Artikler af Bjørn Westerbeek Dahl i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Bjørn Westerbeek Dahl.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 62, oktober 1993, s. [3]-[5]

[Side 3]

Vesterports nedrivning i 1857

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Da Nørreport som den første af de fire københavnske byporte blev revet ned i juli 1856, var der ingen tvivl om, at de tre andre byporte snart ville følge efter. Men først den 16. maj året efter godkendtes nedrivningen af den næste port, Vesterport, der på grund af den store trafik ud ad Roskildevej og til Banegården i særlig grad hæmmede forbindelsen mellem forstæderne og byen.

Nørreport blev nedrevet af Ingeniørkorpset, der havde fundet arbejdet både dyrt og vanskeligt. Allerede den 25. maj 1857 indgik man derfor kontrakt med den engelske ingeniør John Aird om nedbrydningen af porten og bortgravningen af den nærmestliggende voldstrækning, så åbningen ("gabet") kunne få en passende bredde.

[Side 4]

John Aird (1833-1911) var fra 1851 medejer af faderens gaskompagni (John Aird & Co.), og i de følgende årtier rejste han det meste af verden rundt for at etablere tekniske installationer af enhver art lige fra vandværker til jernbanelinier og kanalforbindelser og dæmninger. John Aird var parlamentsmedlem 1887-1905 for Det Konservative Parti og iøvrigt kendt som en ivrig kunstsamler.

Før nedrivningsarbejdet på Vesterport blev påbegyndt, forespurgte Ingeniørkorpset Kunstakademiet, om porten af historiske eller æstetiske årsager burde bevares. På et møde den 29. juni, udtalte akademimedlemmerne, "at der i kunstnerisk Henseende ikke fandtes Anledning til nogen pecuniair Opofrelse". I forsamlingen var bl. a. Bissen og Hetsch blandt de fremmødte, ligesom Kommunehospitalets senere arkitekt, Chr. Hansen og malerne Roed og Gertner.

Herefter begyndte nedrivningsarbejdet, der foregik i juli 1857. Midt under arbejdet blev porten fotograferet, muligvis på initiativ af John Aird, og man er fristet til at tro, at det er ham, der har taget opstilling på det kendte billede lige foran porten, som synes at have interesseret ham mere end blot som nedrivningsentreprise: I midten af august kunne han meddele Ingeniørkorpset, at porten nu var blevet revet ned, men at dens udvendige dekorationer

[Side 5]

var blevet anbragt på volden. Da han mente, at de havde kunstnerisk værdi, tilbød han at afhænde dem til opsætning andetsteds for 500 rdlr. Ingeniørkorpset var ikke uinteresseret i at bevare den gamle ports dekorationer, og havde også fundet en passende placering af dekorationerne, som man ønskede at sætte op omkring Tøjhusets port ud mod Proviantgården. Opsætningen ville koste 1.000 rdlr. medregnet en udvidelse af Tøjhusporten. "Nogen heldigere Sted for Porten end Tøjhuset ses ikke" skrev man til Krigsministeriet.

Desværre afsluttede man sit brev til ministeriet med en opgørelse over, hvor meget det i det hele taget ville koste at renovere Tøjhuset, der i mange år havde været forsømt af byggemyndighederne. Med købet af portdekorationerne ville det beløbe sig til ca. 7.000 rdlr. Det forplumrede sagen fuldkomment: Få dage senere skrev ministereriet tilbage, at man "ikke fandt nogen Anledning til at gå ind på det af Aird gjorte Tilbud".

John Aird beholdt portdekorationen, der i lighed med de øvrige materialer fra porten blev solgt ved en offentlig auktion og spredt for alle vinde.

I 1920'erne og 1930'eme kunne konservator Peter Linde derfor indsamle brudstykker af porten rundt om i københavnske villahaver, hvor de havde gjort fyldest som dekoration. De bevarede dele af porten findes i dag på Københavns Bymuseum.

Bjørn Westerbeek Dahl

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 72, marts 1996, s. [7]-[8]

[Side 7]

Provisorietid

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I slutningen af september 1889 ansøgte den christianhavnske værtshusholder Knud Rasmussen Indenrigsministeriet om at få overdraget en plads på Refshaleøen, hvor han ville åbne en beværtning.

Rasmussen var født i Herskind ved Århus i 1848, men indvandrede i slutningen af 1870'erne til København, hvor han i 1879 fik borgerbrev som værtshusholder. I tilknytning til sin beværtning, som lå i Strandgade 48 lige ved Wilders Kanal, grundlagde han en ølhandel, men denne del af virksomheden betalte sig ikke og afvikledes efter kort tid.

Værtshusdriften fortsatte han dog, men netop i 1889 var den gået meget tilbage. Rasmussen var ikke i tvivl om hvad årsagen var: "Paa dette Tidspunkt nemlig lod jeg mig, der tilhører Højrepartiet, indmelde i Højres Arbejder- og Vælgerforening her paa Christianshavn, og da dette kom til mine Kunders - der mest bestaar af Arbejdere og Kuldragere ved Havnen - Erfaring, havde dette Skridt fra min Side til Følge, at de alle som en siden da erklærede mig økonomisk Krig og har gjennemført denne saa grundig, at jeg ikke længere kan tjene saa meget som det koster mig med Familie at tilfredsstille de første Livsfornødenheder".

Rasmussen slutter sin ansøgning med at understrege, at han selv "alene ved Flid, Sparsommelighed og et ædruelig Levnet har formaaet fra ubemidlet at blive Ejer af den Ejendom, hvori jeg bor og driver Forretning". Som bevis på denne påstand vedlagde han støtteerklæringer fra et par næringsdrivende og fra malermester A. Chr. Jensen, der i januar 1887 var blevet valgt til kredsens folketingsmand.

Hverken støtteerklæringerne eller Rasmussens redegørelse gjorde imidlertid noget større indtryk. Indenrigsministeriet gav ham - med Havnevæsenets fulde støtte - et blankt afslag, angiveligt, fordi man var bekymret for "de Uordener", der kunne opstå på Refshaleøen, der ikke var underlagt ordenspolitiets patruljering.

[Side 8]

Afslaget blev begyndelsen til Knud Rasmussens nedtur: Ifølge de trykte skattelister faldt hans årlige indkomst fra 3.000 kr. i skatteåret 1888/89 til 1.800 kr. det følgende år. Og så var hans trængsler ikke forbi: I 1890/91 var skatteindkomsten blot 400 kr.

I løbet af 1890 måtte han derfor opgive sit værtshus og sælge sin ejendom.

Men ligesom provisorietidens kraftige modsætninger mildnedes i de følgende år, fik Rasmussen mulighed for at begynde på en frisk, om det så skyldtes hans "ædruelige levned" eller hans forretningssans: I 1898 var han i stand til at købe en grund på hjørnet af Nordre Frihavnsvej og Østbanegade (nuv. Nordre Frihavnsgade 101), hvor han i de følgende år dreven restaurant. Hans uheldige virksomhed blandt havnearbejderne skræmte ham øjensynlig ikke mere, for hans ny etablissement lå lige ved indkørslen til Frihavnen, og den havde givetvis størsteparten af sin omsætning fra havnens mange ansatte. Knud Rasmussen kom således trygt og godt ind i det ny århundrede og døde i 1918 som en holden mand.

Kilde:

Rigsarkivet. 1256. Københavns Havneadministration. Sagligt henlagte sager. N4. Læg: A. Jensens Badeanstalt.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 74, oktober 1996, s. [3]-[4]

[Side 3]

"LILLE GEFION" - en skulptur på vandring

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Umiddelbart er der ikke meget, der forbinder et fashionabelt landsted syd for Køge med en skulptur på Bispebjerg Hospital i København. Verden er imidlertid ofte fuld af mærkværdigheder, og det er også tilfældet her:

Historien tager sin begyndelse i 1904, da den dengang berømte forfatterinde Karin Bramson (1875-1936) købte en grund i Vallø langs med Tryggevælde Å, og her opførte et palæagtigt landsted. I de følgende ti år blev Solgården, som hun kaldte stedet, rammen om et internationalt landliggerliv med Karin Bramson som absolut midtpunkt. Hun var slået igennem som forfatterinde i Paris omkring århundredeskiftet, og var så franskorienteret, at hun i 1915 midt under 1. Verdenskrig - og træt af den danske neutralitet - foretrak at bosætte sig permanent der for at arbejde i det franske Udenrigsministerium. For sine fortjenester i krigen fik hun i 1920 den franske æreslegions orden.

Solgården solgte hun, da hun rejste til Paris. Køberen var skibsreder Marius Nielsen (1867-1954) fra København. Han udvidede Solgården med en række nye bygninger og omlagde den store have, der strakte sig ned til Tryggevælde Å. Marius Nielsen var meget kunstinteresseret og byggede et rundtempel i græsk stil til Bissens statue af Prins Paris, som han havde købt billigt i Tyskland (den er nu på Glyptoteket).

Marius Nielsens kunstinteresse medførte, at han havde gode kontakter til billedhuggeren Anders Bundgaard, der med sin skulpturgruppe "Gefion, der med sine sønner pløjer Sjælland ud af Sverige" i 1899 havde vundet en kommunal konkurrence om et nyt springvand i København. Bundgaard havde mange problemer med sit springvand: Borgerrepræsentationen havde bl.a. krævet, at han skulle opsætte en model i fuld størrelse på det sted for enden af Amaliegade, hvor den endelige skulptur skulle stå, for at man kunne forvisse sig om gruppens kunstneriske værdi. Men Bundgaard blev også sinket af en række praktiske problemer, bl.a. klagede han i 1903-04 over, at gipsen til denne 1:1 model var frosset i hans atelier! Først i 1908 var "Gefion" færdigopstillet.

Under denne tiårige proces havde Bundgaard udarbejdet en gipsmodel i 1/6 dels størrelse af den færdige gruppe (nu i Bundgaardmuset i Tingbæk Kalkminer). Denne model fik Marius Nielsen støbt i bronze og opstillet i sin nyanlagte park. Her var der tilsluttet et pumpeanlæg med vand fra Tryggevælde Å, så den kunne springe lige så lystigt som sin storesøster på Langelinie.

[Side 4]

Solgården blev i 1946 overtaget af Københavns Kommune, der i de følgende år brugte stedet som tuberkulosesanatorium og senere psykiatrisk plejehjem. I 1979 nedlagde sundhedsmyndighederne imidlertid forbud mod anvendelse af køkkenfaciliteterne, og stedet blev rømmet. Efter at have stået tomt i nogle år, blev Solgården herefter solgt til Vallø Kommune, der i 1986 nedrev den forfaldne ejendom.

Salget af Solgården omfattede ikke Marius Nielsens Gefiongruppe, som Hospitalsdirektoratet, der jo havde administreret Solgården, herefter opmagasinerede på Øresundshospitalet. Først i 1986 blev gruppen endeligt opstillet i midteraxen på Bispebjerg Hospital, hvor den står højt oppe på det skrånende terræn med et lille anlæg omkring sig, udformet af stadsarkitekt Eivind Lorenzen. Den er også her forsynet med et pumpeværk, og den springer hver dag i de frostfri perioder af året.

Bispebjerg Hospital er dens faste opholdssted, men det hænder, at den bliver udlånt til kunstudstillinger rundt omkring i verden, der foretrækker at håndtere den lille udgave af Bundgaards værk fremfor den store original ved Langelinie. I skrivende stund er "Lille Gefion" således på vej til Jylland, hvor den indgår i udstillingen "De Frie Billedhuggere" på Vejen Kunstmuseum indtil den 17. november. Men snart derefter vil enhver igen kunne besøge Bispebjerg Hospital for at se "Lille Gefion".

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 79, januar 1998, s. [4]-[7]

[Side 4]

Kvinderne på volden

Omkring Københavns ældste fæstningsregnskab

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I løbet af sensommeren og efteråret 1997 har mine omgivelser været ikke så lidt mystificeret over at høre, at jeg om lørdagen har siddet og talt kvinder på Rigsarkivets læsesal. For ikke at forlede nogen til at tro, at det skyldes andet end historisk interesse, skal det hastigt tilføjes, at kvinderne optræder i bilagene til Københavns ældste fæstningsregnskaber fra perioden 1647-1651.

Disse regnskaber indeholder mange spændende oplysninger: Af pengeregnskaberne kan man se, hvem der bidrog til indtægter, og hvorledes udgifterne fordelte sig. Materialregnskaberne fortæller, hvad man arbejdede med, hvor man arbejdede og hvad man opførte.

Det ældste fæstningsregnskab, der er bevaret for København dækker de tre arbejdsår 1647, 1648 og 1649. Det stammer således fra den periode, hvor man efter nogle års stilstand genoptog arbejdet med opførelsen af Østervold, som man allerede i midten af 1620'erne havde projekteret at flytte fra Gothersgadelinien mod nord til Østervoldgadelinien, så Nørrevold blev forbundet med Sankt Annæ Skanse (Kastellet).

I april-maj 1647 var der blevet udsendt breve til adel og lensmænd og til Universitet og gejstlighed med pålæg om at stille med 1 karl pr. 200 tdr. hartkorn til fæstningsarbejdet. Han skulle have skovl og spade med sig, og iøvrigt være forsynet med proviant til tre måneder. ønskede man ikke at stille en mand til rådighed, kunne man dog afløse forpligtigelsen med 1 rigsdaler pr. mand pr. uge, og det benyttede alle uden undtagelse sig af. Også Københavns borgere skulle yde deres til befæstningen. Her blev der pålagt en skat på 1 procent af grundtaxten som den var fastsat i 1645.

Det var ganske betydelige pengebeløb, Axel Urup, som ledede fæstningsadministrationen, på den måde kom til at disponere over. I 1647 ialt 15.247 rdlr. Heraf kom hovedparten fra København, der dækkede 48 procent. Lenene bidrog med 40 procent og resten (12 procent) fordelte sig på adel, gejstlighed og Universitet. Der er således intet nyt i, at København selv bidrager uproportionalt meget til investeringer i byen, selvom disse primært har landsdækkende betydning.

