Artikler af Lise Funder i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Lise Funder.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 38, august 1987, s. [2]-[3]

[Side 2]

Ridebaneanlægget ved Christiansborg Slot

Af Lise Funder

Begyndelsen af 1700-tallet var en ulykkelig tid for København. I 1711 brød pesten ud, og mere end 20.000 mennesker døde. I 1728 kom den næste katastrofe, den store brand, som ødelagde 1640 borgerhuse foruden flere monumentalbygninger og kirker. Det var Christian VI der var konge. Han var en from mand, overbevist pietist, som nægtede sig selv, og sine undersåtter, en række "ugudelige" oplevelser, såsom teaterbesøg, maskerader og lignende festligheder. Det er paradoksalt, at det netop er denne konge, som midt i elendigheden efter branden beslutter at rive Københavns Slot ned og rejse et nyt, som skulle kunne måle sig med de bedste ude omkring i Europa.

Projekteringen af slottet blev påbegyndt i 1731, og arbejdet blev lagt i hænderne på Elias David Hausser, men inden slottet var færdigt, var en anden arkitekt, Niels Eigtved, kommet frem i lyset, og han overtog fuldendelsen af Slottet.

1794 brændte slottet og slotskirken, men tilbage blev ridebaneanlægget.

[Side 3]

Hausser har skabt dette fuldkomne barokkompleks, en række ens bygninger omkring en akse fra selve slottet ned mod marmorbroen.

Kun de to pavilloner, som afslutter bygningerne ved broen er bygget af Eigtved. Op mod slottet lå først en lav staldbygning, derefter kom det højere ridehus, og endelig afsluttedes anlægget af de krumme stalde og rokokopavillonerne. Ridehuset modsvares af Hofteatret, som blev indrettet i 1766 af Jardin. Rundt langs hele anlægget er der buegange. Selve ridehuset er et af Haussers fineste arbejder. Buegangen er her lagt udenom bygningen, således at der dannes en tilskuerbalkon udfor vinduerne i ridehuset og svarende til tilskuerbalkonen inde i bygningen. Facaden er helt symmetrisk med et midtervindue og til hver side 6 fag. Vinduerne er smukt indfattet, selvom der anes en variation i sandstenen, som røber, at vinduesindramningerne er nedtaget fra Frederik IV's slot og genanvendt. Der skulle jo trods alt spares. Taget var oprindelig helt af sortglaseret tegl, da man ikke havde råd til kobber.

Ridehuset er det største rum fra barokken i Danmark. Forbilledet har uden tvivl været Fischer von Erlachs Hofrideskole i Wien. Det er dog blevet knap så pompøst i København. Ridehuset i Wien er med sin rige udsmykning at ligne med en festsal i selve slottet, med de tre etager og det umådelig rigt udsmykkede stukloft. Ridehuset i København er eet stort rum med en omløbende balkon og en kongestol for den ene kortvæg. Da der ikke kunne være nogen form for bærende væg eller søjler midt i rummet af hensyn til ridningen måtte der en særlig konstruktion til for at bære taget. Hovedbjælkerne, som er sammensat af flere bjælker, da man jo ikke kunne få bjælker der kunne tage det store spænd, er ophængt i jerndragere i selve tagkonstruktionen. Det var for så vidt et almindeligt princip m.h.t. ridehuse, men hidtil ikke set i København. Selve loftet har oprindelig haft en stukdekoration, men intet af det er bevaret, og ingen tegninger findes.

Rummet er smukt i sin hvide enkelhed. Kun kongestolen bryder linien. Også den er tegnet af Hausser. Sidefladerne er helt glatte, de kunne jo næppe ses, mens forsiden har fire korintiske pilastre, som indfatter de rundbuede vinduer, hvoraf det midterste er bredest. Over buerne ligger kranse af laurbærblade, og midtfor over selve kongestolen ses kongens monogram indfattet i en kartouche. På væggen ved siden af stolen er der to døre, og to tilsvarende døre er anbragt på den modsatte kortvæg af hensyn til symmetrien.

Såvel ridehuset som hele anlægget med Eigtveds pavilloner og Marmorbroen udgør et af højdepunkterne i dansk arkitektur, og har lykkeligvis undgået ændringer i tidens løb. Forurening og lignende har imidlertid tæret hårdt på bygningerne, og ridehuset trænger til en grundig istandsættelse, som man må håbe landet får råd til inden det er for sent.