Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/kobenhavnshistorie.dk/public_html/templates/sfkh_l11/functions.php on line 194

Kbhkronik

 


 

Artikler af Mette Bruun Beyer i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Mette Bruun Beyer.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 89, september 2000, s. [3]-[6]

[Side 3]

Byen si’r tillykke

Af Mette Bruun Beyer

Gennem århundreder op til i dag har københavnerne taget del i kongehusets fester. De var tilskuere til de store ridderturneringer ved Frederik II’s kroning og til det gigantiske fyrværkeri ved Christian IV’s søns, "den udvalgte

[Side 4]

prins" Christians, bryllup. Når der blev budt på spidstegte okser, springvandet sprang med vin og mønter blev kastet i grams, var de altid parate.

I 1600-tallet bestod byens festudsmykning formentlig mest af illumination med begfakler og af tæpper eller stof hængt uden på husene, men i 1700-tallet antog dekorationerne enorme dimensioner – op til 30 meters højde og 40 meters længde. Dekorationerne blev opført som græske templer, triumfbuer, skibssøjler, obelisker m.m. Obeliskerne blev dog mest brugt ved begravelser.

Det var tidens bedste kunstnere, blandt andre C. F. Harsdorff og Johannes Wiedevelt, der tegnede forlæggene, som så blev malet på stof eller træplad-

[Side 5]

er ophængt på stilladser. Senere arbejdede også C. W. Eckersberg med festdekorationer. Mange af dekorationerne var illumineret enten på forsiden eller indirekte gennem gennemsigtigt stof fra bagsiden. Festdekorationerne blev hovedsagelig opstillet foran offentlige bygninger som Rådhuset, Universitetet, Akademiet, Admiralitetet, Det Kgl. Teater m.m., men også velhavende privatpersoner og forskellige borgergrupper, f.eks. laugene og den mosaiske menighed, opstillede deres egne æresporte. Vejen til slottet har været lang for de kongelige, når de ved næsten hvert gadehjørne måtte overvære allegoriske optrin, taler, sange, digte osv. De almindelige borgere, som boede langs den kongelige rute, har nok nøjedes med lys i vinduerne og mere ydmyge blomsterdekorationer.

Ved dronning Caroline Mathildes indtog i 1766 lod den engelske ambassadør, grev Knuth m.fl., Wiedevelt tegne udkast til dekorationer, der stod mål med de officielle. De blev dog ikke realiseret, fordi regeringen - muligvis af national-økonomiske hensyn - havde forbudt privatpersoner at opstille festdekorationer. Mere beskedne dekorationer udenpå husene var dog tilladt. Med de mange begfakler, der i dagens anledning var opstillet i gaderne, de illuminerede festdekorationer og almindelige borgeres lys i vinduerne var den ellers så mørke by et strålende skue.

Brugen af Dannebrog var op til midten af 1800-tallet forbeholdt kongen og det officielle Danmark. Men efter krigene 1848 og 1864 vandt Dannebrog indpas som festudsmykning sideløbende med de traditionelle blomster- og løvguirlander.

Efter opfindelsen af elektriciteten blev illuminationen en endnu vigtigere bestanddel af udsmykningen: Skibene i havnen, officielle bygninger og husene langs Søerne blev ved festlige lejligheder oplyst med elguirlander, så de stod som skarpe lyskonturer i mørket.

De politiske forhold i provisorietiden under Christian IX og Estrup prægede tiden op til Christian IX’s regerings-jubilæum i 1888. Der var heftige diskussioner i venstrepressen om, hvorvidt man som venstremand kunne deltage i festlighederne med den sædvanlige blomsterudsmykning og lys i vinduerne. De fleste lod dog i den sidste ende kongetroskaben vinde over de politiske hensyn.

Ved Christian IX’ og dronning Louises guldbryllup i 1892 var alle sejl sat til: På Højbro Plads lod Københavns Kommune rejse en pavillon forsynet med alle de våbenskjolde, der havde relation til den kongelige familie. De var udfærdiget i gips, tidens yndlingsmateriale. Pavillonen, som var tegnet af stadsarkitekt Ludvig Fenger, rejste sig over de omkringliggende huse og blev den sidste af de virkeligt store festdekoratio-

[Side 6]

ner. Udsmykningen af gader og huse var overvældende og bredte sig langt ud ad Vesterbrogade og Nørrebrogade. På festdagen tændtes desuden Københavns første elektriske gadebelysning.

I det 20. århundrede var kulminationen af byens fejring af kongehuset Christian X’s mærkedage i årene under og omkring besættelsen 1940-45. Byen var smykket med blomster, men flagene var dog, ikke så underligt, de fremherskende. Efter krigen omlagde kongen sin traditionelle køretur, så den også førte ud i brokvarterne. Som noget nyt var der i mange gader her derfor ophængt transparenter med udsagn som: "Sin konge tro var Vesterbro" og "Når tiderne er tunge, stol, konge, på de unge".

Efter krigen forsvandt den private udsmykning næsten. Nu var det kommunen, virksomheder, stormagasiner og forretninger der overtog opgaven, og særligt stormagasinerne lå i indbyrdes kappestrid om de flotteste vinduesdekorationer.

I anledning af Dronning Margrethes og Prins Henriks sølvbryllup 10. juni 1992 blev forskellige kunstnere bedt om at udsmykke byen med kroner i alle varianter – en moderniseret form for de store festdekorationer. Ved Prins Joachims og prinsesse Alexandras bryllup 18. november 1995 bekostede strøgbutikkerne en 400 m lang laserstråle fra Jorcks Passage til Rådhuspladsen. Ringen var sluttet til tidligere tiders illuminationer.

Mens det i ældre tid kun var ved de vigtige "statsbegivenheder", kroninger, bryllupper og begravelser, at byen blev dekoreret i den store stil, blev det fra Christian X’s regeringstid ligeså meget de kongeliges "runde" fødselsdage, man fejrede. I nutiden er grænsen mellem kongehusets officielle og intime sfære således svækket betydeligt.

 


 

Artikler af Vagn Buchmann i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Vagn Buchmann.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 81, august 1998, s. [3]-[6]

[Side 3]

Snedkermester Gindrup - brudstykker af en glemt københavners liv

Af Vagn Buchmann

Da arbejderbevægelsen i 1876 erhvervede grunden i Rømersgade, hvor Arbejdermuseets nuværende bygning ligger, var det ikke en proces som kunne foretages uden videre. Disse byggegrunde skulle købes af Magistraten, og arbejderbevægelsen var på dette tidspunkt ikke den mest respektable køber, man kunne forestille sig. "Slaget på Fælleden" lå kun fire år tilbage, de tre socialistledere var blevet løsladt i 1875, og mistroen mod samfundsomstyrterne var udbredt.

Det lykkedes imidlertid alligevel - til en pris af 39.000 kr. - at gennemføre købet ved hjælp af en "stråmand", en selvstændig erhvervsdrivende, som ikke hørte til de toneangivende, men som alligevel kunne kaste et skær af respektabilitet over købet. Denne mand er altså mellemleddet ved "A/S Forsamlingsbygningen"'s køb af matrikelnummer 156 af Nørrevold Kvarter i Rømersgade i 1876, og han er en ikke uvæsentlig bifigur i denne del af arbejderbevægelsens historie. En ukendt mand - hvem var han egentlig?

Det har vi faktisk visse oplysninger om. Under købet af grunden står 2. oktober 1876 som køber "Snedkermester J. H. H. L. Gindrup". Han figurerer kun som ejer af grunden i tre uger, for den 23. oktober får "A/S Den Almindelige Forsamlings- og Foreningsbygning i Hovedstaden" overdraget skødet på grunden, og dermed forsvinder han atter fra scenen - sådan da. Så kort hans virke end er, rejser det alligevel visse spørgsmål om hans baggrund. Det er nemlig ikke det eneste, vi kender til ham. Hans virke gav anledning til et efterspil i forbindelse med partilederen Louis Pios flugt, og det er tilmed ret nøje refereret i "Social-Demokraten" 3. maj 1877. Her var der holdt møde om den økonomiske situation i "A/S Forsamlingsbygningen" og her møder vi hans navn flere gange. Det fremgår af debatten, at Gindrup - som her konsekvent optræder under navnet "Gindrup" - er blevet anbefalet selskabet af en snedker Hans Petersen, som på mødet måtte høre adskillig kritik herfor, og som havde travlt med at fralægge sig ansvaret. Årsagen til denne utilfredshed var, at Gindrup forinden havde pådraget sig en gæld på 2200 kr., og da han købte grunden, faldt kreditorerne over ham og krævede gælden betalt. Dette kunne let ramme aktieselskabet, da der kunne

[Side 4]

kræves udlæg i grunden, og man måtte derfor træde til og dække noget af Gindrups gæld. Det lykkedes at forhandle beløbet ned til det halve, men selv dette var nok til at fordyre prisen for bidragyderne. Der hersker nogen uenighed om, hvem der gjorde hvad, men Hans Petersen havde åbenbart fremstillet Gindrup som en pålidelig mand og i øvrigt assisteret ved købet af grunden. Petersen benægtede på mødet, at han havde kendt noget nærmere til Gindrups baggrund. Dette dementerede Christen Hørdum - Socialdemokratiets kommende ledende mand - med henvisning til flere vidner. Det lader til, at Hans Petersen selv havde rejst debatten ved stærkt at beklage sig over de 1100 kr. som man havde skullet dække Gindrups gæld med. En tømrer Larsen, som ligeledes tog ordet på mødet, beretter, at Gindrup og Petersen begge var mødt op på byggekontoret "meget indignerede over, at man havde tvivlet om Gindrups Vederhæftighed", ja Petersen skulle endda have truet med, at man kunne sælge til andre end byggeselskabet. Disse påstande synes ikke gendrevet af Petersen. ("Social-Demokraten", 3/5 1877, s. 2).