Udgiftskontiene er ikke mindre interessante: I 1647 anskaffede man naturligt nok en mængde materialer, træ til

[Side 5]

fremstilling af skovle og spader og til stilladser, skubkærrer og hjulbører o.s.v. Man købte også nagler og søm, reb og øsekar. Alligevel udgør den samlede materialekonto (inkl. en beskeden diversekonto) blot 20 procent af de samlede udgifter, der de tre år var på 22.150 rdlr.

80 procent blev anvendt til aflønning af embedsmænd og arbejdere. Det ses, at lønudgifter var ligeså tung en budgetpost i midten af 1600-årene som i vore dage.

20 procent af udgifterne i de tre år blev givet som lønninger til de faste embedsmænd, der arbejdede ved Fortifikationen (ingeniører, konduktører, materialforvalter, skrivere og vagtfolk). Her falder det særligt i øjnene, at Axel Urup fik hovedparten, hele 3.595 rdlr., hvilket svarede til 15 procent af de samlede udgifter i de tre år!

Resten, svarende til 60 procent af de samlede udgifter, blev brugt til aflønning af daglejere. Her er vi så heldigt stillet, at der netop for denne store udgift er bevaret bilag i form af arbejdslister, der nøje angiver, hvem der arbejdede på volden. Noget overraskende for en mere fordomsfuld eftertid viser hovedparten sig at være kvinder!

Arbejderne var inddelt i 4 "kompagnier" , hver ledet af en konduktør, bistået af 5-6 plidsfogeder ("arbejdsformænd"). Et af kompagnierne bestod dog kun af arbejdssjak. Medtager man plidsfogederne er antallet af kvinder for perioden 17.6-27.6. 1647 på 56 procent, 374 af 659. Udelader man plidsfogederne er kvindernes tal oppe på 62 procent.

En måned senere, 25.7.-31.7., da arbejdet var på sit højeste var 845 mand (M/K!) i sving, 563 af dem var kvinder, svarende til 66 procent. Da arbejdet 21.-28.8. blev indskrænket udgjorde de 140 af 215 menige arbejdere, 65 procent!

Det er således ikke helt forkert at påstå, at Østervold er kvinders værk: øjensynligt er man blevet overrasket over, at alle valgte at afløse arbejdsbidraget med penge, og da man ønskede at få arbejdet udført så hurtigt som muligt, måtte man søge lokal arbejdskraft. Der var næppe så mange ledige folk i byen, og man måtte derfor bruge kvinder.

Det var ikke helt usædvanligt: I Renternesterregnskaber fra 1620'erne ses kvinder ikke helt sjældent brugt som daglejere - også ved tungt arbejde. Men det er bemærkelsesværdigt, at kvinderne blev brugt så massivt ved voldarbejdet i 1647.

Sandsynligvis kom de mange hundrede kvinder, der arbejdede på volden, fra Nyboder. De boede i nærheden og må formodes at have været en støt og stabil arbejdskraftreserve, som man i nødstilfælde kunne trække på.

[Side 6]

Om de kom fra herfra kan dog ikke bevises: Kvindernes navne er håbløst uigennemskuelige med Maren Jensdatter ved siden af Else Peters, og i den rulle, der dækker første uge af august 1647 identificeres kun to kvinder ved en erhvervsbetegnelse: Mette Spinders og Anne Sejllæggers. Det er naturligvis ikke nok til at identificere hverken dem eller listens øvrige 551 kvinder.

En gennemgang af ruller fra første uge af august 1647 viser, at 56 procent af kvinderne var gifte, mens resten var ugifte.

Der var lønforskelle mellem mænd og kvinder, der fik 6 skillling pr. dag, hvilket var 2 sko mindre end deres mandlige kolleger. Eller sagt med andre ord: Kvinderne fik det samme som en nattevagt ved materialgården. Både mænd og kvinder havde desuden en slags "arbejdsskadeforsikring", idet de fik erstatninger for skader i tjenesten. I september 1651 fik barbereren Christian Francke således udbetalt 16 rdrl. 32 sko for at have behandlet en kvinde, der havde brækket benet ved arbejde i voldgraven. Udgiften svarede til en kvindes arbejdsløn i 133 dage! Om hun fik en del af pengene eller blot lægebehandlingen gratis, vides ikke.

Fra 1648 blev der - vistnok på grund af tronskiftet - kun arbejdet i beskedent omfang. Udgifterne til arbejdsfolk var kun på 30 procent af det foregående års niveau - og det var åbenbart ikke nødvendigt at trække på de kvindelige ressourcer.

I 1649 dukker kvinderne imidlertid op igen, men i langt mindre omfang. Sandsynligvis havde man nu haft muligheder for at samle traditionel (mandlig) arbejdskraft. Virksomheden har vel også tiltrukket løsarbejdere fra nær og fjern. Nu er det nok mere overraskende, at der i det hele taget er kvinder med. Arbejdet havde også ændret sig. I stedet for at arbejde i sjak li 3 mand (m/k), arbejdede man nu individuelt og var aflønnet efter individuelle normer, afhængig af hvor meget jord, man havde fjernet. Antallet af kvinder var 4 procent ved arbejdssæsonens start 7.5.-12.5. Halvanden måned senere var tallet steget til 10 procent (37 kvinder af ialt 370 arbejdere) for at toppe med 20 procent i midten af oktober (med 48 kvinder af 238).

Da betalingen tilsyneladende var taxteret forskelligt, alt efter hvor der blev gravet, kan man ikke sammenligne mænd og kvinders lønninger. Havde kvinderne ikke fået ligeløn, havde de i hvert fald nu mulighed for at tjene ligeså meget eller mere end deres mandlige kolleger.

I de følgende år aftager antallet af kvinder på volden. Af de 13 gennemsete ruller for 1650 ses der kun kvinder på de 4, og de udgør højst 13 procent af arbejdsstyrken (34 ud af 253 personer) i højsæsonen, hvor der åbenbart

[Side 7]

har været behov for arbejdskraft. For året som helhed ligger antallet betydeligt lavere (1,2-2 procent pr. uge).

Året efter, 1651, arbejdede kun godt 100-120 personer på voldanlægget og antallet af kvinder ligger på mellem 1-6 pr. uge, svarende til mellem 0,9-12,5 procent. Og der var ingen kvinder blandt de 20-50 daglønnere, der året igennem arbejdede på anlægget af Dronningens Have uden for Vesterport.

I 1652 blev fire kompagnier af Axel Drups Regiment lagt i København, hvor de først afløste kvinderne og senere de mandlige arbejdere. I særlig spændte situationer, f.eks. da man i efteråret 1657 havde sendt størsteparten af hæren til Skåne, kunne man stadigvæk finde på at bruge kvinder som arbejdskraft til uomgængelige arbejder. Det skete dog i begrænset omfang, og da man efter 1660 foretog de store udbygninger af fæstningsværkerne, havde soldater helt overtaget de civile arbejderes funktioner. Der var ikke brug for denne arbejdskraftreserve mere, og efterhånden var der ingen der drømte om at bruge kvinder til fæstningsarbejder.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 80, marts 1998, s. [4]-[6]

[Side 4]

Saltvandsbadeanstalt i Nyhavn

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Københavns historie er fuld af skrinlagte projekter: Nogle kan man beklage aldrig blev til noget, andre kan man kun føle lettelse over at være sluppet for. Og så er disse ikke kun sjældent afværget ved et rent tilfælde, ved en obsternasig eller rethaverisk person eller institution, der gik mod sin samtid og al "rimelig udvikling".

Således blev Nyhavnskanalen i 1890'erne truet af et projekt: Den 7. februar 1894 bad ingeniørassistent H. P. Petersen om Københavns Havnevæsens tilladelse til at benytte kanalen til opførelse af en saltvandsbadeanstalt beregnet for de "Herrer og Damer af Forretningslivet, der er for optagne til at kunne tage til de eksisterende Badeanstalter" som det hed i ansøgningen. Tidspunktet var godt valgt. Året forinden var Rysensteens Badeanstalt ved det nuværende Langebro blevet lukket og man skulle enten op langs Svanemøllebugten eller ud til Amagers fjerne østkyst, hvis man ønskede at bade i fri sø.

H. P. Petersen optræder i Københavns Vejviser for årene 1890-1912 under betegnelsen "Assistent" og "Ingeniørassistent", men hvad han i øvrigt har beskæftiget sig med vides ikke. I Havnevæsenets tykke læg om sagen nævnes heller ikke noget, der kan røbe hans eventuelle bagmænd.

H. P. Petersen foreslog at bruge kanalbassinet fra Kongens Nytorv 220 alen (ca. 140 m) ned langs Nyhavn, d.v.s. til lidt forbi Lille Strandstræde og Heibergsgade. Det skulle inddeles i tre bassiner, en for herrer, en for damer og en for skolebørn. Bassinerne skulle adskilles af en let trækonstruktion og overdækkes med sejldug. Petersen agtede naturligvis ikke at benytte Nyhavns eget vand, heller ikke Havnens var egnet. Derimod ville han lægge en rørledning ud til Kongedybet, hvis friske vand givetvis ville tiltrække kunderne.

Planen blev ikke umiddelbart afvist, og da det lykkedes Petersen at få lavet en aftale med de berørte, private bolværksejere, blev projektet videresendt til Københavns Magistrat, hvis tilslutning også var nødvendig. Her blev det ved et møde 18. juni 1894 afvist med den begrundelse, at badeanstalten ville være et for interrnistisk islæt i bybilledet.

Petersen var ikke sådan at slå ud: Et lille års tids senere, 24. april 1895 havde han udarbejdet et nyt projekt. Det stilede han denne gang direkte til Magistraten, som han åbenbart ønskede at overbevise om dets fortrinligheder. Han

[Side 5]

havde allieret sig med den bekendte arkitekt Ludvig Clausen og vicevandinspektør cand. polyt. Vilhelm Nohr, der begge havde lagt deres sjæl i foretagnet. Begge navne måtte for Magistraten borge for kvaliteteten. Ludvig Clausen havde allerede i nogle år været medarbejder i Stadsarkitektens Direktorat, og havde medvirket ved opførelsen af såvel Hovedbrandstationen som Gothersgades Elektricitetsværk og Vestre Fængsel. Nohr havde i nogle år fungeret i Stadsingeniørens Direktorat som vicestadsingeniør i forbindelse med de nye kloakanlæg, og hvor han også i en lang periode var afdelingsingeniør. I årene 1895-1897 var han vicevandsinspektør ved Københavns Vandværk.

Mod Kongens Nytorv skulle der opføres en halvrund bygning med et indgangsparti til badeanstalten og med lokaler til en café. I selve kanalen skulle der som ved det tidligere projekt være tre bassiner: En for damer, en for herrer af 1. klasse og en for herrer af 2. klasse. Damebassinet skulle om vinteren kunne varmes op og anvendes af både herrer og damer (dog på forskellige dage!). Bassinerne skulle overdækkes med hamret glas og gangene overdækkes med tjæret tagpap. Ydermure og arkitektoniske detaljer skulle udføres i kalksten og granit og var i øvrigt holdt i en nærmest fransk rokokkostil. Et maskinhus til indpumpning af de nødvendige ca. 60.000 tønder vand dagligt, skulle lægges i husrækken på Nyhavns byside.

Forslaget var denne gang fremsendt til Magistratens 4. Afdeling (Teknisk Afdeling), og blev varmt anbefalet af stadsingeniør Charles Ambt, der blot havde den indvending mod forslaget, at det kun delvis ville skjule skibene i Havnen for folk på Kongens Nytorv. Til gengæld ville det med sin centrale beliggenhed have en "stor sanitær Betydning". Heller ikke i forhold til bolværksejerne var der problemer. I sit ledsagebrev til havnekaptajn F. B. W. Lüders fremhævede også Magistraten det nye projekt, der i forhold til det forrige "havde vundet betydeligt i flere

[Side 6]

Retninger" og han ville - når nogle mindre forhold var afklaret - ikke tøve med at sende det til forventet vedtagelse i Borgerrepræsentationen.

Heller ikke Havnekaptajnen havde noget at indvende mod forslaget, som han videresendte til Havnerådet, der som Havnens øverste organ også skulle godkende projektet. Her blev sagen behandlet med allerstørste omhyggelighed, idet man nedsatte et udvalg bestående af kontreadmiral W. A. Carstensen, kammerherre Ferd. Meldahl og grosserer O. B. Muus. Efter meget grundige undersøgelser afviste de dog ethvert skridt i en retning, der kunne svække mulighederne for, at småskibe kunne anløbe Københavns Havn. Dermed var H. P. Petersens forslag i realiteten dødt, og den 21. August 1896 fik han endnu engang afslag på sin ansøgning.

Den gode Petersen var imidlertid ikke sådan at slå af banen: I afslaget havde man uheldigvis ikke givet en begrundelse, og han mente derfor at afslaget også denne gang skyldtes udformingen af bassinernes overdækning. Så han henvendte sig et par måneder senere endnu engang til Magistraten med et nyt projekt, hvor badeanstalten var flyttet fra den umiddelbare nærhed til Kongens Nytorv til strækningen mellem Heiberggade og Holbergsgade. Mellem Torvet og Heibergsgade ville han anlægge en beplantning med underjordiske toiletter nærmest torvet. Ud for Holbergsgade skulle Nyhavnsbroen erstattes af en dæmning. Det sidste forslag var ren lokkemad for Kommune og Havn, hvis udgifter til broens drift og vedligehold dermed ville falde bort. Også henvisningen til badeanstaltens nytte for børnene i Indre By var beregnet på at formilde hvad Petersen opfattede som en principfast Magistrat.

