Friis. På monumentet, som formodenligt er rejst ca. 1805-06, ser man forskellige kirurgiske instrumenter, dekorativt ordnede. Over disse er der to hænder, den venstre spærrer et øje op og den højre fører en nål og det fortæller os, at en rigtig læge også gav sig af med stærstikkeri, men Bredefeld var nu heller ikke nogen helt almindelig mand.
St. St. Blicher har skrevet om ham i novellen "Landsbydoctoren" (1839), men heri fortælles der desværre ikke noget om Bredefeld som øjenlæge.
Når Friese valgte dette motiv og denne devise så kan det, som nævnt, skyldes, at han ville skaffe sig patienter fra det bedre lag. Det kan dog også være, at han har villet hæve standen, vise at en god kirurg står på højde med en "rigtig" læge. Han kunne nemt have fundet et andet motiv fra sin mangeårige gerning som regimentskirurg, men han ønskede at vise, at han var stærstikker, og så har vi andre vel lov at mene, at han gjorde det fordi han var en foregangsmand.
Det år Friese blev optaget i skydeselskabet blev der givet 38 malede skiver, heraf er kun 9 bevarede. Selskabets omsorgsfulde historiker, Frederik Wilhelm Wivet (1728-1790) skriver, at elskere af såvel maleri som gode indfald ved beskuelsen og læsningen kan finde nogle timers behagelig tidsfordriv, ved at se nærmere på skydeskiverne. Enhver vil den dag i dag kunne overbevise sig om at den gode højesteretsadvokat har så ganske ret.