Allerede selve købet gaven vis genlyd i modstanderpressen. At socialdemokraterne agiterede for erhvervelsen af en forsamlingsbygning var ingen hemmelighed, og det blev anvendelsen af en stråmand heller ikke ved med at være. Unavngivne provinsaviser fik fat i historien, og "Nationaltidende" behandlede den kort i to små artikler 2 og 6/11 1876. Her er man dog løbet med en halv vind: Gindrup erklæres direkte fallit efter udlægget, hvad avisen senere måtte dementere. I disse opsatser får vi imidlertid at vide, at Gindrup er "en Snedker, der ikke hørte til Foreningerne". Ud fra dette referat står altså visse ting klart om Socialdemokratiets mellemmand i 1876: En forgældet snedkermester, anbefalet af en kollega, som lettede arbejderbevægelsens køb af egen grund, men også skaffede den bryderier på grund af sine økonomiske trængsler. Hvad er hans egen baggrund?

At opspore snedkermester Gindrup er både let og svært. Han er født i hovedstaden og synes at have været ærkekøbenhavner: trods megen omflakken er han altid at finde der. Han findes i flere udgaver af Kraks Vejviser fra disse år, men med pludselige pauser. Reelt findes han 1873-78 og 1886-90 for så at forsvinde ud af billedet indtil sin død. I disse lister angives han kun via initialer og de varierer noget; snart hedder han "J. L. Gindrup" snart "H. J. J. L. Gindrup", snart "Gindrup". Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at han ustandselig skifter adresse: St. Knudsvej 39, Niels Ebbesens Vej 22, Jægergade 12, Nordvestvej 21, Estlandsgade 14, Istedgade 46, Ryesgade 78. Flere af disse har dog nærmest været varianter af andre (St. Knudsvej/Niels Ebbesens Vej, Ryesgade/Helgesensgade). I skatte-

[Side 5]

bøgerne for de pågældende år står han derimod ikke, og det er ligeledes påfaldende, at han synes at undgå de fleste folketællinger. Alligevel er det lykkedes at finde visse konkrete oplysninger om ham via Politiets Mandtalslister.

Første gang vi finder spor af den mystiske mand er i Politiets hovedbog for 1878. På adressen Jægergade 12 findes en Ludvig Gindrup med hustru Charlotte og desuden en Julie Gindrup, som muligvis er en datter. Herefter skal vi otte år frem, før vi møder ham igen. Under 1886 står under Istedgade 46 "Julius Ludvig Hermann Joachim Gindrup". Hans alder angives til 56 år, han er snedker og født i København. Hustruen hedder Charlotte Louise, er også 56 og født på Samsø. Fire år senere finder man under Ryesgade 78 i de samme mandtalslister en Julius Ludvig Gindrup, "Snedger", stadig 56 år gammel og med en jævnaldrende hustru Charlotte Louise. Ved disse opslag finder man

[Side 6]

ingen Julie Gindrup; derimod bebos huset af en frk. Karen Holm, som efter 1890 står som eneste beboer. Trods de noget utilfredsstillende opgivelser af Gindrups alder, er der næppe tvivl om, at vi her har den mystiske mellemmand, men yderligere baggrund mangler. For dette år (1890) har man for en gangs skyld også Gindrup i en folketællingsliste, han står opført under Ryesgade 78. Både han og hustruen er nu 60 år gamle. Året efter - 1. oktober 1891 - dør Gindrup af lungetuberkulose; han bor da i Helgesensgade 14, dvs. Ryesgade 77.

Hans slægt er ikke nøjere kendt. En Gindrup-familie, hvoraf flere har været ansatte som lærere ved Vajsenhuset, er beskrevet af Kay Bille 1943; flere af vor mands fornavne går igen hos medlemmerne, men hans forbindelse med dem kan ikke påvises. En smedemesterenke, Christianie Gindrup, med sønnen Julius Johan Herman er noteret ved folketællingen 1845 i Rosenborg Kvarter, hans alder - født 1831 - passer med snedkermesterens, men heller ikke her er man nået videre.

Hvad har fået arbejderbevægelsen til netop at udvælge Gindrup til stråmand ved købet? Umiddelbart synes han at være antaget udelukkende på snedker Petersens anbefaling, og hans økonomiske soliditet er åbenbart ikke set efter i sømmene. Et synes dog sikkert, han har næppe været nogen særlig fremtrædende erhvervsmand og heller ikke en mand med alt for stabile boligvaner. På et par af de adresser, hvor han er opført i Vejviseren, f. eks. Estlandsgade, er han umulig at opspore i mandtalslisterne. Man må gætte på, at han har været en mand, hvis sociale position var svag nok til, at han ikke satte for meget over styr ved at lade sig bruge af arbejderbevægelsen, samtidig med, at han har virket "respektabel" nok til at man ikke fra myndighedernes side har anet uråd, da han skulle foretage købet. Om hans personlige grunde til at hjælpe arbejderne til grunderhvervelsen kan vi selvfølgelig kun gætte. Økonomisk fik transaktionen unægtelig den fordel for ham, at hans gæld blev kraftigt nedsat og endda betalt af byggeselskabet. Om det er disse pinagtige følger af transaktionen, der er grunden til, at hans navn ved bygningens indvielsesfest 1879 tilsyneladende ikke nævnes med et eneste ord i talerne, får stå hen. Man kan imidlertid ikke frakende ham betydning. Han var manden som behøvedes på et tidspunkt, da arbejderbevægelsen endnu ikke havde mulighed for at træde åbenlyst frem som grundopkøber i samfundet, og han udfyldte den rolle i tre uger - indtil han atter forsvandt i anonymiteten.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 88, s. [3]-[8]

[Side 3]

Vold og ulykkestilfælde under voldarbejdet

Af Vagn Buchmann

Voldanlæggets frigivelse

Fra 1850’erne begyndte så småt den udvikling, der førte til sløjfningen af Københavns gamle fæstningsværker fra 1600-tallet og frigivelse af voldområdet. Det blev en langsom proces som strakte sig over mere end tyve år. I 1856-58 blev byportene revet ned, men militæret mistede ikke af den grund besiddelsen af anlægget, tværtimod spillede dets overvejelser for områdets anvendelighed i krigstid stadig en stor rolle. Dele af området blev ganske vist bebygget i perioden 1852-70 (Københavns Vandværk, Kommunehospitalet, Hovedbanegården) men private kunne ikke få lov at bygge. 1867 blev området omsider solgt af Finansministeriet efter at Rigsdagen havde vedtaget en lov, fæstningen skulle dog først nedlægges når Staten havde bortsolgt arealerne. Staten og Københavns Kommune gik

[Side 4]

straks i forhandlinger om overdragelse, oktober 1869 fandt salget sted, og juli 1870 overtog kommunen endelig arealet. Prisen blev høj, 360 000 rdlr. for 2358 tdr. land, hvoraf fæstningsterrænet kun udgjorde ca. en tredjedel. Selv efter denne tid havde militæret flere lejemål længere op i tiden. Desuden forelå den kongelige resolution for byggeriet først 1872.

Voldsløjfningen blev sat ind tre steder: Nørre-, Øster- og Vestervold. Allerede i 1870’erne begyndte man det første sted, og fra 1880-90 foregik sløjfningen af Vestervold, samtidig med at man efterhånden bebyggede de frilagte områder. Østervold omdannedes i 1870’erne for en tid til parkanlæg, men så begyndte også nedrivningen her, som afsluttedes 1913.