Det forholdt sig jo ikke således. Magistraten havde fremmet det foregående projekt, og da Havnen i mellemtiden ikke havde fundet anden plads til Nyhavns småskuder, modtog Petersen i februar 1897 ikke overraskende et brev om, at enhver videre henvendelse i denne sag ville være nytteløs.

Havnekaptajn Lüders forsøgte at redde projektet ved en fornyet henvendelse til Indenrigsministeriet, hvori han henviste til besparelserne på vedligeholdelsen af Nyhavnsbroen som incitament til sine skridt i sagen. Han bad om, at man erindrede sig Petersens projekt, hvis småskuderne senere skulle finde anden kajplads, så Nyhavn blev frigjort.

Egnet kajplads til småskibe fandt man ikke, inden H. P. Petersens sag blev arkiveret i Havenvæsenets Arkiv med påtegningen "Blev aldrig til noget", og sådan endte det projekt!

Kilde:

Rigsarkivet. Københavns havnevæsenet Arkiv. Saglige henlagte sager. Søbadeanstalter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 83, januar 1999, s. [3]-[5]

[Side 3]

"Mijn Heer in de Schietstraat". Skidenstrædes endeligt.

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Onsdag den 21. oktober 1818 godkendte Frederik den 6. med sin underskrift, at det gamle gadenavn "Skidenstræde" blev erstattet af det mere velklingende navn "Krystalgade".

Det var mindre end 6 uger efter at 16 af gadens grundejere, svarende til samtlige private grundejere, i et brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret.

De skrev, at Skidenstræde netop var blevet brolagt, og nu fremstod som en "smuk og reel" gade, der kunne yde den "herligste" passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker, og som af den grund "upaatvivlelig" ville blive benyttet ved kirkelige processioner. Derfor var gadens gamle navn Skidenstræde uheldigt og burde erstattes, mente de. Endnu en grund til at ønske et nyt navn var også hensynet til nogle af beboernes korrespondance med de plattysk- og nederlandsktalende område. Forretningsforbindelserne her kunne nemt få indtryk af, at deres dan-

[Side 4]

ske kontakter boede i en "cloak", og påskrifter som "Mijn Heer… in de Schietstraat tot Copenhagen" "var ei behageligt lydende".

De foreslog i stedet af ændret navnet til Krystalgade, som var den gængse betegnelse for den del af deres gade, der strakte sig fra Nørregade til Fiolstræde. De tilbød afslutningsvis selv at betale en ommaling af gadeskiltene, der efter tidens skik var malet på hushjørnerne.

Danske Kancelli sendte strax ønsket videre til Københavns Magistrat, der på sin side fik stadskonduktør J. H. Rawert til at ytre sig, før man selv tog stilling. Rawert svarede meget forbeholdent allerede den 29.9.: Selvom han kendte den gamle betegnelse Krystalgade for gadens vestlige del, var dette gadenavn "uden hjemmel". Han henviste til at man tidligere havde afvist beboerne i Kattesundet, da de på et tidspunkt også havde ønsket deres gadenavn ændret. Og Dybensgade skulle efter hans opfattelse også kunne give hollændere eller plattysktalende uheldige associationer. Det samme var også tilfældet men flere andre gadenavne, fortsatte Rawert, og det var ikke tilstrækkelig årsag til, at man af den grund ikke skulle ændre gadenavnene i det dansktalende København. Selvom beboerne i Skidenstræde havde tilbudt at bekoste ændringen af gadenavnene, ville myndighederne ved et navneskifte også skulle ændre optegnelser i pante- og brandassuranceprotokoller og samt de existerende policier, og det fandt stadskonduktøren for vidtløftigt.

Rawert udtrykte altså en total afvisning af beboerønsket, og man må sige på en sådan måde, at det tydeligt viser, at man ikke var vant til at behandle sager om ændring af byens gadenavne. Magistraten gjorde Rawerts ytringer til sine i et svar til Kancelliet den 5. oktober.

Intet havde derfor været mere naturligt end at Danske Kancelli herefter afviste beboernes henvendelse. Men det blev ikke tilfældet: Embedsmændene fandt ikke Magistratens eller Rawerts indvendinger tungtvejende nok, og pegede på, at man jo ikke behøvede at rette diverse protokoller, og at de ikke mistede deres juridiske værdi, fordi et forældet navn optrådte deri.

Sagen rullede således videre og det med ilsom hast: Efter 14 dage var den kongelige forestilling blevet konciperet og forelagt kongen, der som omtalt satte sin approberende underskrift under forslaget den 21. oktober, ikke 6 uger efter den første henvendelse i sagen!. Historien viser, at embedsmandsværket fungerede optimalt i enevældens snævre København, og havde man en god sag som her, så var expeditionstiden mindre end hvad man kan opleve i det parlamentariske demokrati.

Københavns Kommune overtog selv administrationen af gadenavngivningen

[Side 5]

som følge af en lovændring i 1857, men så langt frem som til 1926 kunne ejere af private gader selv fastsætte gadenavnet. Kommunen har selv ført en noget konservativ politik på området, og selvom der er sket nogle ændringer her og der, man kan man glæde sig over, at navneskiftet fra Skidenstræde til Krystalgade ikke dannede præcedens. København har derfor bevaret det fleste af sine middelalderlige gadenavne. Skidenstræde har man vel godt kunnet undvære (og hvem har savnet det?), men Kattesundet og alle de andre mærkelige navne, der giver middelalderbyen karakter ville man ikke have været foruden.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 85, juli 1999, s. [10]-[11]

[Side 10]

Studenterfest

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I det forrige nummer af Københavns Kronik efterlyste redaktionen oplysninger om, hvornår studenterne begyndte at danse omkring "Hesten" på Kongens Nytorv. Vi har modtaget flere henvendelser i sagen fra ældre medlemmer af Selskabet, der ikke blot har bekræftet, hvad vi allerede vidste - nemlig, at skikken var kendt i 1930'erne - men tillige afklarede, at traditionen heller ikke dengang blev opfattet som ny.

I bind 2 af "København før og nu" fra 1949 nævner Mogens Lebech i en kort indledningstekst til afsnittet om Kongens Nytorv "de nybagte Studenters traditionelle Dans", der "i vore Dage er en aarligt tilbagevendende Begivenhed". For en gammel kender af København har det således været en forholdsvis ny skik, der krævede vendingen "i vore Dage", der på den anden side ikke er præcist nok til at løse vores problem.

Den ældste påvisning af skikken stammer fra 1935, som det er blevet meddelt af vores medlem Carl Christiansen i Herlev, der da selv deltog i dansen. Nina Bjørk, der trådte sin kædedans omkring "Hesten" i 1937, har oplyst, at man ved samme lejlighed havde en krans med, det blev anbragt på "Hesten"s - og ikke Christian den 5's! - hoved. Nina Bjørk har ligeledes oplyst, at hendes bror deltog i studenterdansen i 1943, og at studenterne det år blev generet af tyske tropper eller nazisympatisører.

Året efter var opløb af den art forbudt, men Magasin du Nord stillede beredvilligt lokaler - og en papma-

[Side 11]

chéhest (med konge) til rådighed, så hestedansen blev reddet. Der var som bekendt ikke problemer af den art året efter.

Med den kraftige stigning i antallet af studenter op gennem 1960'erne blev "studenterkørslen" reguleret af en justitsministeriel skrivelse (af 26.3.1975), der nøje fastlagde bestemmelserne for, hvorledes denne særlige persontransport måtte foregå:

Fra Rødovre Politi findes fra 1982 en sag om manglende godkendelse af 2 påhængsvogne, der sandsynligvis var blevet benyttet til kørsel til København: Det ses af Tidskrift for politi (1982, s. 173), at "Ejeren af køretøjerne - en gårdejer i Nordsjælland - blev afhørt på sin bopæl. Han kunne ikke erkende at have overtrådt færdselslovens bestemmelser om registrering m.v. ved at have ladet køretøjerne benytte til "studenterkørsel", uagtet de ikke var registrerede, Han nægtede i øvrigt at udtale sig, men oplyste dog, at han siden 1952 havde kørt "studenterkørsel". Rapporttageren bemærkede under afhøringen, at der ved ejerens bopæl henstod 8 uregistrerede påhængsvogne, der alle bar præg af at have været benyttet til "studenterkørsel", idet de var forsynet med sæder og pyntet med birke grene. Heraf må vel kunne udledes, at han formentlig har foretaget flere ulovlige kørsler".

Nok om den sag, der endte med en bøde på 3.000 kr., men som viser, at man i København fik sine befordringsmidler fra det nære opland, og at der kunne være en lang - her 30 år gammel - tradition for studenterkørsel hos den enkelte bonde. Hver skoles studenterårgang arvede vel adressen fra den forrige årgang.

Skikken med at danse omkring et af byens monumenter kendes også fra andre fag: De nyfødte jordemødre danser omkring Storkespringvandet på Amagertorv, kokkene omkring Dragespringvandet - og i ældre tid var Rundetårn målet for de unge konfirmander.

Skikken kendes også fra andre byer, men er her rimeligvis inspireret fra København. På grund af afstandene kommer forstædernes studenterkuld heller ikke til Kongens Nytorv mere, men finder deres egne lokale dansepladser, for danses det skal der. Således dansede Tårnby Gymnasiums nyudsprungne studenter omkring Henrik Starckes "De Fire Vinde" ved Kastrup Lufthavn i 1964.

Det må konkluderes, at oplysningerne om studenterdansens oprindelse fortaber sig til engang mellem 1912, da udsagn beretter om kørsel - og ikke dans - omkring "Hesten" og engang i slutningen af 1920'erne. Skulle der være supplerende oplysninger om "Studenterdansen" i København, er redaktionen derfor stadigvæk meget interesseret i henvendelser.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 86, oktober 1999, s. [3]-[5]

[Side 3]

Løven og hesten og et postament

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Peder Husums "Løven og Hesten" er den ældste skulptur i Kongens Have. Den blev udført efter kontrakt mellem Husum og Christian den 4. fra april 1617, hvor kongen lovede Husum 1000 dlr. og fri materialer til skulpturen, der er en kopi af en antik statue.

Arbejdet trak dog ud og i oktober 1618 følte kongen sig foranlediget til at beordre sin kansler Christian Friis til at sørge for, at Husum udførte sit arbejde og truede endog med at sætte ham i fængsel. Husum fik dog afdrag på sin aflønning til august 1619, hvorefter han forsvinder ud af historien - hvad der så end er sket med ham. Skulpturen var dog færdigstøbt på dette tidspunkt, og den blev efterbehandlet af rothgiesseren

[Side 4]

Jørgen Wulf helt frem til december 1624, hvor den så endelig må have været færdig.

Løven og Hesten er omtalt i Christian den Yngre af Anhalts dagbog for 5. marts 1623, hvor den fremhæves blandt andre støbte sager, han havde set i Gjethuset i det gamle Sankt Klara Kloster ved Gammel Mønt.

Efter færdiggørelsen blev skulpturen antageligt opstillet i Rosenborg Have, men intet vides med bestemthed herom. I 1626 blev motivet med løven, der flænser en hest gengivet på en medalje med hentydning til hertug Georg af Braunschweig-Lüneburgs frafald under kongens felttog i Tyskland. Symbolikken var for så vidt tydelig for samtiden: Den danske løve sønderriver den Braunschweig-Lüneburgske hest.

Overraskende nok dukker skulpturen igen i Glücksstadt i 1643, da den omtales i forbindelse med kongens næstældste søn hertug Frederiks bryllup i Glückstadt med den Braunschweig-Lüneburgske princesse Sophie Amalie, datter af den på dette tidspunkt afdøde hertug Georg, der havde svigtet kongens tillid i 1626.

Da man ikke ved, hvornår skulpturen er kommet til Glückstadt Slot, behøver skulpturens opdukken her i 1643 ikke at have noget med bryllupsfestlighederne at gøre, men sammenfaldet må selv i samtiden har vakt en vis opmærksomhed.

Skulpturen blev imidlertid flyttet tilbage til København igen, men heller ikke tidspunktet for, hvornår dette er sket, kendes præcist.

En myte vil vide, at Sophie Amalie efter at hun i 1648 blev dronning ønskede gruppen flyttet til Købnehavn, så hun stedse kunne have den for øje "for at have noget at hvæsse sin Hævnfølelse paa" (Bering Liisberg i Historiske Meddelelser om København, bind 6, s. 574). Hvem denne hævnfølelse skulle gå ud over, er ikke helt klart, og der er da heller ikke nogen antydning af, at Sophie Amalie skulle have interesseret sig for skulpturen, der rimeligvis blot er kommet tilbage til København, fordi Glückstadt Slot efterhånden gled ud af brug.

I en nyfundet regnskabsextrakt for udgifterne til opførelsen af Kastellet i de først 9 måneder af 1662, nævnes det, at Henrik Ruse blandt udgifterne til erhvervelse af Sankt Annæ Rotunde også skulle betales for en uddybning af "graven om Kongens Have og for postamentet til Kobberhesten". Der var næppe andre "kobberheste" i København på dette tidspunkt, og regnskabet må således referere til Peder Husums skulpturgruppe, der altså da havde fundet vej tilbage til København.

Dens sokkel er da udført i en typisk barokstil med frugt- og blomsterguirlander, ophængt i sløjfer, der i hvert fald ikke er originale i forhold til Husums skulpur. Til gengæld er der en slå-

[Side 5]

ende lighed med den ornamentale udsmykning af Kastellets to porte fra henholdsvis 1663 og 1664, hvis overbygninger begge har tilsvarende ranker, omend de mangler sløjferne.

Det er ikke overraskende at finde fæstningsingeniøren Ruse brugt i denne sammenhæng: I 1664 fik han således ordre til at udføre en "pyramide" til minde om Corfitz Ulfeldts forræderi. Den blev som bekendt opstillet på den plads, hvor Ulfeldts gård tidligere havde ligget, og blev først fjernet i 1843 (nu i Nationalmuseets gård).

