Artikler af Mette Bruun Beyer i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Mette Bruun Beyer.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 89, september 2000, s. [3]-[6]

[Side 3]

Byen si’r tillykke

Af Mette Bruun Beyer

Gennem århundreder op til i dag har københavnerne taget del i kongehusets fester. De var tilskuere til de store ridderturneringer ved Frederik II’s kroning og til det gigantiske fyrværkeri ved Christian IV’s søns, "den udvalgte

[Side 4]

prins" Christians, bryllup. Når der blev budt på spidstegte okser, springvandet sprang med vin og mønter blev kastet i grams, var de altid parate.

I 1600-tallet bestod byens festudsmykning formentlig mest af illumination med begfakler og af tæpper eller stof hængt uden på husene, men i 1700-tallet antog dekorationerne enorme dimensioner – op til 30 meters højde og 40 meters længde. Dekorationerne blev opført som græske templer, triumfbuer, skibssøjler, obelisker m.m. Obeliskerne blev dog mest brugt ved begravelser.

Det var tidens bedste kunstnere, blandt andre C. F. Harsdorff og Johannes Wiedevelt, der tegnede forlæggene, som så blev malet på stof eller træplad-

[Side 5]

er ophængt på stilladser. Senere arbejdede også C. W. Eckersberg med festdekorationer. Mange af dekorationerne var illumineret enten på forsiden eller indirekte gennem gennemsigtigt stof fra bagsiden. Festdekorationerne blev hovedsagelig opstillet foran offentlige bygninger som Rådhuset, Universitetet, Akademiet, Admiralitetet, Det Kgl. Teater m.m., men også velhavende privatpersoner og forskellige borgergrupper, f.eks. laugene og den mosaiske menighed, opstillede deres egne æresporte. Vejen til slottet har været lang for de kongelige, når de ved næsten hvert gadehjørne måtte overvære allegoriske optrin, taler, sange, digte osv. De almindelige borgere, som boede langs den kongelige rute, har nok nøjedes med lys i vinduerne og mere ydmyge blomsterdekorationer.

Ved dronning Caroline Mathildes indtog i 1766 lod den engelske ambassadør, grev Knuth m.fl., Wiedevelt tegne udkast til dekorationer, der stod mål med de officielle. De blev dog ikke realiseret, fordi regeringen - muligvis af national-økonomiske hensyn - havde forbudt privatpersoner at opstille festdekorationer. Mere beskedne dekorationer udenpå husene var dog tilladt. Med de mange begfakler, der i dagens anledning var opstillet i gaderne, de illuminerede festdekorationer og almindelige borgeres lys i vinduerne var den ellers så mørke by et strålende skue.

Brugen af Dannebrog var op til midten af 1800-tallet forbeholdt kongen og det officielle Danmark. Men efter krigene 1848 og 1864 vandt Dannebrog indpas som festudsmykning sideløbende med de traditionelle blomster- og løvguirlander.

Efter opfindelsen af elektriciteten blev illuminationen en endnu vigtigere bestanddel af udsmykningen: Skibene i havnen, officielle bygninger og husene langs Søerne blev ved festlige lejligheder oplyst med elguirlander, så de stod som skarpe lyskonturer i mørket.

De politiske forhold i provisorietiden under Christian IX og Estrup prægede tiden op til Christian IX’s regerings-jubilæum i 1888. Der var heftige diskussioner i venstrepressen om, hvorvidt man som venstremand kunne deltage i festlighederne med den sædvanlige blomsterudsmykning og lys i vinduerne. De fleste lod dog i den sidste ende kongetroskaben vinde over de politiske hensyn.

Ved Christian IX’ og dronning Louises guldbryllup i 1892 var alle sejl sat til: På Højbro Plads lod Københavns Kommune rejse en pavillon forsynet med alle de våbenskjolde, der havde relation til den kongelige familie. De var udfærdiget i gips, tidens yndlingsmateriale. Pavillonen, som var tegnet af stadsarkitekt Ludvig Fenger, rejste sig over de omkringliggende huse og blev den sidste af de virkeligt store festdekoratio-

[Side 6]

ner. Udsmykningen af gader og huse var overvældende og bredte sig langt ud ad Vesterbrogade og Nørrebrogade. På festdagen tændtes desuden Københavns første elektriske gadebelysning.

I det 20. århundrede var kulminationen af byens fejring af kongehuset Christian X’s mærkedage i årene under og omkring besættelsen 1940-45. Byen var smykket med blomster, men flagene var dog, ikke så underligt, de fremherskende. Efter krigen omlagde kongen sin traditionelle køretur, så den også førte ud i brokvarterne. Som noget nyt var der i mange gader her derfor ophængt transparenter med udsagn som: "Sin konge tro var Vesterbro" og "Når tiderne er tunge, stol, konge, på de unge".

Efter krigen forsvandt den private udsmykning næsten. Nu var det kommunen, virksomheder, stormagasiner og forretninger der overtog opgaven, og særligt stormagasinerne lå i indbyrdes kappestrid om de flotteste vinduesdekorationer.

I anledning af Dronning Margrethes og Prins Henriks sølvbryllup 10. juni 1992 blev forskellige kunstnere bedt om at udsmykke byen med kroner i alle varianter – en moderniseret form for de store festdekorationer. Ved Prins Joachims og prinsesse Alexandras bryllup 18. november 1995 bekostede strøgbutikkerne en 400 m lang laserstråle fra Jorcks Passage til Rådhuspladsen. Ringen var sluttet til tidligere tiders illuminationer.

Mens det i ældre tid kun var ved de vigtige "statsbegivenheder", kroninger, bryllupper og begravelser, at byen blev dekoreret i den store stil, blev det fra Christian X’s regeringstid ligeså meget de kongeliges "runde" fødselsdage, man fejrede. I nutiden er grænsen mellem kongehusets officielle og intime sfære således svækket betydeligt.