På denne måde opstod en ny arbejdsplads i København – voldarbejdet. Selv om den blev af begrænset varighed kom den dog til at trække arbejdere til, ikke mindst fra provinsen, gennem mere end et kvart århundrede. Det var imidlertid en farlig arbejdsplads. De gamle militære anlæg var skrøbelige, faren for sammenstyrtningsulykker var afgjort til stede. Man skulle nedbryde de gamle volde ved at fjerne jord og grus, og efterhånden som højdedragene undermineredes, øgedes risikoen for pludselige skred. Som regel anvendtes trillebøre at køre jorden bort med, men enkelte steder sattes dog mindre tippevognstog ind

[Side 5]

mod større jordbunker. Det kan ikke siges, at det farlige arbejde blev særlig flot betalt og i alle tilfælde gav nedrivningsårene anledning til flere pinlige sager hvad angår både arbejdsmiljø og fagpolitik.

Chikane af arbejderne

Sløjfningen af voldterrænet udløste hurtigt problemer på arbejdspladsen. Tre arbejdsnedlæggelser som angik Nørrevold er registreret i samtidens aviser. 4-5. november 1871 var der arbejdsmandsstrejke ved voldsløjfningen med negativt resultat for de strejkende. 2. april 1873 var der atter arbejdsnedlæggelse på Nørrevold, denne gang med gunstigt resultat. Formentlig var det denne strejke som medførte, at arbejderne på Nørre- og Vestervold fik en lønforbedring på 16 skilling, hvorefter de arbejdede for en dagløn af 8 mark fra 6 morgen til 7 aften. Den 7. april 1873 nedlagde arbejdsmændene ved jordarbejderne på både Nørre- og Vestervold for tredje gang arbejdet i protest mod lønningsforholdene. Man havde netop skiftet entreprenør på arbejdet; den nye entreprenør, Madsen, ville skære lønnen ned til 7 mark uden tilsvarende reduktion af arbejdstiden med 1 time, hvilket arbejderne krævede. Det fremgår ikke af aviser eller andre kilder, hvad resultatet blev.

På Vestvolden – hvor entreprenøren ved nedrivningen hed Krause - var der stadig i 1880 store problemer med entreprenørerne, dårlige arbejdsforhold, flere arbejdsulykker ved jordsammenstyrtninger, manipulation med lønningerne mv. Den 21. september 1880 styrtede en del af jordmassen sammen og begravede to arbejdere, den ene døde, den anden blev såret. Det skete samme dag som den socialdemokratiske folketingsmand Anton Mundberg var blevet bedt om at virke for at arbejdernes ulykkeserstatninger ikke længere skulle betragtes som fattighjælp:

Kl. 8 aften 24. september 1880 blev der afholdt møde om ulykken på Vestervold. 1600 mennesker mødte op. Hørdum åbnede mødet, C. C. Andersen var dirigent. Peter Holm talte. Af hans fremstilling fremgik det, at arbejdet var udbudt ved licitation, hvorfor "Arbejdspriserne blev yderst nedtrykte". Man arbejdede fra 5.30 morgen til 6.30 aften "med kun en halv Time til Frokost, Middag og Vesperkost" til en løn af 2 kr. og 40 øre pr. dag. Underentreprenør Madsen omtales som en yderst despotisk opsynsmand som piner arbejderne til at trælle. Den opkastede vold kunne let skride. Der kom ligeledes flere indlæg fra de ansatte. Der klagedes over at entreprenør Madsen på det skammeligste fremskyndede arbejdet; hvis han syntes at en arbejder havde for lidt jord på sin bør, væltede han den og fyrede vedkommende (Oplysningen skyldes arbejdsmand Karl Johansen). Madsen lokkede med arbejdsløn på 4 kr., men når arbejderne indfandt sig, nedsatte

[Side 6]

han tilbudet til ca. det halve (f. eks. 2 kr. 20 øre). Han forbød arbejderne at tage en enkelt slurk øl i arbejdsskurene, ja ved en lejlighed havde han sparket en spand vand omkuld, som arbejderne havde bragt ind på arbejdspladsen for at kunne læske sig uden at forlade arbejdet. Man havde – via Overpræsidentens kontor - klaget til Magistratens 4. afd., hvis borgmester Ehlers havde lovet at gøre noget ved det, men generelt var det arbejdernes opfattelse, at Magistraten henviste til politiet og politiet til Magistraten. Det oplystes, at en dræbt arbejders familie fik 1000 kr. i erstatning, en tilskadekommen arbejder 500 kr., begge dele blev karakteriseret som utilfredsstillende. Man opfordrede derfor til en bedre ulykkesforsikring.

Politiske ansættelser

Det var ikke det eneste problem. Seks år efter dukker en ny sag op, af en lidt anden karakter, som kan følges gennem Borgerrepræsentationens forhandlinger. I februar 1886 rejste Socialdemokratisk Forbund en kritik ("en Besværing", som det kaldes) til Magistraten af den måde den daværende entreprenør hvervede mandskab på i forbindelse med sløjfningen af Gyldenløves Bastion. Den var vedtaget i partiet 21/1 1886 og afsendt 28/2

I klagen hed det bl. a., at entreprenøren udelukkende antog folk, som var medlem af den ikke-socialistiske forening "Arbeidernes Værn", som lededes af "udprægede Tilhængere af det nuværende Høireparti". De skulle ved ansættelsen kunne bevise deres medlemskab af denne forening, og samtidig var alle organiserede socialdemokrater udelukkede fra voldarbejde. S-D meddeler endvidere i en artikel at de posterede betjente havde til opgave at standse alle, som ikke havde en gyldig seddel fra denne organisation. I klagen beskrives, hvordan arbejdere som indmeldte sig i "Arbeidernes Værn" blev udsat for politisk pres og bedt om at tage stilling i den politiske strid i form af adresseunderskrifter, samt at en anti-socialistisk pjece blev uddelt på møderne. Klagen sluttede med en opfordring til Magistraten om at gøre en ende på denne tilstand, da det skete for kommunens, dvs. borgernes penge.

Svaret var ikke imødekommende. Fra Magistratens side lød det, at da arbejdet var udliciteret, kunne man ikke blande sig i entreprenørens ansættelsesprincipper, så længe han blot ikke ansatte udlændinge. Det kom desuden til en noget skarpere udtalelse, da et medlem af Magistraten, murermester C. R. Ette (formand for "Arbeidernes Værn"!) lige ud tog parti for en sådan forskelsbehandling; han mente at det var klogt af entreprenøren kun at ansætte folk, der ikke strejkede og gjorde vrøvl. Entreprenøren ville naturligvis "søge den Stamme af kjendte fredelige Folk, som han ved tidligere Leilighed har

[Side 7]

benyttet, suppleret med andre selvstændige og besindige Arbeidere". Desuden antydede murermesteren, at tidligere voldstrejker var socialdemokratisk inspirerede, hvilket førte til en indskriden fra formanden. Ette fandt, at oplysningerne i klagen var fordrejede. "Arbeidernes Værn" var ikke en politisk forening og havde ikke "Bihensigter" med at hjælpe arbejderne, den ville gerne henvise enhver til at få arbejde, "naar de blot ikke er Medlemmer af socialdemokratiske Foreninger" (referat i S-D 9/2) ligesom pjecen kun bad om arbejde til arbejdsløse. Borgmester Øllgaard fastslog, at valgte man licitationsformen, måtte man tage konsekvenserne. Man så sig ikke i stand til at foretage sig yderligere i sagen, hvilket endelig meddeltes Socialdemokratisk Forbund.

Denne afvisning fik Social-Demokraten til dels at rette en skarp kritik mod Magistratens generelle holdninger – man understregede Ettes forbindelse til "Arbeidernes Værn" – dels til at kræve, at der blev gjort en større indsats for at skaffe socialdemokratiske medlemmer af Magistraten for at modvirke denne politik. F. eks. skulle mulige vælgere, der opfyldte kravene til kommunal valgbarhed, meddele dette via blanketter, således at chancerne for partiets repræsentation blev forøgede. Det blev de også – 1903 fik København sin første socialdemokratiske borgmester.

En voldarbejders karriere

Mens disse stridigheder stod på, fortsatte nedrivningen århundredet ud. For Vestervolds vedkommende var man nogenlunde

[Side 8]

til ende o. 1900, men hvad angik de to andre fortsatte arbejdet til 1913, i virkeligheden kan man nemlig sige, at først anlæggelsen af jernbanestrækningen København H. - Østerport betød afslutningen på voldarbejdet. Der var da gået over et halvt århundrede siden den første beslutning om sløjfningen.