Ruse har naturligvis ikke selv udført postamenterne, men sørget for at en stenhuggermester har udført arbejdet. Det vides ikke, hvem han har brugt, men nogle blomsterornamenter fra Vesterport (opført 1668/69), udført af stenhuggermesteren Hans Kirchhoff, har stor lighed med postamentet under "Løven og hesten", og det kan muligvis være ham, der også har udført dette.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 86, oktober 1999, s. [5]-[7]

[Side 5]

Københavnsbibliografiens fortsættelse

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I 1979-årgangen af Historiske meddelelser om København blev der annonceret en fortsættelse af Københavnsbibliografien, der findes trykt og udgivet til og med 1965. En og anden er måske siden faldet over henvisningen og har undret sig over, hvor den er blevet af i disse nu 20 år.

Københavnsbibliografiens Supplement 2 fik en grum skæbne: Efter at en væsentlig del af materialet var blevet registreret, blev arbejdet indstillet, da det kun var ¾-færdigt. Registreringen beroede helt og aldeles på de daværende gunstige ansættelsesordninger for arbejdsløse bibliotekarer, der frigjorde personale til det tidskrævende arbejde. Da disse ansættelsesformer ophørte, blev arbejdet indstillet fra den ene dag til den anden. Der blev således ikke mulighed for at færdiggøre bibliografien - endsige finpudse den med henblik på udgivelse. Resultatet af registreringen var ca. 4.000 henvisninger, der godt ti år senere, i 1988, blev udskrevet i traditionel maskinskreven form på A-4 ark og opstillet på et par strategiske læsesale i Biblioteksvæsenet (Rådhusbiblioteket og Læsesalen på Hovedbiblioteket). Siden er bibliografien blevet omlagt til textfiler i "Word" og er nu på vej ud på

[Side 6]

Internettet via Rådhusbibliotekets hjemmeside. En udskrift er tilgængelig for alle på Rådhusbibliotekets læsesal.

Set bagud i forhold til 1999 forekommer årstallet 1980 meget langt tilbage, og selv ikke en offentliggørelse af Københavnsbibliografiens Supplement 2 kan tilfredsstille en kræsen litteratursøger med den litteratur, der er udkommet siden da.

Det var derfor naturligt, at man på Rådhusbiblioteket, hvor man dagligt får forespørglser om topografisk litteratur, har forsøgt at puste nyt liv i den københavnske lokalbibliografi:

Det var imidlertid umuligt at tænke på at få extra midler til udarbejdelsen, så derfor er arbejdet med Københavnsbibliografiens fortsættelse anlagt som en husmandsudgave, tilpasset de barske kommmunale realiteter.

I stedet for at tilstræbe at få ALT trykt materiale registreret til bibliografien, har man valgt at indexere en antal tidsskrifter og årbøger, der måtte anses for at være dækkende for deres fagområde. I øjeblikket registreres ca. … løbende tidsskrifter, hvortil der skal lægges … tidsskrifter, der er ophørt i tidsrummet 1980-1999. Desuden registreres selvstændigt udgivne bøger og afsnit i bøger. Fremgangsmåden sikrer, at man engang, hvis man får råd og tid og lyst til at udarbejde en egentlig stor Københavnsbibliografi, blot kan udbygge "Litteratur om København" med de tidsskrifter m.v, der ikke er indexeret.

Arbejdet blev påbegyndt i foråret 1989, men er siden udvidet til at gå tilbage til 1980, hvorved man har opnået en ubrudt bibliografi så at sige fra Gutenberg til Kramer. Registreringen foretages løbende ved udgivelsen (eller rettere modtagelsen på Rådhusbiblioteket), og registreringen kan således tilbyde henvisninger til den helt dagsaktuelle litteratur.

Oprindeligt blev lokalbibliografien udskrevet rent traditionelt på små kartotekskort, men den er fulgt med den teknologiske udvikling, og er nu helt og holdent omskrevet til textdokumenter i edb-filer, der tillader viderebearbejdning med henblik på en traditionel udgivelse og en publicering på Internettet.

Den gamle Københavnsbibliografi (til og med 1980) er inddelt efter en lokal systematik, der er ganske let at bruge, men da Litteratur om København i første omgang var baseret på kartotekskort, var det naturligt at bruge folkebibliotekernes decimalklassifikation som system. Det er siden opretholdt, men tillæmpet ved alfabetiske underinddelinger, ligesom de for mange mærkelige tal er oversat til menneskesprog.

Den væsentligste ændring i forhold til den "gamle" bibliografi er givetvis Litteratur om Købenahvns opdeling i bydele. Efterhånden som bibliografien voxede, og i skrivende stund er der ca. 14.000 henvisninger, blev det mere og

[Side 7]

mere uoverskueligt at finde litteratur om de enkelte bydele. Også hensynet til den store mængde forespørgsler på litteratur om netop enkelte kvarterer af byen, gjorde en opdeling aktuel. Så fra at have 1 stor bibliografi, blev den i 1992 opdelt i 1 stor generel del med litteratur om hele byen, og 14 (fra 1993: 15) mindre bibliografier, svarende til Kommuneplanens inddeling efter bydele. Det lettede på den ene side de generelle afsnit for en del meget lokal litteratur af snæver topografisk interesse, men dette stof blev derimod netop synliggjort i de enkelte bydelsbibliografier.

Bydelsbibliografierne er ikke alle så små endda, selvom der er store udsving mellem "Ydre Nørrebro" og "Indre By". Vedføjede oversigt fortæller lidt om størrelsesforholdene for litteraturudbuddet mellem bydelene.

I 1997-1999 blev de gamle kortkartoteker afløst af en EDB-baseret textudgave af bibliografierne, der ganske som Københavnsbibliografiens Supplement 2 er forberedt til publicering via Internettet. Der vil givetvis også være behov for at udgive en trykt udgave - enten samlet med hele bibliografien i ét eller flere bind eller som separatbind med én bydel i hvert hæfte. Men det kræver som bekendt penge, og ligger et eller flere af vores medlemmer inde med gode forslag til sponsorer, hører vi gerne herom.

Indtil da kan "Litteratur om København" ses i udskrift på Rådhusbibliotekets Læsesal, og fra engang i det nye år også på interenettet. Rådhusbiblioteket kan findes på omstående adresse (se bagsiden). Ønsker man at se vores hjemmeside kan det ske på adressen: stormp.kk.dk/rhb, men som omtalt først fra engang i det tidlige efterår.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 88, marts 2000, s. [9]-[11]

[Side 9]

Den tapre skrædder og andre soldater i Kastellet i 1662

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Den 12. april 1662 var der generalmønstring i København: Foran Kastellet, samledes således ingeniøren Henrik Ruses Regiment, der bestod af hvervede soldater.

Nederlænderen Henrik Ruse havde været i København det meste af den foregående sommer og havde i juli og august indgået diverse aftaler om opførelsen af Kastellet i København. Da aftalerne var i hus, var året så langt fremskredent, at man ikke kunne påbegynde arbejdet, og Ruse var derfor i august rejst tilbage til Tyskland og Holland for at færdiggøre sine igangværende opgaver der. Først i februar 1662 vendte han tilbage til København og havde siden benyttet de mellemliggende måneder til at samle materialer og supplere sin stab af håndværkere, så man var klar til at stikke spaden i jorden, så snart vejret var til det, og jorden var frostfri.

Den 12. april var man endelig klar til at gå i gang med den store byggeopgave, der blev indledt med en mønstring af folkene. Ved en tilfældighed er den rulle, man udarbejdede i den anledning, bevaret, og da den indeholder et væld af detaljer om de enkelte soldater, er den et vigtig bidrag til kendskabet til de folk, der i de følgende tre somre byggede Kastellet. Desuden indeholder rullen over Ruses Regiment i skemaform en række oplysninger om de enkelte soldater. At man får charge, navn og hjemsted er i sig selv ikke overraskende for en rulle, men derudover får man oplysninger om tjenestetid, tidligere militære karriere, alder, statur, hårlød og bevæbning. For en 1600-tals rulle er dette ganske enestående, og man får et godt indtryk af den brogede sammensætning af det store regiment, der med sine 1510 mand må have sat sit præg på byen på godt og ondt.

Regimentet var inddelt i 8 kompagnier med hvert lidt under 200 mand. Af de 1510 personer var imidlertid kun 1382 rent fysisk til stede ved mønstringen: 31 var udkommanderet til forskellige opgaver, bl.a. udpegning af tømmer og ris i skovene til brug for byggeriet, og ikke mindre end 29 mand var udkommanderet for at indkræve skatter rundt om på Sjælland. 51 var fraværende på grund af sygdom, 4 sad i arrest og 4 var bevilget orlov. Desuden konstaterede man, at der manglede 9 mand.

Angivelsen af soldaternes fødested viser, hvor broget regimentet var sammensat: Af de 1423 mand, hvis fødested kan bestemmes præcist eller med en særdeles høj grad af sandsynlighed, var kun halvdelen (i alt 715) født i den danske konges riger og lande (inkl. Holsten og Norge); Hele 389 mand, altså en

[Side 10]

fjerdedel af hele styrken, kom fra det tyske område, 99 fra Sverige (inkl. Skåne, Halland og Blekinge), 79 fra Polen, 55 fra Storbritannien (inkl. Irland), 48 fra den Nederlandske Republik. Resten fordelte sig jævnt hen over Europakortet med repræsentanter fra de Spanske Nederlande (Belgien), Frankrig, Schweiz, De Habsburgske Arvelande (Østrig-Bøhmen) Ungarn og Rusland.

Der er flere forklaringer på, hvorfor regimentet havde repræsentanter fra så bredt et udvalg af lande: Krigerhåndværket var internationalt, og man tog tjeneste, hvor man kunne få den bedste sold. En del af soldaterne var dog givetvis overtaget fra de svenske hære, der var formeret under 30-årskrigen i Tyskland, og som var meget bredt sammensat. Som krigsfanger under Karl Gustav-krigene var de blev tilbudt dansk tjeneste og stukket ind i de danske regimenter. I rullens oversigt over soldaternes tjenestetid ses det da også at en stor del havde været i tjeneste i 2½ år, svarende til at de var blevet taget som fanger efter den danske generobring af Fyn i november 1659.

Bemærkelsesværdig efter nutidige forestillinger er listens 99 svenske repræsentanter. De fleste af disse kom naturligvis fra de tabte dansk-norske provinser, men alligevel kom hele 35 fra "Gammel-Sverige", med fødesteder som Stockholm, Kalmar og Göteborg.

Mange var nyansatte, mens enkelte havde været i regimentet under Karl 10 Gustav-Krigene - og altså må tjent på dansk side.

Omvendt synes en hel del danskere at have deltaget i de svenske krige på svensk side: I alt 74 har oplyst, at de tidligere havde været i svensk krigstjeneste, enkelte i op til 7 år. Andre er sandsynligvis været tvunget til svensk krigstjeneste i den periode, hvor svenskerne havde besat det meste af landet.

Kun 24 mand var efter rullen født i København. En del var gamle "garvede" krigsfolk med flere års erfaringer, andre var som possementmagersvend Peter Petersen ansat i januar 1662. Hvad der har fået den "lille, gulhårede" dreng på 18 til at melde sig vides ikke. Han må have vidst, at det var hårdt fysisk arbejde, der ventede ham og ikke det eventyrlige liv på farefyldte krigstogter.

Rullens oplysninger om soldaternes tidligere tjeneste viser også en bredt sammensat skare: Enkelte var veteraner fra 30-års krigen med op mod 25-28 års krigstjeneste på bagen, men de fleste havde færre års erfaring, og mange var indtrådt i krigerstanden så kort tid forinden, at de ikke kan have haft nogen større erfaring fra aktiv tjeneste. Aldersforeningen, der går fra 14 år til 75 med en betydelig overvægt på aldersgruppen 20-29, antyder da også dette. Mange kom som omtalt fra de svenske hære og havde givetvis kæmpet i Polen og i Danmark, andre havde forlagt deres krigs tjeneste til så fjerne lande som "Italien" og "Spanien", men det hørte dog til undtagelserne.

[Side 11]

Selvom disse hvervede soldaterne var, hvad vi ville kalde professionelle, så havde over en fjerdedel af regimentets soldater (404 af 1510) en håndværksmæssig baggrund, der intet havde med deres krigererhverv at gøre: Blandt rullens 93 forskellige erhverv kan nævnes så forskellige som bogtrykkere, bryggere, dugmagere, fiskere, hattemagere, hvedebrødsbagere, kokke, kukkenbagere, møllere, oblatbagere, possementsmagere, rebslagere, silkevævere, skomager og skræddere. Desuden var der en studiosus, en spillemand, en taskenspiller og en vingartner.

Skrædderne udgjorde den største enkeltgruppe, i alt 54, næst derefter kom skomagerne med 45 repræsentanter, linnedvæverne med 14, possementsmagere 13!

Ganske vist var hvervede regimenter udtryk for en professionalisering af hæren i forhold til udskrevne bondesoldater, men denne professionalisering skal ikke forstås i nogen særligt streng betydning af dette ord. Når hertil kommer, at de, der ikke nævnes med specifik håndværk, sandsynligvis var bønder, så viser det, at udgangspunktet for krigerhåndværket som oftest var et helt andet.

Rullen indeholder også oplysninger om statur og hårlød. Rubriceringen er foretaget med få karakteriserende ord. Beskrivelser som "kort fed", "kort mager", "temmelig lang mager", "kort sort", "lang stærk", "liden tyk" o.s.v. giver en antydning af soldaternes umiddelbare udseende og er - som antydet ikke altid lige smigrende. Hertil kommer deres hårlød, der beskrives i vendinger som "sort slet" (d.v.s. glat), "sort krus", "gult slet" m.v. Enkelte var skaldede og andre havde "langt" hår. Ganske få bar paryk.

Undertiden har man haft behov for supplerende oplysninger af forskellig art: Gert Bohrmann fra Bremen nævnes det således, at han var "krum" og derfor "udygtig, syg". Værre synes det at have været fat med den kun 24-årige skrædder Peder Berendsen fra Linköping, idet han "havde været forstyrret, og er ikke rigtig". Alligevel havde han været 1½ år hos oberst Krag og var blot hvervet fem måneder forinden. Mon han er blevet "forstyrret" i Ruses Regiment?

Ruse havde ved sin ansættelse i 1661 betinget sig kommandoen over et regiment soldater, som han ville uddanne til et elitekorps af fæstningsbyggere. Arbejdet gik strax i gang, og selvom man i 1663 og 1664 fik hjælp af nogle kompagnier af Sjællandske Regiment, der bestod af udskrevne bondesoldater, så var det hans eget regiment der i de følgende år bar hovedparten af byrderne ved opførelsen af Kastellet.

Note:

Rullen ligger i Krigskollegiets arkiv i Rigarkivet. - Arkivmedarbejder Palle Sigaard, Rigsarkivet, takkes for med vanlig sporsans at have fundet rullen frem efter ældre, misvisende henvisninger.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 90, november 2000, s. [4]-[7]

[Side 4]

Et projekt til en ringgade uden for København fra 1685

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Trafikplanlægning i København har altid været en vanskelig sag: Fra dette århundrede kendes adskillige projekter til mere eller mindre vidtløftige vejbyggerier - tænk bare på Søringen og tunnelbaneprojekterne fra 1960’erne - men heller ikke i ældre tid holdt man sig tilbage. Her skal omtales et ældre projekt, der - om det var blevet gennemført - havde givet brokvartererne en helt anden bymæssig karakter.

Den 3. oktober 1685 godkendte Christian den 5. med sin underskrift et kort med planerne for et ringvejsforløb, der skulle forbinde Østerbro med Vesterbro, og som skulle ligge omtrent midtvejs mellem Søernes vestside og den senere Falkoner Allé/Jagtvejlinie.

Af kortet kan man se, at vejen skulle løbe helt fra Øresund i nordøst til Kalveboderne i syd som en godt 5 km lang allé med to rækker træer. Vejen bestod af fire helt rette dele, 1) Fra Kalveboderne til Gammel Kongevej, 2) Herfra videre til Nørrebrogade, 3) Fra Nørrebrogade til Østerbrogade og 4) Derfra videre ud mod Øresund. Hvert vejknæk markerede en krydsning med en hovedindfartsvej. Alléen lå en anelse inden for den demarkationslinie fra 1682, der bestemte, at alt byggeri, der lå byen nærmere end 2000 alen (godt 600 m) skulle fjernes. Dog skulle Ladegården have lov til at blive liggende, og på Blegdammene ved Sortedamssøens vestside måtte blegemændene fortsat have deres huse.

Det er hævet over enhver tvivl, at det kort, der blev godkendt af kongen, er tegnet af Gottfried Hoffmann, der var ingeniør i København, og som har efterladt sig ikke mindre end fire stort set identiske tegninger af det københavnske alléprojekt. Han var på dette tidspunkt i gang med at projektere en ny landevej mellem København og Korsør, og planerne om ringvejen omkring København skal ses som et led i disse planer. Samtidigt var han også i færd med at projektere en ny "Strandvej" nord for København.

Gottfried Hoffmanns fire kort og den kongelige approbation, der findes gengivet i Krigskancelliets kopibog, er imidlertid ikke de eneste kilder til projektet.

[Side 5]

I ordlyden til den kongelige approbation på ringvejsprojektet blev kravet om nedrivning af alle andre bygninger i forstæderne gentaget, og det er derfor en smule paradoxalt, at man samtidigt med anlægget af alléen agtede at opføre tre "værtshuse", en ved hver indfartsvej. Det sydlige skulle ligge ved vore dages kryds Gammel Kongevej/Lykkesholms Allé, det anden ved Nørrebrogade/Møllegade-krydset og det tredje ved Østerbrogade/Carl Johansgade. De betegnes som værtshuse, men udtrykket indebar langt mere end, hvad man i vore dage forbinder med dette ord. De blev placeret ved indfartsvejene for at sikre overnatningsmulighed for de rejsende, der ankom på tidspunkter, hvor byportene var lukket.

I Københavns Stadsarkiv findes en kongelig ordre til Københavns Magistrat, dateret den 12. december 1685. Heri meddeles det kort og klart, at det er kongens "vilje og befaling", at Magistraten skal lade de tre værtshuse bygge, hvor "ingeniøren" foreskriver det. Talen var således klar nok: Og kunne præsident, borgmestre og råd ikke af texten

[Side 6]

regne sig frem til, hvorledes man havde tænkt sig værtshusene udformet, havde man forsynligt brugt ordrens bagside til at tegne prototypen på en "værtshusbygning" i opstalt og grundrids med den udformning, man ønskede sig:

Værtshusene skulle bygges af bindingsværk som firfløjede anlæg på 50 x 50 m. Ud mod vejen skulle hovedbygningen på 2 x 14 fag med indkørsel på to fag i midten og med en kvist på ti fag. Sidefløjene skulle rumme kamre til de overnattende, mens bagbygningen var udnyttet til staldrum med plads til hele 46 heste.

Værtsfolkene holdt selv til i venstre hjørne af hovedbygningen og disponerede over køkken og 3 værelser. "Gemene" gæster skulle disponere over et stort værelse til venstre for indkørslen og tre kamre i sidefløjen. "Andre" gæster havde hele bygningens højrefløj med 2 store og 7 mindre rum. På kvisten var en sal og 3 små kamre.

Værtshuset dimensioner viser tydeligt, at der her er tale om noget, der nærmest kan minde om de største af senere tiders kongeligt priviligerede kroer, som de blev opført efter vejreformerne i slutningen af 1700-tallet.

Tegningen af værtshuset er ikke af Gottfried Hoffmann, men skriften kunne synes at antyde, at den kan være udført af tømmermester Johan Tacius, som andetsteds ses at være brugt i forbindelse med opførelse af offentlige bygninger.

[Side 7]

Hvorom alting er, så blev den kongelige ordre til Magistraten læst op på Københavns Byting den 14. december 1685, og så sker det mærkelige: Trods "Vor Vilje og Befalning" hører man ikke mere til projektet, og det blev som så mange andre samtidige - og senere - idéer henlagt til mere eller mindre evig glemsel. Og det var i dette tilfælde synd: For selve vejprojektet var ikke mindre end storslået, og for en nutidig betragter kan man ikke andet end have beundring for datidens storslåede vejæstetik. Man bemærker sig iøvrigt også, at der i 1600-tallet hørte træer med til et vejprojekt, og tænker mistrøstigt på de tarvelige indfaldsveje, trafikanterne i vore dage møder byen med...

Set i forhold til det sikkert ringe behov for en tværgående vejforløb mellem de tre indfartsveje, der må have været i 1600-tallet, er det nok ikke overraskende at projektet faldt. Den stigende samfærdsel i løbet af det følgende århundrede og det relativt store befolkningspres på forstæderne, gjorde imidlertid vejprojektet aktuelt igen. Men først ved anlægget af Falkoner/Jagtvejlinien i 1740’erne anlagdes en ringsforbindelse med afsæt i de idéer, Gottfried Hoffmann havde udformet i 1680’erne.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 93, august 2001, s. [4]-[7]

[Side 4]

Heste under belejring

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Midt under Københavns belejring 1658-60 udsendtes fra Danske Kancelli en ordre til borgmestre og råd i København og på Christianshavn om at udarbejde en fortegnelse over alle de heste i byen, der fandtes hos borgerne. Ordren blev også sendt til Universitetet og gejstligheden samt til adel og kongelige betjente, men kun listen over borgerskabets 448 heste er bevaret. Den er dateret 13. december 1658, og er opdelt i kvarterer og angiver ejerens navn med antallet af heste pr. ejer.

Antallet var ulige fordelt: Færrest var der i Øster Kvarter og Strand Kvarter (hhv. 2,45 og 4,24 procent af samtlige heste), flest i Klædebo, Vester, Snarens og Nørre Kvarter (med henholdsvis 18, 16, 16 og 15 procent). Det er tal, der tydeligvis afspejler disse kvarterers særlige struktur med mange erhvervsvirksomheder i form af bryggerier og bagerier. Tilsammen havde de fire kvarterer 295 af byens "borgerlige" heste (svarende til 65 procent). Et ellers fattigt kvarter som Christianshavn kunne opvise 48 heste, foruden de 40, der var sendt i sikkerhed inden for voldene af amager-

[Side 5]

ne. De to præster i Tårnby og Store Magleby havde således hver to heste her.

Også antallet af heste pr. ejermand varierede naturligvis: Et gennemsnit giver knapt 2 heste pr. ejer med en spredning fra 1 hest til 8 heste, men der var kun 5 borgere, der ejede over 4 heste, og det er karakteristisk, at den eneste, der ejede 7 heste, og de to der ejede 8, drev hestemøller.

Langt de fleste heste var således arbejdsheste, der udførte vigtige træk- og drivfunktioner for deres ejermænd: Altoverskyggende var bryggerhestene, der talte 172 af de 448 heste, men også bagere, møllere og vognmænd var pænt repræsenteret med henholdsvis 28, 29 og 31. Således kan i alt 260 heste direkte betegnes som arbejdsheste.

Om tallene også ville være repræsentative for en mere normal politisk situation kan ikke afgøres umiddelbart, men da man i 1678 valgte at beskatte byens dyrehold, var antallet af heste i byen nogenlunde som her 20 år før, og tallet fordelte sig ganske som under belejringen, når man naturligvis ser bort fra Amagernes 40 heste på Christianshavn.

Rekvisitionsønsker

København var belejret, og formålet med opgørelsen var da også at få et overblik over, hvor mange heste, der kunne stilles til disposition for et udfald fra den indesluttede by. Allerede den 19. december udstedtes en ny ordre, denne gang med tydelig angivelse af formålet med henvendelsen: Borgmestre og Råd skulle nu undersøge, hvor mange heste, der kunne stilles til rådighed for Hans von Ahlefeldt, når han behøvede dem til et "parti" eller udfald fra byen. Selvom formålet må siges at være i offentlig interesse, overholdt man som vanligt i 1600-tallet den uindskrænkede ejendomsret, og rodemestrene i hvert kvarter måtte endnu engang gå rundt for at høre, hvorledes ejerne stillede sig til ønsket om at afgive deres heste til Ahlefeldt.

Svarene på denne 2. runde findes ikke for Christianshavn, men til gengæld findes lister for Universitet og gejstlighed, men det kom der ikke mange flere heste af: I det hele taget gav forespørgslen et ret magert udbytte, idet man generelt undtog brygger- og bagerheste for udmeldingerne. Af de bevarede lister ses alle typer forklaringer på, hvorfor ejerne ikke kunne - eller ville - udlåne hestene: Flere havde siden første optælling solgt deres heste eller sendt dem andetstedshen: Hans Pottemager i Sankt Clemensstræde [omkring nuværende Frederiksberggade] havde godt nok haft to heste den 13. december, men de var blevet taget af svenskerne, da de forsøgte at erobre Amager. Borgmester Hans Nansen havde 2 heste, der havde været i kongens tjeneste, men de lå nu syge i hans stald og kunne ikke bruges. Også Søren Bagers 2 heste i Sankt

[Side 6]

Annæ Kvarter var så syge, at de ikke kunne rejse sig af sig selv. Det sidste antyder, at der i den indesluttede by nu var ved at opstå en mangel på foder til hestene, for også isenkræmmer Lorens Lambach i Vingårdsstrædes ene hest var "intet dygtig for federatie skyld". Den dårlige fodersituation brugte Jens Andersen i Sankt Annæ Kvarter derimod som begrundelse for gerne at ville afgive sin hest.

Frederik Turesen, der var leder af Borgervæbningen, havde tre heste. Den ene havde han selv brug for, den anden havde en skade og den tredje ønskede han at holde i reserve, hvis der skete noget med den raske hest. Også Københavns biskop Hans Svane vægrede sig mod at afgive sine to heste, hvoraf han brugte den ene til udførelse af sine embedsforretninger, den anden for hans "gangs besværligheds skyld".

Det er naturligvis ganske umuligt at gennemskue disse forklaringer, men en vis modvilje mod at sende sine heste ud i krigen synes da at kunne spores. Augustus Dreyer i Snarens Kvarter ville gerne lade sin ene hest bruge ved et udfald mod svenskerne, men betingede sig at den blev ledsaget af en "god karl", der skulle sørge for, at hesten blev leveret tilbage!

Der var andre, der var villige til uden den slags forbehold at levere deres heste. En del betingede sig dog, at deres udgifter til indkvartering blev læmpet som en modydelse. Andre afgav gerne deres heste, hvis også naboerne stillede deres heste til rådighed.

En del tilbød dog deres heste helt uden forbehold. Moritz Flick i Strand Kvarter ville som en sand patriot endog lade sine to heste mundere med alt tilbehør, før de blev sendt ud mod fjenden. Snedkeren Jokum Düffel, der boede "Bag Volden" i Købmager Kvarter (altså ved krydset Møntergade/Gothersgade) ville ikke alene stille sin hest til rådighed, men også sig selv.

Opgjorde Danske Kancelli antallet af disponible heste, så kom man til 57 heste, d.v.s. kun lidt over en tiendedel af de heste, der blev registret i begyndelsen af december 1658. Årsagen til det lave tal skyldtes naturligvis først og fremmest, at man ikke ønskede at bruge de heste, der arbejdede for bryggere, bagere og andre erhvervsdrivende, men også at en del af hestene blev betragtet som et privat gode, der ikke - selv med svenskerne stående uden for voldene - kunne afgives til en militær operation. Af de 57 heste, der vitterligt blev stillet til rådighed, må en del desuden også have været uanvendelige til formålet.