På dette tidspunkt havde denne arbejdsplads trukket nye folk til hovedstaden fra provinsen. Specielt i kvartererne omkring selve voldanlæggene var værtshuse og forlystelsesetablissementer skudt op. Lette penge kunne tjenes på arbejderne på flere måder. Der var dog mænd, som var bevidste om farerne ved drikkeriet og beværtningslivets fristelser, også blandt de indvandrede.

En enkelt af disse skal trækkes frem her. Det var den nordsjællandske bondesøn Hans Olsen, født på Frederiksværkegnen i 1845, men siden indvandret til København da han af helbredsgrunde måtte opgive at blive fisker. Han var først voldarbejder, men købte 1877 et værts- og spisehus i Store Brøndstræde 14 (gaden nedlagt 1909), hvor voldarbejderne kunne få kvalitetsmad og en dram, men hvor drukkenskab ikke tolereredes. Dette værtshus havde han til 1899, da det overgik til en slægtning. Hans Olsen blev en mand med succes. Han åbnede en marskandiserbutik i Store Brøndstræde 4, købte flere ejendomme (Åbenrå 16, Smallegade 38) og blev efterhånden særdeles velhavende. Trods sin status som husejer var han erklæret socialist, blev ved at interessere sig for de sociale spørgsmål og stiftede "Den nye Huslejeforening af 1891", hvis grundidé var, at almindelige mennesker skulle eje deres huse selv. Husejer Olsen døde som en holden mand i 1921. Hans efterkommere blev også siden kendt, han er morfader til skuespilleren Gunnar Lauring og forfatteren Palle Lauring, som kort har berettet om denne sidevirkning af voldarbejdet i sine erindringer. Hans Olsens virke må nok kaldes et særtilfælde, men er et eksempel på, at én af voldarbejderslægterne har arbejdet sig frem i nutidens bevidsthed.

Kilder:

Socialdemokraten 8.4.1873, 24.-26.9.1880, 10.1.1886, 9.2.1886.
Borgerrepræsentationens Forhandlinger 1885/86, s. 1402.
Henry Bruun: Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900. Reprografisk genudgivet 1977, s. 596-599.
Palle Lauring: To verdener. 1989, s. 14.

 


 

Artikler af Torben Ejlersen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Torben Ejlersen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 70, oktober 1995, s. [2]-[5]

[Side 2]

Københavns nye Rådhusplads

Af Torben Ejlersen

Ingen københavner eller turist har siden foråret 1995 kunnet undgå at se, høre og mærke, at Rådhuspladsen er under omlægning. Den sædvanlige skyttegravskrig om sommeren rundt om i gaderne er blevet udvidet til en hel slagmark. Heldigvis dog i en god sags tjeneste.

Oprindelig gik Vestervold tværs over Rådhuspladsen. Midt i lå Vesterport, som forbandt det gamle halmtorv og Frederiksberggade med Vesterbrogade udenfor volden. Selve Vesterport blev revet ned i 1857, nogle år senere sløjfedes mere af volden. Hvor Rådhuset nu ligger, stod indtil 1888 Gyldenløves Bastion med Lucie mølle. Derefter planeredes også dette område til fordel for den store udstilling i 1888.

Hvor udstillingen havde ligget, begyndte man i 1890'erne at rejse det nye rådhus tegnet af Martin Nyrop. Det blev taget i brug omkring 1900. Foran rådhusets hovedfacade anlagde man i 1901 "Muslingeskallen", en forsænkning i terrænet indrammet af granitborner. Nyrops tanke var, at rådhuset

[Side 3]

derved ville syne mere imponerende. Han havde ladet sig inspirere af rådhus pladsen i den italienske by Siena. Nyrop måtte dog give de mange kritikere ret i, at Muslingeskallen ikke fik den ønskede virkning. Den var blevet for lille. Københavnerviddet svigtede heller ikke dengang, idet man talte om "Æbleskivepanden". Nogle foreslog, at man skulle fylde den op med vand.

Samtidig med Muslingeskallen anlagdes en park overfor det nuværende Richshus. Der blev opstillet Lurblæsere, Lille Hornblæser, Kilometersten og Dragespringvand. Sporvognslinier gik på kryds og tværs over Rådhuspladsen, snart også biler og busser. Pladsen var blevet det moderne Københavns trafikknudepunkt. Efterhånden blev de gamle bygninger langs Vestervoldgade erstattet med bl.a. Palace Hotel og Hotel Bristol, nu Det fri Aktuelts bygning. Begge bygninger fik karakteristiske tårne, dog uden at gå Nyrops rådhustårn for nær! I 1930'rne kom funktionalismen til pladsen med Richshuset og Dagmarhus. Industriforeningens fra 1872 blev først i 1978 afløst af Industriens Hus.

Utilfredshed med Rådhuspladsen og den voksende trafik gav allerede i 1942 anledning til en offentlig konkurrence om en omlægning. Der indkom talrige forslag, men krigsårene forhindrede realiseringen. Muslingeskallen fik dog dødsstødet, da det på grund af krigen blev nødvendigt at nedgrave beskyttelsesrum på området. Disse bunkers, der lignede muldvarpeskud, blev fjernet i 1947. Men man undlod at genopbygge Muslingeskallen og lagde i stedet den belægning af fliser og granit, som har dækket pladsen til i dag. Udvidelsen af Vestre Boulevard i 1955 og omdøbt til H. C. Andersens Boulevard slog endnu mere hul i pladsen. Den kørende trafik havde sejret over de spadserende.

En ny konkurrence blev udskrevet i 1979, men heller ikke denne gang blev nogen af forslagene realiseret. Dog er den nuværende omlægning af Rådhuspladsen, hvor Kulturbyåret 1996 for alvor har sat skub i en fornyelse, delvis baseret på 1. præmieforslaget fra 1979, som blev udarbejdet af KHR A/S Arkitekter og Anders Nyvig A/S.

Som det også var tilfældet i flere forslag fra 1942, lukker man nu trafikken tværs over pladsen mellem Vestervoldgade og Vesterbrogade. Derved skabes en stor samlet bil- og busfri plads. Den formes som en langstrakt skål, der sænker sig svagt ned mod Rådhuset indrammet af moderne

[Side 4, illstration]

[Side 5]

gadelamper - for så vidt genopstår Muslingeskallen, men i stor målestok. En lav moderne bygning skal danne bagvæg mod nordvest med billetsalg, toiletter og kiosker. Lidt skjult bagved indrettes busterminal foran Utrechts ejendom. Der plantes også træer.

Det bliver spændende at se, hvordan Rådhuspladsen vil komme til at fungere i fremtiden. Den er for København - og for hele Danmark - en særlig samlingsplads med sit liv, statsbesøg, demonstrationer, højtideligheder, nytårsaftenstemning og modtagelse af fodboldhelte. Pladsen skal stå færdig i 1996. Mon ikke Nyrop ville have været tilfreds?

Så mangler vi bare Kongens Nytorv!

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 87, januar 2000, s. [4]-[9]

[Side 4]

Rådhusklang i 100 år

af Torben Ejlersen

Martin Nyrops rådhus

I slutningen af 1800-årene var C. F. Hansens Rådhus på Nytorv, som var indviet i 1815, blevet for lille. Man inviterede derfor i 1888 til arkitektkonkurrence om et nyt og større rådhus. Det skulle opføres på det tidligere voldterræn ved Vesterport. Et par af de femten indkomne forslag skitserede et rådhus uden tårn. Interessen samlede sig hurtigt om forslagene med tårn, og som bekendt vandt Martin Nyrop konkurrencen. Efter nogle ændringer af tegningerne med et lidt højere tårn tog håndværkerne i 1892 fat på at opføre bystyrets nye hjemsted. Det blev indviet officielt i 1905. Mens det gamle rådhus på Nytorv hvilede tungt og bredt på klassisk facon, rejste Nyrops bygning sig anderledes stolt og borgagtigt med tinder og spir samt det himmelstræbende tårn ved rådhusets sidefløj mod Vester Voldgade. Da man holdt rejsegilde på tårn og spir i 1898 var rådhuset med sine 105,6 meter Danmarks højeste bygning - dog havde Vor Frue kirkes spir fra 1744 indtil bombardementet i 1807 meget symbolsk raget nogle meter længere ind i himlen.

Klokkerne

Tårnet var fra første færd tænkt med ur og klokker. I 1892 gav tårnurfabrikant Bertram Larsen et konkret forslag til et slagværk med fire små klokker til kvarterslag og en stor klokke til timeslag. Han foreslog desuden opstilling af et sangværk med mange klokker. Det skulle spille seks melodier daglig, kl. 8 Kongernes konge, kl. 10 Der er et land, kl. 12 Vor Gud han er så fast en borg, kl. 14 Kong Christian, kl. 16 Der er et yndigt land og omsider slutte kl. 18 med Fred hviler over land og by. Sangværket og dermed også repertoiret blev hurtigt droppet, da omkostningen for hele værket nærmede sig 160.000 kr.