Besværet med at skrive hestene i mandtal og den efterfølgende gennemgang af, hvilke heste, der reelt kunne bruges, var overflødig, for der kom ikke noget ud af planerne for et udfald mod

[Side 7]

svenskerne på dette tidspunkt: Det mislykkede svenske stormangreb i februar 1659 kom vel udfaldet i forkøbet, og til forsvaret af byen under en storm, behøvedes ikke heste. De kunne trygt blive i deres stalde, mens krigen rasede.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 94, november 2001, s. [3]-[7]

[Side 3]

"Aage" - "Axel" - "Erik" - "Viggo". Færgeaktieselskabet "Havnen" 1894-96

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I midten af år 2000 åbnede Hovedstadens Trafikselskab en vandbusrute gennem København Havn. Det er ikke første gang noget sådant afprøves: I 1894 begyndte Færgeaktieselskabet "Havnen" en regelmæssig drift på en rute, der var næsten identisk med den nuværende. Selskabet blev ramt af adskillige uheld og var tillige dårligt ledet. Ikke uventet gik det fallit efter 2½ sæson.

I juli 1893 ansøgte den forhenværende regnskabsfører ved Thingvallaselskabet Jonas Albert Kromann Københavns Havnevæsen om koncession på færgefart i København Havn for 2 eller 4 petroleumsbåde, der skulle forbinde Toldboden med Gasværkshavnen og undervejs anløbe Gammelholm og Langebro. Havnekaptajn F. V. W. Lüders anbefalede andragenet og sendte det videre til Indenrigsministeriet, der

[Side 4]

svarede positivt mindre end 14 dage senere.

I mellemtiden havde Kromann dog fundet ud af, at man burde forlænge ruten til Frihavnen, der netop på dette tidspunkt var under anlæg. Næppe var godkendelsen heraf kommet i hus, før Kromann ønskede sin koncession overladt et Aktieselskab. Han havde ikke selv midler, og havde derfor entreret med et par sagførere, der hjalp ham med at danne et Aktieselskab, der skulle have rettighederne overdraget. Kromann skulle fungere som forretningsfører. Også dette blev godkendt, og da det så var i orden, fandt Kromann ud af, at petroleumsbåde slet ikke egnede sig til færgefart, da deres motorer pludseligt kunne sætte ud og måtte skilles ad, før de kunne komme i gang igen - et

[Side 5]

forhold, man skulle tro, han kunne have undersøgt grundigere, før han skrev den første ansøgning.

Kromanns mange ansøgninger viser, at han havde en god idé, men ógså at han ikke have fået den gennemtænkt og overvejet nærmere, før han førte den ud i livet.

I løbet af foråret 1894 anskaffede det nystiftede færgeaktieselskab de fire første både, der blev bygget på R. Holtz' skibsbyggeri i Harburg lige syd for Hamborg. De ankom i maj og Selskabet foranstaltede strax efter en prøvesejlads for pressen, og den 12. maj kunne man derfor læse følgende lille reportage i boulevardbladet "Avisen", skrevet af pseudonymet "Hermann": "Vi gaar ombord. Det øsregner, men man generes ikke synderligt heraf, da Baaden er overdækket med et vandtæt Solseil. Der er Plads til 32 passagerer, hver Baad (Selskabet har ialt 4) koster 7000 kr. De er udførte i Harborg ved Hamborg, indicerer 15-20 Hestes Kraft, kunne taale indtil 10 Atmosfæres Tryk, men kunne ved Hjælp af 6 [Hestekræfter] tilbagelægge 1½ Mil i Timen.

Medens vi seile ud over Inderrheden, fortæller Selskabets Forretningsfører, Kaptajn Kromann os, at Selskabets Navn er "Havnen", at Baadene med allerhøieste Tilladelse ere opkaldte efter Prinds Valdemars Børn og derfor hedde "Aage", "Axel", "Erik" og "Viggo", at Farten skal gaae fra Gasværkshavnen (Tømmergraven) til den sydlige Ende af Frihavnen (Østbaadehavnen [vel en trykfejl for: Lystbaadehavnen], men saasnart Frihavnen fuldendes, vil fortsættes til dens nordlige Endeparti, Kalkbrænderihavnen. Det er Meningen at anløbe Langebro ved Frederiksholms Kanal, Hjørnet af Nyhavn og Havnegade, Enden af Kvæsthusbroen og Nordsiden af Toldbodbommen.

Foreløbig ere kun de 3 Baade ankomne, den 4de vil først naa hertil med Jernbane sidst i den kommende Uge, af hvilken Grund Trafiken ikke vil blive regelmæssig før til denne Tid. For imidlertid at begynde Farten strax vil man i morgen, 1ste Pintsedag, paabegynde en Rundseilads for 20 Øre langs Frihavnen, den nye Langelinie, ind i den nordre Havn og tilbage igjen - en Idee, der sikkert vil vise sig praktisk, da mange af Hovedstadens Beboere sikkert kunne ønske at iagttage Arbeiderne ved Frihavnen fra Kystsiden.

Forøvigt er det Hensigten at foranstalte en Seilads hver Morgen fra 5-7 til billige Taxter, 10 Øre for Arbeidere og Forretningsfolk.

Det hele Foretagende synes ganske tidssvarende. Baadene ere bekvemt udstyrede og gaa støt i Søen. Nu mangle blot Passagererne". Så vidt "Hermann"s indtryk af den ny rute, der begyndte sin regelmæssige drift den 20. maj. Man fik en uheldig start: Allerede den 24. påsejlede "Prins

[Side 6]

Erik" en båd fra Studenternes Roklub, da "Prins Erik" med stor fart og uden piben stod Lystbådehavnen ind. Robåden splintredes og sank hurtigt, men mandskabet blev reddet. Ved søforhøret viste det sig, at færgen var enmandsbetjent, og bådføreren kunne ikke styre og pibe samtidigt. Affæren sluttede med, at Selskabet betalte en erstatning på 80 kr. til roklubben, og man fik samtidigt anvist en landingsplads lige ud for indsejlingen, der generede rofolket mindre.

Efter første sæson erklærede Selskabet at færgefarten havde været "en stor succes", og i et brev til Lüders bad et af selskabets bestyrelsesmedlemmer, sagfører H. P. Hansen, om, at man ønskede at øge antallet af afgange, og derfor bad om tilladelse til at sætte 10 både ind på ruten. Den tålmodige og velvillige havnekaptajn godkendte H. P. Hansens forslag.

Alt syntes således at være i sin bedste gænge, men at det vitterligt ikke forholdt sig således, fik offentligheden et indblik i, da J. A. Kromann den 30. oktober blev afskediget med øjeblikkelig virkning.

Kromann var aktionær i Selskabet og med baggrund i 1/3-del af aktiekapitalen fik indkaldt til en extraordinær generalforsamling, der imidlertid blev boykottet af bestyrelsen. Det var guf for dagspressen, der i en periode havde godt stof i form af læserbreve med gensidige beskyldninger. Bestyrelsen anklagede Kromann for manglende regnskabsaflæggelse, og omvendt beskyldte Kromann bestyrelsen for at inkompetence og indblanding i den daglige drift. I marts 1896 udsendte han endog en 28 sider lang pamflet med en redegørelse for sit syn på forholdene, der heller ikke syntes at have været ideele: Bestyrelsen bestod af en marskandiser, en vinhandler, et par sagførere og en jurist, hvoraf ikke blot én havde noget kendskab til sejllads, og efter Kromanns opfattelse formodentligt kun deltog i Selskabet, fordi det kunne blive kapitalgivende. På den baggrund kunne Kromann ikke bruge sit praktiske sømandskab til noget fornuftigt.

Af referaterne af den efterfølgende ordinære Generalforsamling fremgår det, at man foruden uheldet med robåden også havde haft tekniske problemer, da bådenes maskiner ikke kunne tåle saltvand (!), men kun ferskvand. For denne ulæmpe havde man fået 1100 kr. i erstatning fra maskinfabrikken. Samlet set opvejede extraudgifterne hertil overskuddet, og der blev efter det første år ikke betalt udbytte. Bestyrelsen var imidlertid fortsat optimistisk og foreslog at udvide aktiekapitalen til 150.000 kr. for at finansiere indkøbet af de 6 nye både!

Regnskabstallene antyder da heller ikke, at der var mangel på passagerer, om end man var blevet nødt til at hæve billetprisen med 50 procent. Det blev i et i øvrigt anonymt brev til Lüders

[Side 7]

betegnet som "uforskammet Optrækkeri", men om det har skræmt passagererne er en anden sag. Andre forhold kunne måske også være årsag til utilfredshed: I juli 1895 blev bådene taget ud af den regelmæssige drift for at sejle lystture ud til en engelsk eskadre, der lå på Reden, og rutepassagererne måtte derfor vente forgæves ved stoppestederne.

Og så blev driften også generet af endnu et uheld: Den 19. august 1895 kolliderede "Prins Axel" med DFDS’s "Øresund". Skaderne var beskedne: En enkelt passager, en cigarmager Georg Hansen, fik en mindre rift i hovedet og forstuvede sin skulder og venstre fingers pegefinger, og et par andre passagerer var blevet oversprøjtet med vand. Søforhøret afklarede årsagen til kollisionen, der skyldtes en knækket rorkæde i "Prins Axel".

På trods af al balladen nød Selskabet stadigvæk myndighedernes velvilje, og i august 1895 fik Selskabet endog Skattemyndighedernes tilladelse til at sejle ind i Frihavnen uden tolddeklarering.

I foråret 1896 blev sejladsen genoptaget efter vinteren, og det så umiddelbart ud til, at Selskabet skulle få mulighed for at lægge til på Refshaleøen. Her havde 25 beboere ansøgt Havnevæsenet om tilladelse for Selskabet til at oprette et "stoppested", da det ville være deres eneste offentlige befordring til byen. Også dengang var der problemer med trafik til og fra den nordlige del af Christianshavn. Lüders foreslog en anlægsplads sydligst på øen, men inden man kom så langt, blev Færgeaktieselskabets sejlads pludseligt indstillet: Den 28. juli forespurgte Lüders H. P. Hansen, hvorfor færgedriften var ophørt, og om man fortsat ønskede at bruge koncessionen. Hansen nedlod sig ikke til et svar, og Lüders gentog spørgsmålet i begyndelsen af oktober og meddelte, at selskabet ville miste sin koncession, hvis man ikke inden 15. oktober gav et tilfredsstillende svar. Og denne gang svarede H. P. Hansen. Det skete med en lidt pudsig bemærkning om, at "spørgsmålet ikke kunne besvares, da Selskabet først senere ville få mulighed for at overskue, om man kunne få ny kapital og nyt materiel for derved at kunne søge sit formål fremmet". Eller sagt med andre ord: Færgeaktieselskabet var gået fallit.

"Aage", "Axel", "Erik" og "Viggo" købt tilbage af det værft, der i sin tid havde bygget skibene, og den 22. oktober 1896 blev de slettet af det danske skibsregister. Et lille rederieventyr var slut!

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 97, august 2002, s. [3]-[6]

[Side 3]

Amager, Aalborg, Assens, Alheim. Paroler i København 1700-1709

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Ordet parole har i nutiden fået en vis odiøs klang. Oprindeligt var det et løsen eller et kendeord, der blev brugt af vagtposter i fæstninger og ved militære forlægninger, når en soldat skulle identificere sig. For at hindre misbrug blev der skiftet parole hver dag. Det skete på den måde, at den øverstkommanderende hver morgen meddelte sine officerer den ny parole. Samtidigt kunne han give dem diverse befalinger, de såkaldte "parolbefalinger", der i nyere tid i særlig grad kendes fra politiet.

Umiddelbart skulle man tro, at parolerne blev udvalgt mere eller mindre tilfældigt fra den mangfoldighed af ord, som sproget er så fuldt af, men det var ikke tilfældet: En undersøgelse af paroler, brugt i København fra april 1700 og december 1709 viser derimod, at man holdt sig til et ganske begrænset udvalg af ordgrupper.

Der er bevaret i alt 76 månedslister med i alt ca. 4.100 paroler, fordelt i to sæt, hvoraf det ene dækker vagterne ved voldene i København, Christianshavn og ved Flåden og det andet vagtposterne i Kastellet, der administreredes adskilt fra resten af fæstningen.

De blev udstedt centralt af Krigskancelliet, i hvis kopibøger de er gengivet månedsvis den sidste dag før den måned, hvori de skulle bruges. I halvdelen af tilfældet er kopibøgernes sider blanke, hvor parolerne skulle have været gengivet, og kun henvisninger fra registreret og en overskrift, undertiden suppleret med datoangivelserne, viser, at de skulle have været medtaget i fuldt omfang. Om årsagen til at de altid ikke er med, kan

[Side 4]

man kun gisne. Parolerne udvalgtes af datidens centrale militære administration og at der dér må have været en eller flere medarbejdere, der netop har siddet med netop dette sagsområde. Mangler kan let være opstået, hvis man har nået at kassere parolerne, inden indskrivningen i kopibøgerne.

I modsætning til kopibøgernes øvrige breve har parolerne ingen direkte modtager, men det må være underforstået, at modtagerne var Københavns Kommandant, Flådens Chef og Kastellets kommandant.

I enkelte måneder optræder navne på orlogsskibe og personer samt navne på kongelige og bibelske skikkelser, men disse er langt i undertal, blot 3 procent, i forhold til det samlede antal paroler, der er hentet fra datidens geografiske lærebøger eller kort.

Stednavnene

Stednavnene er således langt de hyppigste, og blandt disse dominerer bynavnene fuldkomment.

Man holdt sig til de lidt større byer ned til købstadsniveau, men også enkelte mindre byer blev benyttet. Det ses særligt inden for udvalget af stednavne fra det tyske område. Af danske stednavne ses ligeledes landsdele, købstæder, enkelte herregårde og slotte og så nogle få landsbyer fra Københavnsområdet.

Det danske monarki i sin fuldeste udfoldelse her i 1700-tallets begyndelse omfatter godt 35 proent af stednavnene, dernæst følger Tyskland med 30 procent, Italien, Frankrig, Sverige og Nederlandene med hver ca. 3 procent.

I øvrigt ses verdensdele, lande, floder og bjerge samt sagnomspundne stednavne (som f. ex. Troja) benyttet som paroler.

De hyppigste stednavne er Assens og Bergen, der hver omtræder med 35 forekomster. På tredjepladsen kommer Danmark med 30 paroler, fordelt på de 76 månedslister.

Af de svenske stednavne er hovedparten fra de tidligere danske landsdele, som med den truende konflikt med Sverige var i politisk søgelys. På den anden side er det måske mere overraskende, at man i det hele taget finder Stockholm og Sverige som løsen i en dansk fæstning på dette tidspunkt. Det sker ovenikøbet med en pæn repræsentation på henholdsvis 7 og 16 forekomster. Gammel-Svenske navne optræder 47 af 117 gange. Som nævnt benyttes de svenske stednavne ofte på linie med de norske som kontrast til danske eller udenlandske stednavne.

Umiddelbart kan det undre, at parolerne er så ensidige. Parolerne skulle imidlertid være korte, koncise og umisforståelige blandt soldaterne, der ofte havde en meget forskelligartet sproglig baggrund. Hertil kom at de skulle være umulige at regne sig frem til, hvis man ikke kendte dem på forhånd. Stednavne må således åbenbart have været anset for velegnede, så der ikke var nogen grund til i større

[Side 5]

omfang at hente paroler fra andre ordgrupper.

Grupper

Selvom parolerne således skulle være uforudsigelige, blev de paradoxalt nok ofte benyttet i grupper, ganske som den gruppenavngivning af gader, skibe og bastioner m.v., der er så karakteristiske for 16- og 1700-tallet - tænk blot på gadenavnene i Nyboder.

Parolerne kan optræde i systematiske grupper efter både formelle og saglige kriterier: I januar 1701 begyndte således alle paroler for København og Flåden med bogstavet "A" (Amager, Aalborg, Assens, Alheim, Aggershus o.s.v.), og Kastellets paroler med "B" (Bergen, Braunschweig, Breda, Brandenburg o.s.v.). Noget forsøg på at fortsætte i februar med henholdsvis "C" og "D" blev dog ikke forsøgt. I maj 1701 fulgtes København og Kastellet således ad, at man den 1. brugte ord, der begyndte med "A", den 2. med "B", den 3. med "C" (Altona/Aars [d.v.s. Aarhus], Bramstedt/Blankenese, Carlscrona/Copenhagen, Dronninggaard/Dannebrog o.s.v.), indtil man i slutningen af måneden - og alfabetet - løb sur i det. Let har det heller ikke været, og de fleste lister er da også helt ubundet af formelle kriterier.

Derimod kørte man i perioden grupper, hvor de to sæt paroler til hhv. København-Christianshavn og Flåden og til Kastellet kontraserede hinanden. Sådanne grupper var åbenbart yndede og findes overalt i det undersøgte materiale: København kunne i september 1707 benytte sig af danske stednavne, mens Kastellet brugte udenlandske. (Holsten, Møn, Jylland Bornholm modstillet England, Frankrig, Holland og Tyskland o.s.v.).

Kontrasten kunne være bygget op omkring danske og udenlandske stednavne eller - mere specifikt - danske og udenlandske byer. Desuden ses også modstillinger mellem danske og norske, undertiden norsk-svenske, stednavne eller byer.

En variant heraf er fletning mellem to systematiske grupper i samme måned, således at man skiftede mellem stednavne i f. ex. Norge og Tyskland.

Andre parolegrupper

I juni 1700 brugte man bibelske personnavne og måneden efter drengenavne, uden at de dog have direkte reference til nogen bestemte personer. Det kunne tyde på, at man forsøgte at reformere parolevalget. Har man i disse måneder haft nye folk på opgaven med at vælge paroler? Uheldigvis kendes intet til sagsbehandlingen mellem medarbejderne i Krigskancelliet, eller de nærmere omstændigheder ved udvælgelsen. Blot kan det konstateres, at man ikke valgte listerne efter en forud vedtagen skabelon, for alle lister er forskellige. Men det er - parolens funktion in mente - jo ikke så mærkeligt.

[Side 6]

Paroler med henvisning til kongehuset og staten er forbløffende få i betragtning af den centralistiske statsopbygning med kongen som samlende figur. Kongehusets menige medlemmer optræder med navne i et par månedslister, der ellers er domineret af de allestedsnærværende stednavne. Frederik den 4. og dronning Louise optræder derimod undertiden som løsrevne paroler uden sammenhæng med en gruppedannelse. Det gælder særligt ved nytårstide, hvor man ligeledes kan støde på vendinger i form af nytårshilsner "Glückliches Neujahr" o. lg. Traditionelle paroler som "Gud bevare Kongen" m. v. optræder i ganske få tilfælde. Flådens skibe har ligeledes lagt navn til en parolegruppe.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man opfatte parolerne som rent civile. Kun en enkelt gruppe, der henviser til militære dyder (Vorsichtig, Tapfer m.v.) røber deres funktion i en militær sammenhæng.

Parolerne er kun undersøgt frem til udgangen af 1709, men de strækker sig i Krigskollegiets kopibøger frem til og med 1721 og sikkert meget længere. Litteraturen om parolerne er yderste begrænset og holder sig til et par linier her og et par linier der, så hvis nogen skulle have lyst til at uddybe dem ud over denne præsentation af den sproglige specialitet, er der gode muligheder for det. Parolen for 16. juli 1707 kunne være en passende opmuntring: "Gutes Glücken"!

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 98, november 2002, s. [4]-[7]

[Side 4]

Alle veje fører fra København. Vognægter i 1620'erne

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Fra gammel tid havde de københavnske vognmænd som deres kolleger andetsteds pligt til mod betaling at stille vogne til rådighed for kongen og hans tjenere, når disse skulle fra et sted i landet til et andet. Vognmanden hang dog ikke selv på udgiften, idet byfogeden sørgede for at dække hans omkostninger af de indtægter, som han fik i ind i form af bøder og arveparter m.v. I sidste ende var det altså byens borgere, der indirekte betalte for kørslerne, og vognægterne kan betragtes som en udløber af ældre tiders skattebetaling i naturalier.

Byfogeden skulle rent praktisk sørge for at de rejsende fik stillet det antal vogne til rådighed, som de havde ret til, og at vognmændene blev betalt.

Et tilfælde vil, at byfogedregnskaberne for København fra 1624 frem til 1650 netop på dette punkt er meget fyldige - og i en periode endog har bevaret bilag i form af kopier af rekvisitionerne eller de kongelige pas. Selve regnskabet er dog normalt så udførligt, at bilagene kun i ringe grad kan supplere med nye oplysninger, og her kan man følge brugen af vogne så at sige fra dag til dag.

Da vognægterne ikke blot omfattede kongen og hans hus, men også embedsmænd på højere og lavere niveauer samt rigsråder og deres hustruer, kan man med udgangspunkt i byfogedregnskaberne danne sig et billede af rejseaktiviteten til og fra København i sidste halvdel af Christian den 4.s regeringstid. Ved alle vognkørsler nævnes naturligvis "endestationen", idet det jo havde betydning for betalingen til vognmanden, men det var naturligvis ikke nødvendigvis også den rejsendes endemål. Også på dette punkt er regnskaberne så udførlige, at de ofte nævner, hvor den rejsende skulle hen - og undertiden også hvorfor!

Den 10. maj 1624 fik Christian Holck f. ex. 6 vogne til Helsingør, fordi han skulle til den "svenske grænse til mødet mellem rigerne". Der hentydes til et møde mellem svenske og danske repræsentanter, før Christian den 4.s trak Danmark ind i 30-årskrigen. Nogle måneder senere skulle kancellibudet Morits Madsen med 1 vogn til Køge på vej til enkedronning Sophie i Nykøbing Falster.

Det er dog langtfra ved alle rejser, hvor slutmålet angives. Derimod kan an-

[Side 5]

dre bestemmelser vedrørende en rejse været noteret, som da ingeniøren Abraham de la Haye og Poul Voldmester den 10. juni 1624 skulle til Helsingør, hvor de skulle være i deres logi senest kl. 2 nat.

I de få tilfælde, hvor der var behov for kørsler i nærheden af København, kørtes direkte til slutdestinationen: Således kørtes nogle gange til Ballerup og Ganløse i forbindelse med afholdelse af jagter - kongen havde en jagthytte i Ganløse - og den 7. april 1621 fik den franske gesandt 2 vogne stillet til rådighed til jagt i Københavns Amt.

Rentemester Christoffer Urne boede på Svenstrup ved Borup mellem Roskilde og Ringsted, hvortil der også blev kørt med vogne direkte fra København, ligesom der ofte kørtes til Svanholm i Hornsherred, hvor kansler Frederik Rantzou tit opholdt sig. I disse tilfælde plejede vognmændende at få betaling efter distancen, altså en slags "taxameterkørsel".

I flere tilfælde var kørslerne i forvejen bestemt som returkørsel, men normalt skulle de rejsende jo videre og i så fald skulle de skifte vogn i nabobyen, hvis vognmænd så skulle føre dem frem til næste købstad. Ved lange rejser kunne man således komme til at skifte adskillige gange undervejs: Desværre er byfogedregnskaberne i Roskilde, Køge og Hillerød ikke ført så forbilledligt som i København, og de indeholder blot en samlet oversigt over de samlede udgifter til vognmændene - uden yderligere detaljer. Det havde ellers været fantastisk, om man havde kunnet følge folk på vej fra købstad til købstand frem til deres endemål. Kun Helsingørs byfoged var en pedant som hans københavnske kollega, og her kan man følge de rejsendes videre færd, der naturligvis ofte ses som rekvisitioner på færger.

Der findes exempler på, at man forberedte sin rejse så grundigt, at man sendte en tjener i forvejen for at bestille vogne i byerne på ruten. Den 22. januar 1627 blev Finn Petersen sendt med 1 vogn mod Roskilde (og antageligt også videre) for at sørge for vogne til kansleren, der dagen efter rejste med 3 vogne mod Odense.

Med Københavns centrale position turde de fleste kongelige vognrekvisitioner ligge her, og borgerne har da sikkert også haft grund til at se med bekymring på den kraftige stigning i antallet af rekvisitioner op gennem årene: Til denne lille undersøgelse er de fire år fra 1624/25 frem til 1627/28 blevet bearbejdet, og det ses at tallet steg explosivt: Fra 164 det første år til 379 det følgende år og 661 og 887 i de sidste to år. Da rejseaktiviteterne lå så godt som stille i vintermånederne, var der pres på den i den øvrige del af året.

I krigsåret 1628 var forholdene helt usædvanlige, og den 17. februar 1628 oplevede man den travleste dag i hele perioden med 17 rekvisitioner af i alt 24

[Side 6]

vogne. Det var nok et sammenfald af uheldige omstændigheder, for vognene skulle i alle retninger: 10 skulle mod syd til Køge, hveraf 6 med officerer og rigsrådsmedlemmet Just Høeg. 4 skulle transportere Tage Thott til Helsingør, hvorfra han skulle videre til sine besiddelser i Skåne, og 3 vogne skulle til Kronborg med en vinskænk og en konditor, og endeligt skulle jægeren Christoffer Meisener til Frederiksborg med 1 enkelt vogn. Dagen giver et billede af den brogede skare, der rejste "i kongens ærinde".

Den 25. september 1628 rekvireredes det største antal vogne på en dag, i alt hele 47, men heraf skulle de 40 bruges til at transportere ammunition til Roskilde på vej til Odense. Hvorledes vognskiftet er foregået på de små byer på ruten med et så stort behov, kan man kun gisne om. Det har næppe været let.

Regnskaberne er fulde af store og små oplysninger: Rigsråder rejste til og fra møder med kongen og hinanden, gesandter expederedes videre efter endt foretræde o.s.v. Med jævne mellemrum rejste Kongens nyindrettede post mod Helsingør på vej til Norge, der førtes bryhanøl til "de unge herrer i Sorø" (d.v.s. den senere Frederik den 3. og hans lillebror hertug Ulrik), læger besøgte den udvalgte prins Christian og der hentedes enebær i Skåne til Dronning Sophie i Nykøbing o.s.v.

Vognægterne registrerer alle kongehusets bevægelser for så vidt de berørte København: Da Christian den 4. i lange perioder opholdt sig ved fronten i Tyskland, er det især Prins Christians, man kan følge i den undersøgte periode. Vognene omfattede ikke transporter af ham personligt, men i desto større grad berørte de hans tjenere og stab af læger, skræddere musikere og konditorer o.s.v. Med ham fulgte også kancellister - og kancellisager i mængder, der viser, at kongemagten endnu ikke var blevet helt standfast, men var på stadig vandring fra det ene slot til det andet med det meste af statsapparatet.

Det hændte også, at der blev udsendt folk for at købe øl og fedevarer til Kongehuset. Slagter Peder Thomsen fik således i august 1627 en vogn til Helsingør for at indkøbe flæsk i Skåne til kongens behov.

Et lille indblik i datidens historiske interesser røber en rekvisition på en vogn mod Roskilde den 3. august 1628 til Jonas Andersen, der skulle videre til Fyn og Jylland for at "opsøge nogle gamle runemonumenter" - sandsynligvis for oldgranskeren Ole Worm, der netop samme år havde publiceret sin beskrivelse af Strømonumentet.