I 1896 tog Martin Nyrop igen ur- og klokkesagen op og foreslog, at omkostningen blev finansieret ved en offentlig indsamling. Det syntes byggeudvalget ikke om.

Da det planlagte klokkespil skulle anbringes i tårnet inden bræddeafdækningen til kobbertaget blev sømmet på, var det nødvendigt at få sagen afklaret snarest. Imidlertid kunne ingen danske firmaer påtage sig at fremstille klokker af den ønskede størrelse og

[Side 5]

kvalitet. Derfor rejste Martin Nyrop i juni 1897 med komponisterne Thomas Laub og P.E. Lange-Müller til Tyskland. Da de vendte hjem efter en række virksomhedsbesøg, anbefalede de at lade de fem klokker fremstille hos klokkestøberne Petit & Gebrüder Edelbrock i byen Gescher nord for Ruhr. Malmen blev en legering af 90 % kobber og 10 % tin. Efter gammel tradition satte firmaet sit navn på klokkerne sammen med Københavns byvåben og diverse symboler. Byggeudvalget afviste Nyrops forslag om, at den store klokke skulle døbes præsidenten og de fire små klokker skulle kaldes første, henholdsvis anden, tredie og fjerde borgmester. Det har nok virket for indsmigrende overfor magistraten.

De fire små klokker kom til byggepladsen i København og blev hængt op i august 1898. Et par af dem måtte files et par millimeter ned for at give den ønskede klang. Støberiet havde uheld med den store klokke, som revnede. En ny klokke blev sendt afsted, men den viste sig at have så uren tone, at den blev returneret, hvorefter støberiet for tredie gang måtte sætte støbeformen op til en stor klokke. Den kom på plads under spiret i september 1899 og havde en overordentlig smuk klang efter kapelmester Frederik Rungs mening. Da han ansås for at have det fineste øre i København, var han blevet bedt om at godkende de fem klokker, som tilsammen vejede seks tons.

Klokkerne til kvarterslagene var stemt i tonehøjden h, a, g og e, mens den store timeklokke afgav et dybt H. Komponisten Thomas Laub skabte stroferne til kvarterslagene på henholdsvis fire, otte, tolv og seksten toner. Timeslagene kl. 12, 18 og 24 sluttede med den 26 toner lange Vægtersang, som P.E. Lange-Müller komponerede. Denne tradition gælder stadig. Siden nytår 1924 har Danmarks Radio transmitteret timeslag og klokkespil kl. 12. Den lille "koncert" varer 1 minut og 42 sekunder.

Timeslagsklokken sidder i en fast klokkestol. Derfor kan der ikke ringes med den, kun klemtes dvs. langsomme,

[Side 6]

afmålte slag eller kimes dvs. korte, hurtige slag. Derimod sidder de fire kvarterklokker i bevægelige klokkestole, så man kan ringe med dem. Borgmester L. C. Borup lod kvarterklokkerne ringe for første gang nytårsnat 1899/1900 fra midnat og en halv time frem. Ringningen udførtes af ti mand, som hver fik to kr. De fik desuden 100 cigarer og fire flasker madeira til deling!

Næste ringning skete den 21. marts 1901 om middagen. Da blev skulpturen af Absalon - Københavns grundlægger - på rådhusets facade afsløret af murer- og tømrersvende ledet af Martin Nyrop nede fra Rådhuspladsen.

Tårnuret

I forslaget fra 1892 havde tårnurfabrikant Bertram Larsen udover slagværket også gjort rede for konstruktionen af det mekaniske urværk med pendul og lodder. Det skulle bygges efter bedste håndværkstradition. Han henviste til Big Bens tårnur fra 1859 på parlamentet i London. Afgørelsen lod dog vente på sig.

Nyrop bad så i 1896 Bertram Larsen vurdere om det gamle urværk fra Vor Frelsers kirke kunne bygges om. Kirken var netop ved at få installeret et nyt, elektrisk drevet tårnur udviklet af Kemp & Lauritzen. Det blev sat i drift i 1897. Men denne genbrugstanke vandt ikke tilslutning.

I 1900 faldt afgørelsen. Valget stod mellem et nyt, men traditionelt mekanisk slag- og gangværk konstrueret af Bertram Larsen til 35.000 kr. eller et elektrisk fra Kemp & Lauritzen til 30.930 kr. Som en dark horse optrådte A/S Dansk Normal-Tid med sit tilbud om et udenlandsk elektrisk urværk - tilbudet gjaldt ikke skiver, viser og klokker - til en årlig leje på 1200 kr. i fem år ad gangen. Uret skulle fjernstyres gennem kabel fra firmaets centralstation. Denne finansieringsform fristede ikke, heller ikke et overslag på 15.000 kr for et ordinært tårnur med "Klangspel" fra Kongl. Hofurmakare G.W. Linderoth i Stockholm

Kemp & Lauritzens elektriske tårnur løb af med sejren. Byggeudvalget fandt dette mest rationelt og økonomisk trods en vis tøven overfor den nymodens teknik. Her spillede det sikkert ind, at den indflydelsesrige fabrikant - og ingeniør - G. A. Hagemann var medlem af byggeudvalget

Ejendommeligt nok frarådede Københavns Belysningsvæsens direktør, Ib Windfeld-Hansen - selv polytekniker - et elektrisk ur af så stor størrelse. Han forudså "flere Vanskeligheder ved de mange Kontakter og Automater, der hører til et saadant Anlæg. Jeg tror derfor, at et almindeligt godt Taarnuhr i Raadhuset vil være at foretrække". Alligevel syntes han, at man skulle bruge en elektrisk motor til at besørge arbejdet

[Side 7]

med at trække de tunge lodder, idet det formentlig kunne gøres automatisk.

Bertram Larsens tilbud på et ur med pendul og lodder faldt bl.a. på, at det krævede meget plads. De tre-fire tons tunge lodder fordrede godt 30 meter uhindret passage i en kanal ned gennem flere etager i tårnet. Lodderne ville hænge i snore 50 meter oppe over Borgertrappen. Dertil kom den ugentlige optrækning af lodderne, som krævede to mands arbejde i tre timer. Det fire meter lange pendul tog også plads op og risikerede at blive påvirket, hvis tårnet kom i svingninger under storm.

Disse ulemper ville Kemp & Lauritzens elektriske ur ikke give. Det fungerede ved, at et lille præcisionsur med pendul i rådhusets informationskontor sendte impulser til gangværkets elektromotor, så den store viser via et snekkedrev sprang et minut frem på skiven. Den lille viser rykkede på samme måde. Hamrene til klokkerne udløstes til slag ad elektromagnetisk vej via en kontaktarm på gangværkets minutviseraksel. En stor fordel var, at gangværk og slagværk kunne placeres hvor som helst i tårnet takket være den smidige forbindelse med ledninger til visere og klokker. Forresten var det bekvemt, at belysningen af urskiverne om natten kunne tændes automatisk via uret. En stabil strømforsyning sikredes gennem ledninger til det kommunale elværk, enten det i Gothersgade, som var taget i brug i 1892, eller Vestre Elværk fra 1898. To ledninger fra hver sin sektion af strømforsyningen i gadenettet ville garantere, at strømsvigt i den ene ledning automatisk blev genoprettet af den anden ledning.

Kemp & Lauritzen fik ordren i marts 1902. Fællesudvalget vragede det gamle håndværk, som Nyrops rådhus ellers på mange måder er en varm hyldest til, og overgav sig til den ny kraftkilde. Nytårsdag 1903 blev urværket sat i gang, og nytårsdag 1904 kobledes klokkespillet på. Da lød med Francis Becketts ord "for første Gang de underlig vemodige og troskyldige, gammeldags Toner ud over Staden", som Laub og Lange-Müller havde skabt i folkevisestil.

Man må give ingeniør O. Muusfeldt ret i hans vurdering i 1904, at det var lykkedes med kun fire toner at skabe melodier, som kunne tåle at blive hørt dag og nat, år ud og år ind. Af hensyn til Palads-Hotellets gæster og kvarterets beboere besluttede man dog i 1913 at standse kvarterslagene mellem kl. 24 og kl. 6. Natteroen blev forlænget i 1937 til kl. 7 og i 1942 til kl. 8. En kvindelig borgerrepræsentant, som under debatten i 1937 havde udtalt sympati for den natlige ringen, fik af en politisk modstander den besked, at "hvis frøken Mundt gerne vil have noget Klokkeklang, kan hun jo anskaffe sig et Ur, der slaar for hende hvert Kvarter".

Martin Nyrop havde oprindelig ønsket urskiven beklædt med terrakotta.

[Side 8]

Den blev i stedet for lavet som et transparent metalgitter af hensyn til urets oplysning om natten. Den forgyldte urskive fik en bredde på 4,3 m og højde på 4,9 m - ligeså stor som rådhusets hovedport - mens viserne blev ca. 2 m og 1,5 m lange samt tallene 0,6 m høje. Nyrop gav naturligvis tegning til urskivens dekoration med forgyldt midtsol og planteslyng i hjørnerne.

Tårnuret bestod prøven for præcision. En rapport viste, at uret fra oktober 1904 til maj 1905 kun vandt to sekunder. Det var dermed Københavns Observatoriums fineste ure overlegent, selvom rådhusets ur blev kontrolleret derfra.

Hvornår slår klokken tolv?

Dengang som nu diskuteres det altid nytårsaften i danske hjem, hvornår rådhusklokkerne angiver det nøjagtige klokkeslet. Rådhusforvaltningen svarede i 1905 et dagblad, at det allerførste klokkeslag, altså kvarterslaget, fortæller, at klokken er præcis hel, kvart over, halv eller kvart i. Selve timeslagene er altså lidt forsinkede.

Avislæserne fik at vide, at det første slag reelt falder to sekunder for tidligt. Da lyden forplanter sig med 330 m i sekundet, vil "man f. Ex. på Højbroplads, hvortil Afstanden er ca. 700 Meter, høre Klokkeslaget netop paa nøjagtig Tid. Paa Frederiksberg Bakke eller i Rosenvænget, hvor Klokkerne endnu ved gunstig Vindretning kunne høres, vil man paa Grund af Afstanden høre Slaget omtrent 7 Sekunder for sent".

Har man gode øjne kan man bestemme tiden nøjagtig på en anden måde. Urviserne sætter sig i bevægelse nogle sekunder før og standser præcis det tresindstyvende sekund hvert minut.

Til sidst et råd til de heldige københavnere, som bor i en radius af 700 m fra Rådhuset. Hvis de vil markere nøjagtigt det kommende nytår 2000/2001 - det korrekte årtusindskifte - da skal de hoppe ned fra spisestuestolene straks eller

[Side 9]

lirke champagnepropperne omgående, når de hører rådhusets allerførste tone.

Derimod skal de mange, som lytter til klokkerne i radio eller fjernsyn, tøve knap et par sekunder, før de går i aktion. Radiotransmissionen fra rådhuset betyder, at det første slag kommer for tidligt som allerede nævnt. Mikrofonen sidder nemlig ganske tæt ved klokkerne, og radiobølger bevæger sig som bekendt betydeligt hurtigere end lyden.

Endelig skal det nævnes, at rådhusklokkerne og uret var ude af drift fra den 18. april 1975 og til den 15. oktober 1977. Det skyldtes hovedreparation af uret og en tiltrængt fornyelse af spirets kobberbeklædning samt delvis udskiftning af tårnets murværk. I stedet vikarierede rådhuset i Århus i radioen. I øvrigt har Danmarks Radio et bånd, som kan sættes i gang, hvis rådhusklokkerne svigter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 89, september 2000, s. [6]

[Side 6]

Rettelse (!)

Fra Torben Ejlersen har vi modtaget følgende rettelse:

I januar-nummeret af Københavns kronik (nr. 87) oplyser artiklen "Rådhusklang i 100 år" på side 6, at borgmester L. C. Borup lod Rådhusets kvarterklokker ringe for første gang "Nytårsnat 1899/1900". En fornyet gennemgang af arkivalier og en række fagblade, viser, at den korrekte dato var Nytårsnat 1900/01. Ringningen udførtes i øvrigt af ti mand, som hver fik 2 kr. – og til deling 100 cigarer samt fire flasker madeira.

 


 

Artikler af Bjørn Westerbeek Dahl i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Bjørn Westerbeek Dahl.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 62, oktober 1993, s. [3]-[5]

[Side 3]

Vesterports nedrivning i 1857

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Da Nørreport som den første af de fire københavnske byporte blev revet ned i juli 1856, var der ingen tvivl om, at de tre andre byporte snart ville følge efter. Men først den 16. maj året efter godkendtes nedrivningen af den næste port, Vesterport, der på grund af den store trafik ud ad Roskildevej og til Banegården i særlig grad hæmmede forbindelsen mellem forstæderne og byen.

Nørreport blev nedrevet af Ingeniørkorpset, der havde fundet arbejdet både dyrt og vanskeligt. Allerede den 25. maj 1857 indgik man derfor kontrakt med den engelske ingeniør John Aird om nedbrydningen af porten og bortgravningen af den nærmestliggende voldstrækning, så åbningen ("gabet") kunne få en passende bredde.

[Side 4]

John Aird (1833-1911) var fra 1851 medejer af faderens gaskompagni (John Aird & Co.), og i de følgende årtier rejste han det meste af verden rundt for at etablere tekniske installationer af enhver art lige fra vandværker til jernbanelinier og kanalforbindelser og dæmninger. John Aird var parlamentsmedlem 1887-1905 for Det Konservative Parti og iøvrigt kendt som en ivrig kunstsamler.

Før nedrivningsarbejdet på Vesterport blev påbegyndt, forespurgte Ingeniørkorpset Kunstakademiet, om porten af historiske eller æstetiske årsager burde bevares. På et møde den 29. juni, udtalte akademimedlemmerne, "at der i kunstnerisk Henseende ikke fandtes Anledning til nogen pecuniair Opofrelse". I forsamlingen var bl. a. Bissen og Hetsch blandt de fremmødte, ligesom Kommunehospitalets senere arkitekt, Chr. Hansen og malerne Roed og Gertner.

Herefter begyndte nedrivningsarbejdet, der foregik i juli 1857. Midt under arbejdet blev porten fotograferet, muligvis på initiativ af John Aird, og man er fristet til at tro, at det er ham, der har taget opstilling på det kendte billede lige foran porten, som synes at have interesseret ham mere end blot som nedrivningsentreprise: I midten af august kunne han meddele Ingeniørkorpset, at porten nu var blevet revet ned, men at dens udvendige dekorationer

[Side 5]

var blevet anbragt på volden. Da han mente, at de havde kunstnerisk værdi, tilbød han at afhænde dem til opsætning andetsteds for 500 rdlr. Ingeniørkorpset var ikke uinteresseret i at bevare den gamle ports dekorationer, og havde også fundet en passende placering af dekorationerne, som man ønskede at sætte op omkring Tøjhusets port ud mod Proviantgården. Opsætningen ville koste 1.000 rdlr. medregnet en udvidelse af Tøjhusporten. "Nogen heldigere Sted for Porten end Tøjhuset ses ikke" skrev man til Krigsministeriet.

Desværre afsluttede man sit brev til ministeriet med en opgørelse over, hvor meget det i det hele taget ville koste at renovere Tøjhuset, der i mange år havde været forsømt af byggemyndighederne. Med købet af portdekorationerne ville det beløbe sig til ca. 7.000 rdlr. Det forplumrede sagen fuldkomment: Få dage senere skrev ministereriet tilbage, at man "ikke fandt nogen Anledning til at gå ind på det af Aird gjorte Tilbud".

John Aird beholdt portdekorationen, der i lighed med de øvrige materialer fra porten blev solgt ved en offentlig auktion og spredt for alle vinde.

I 1920'erne og 1930'eme kunne konservator Peter Linde derfor indsamle brudstykker af porten rundt om i københavnske villahaver, hvor de havde gjort fyldest som dekoration. De bevarede dele af porten findes i dag på Københavns Bymuseum.

Bjørn Westerbeek Dahl

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 72, marts 1996, s. [7]-[8]

[Side 7]

Provisorietid

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I slutningen af september 1889 ansøgte den christianhavnske værtshusholder Knud Rasmussen Indenrigsministeriet om at få overdraget en plads på Refshaleøen, hvor han ville åbne en beværtning.

Rasmussen var født i Herskind ved Århus i 1848, men indvandrede i slutningen af 1870'erne til København, hvor han i 1879 fik borgerbrev som værtshusholder. I tilknytning til sin beværtning, som lå i Strandgade 48 lige ved Wilders Kanal, grundlagde han en ølhandel, men denne del af virksomheden betalte sig ikke og afvikledes efter kort tid.