Regnskaberne har størst betydning ved at dokumentere bestemte personers fysiske tilstedeværelse på et givet tidspunkt: Således bekræfter det, at den tyske ingeniør Jacob Rettich faktisk var

[Side 7]

i København i 1627, og at hans kollega Richard Douchette samme år blev sendt til Kronborg. Vi ved ikke, hvorlænge Rettich opholdt sig i hovedstaden, da han må være kommet med vogn fra Roskilde eller Køge, hvis byfogedregnskaber som omtalt er mangelfulde. Derimod kan nøje følge Douchette og andre, der blev sendt til Kronborg, for de kunne naturligvis efter endt arbejde rekvirere en vogn i Helsingør til brug for tilbagerejsen. Skulle de videre mod Skåne eller Norge, kan man naturligvis først finde dem igen, hvis de passerede Helsingør på hjemvejen.

Da også håndværkere blev sendt til de kongelige slotte kan man desuden dokumentere byggearbejder dér, der ellers kun vanskeligt lader sig påvise. I 1625 skulle Holger Rosenkrantz besigtige en nyopført stald ved Tureby og 18. maj samme år blev tømmermester Daniel Baldersen sendt til Antvorskov for at lægge tømmerskelettet til en bygning. Rosenkrantz fik ganske usædvanligt en vogn direkte til Tureby, Baldersen måtte skifte i Roskilde og velsagtens også Ringsted og Sorø.

Enkelte kørsler lå i forlængelse af byfogedens eget arbejdsområde som retshåndhæver: Således fik to af byens egne folk den 10. juli en vogn stillet til rådighed for at lede efter en løsagtig kvinde på Amager. Et par måneder senere fik Peder Henriksen, der var foged på Børnehuset en vogn for at lede efter undslupne fanger fra Tugthuset i retningen op mod Helsingør. Amager dukker op igen, da "stadstjener" Hagen Mogensen fik en vogn til Sundbyøster for at lede efter en kvinde, der var bortrømt fra bytinget, hvortil hun var blevet henvist, da hun havde haft et "utilbørligt forhold" til en skoflikker. De skomagere, de skomagere!

Disse rekvisitioner kan dog ikke henregnes som egentlige vognægter, men de indgår i byfogedens samlede regnskab for kørsler gennem året. De udgør i øvrigt også kun en meget ringe del af det samlede regnskab. Hovedparten af regnskaberne dækker vognkørsler i officielt, statsligt regi. Med deres oplysninger om håndværkeres og ingeniørers virksomhed, kan det kun undre, at de ikke synes at have været benyttet i den righoldige litteratur om Christian den 4.-tiden. Det fortjener de!

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 99, februar 2003, s. [1]-[3]

[Side 1]

Hvile og Ro i bløde Senge. Rådhusklokkeklimt 1904-2003

Af Bjørn Westerbeek Dahl

For nogle måneder siden modtog Københavns Rådhus en klage fra en beboer i Indre By over støjen fra klokkespillet i Rådhustårnet. Pågældende ønskede at få stoppet klokkerne kl. 22 om aftenen, da han ellers ikke kunne sove. Om det også skulle gælde Nytårsaften får stå hen, men forslaget ligger ganske i forlængelse af tidligere tiders konflikter mellem visse af Rådhusets naboer og den store almenheds interesse for at bruge klokkespillet efter dets formål om natten.

I Københavns kronik nr. 87 (med rettelse i nr. 89) har Torben Ejlersen skrevet om rådhusklokkernes historie og om den første gang, klokkespillet lød ud over den danske hovedstad. Det var som det vel erindres ved indgangen til det 20. århundrede, nærmere bestemt natten mellem den 31. december 1900 og 1. januar 1901. Det var imidlertid ikke premieredatoen for de regelmæssige klokkeslag med markering af time- og kvarterslag. Først fra den 1. januar 1904 kom hele maskineriet i drift.

Det gav strax anledning til en del klager over forstyrrelse af natteroen, men Magistraten fandt det ikke rimeligt "foreløbigt" at indstille slagværket af den grund, og det fortsatte derfor med sine 96 daglige - og natlige - slag af vexlende længe og lyd.

I slutningen af 1910 klagede direktør Albert Jensen fra Paladshotellet over klokkespillets natteslag som han foreslog indstillet mellem kl. 24 og 7. Magistraten fik undersøgt mulighederne hos stadsingeniøren, der kunne oplyse at man for 450 kr. kunne udstyre spilværket med et antal "udrykkere", så klokkerne ikke blev aktiveret på de på de penible tidspunkter, hvor hotelgæster åbenbart forventedes at sove trygt.

Da finansborgmester Jens Jensen, som Rådhusforvaltningen og klokkespillet hørte under, anbefalede Borgerrepræsentationen indstillingen, kunne han kun henvise til Albert Jensens klage, men han vidste, at Københavns Turistforenings netop afdøde formand Julius Schiøtt have taget initiativ til "en større Aktion" mod klokkespillet, fordi de efter foreningen opfattelse hæmmede dets virksomhed for at skaffe Turister til Byen". Personligt var Jensen ikke begejstret for forslaget, men som han udtrykte det: Hvis folk sov, var det jo lige meget, og hvis de var vågne, kunne de jo nok finde ud af, hvad klokken var på anden måde.

Borgerrepræsentationens medlemmer viste sig at være levende optaget af problemet: Skulle hensynet til nogle få styre de manges interesse? Der blev sagt meget om nattesøvn og støj i almindelighed og selve rådhusklokkerne i særdeleshed.

Flere syntes, at klokkespillet ikke skulle vige for hensynet til gæster på et hotel, der - som de bemærkede det - var opført flere år

[Side 2]

efter at klokkerne havde lydt første gang. Andre henviste til Dr. Esmanns fødeklinik i Løngangsstræde nr. 21, hvor i hvert fald en taler kendte til "hvilken lidelse Klokkespillet er for den, der ligger syg der". Andre var bange for de konsekvenser det kunne få, når Kommunen gik i spidsen på dette område: Den senere overborgmester Viggo Christensen henviste således til en katolsk kirke i hans nabolag, hvor der hver nat blev "kimet ulideligt", men som man da naturligvis ikke kunne standse. Han anbefalede i stedet at lade klokkerne lyde i "Aarhundreder", så folk i den grad vænnede sig til dem, at de ville opfatte forslaget om at afskaffe dem i nattetimerne som "Helligbrøde". Det var, kort sagt, en af de debatter, der førte vidt omkring. – og i sidste ende til ingenting: Selvom den generelle stemning var for at følge forslaget, men det blev ikke vedtaget ved 2. behandlingen.

I forbindelse med bevillingen til reparation af klokkespillet i 1913, kom forslaget igen frem. Det blev da også gennemført, om end med den mindre ændringer, at kun kvarterslagene mellem 24 og 6 blev udeladt, hvorimod timeslagene fortsattes.

Timeslagene om natten lød således fortsat, men antallet af slag var dog begrænset til 78 gange i døgnet. Om det har hjulpet gæsterne på Paladshotellet eller de fødende på Vandkunsten får stå hen.

Rådhusklokkernes dybe toner i timeslagene syntes imidlertid at have været de mest generende: I 1937 henvendte Paladshotellet sig så igen: Af hensyn til hotelgæsterne ønskede man nu, at også timeslagene faldt bort samtidigt med at tidsrummet udvidedes til kl. 7 eller 8 om morgenen.

Borgerrepræsentationen var som tidligere overvejende positivt stemt og forslaget blev vedtaget med et overvældende flertal. Kun Gerda Munk og en del af hendes konservative gruppe stemte imod, fordi "rådhusklokkerne med deres smukke dybe klang også fremdeles burde slå timeslagene" også om natten.

Socialdemokraten gengav den 10. oktober et lille digt om problemet: "Det Timeslag, som Folk har plaget / forstummer på Kommunens Bud. / Da der blev klaget, saa blev Slaget, / som slog for kraftigt, slaaet ud".

Heller ikke dette var nok for de bekymrede hotelfolk, og i 1942 bad man om at få klokkefri timer frem til kl. 9. I pressen kan man spore en vis irritation over Palads Hotellets evindelige klager: I Kristeligt Dagblad forudså man, at klokkerne heller ikke måtte slå mellem 13 og 15, når hotelgæsterne sov middagssøvn, og Fyns Venstreblad harcellerede over, at hotelgæster bekymrede sig om hvile og ro i bløde senge, når man andre steder ikke kunne sove på grund af bombardementer.

Hverken Magistrat eller Borgerrepræsentation kunne tilslutte sig Paladshostellets nye forslag men vedtog dog at udvide det lydtomme tidsrum til kl. 8, så der var i alt 65 slag i døgnet. Nationaltidende var allerede i 1937 inde på, at folk i nabolaget for længst havde vænnet sig til rådhusklokkerne, og ville klage, hvis der skete ændringer. Få dage efter beslutningen i 1942 dukkede der faktisk også et læserbrev op i Politiken fra "to abonnenter" i henholdsvis Løngangsstræde og Stormgade, der klagede over beslutningen. Arrangementet var dog et rigtigt dansk kompromis, som man har levet efter lige siden – og som man fortsat agter at følge.

[Side 3]

Ja, og så den aktuelle henvendelse: Den blev på den velvillige måde, der kendetegner kommunale svar på borgerhenvendelser, afvist, men denne gang kom klagen jo heller ikke fra en af byens største hotelejere.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 101, august 2003, s. [1]-[2]

[Side 1]

J. L. Ridter og "Aftenposten"

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Flittige læsere af Rådhusbibliotekets hjemmeside (stormp.kk.dk/rhb) - og hvem er ikke det? - vil på det sidste ikke kunnet have undgå at se, at siden er blevet forøget med en registrant over J. L. Ridters tegninger fra Aftenposten 1906-1915.

J. L. Ridter har ellers mest været kendt for de mange akvareller, han udførte fra det gamle København fra 1890’erne og frem til ca. 1907-08. De har været flittigt benyttet af bl. a. Bo Bramsen i "København før og nu – og aldrig", og har næsten cementeret Ridter som en forkæmper for den gamle bys karakteristiske huse. Intet kunne imidlertid være mere forkert: I de følgende ti år fik han offentliggjort hundredevis af tegninger i dagbladet "Aftenposten", der uden nogen form for sentimentalitet over for det, der skulle forsvinde, præsenterer det nye, storstadsagtige København, som byen var ved at udvikle sig efter voldenes fald.

Ridters originaltegninger til "Aftenposten" er tilsyneladende gået tabt. Der er kun fundet meget få exempler på bevarede forlæg – og de mange kendte akvareller på Københavns Bymuseum og Øregårdsamling stammer næsten alle fra før Ridter begyndte på Aftenposten. Ca. halvdelen af Ridters godt 800 tegninger til Aftenposten vedrører København, og langt hovedparten af dem præsenterer nye offentlige og private foretagender: 1909 indledes f. ex. med en præsentation til en hængefærge mellem Nyhavn og Christianshavn og afsluttes i december med et billede af Magdahl-Nielsen kommende brønd på Vandkunsten. Undervejs kunne læseren med Ridters tegninger se forskellige forslag til opstilling af Frihedsstøtten, der skulle flyttes på grund af Boulevardbaneanlægget, men hvorhen var der som bekendt mange forslag til: Til toppen af Valby Bakke ud for Fredriksberg Slots hovedindgang, til Grønttorvet (Israels Plads) eller til Rådhuspladsen? Det var de store spørgsmål, der optog Aftenpostens medarbejdere. Ved hvert projekt opsøgte Ridter forslagsstillerne, og på grundlag af oplysninger herfra tegnede han så sin akvarel.

Offentlige og private bygninger fylder også meget: Opførelsen af Christiansborg Slot var her i 1909 i fuld gang: I februar måned opførtes en prøvemur, og det blev besluttet, at indkalde granitsten fra hele landet til den fortsatte facadebeklædning. Ridter var på pletten og fik lov til at besøge arbejdspladsen for at udføre sine tegninger.

I andre tilfælde kan det ses, at Ridter fik præsenteret arkitekttegninger til et hus, f. ex. Trøstens Bolig i Hindegade, som han her indtegnede i gadebilledet, så læseren kunne danne sig et indtryk af husets virkning.

En særlig kontakt havde Aftenposten til Arkitektforeningens Tegnehjælp. Det betød, at Ridter tegnede en mængde enfamiliehuse, der normalt kun sjældent findes ældre illustrationer af. Det første hus i København, bygget med Tegnehjælpen, præsenteredes for læserne i 1910: Det skulle bygges til en sporvognskonduktør i Utterslev - naturligvis med et billede af huset, tegnet af Ridter. Aftenposten gjorde i øvrigt meget for at agitere for Tegnehjælpens billige huse for "almindelige mennesker" og nævnte altid byggesum og grundpris i ledsagetexten.

Texterne fungerer i øvrigt som korte introduktioner til Ridters billede, og er almindeligvis holdt i et jævnt, lidt glat sprog

[Side 2]

med brug af mange stereotype vendinger. Foruden de rent faktuelle oplysninger giver de et ofte overraskende indtryk af samtidens æstetik.

Ridters tegninger fra "Aftenposten" blev undertiden optrykt i andre tidsskrifter – og i så fald altid med en mere uddybende text, men siden har tegningerne fra "Aftenposten" vist aldrig været ukendte.

For en 4-5 år siden udarbejdede Leif T. Aabel en registrant over Ridters mere eller mindre kendte akvareller på Bymuseet m.fl. st. og sammen med forfatteren til nærværende præsentation udarbejdedes derefter en fortegnelse over tegningerne til "Aftenposten".

"Aftenposten" findes imidlertid kun få steder, og da en ny fotokopieringsteknik gjorde det muligt at fotokopiere illustrationerne fra Det Kongelige Biblioteks exemplar, blev samtlige tegninger og den tilhørende text derfor kopieret. De texter og illustrationer, der hører til de københavnske dele af denne fortegnelse er nu ved at blive transkriberet. indskannet og "lagt ud på nettet". Årgangene 1909, 1910 og 1915 er allerede nu søgbare, og de øvrige vil følge i den takt, som tid og kræfter gør det muligt Texter og illustrationer er en overbygning på fortegnelsen, der som helhed ligger tilgængelig på stormp.kk.dk/rhb/ny_side_5.htm