Værtshusdriften fortsatte han dog, men netop i 1889 var den gået meget tilbage. Rasmussen var ikke i tvivl om hvad årsagen var: "Paa dette Tidspunkt nemlig lod jeg mig, der tilhører Højrepartiet, indmelde i Højres Arbejder- og Vælgerforening her paa Christianshavn, og da dette kom til mine Kunders - der mest bestaar af Arbejdere og Kuldragere ved Havnen - Erfaring, havde dette Skridt fra min Side til Følge, at de alle som en siden da erklærede mig økonomisk Krig og har gjennemført denne saa grundig, at jeg ikke længere kan tjene saa meget som det koster mig med Familie at tilfredsstille de første Livsfornødenheder".

Rasmussen slutter sin ansøgning med at understrege, at han selv "alene ved Flid, Sparsommelighed og et ædruelig Levnet har formaaet fra ubemidlet at blive Ejer af den Ejendom, hvori jeg bor og driver Forretning". Som bevis på denne påstand vedlagde han støtteerklæringer fra et par næringsdrivende og fra malermester A. Chr. Jensen, der i januar 1887 var blevet valgt til kredsens folketingsmand.

Hverken støtteerklæringerne eller Rasmussens redegørelse gjorde imidlertid noget større indtryk. Indenrigsministeriet gav ham - med Havnevæsenets fulde støtte - et blankt afslag, angiveligt, fordi man var bekymret for "de Uordener", der kunne opstå på Refshaleøen, der ikke var underlagt ordenspolitiets patruljering.

[Side 8]

Afslaget blev begyndelsen til Knud Rasmussens nedtur: Ifølge de trykte skattelister faldt hans årlige indkomst fra 3.000 kr. i skatteåret 1888/89 til 1.800 kr. det følgende år. Og så var hans trængsler ikke forbi: I 1890/91 var skatteindkomsten blot 400 kr.

I løbet af 1890 måtte han derfor opgive sit værtshus og sælge sin ejendom.

Men ligesom provisorietidens kraftige modsætninger mildnedes i de følgende år, fik Rasmussen mulighed for at begynde på en frisk, om det så skyldtes hans "ædruelige levned" eller hans forretningssans: I 1898 var han i stand til at købe en grund på hjørnet af Nordre Frihavnsvej og Østbanegade (nuv. Nordre Frihavnsgade 101), hvor han i de følgende år dreven restaurant. Hans uheldige virksomhed blandt havnearbejderne skræmte ham øjensynlig ikke mere, for hans ny etablissement lå lige ved indkørslen til Frihavnen, og den havde givetvis størsteparten af sin omsætning fra havnens mange ansatte. Knud Rasmussen kom således trygt og godt ind i det ny århundrede og døde i 1918 som en holden mand.

Kilde:

Rigsarkivet. 1256. Københavns Havneadministration. Sagligt henlagte sager. N4. Læg: A. Jensens Badeanstalt.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 74, oktober 1996, s. [3]-[4]

[Side 3]

"LILLE GEFION" - en skulptur på vandring

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Umiddelbart er der ikke meget, der forbinder et fashionabelt landsted syd for Køge med en skulptur på Bispebjerg Hospital i København. Verden er imidlertid ofte fuld af mærkværdigheder, og det er også tilfældet her:

Historien tager sin begyndelse i 1904, da den dengang berømte forfatterinde Karin Bramson (1875-1936) købte en grund i Vallø langs med Tryggevælde Å, og her opførte et palæagtigt landsted. I de følgende ti år blev Solgården, som hun kaldte stedet, rammen om et internationalt landliggerliv med Karin Bramson som absolut midtpunkt. Hun var slået igennem som forfatterinde i Paris omkring århundredeskiftet, og var så franskorienteret, at hun i 1915 midt under 1. Verdenskrig - og træt af den danske neutralitet - foretrak at bosætte sig permanent der for at arbejde i det franske Udenrigsministerium. For sine fortjenester i krigen fik hun i 1920 den franske æreslegions orden.

Solgården solgte hun, da hun rejste til Paris. Køberen var skibsreder Marius Nielsen (1867-1954) fra København. Han udvidede Solgården med en række nye bygninger og omlagde den store have, der strakte sig ned til Tryggevælde Å. Marius Nielsen var meget kunstinteresseret og byggede et rundtempel i græsk stil til Bissens statue af Prins Paris, som han havde købt billigt i Tyskland (den er nu på Glyptoteket).

Marius Nielsens kunstinteresse medførte, at han havde gode kontakter til billedhuggeren Anders Bundgaard, der med sin skulpturgruppe "Gefion, der med sine sønner pløjer Sjælland ud af Sverige" i 1899 havde vundet en kommunal konkurrence om et nyt springvand i København. Bundgaard havde mange problemer med sit springvand: Borgerrepræsentationen havde bl.a. krævet, at han skulle opsætte en model i fuld størrelse på det sted for enden af Amaliegade, hvor den endelige skulptur skulle stå, for at man kunne forvisse sig om gruppens kunstneriske værdi. Men Bundgaard blev også sinket af en række praktiske problemer, bl.a. klagede han i 1903-04 over, at gipsen til denne 1:1 model var frosset i hans atelier! Først i 1908 var "Gefion" færdigopstillet.

Under denne tiårige proces havde Bundgaard udarbejdet en gipsmodel i 1/6 dels størrelse af den færdige gruppe (nu i Bundgaardmuset i Tingbæk Kalkminer). Denne model fik Marius Nielsen støbt i bronze og opstillet i sin nyanlagte park. Her var der tilsluttet et pumpeanlæg med vand fra Tryggevælde Å, så den kunne springe lige så lystigt som sin storesøster på Langelinie.

[Side 4]

Solgården blev i 1946 overtaget af Københavns Kommune, der i de følgende år brugte stedet som tuberkulosesanatorium og senere psykiatrisk plejehjem. I 1979 nedlagde sundhedsmyndighederne imidlertid forbud mod anvendelse af køkkenfaciliteterne, og stedet blev rømmet. Efter at have stået tomt i nogle år, blev Solgården herefter solgt til Vallø Kommune, der i 1986 nedrev den forfaldne ejendom.

Salget af Solgården omfattede ikke Marius Nielsens Gefiongruppe, som Hospitalsdirektoratet, der jo havde administreret Solgården, herefter opmagasinerede på Øresundshospitalet. Først i 1986 blev gruppen endeligt opstillet i midteraxen på Bispebjerg Hospital, hvor den står højt oppe på det skrånende terræn med et lille anlæg omkring sig, udformet af stadsarkitekt Eivind Lorenzen. Den er også her forsynet med et pumpeværk, og den springer hver dag i de frostfri perioder af året.

Bispebjerg Hospital er dens faste opholdssted, men det hænder, at den bliver udlånt til kunstudstillinger rundt omkring i verden, der foretrækker at håndtere den lille udgave af Bundgaards værk fremfor den store original ved Langelinie. I skrivende stund er "Lille Gefion" således på vej til Jylland, hvor den indgår i udstillingen "De Frie Billedhuggere" på Vejen Kunstmuseum indtil den 17. november. Men snart derefter vil enhver igen kunne besøge Bispebjerg Hospital for at se "Lille Gefion".

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 79, januar 1998, s. [4]-[7]

[Side 4]

Kvinderne på volden

Omkring Københavns ældste fæstningsregnskab

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I løbet af sensommeren og efteråret 1997 har mine omgivelser været ikke så lidt mystificeret over at høre, at jeg om lørdagen har siddet og talt kvinder på Rigsarkivets læsesal. For ikke at forlede nogen til at tro, at det skyldes andet end historisk interesse, skal det hastigt tilføjes, at kvinderne optræder i bilagene til Københavns ældste fæstningsregnskaber fra perioden 1647-1651.

Disse regnskaber indeholder mange spændende oplysninger: Af pengeregnskaberne kan man se, hvem der bidrog til indtægter, og hvorledes udgifterne fordelte sig. Materialregnskaberne fortæller, hvad man arbejdede med, hvor man arbejdede og hvad man opførte.

Det ældste fæstningsregnskab, der er bevaret for København dækker de tre arbejdsår 1647, 1648 og 1649. Det stammer således fra den periode, hvor man efter nogle års stilstand genoptog arbejdet med opførelsen af Østervold, som man allerede i midten af 1620'erne havde projekteret at flytte fra Gothersgadelinien mod nord til Østervoldgadelinien, så Nørrevold blev forbundet med Sankt Annæ Skanse (Kastellet).

I april-maj 1647 var der blevet udsendt breve til adel og lensmænd og til Universitet og gejstlighed med pålæg om at stille med 1 karl pr. 200 tdr. hartkorn til fæstningsarbejdet. Han skulle have skovl og spade med sig, og iøvrigt være forsynet med proviant til tre måneder. ønskede man ikke at stille en mand til rådighed, kunne man dog afløse forpligtigelsen med 1 rigsdaler pr. mand pr. uge, og det benyttede alle uden undtagelse sig af. Også Københavns borgere skulle yde deres til befæstningen. Her blev der pålagt en skat på 1 procent af grundtaxten som den var fastsat i 1645.

Det var ganske betydelige pengebeløb, Axel Urup, som ledede fæstningsadministrationen, på den måde kom til at disponere over. I 1647 ialt 15.247 rdlr. Heraf kom hovedparten fra København, der dækkede 48 procent. Lenene bidrog med 40 procent og resten (12 procent) fordelte sig på adel, gejstlighed og Universitet. Der er således intet nyt i, at København selv bidrager uproportionalt meget til investeringer i byen, selvom disse primært har landsdækkende betydning.

Udgiftskontiene er ikke mindre interessante: I 1647 anskaffede man naturligt nok en mængde materialer, træ til

[Side 5]

fremstilling af skovle og spader og til stilladser, skubkærrer og hjulbører o.s.v. Man købte også nagler og søm, reb og øsekar. Alligevel udgør den samlede materialekonto (inkl. en beskeden diversekonto) blot 20 procent af de samlede udgifter, der de tre år var på 22.150 rdlr.

80 procent blev anvendt til aflønning af embedsmænd og arbejdere. Det ses, at lønudgifter var ligeså tung en budgetpost i midten af 1600-årene som i vore dage.

20 procent af udgifterne i de tre år blev givet som lønninger til de faste embedsmænd, der arbejdede ved Fortifikationen (ingeniører, konduktører, materialforvalter, skrivere og vagtfolk). Her falder det særligt i øjnene, at Axel Urup fik hovedparten, hele 3.595 rdlr., hvilket svarede til 15 procent af de samlede udgifter i de tre år!

Resten, svarende til 60 procent af de samlede udgifter, blev brugt til aflønning af daglejere. Her er vi så heldigt stillet, at der netop for denne store udgift er bevaret bilag i form af arbejdslister, der nøje angiver, hvem der arbejdede på volden. Noget overraskende for en mere fordomsfuld eftertid viser hovedparten sig at være kvinder!

Arbejderne var inddelt i 4 "kompagnier" , hver ledet af en konduktør, bistået af 5-6 plidsfogeder ("arbejdsformænd"). Et af kompagnierne bestod dog kun af arbejdssjak. Medtager man plidsfogederne er antallet af kvinder for perioden 17.6-27.6. 1647 på 56 procent, 374 af 659. Udelader man plidsfogederne er kvindernes tal oppe på 62 procent.

En måned senere, 25.7.-31.7., da arbejdet var på sit højeste var 845 mand (M/K!) i sving, 563 af dem var kvinder, svarende til 66 procent. Da arbejdet 21.-28.8. blev indskrænket udgjorde de 140 af 215 menige arbejdere, 65 procent!

Det er således ikke helt forkert at påstå, at Østervold er kvinders værk: øjensynligt er man blevet overrasket over, at alle valgte at afløse arbejdsbidraget med penge, og da man ønskede at få arbejdet udført så hurtigt som muligt, måtte man søge lokal arbejdskraft. Der var næppe så mange ledige folk i byen, og man måtte derfor bruge kvinder.

Det var ikke helt usædvanligt: I Renternesterregnskaber fra 1620'erne ses kvinder ikke helt sjældent brugt som daglejere - også ved tungt arbejde. Men det er bemærkelsesværdigt, at kvinderne blev brugt så massivt ved voldarbejdet i 1647.

Sandsynligvis kom de mange hundrede kvinder, der arbejdede på volden, fra Nyboder. De boede i nærheden og må formodes at have været en støt og stabil arbejdskraftreserve, som man i nødstilfælde kunne trække på.

[Side 6]

Om de kom fra herfra kan dog ikke bevises: Kvindernes navne er håbløst uigennemskuelige med Maren Jensdatter ved siden af Else Peters, og i den rulle, der dækker første uge af august 1647 identificeres kun to kvinder ved en erhvervsbetegnelse: Mette Spinders og Anne Sejllæggers. Det er naturligvis ikke nok til at identificere hverken dem eller listens øvrige 551 kvinder.

En gennemgang af ruller fra første uge af august 1647 viser, at 56 procent af kvinderne var gifte, mens resten var ugifte.

Der var lønforskelle mellem mænd og kvinder, der fik 6 skillling pr. dag, hvilket var 2 sko mindre end deres mandlige kolleger. Eller sagt med andre ord: Kvinderne fik det samme som en nattevagt ved materialgården. Både mænd og kvinder havde desuden en slags "arbejdsskadeforsikring", idet de fik erstatninger for skader i tjenesten. I september 1651 fik barbereren Christian Francke således udbetalt 16 rdrl. 32 sko for at have behandlet en kvinde, der havde brækket benet ved arbejde i voldgraven. Udgiften svarede til en kvindes arbejdsløn i 133 dage! Om hun fik en del af pengene eller blot lægebehandlingen gratis, vides ikke.

Fra 1648 blev der - vistnok på grund af tronskiftet - kun arbejdet i beskedent omfang. Udgifterne til arbejdsfolk var kun på 30 procent af det foregående års niveau - og det var åbenbart ikke nødvendigt at trække på de kvindelige ressourcer.

I 1649 dukker kvinderne imidlertid op igen, men i langt mindre omfang. Sandsynligvis havde man nu haft muligheder for at samle traditionel (mandlig) arbejdskraft. Virksomheden har vel også tiltrukket løsarbejdere fra nær og fjern. Nu er det nok mere overraskende, at der i det hele taget er kvinder med. Arbejdet havde også ændret sig. I stedet for at arbejde i sjak li 3 mand (m/k), arbejdede man nu individuelt og var aflønnet efter individuelle normer, afhængig af hvor meget jord, man havde fjernet. Antallet af kvinder var 4 procent ved arbejdssæsonens start 7.5.-12.5. Halvanden måned senere var tallet steget til 10 procent (37 kvinder af ialt 370 arbejdere) for at toppe med 20 procent i midten af oktober (med 48 kvinder af 238).

Da betalingen tilsyneladende var taxteret forskelligt, alt efter hvor der blev gravet, kan man ikke sammenligne mænd og kvinders lønninger. Havde kvinderne ikke fået ligeløn, havde de i hvert fald nu mulighed for at tjene ligeså meget eller mere end deres mandlige kolleger.

I de følgende år aftager antallet af kvinder på volden. Af de 13 gennemsete ruller for 1650 ses der kun kvinder på de 4, og de udgør højst 13 procent af arbejdsstyrken (34 ud af 253 personer) i højsæsonen, hvor der åbenbart

[Side 7]

har været behov for arbejdskraft. For året som helhed ligger antallet betydeligt lavere (1,2-2 procent pr. uge).

Året efter, 1651, arbejdede kun godt 100-120 personer på voldanlægget og antallet af kvinder ligger på mellem 1-6 pr. uge, svarende til mellem 0,9-12,5 procent. Og der var ingen kvinder blandt de 20-50 daglønnere, der året igennem arbejdede på anlægget af Dronningens Have uden for Vesterport.

I 1652 blev fire kompagnier af Axel Drups Regiment lagt i København, hvor de først afløste kvinderne og senere de mandlige arbejdere. I særlig spændte situationer, f.eks. da man i efteråret 1657 havde sendt størsteparten af hæren til Skåne, kunne man stadigvæk finde på at bruge kvinder som arbejdskraft til uomgængelige arbejder. Det skete dog i begrænset omfang, og da man efter 1660 foretog de store udbygninger af fæstningsværkerne, havde soldater helt overtaget de civile arbejderes funktioner. Der var ikke brug for denne arbejdskraftreserve mere, og efterhånden var der ingen der drømte om at bruge kvinder til fæstningsarbejder.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 80, marts 1998, s. [4]-[6]

[Side 4]

Saltvandsbadeanstalt i Nyhavn

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Københavns historie er fuld af skrinlagte projekter: Nogle kan man beklage aldrig blev til noget, andre kan man kun føle lettelse over at være sluppet for. Og så er disse ikke kun sjældent afværget ved et rent tilfælde, ved en obsternasig eller rethaverisk person eller institution, der gik mod sin samtid og al "rimelig udvikling".

Således blev Nyhavnskanalen i 1890'erne truet af et projekt: Den 7. februar 1894 bad ingeniørassistent H. P. Petersen om Københavns Havnevæsens tilladelse til at benytte kanalen til opførelse af en saltvandsbadeanstalt beregnet for de "Herrer og Damer af Forretningslivet, der er for optagne til at kunne tage til de eksisterende Badeanstalter" som det hed i ansøgningen. Tidspunktet var godt valgt. Året forinden var Rysensteens Badeanstalt ved det nuværende Langebro blevet lukket og man skulle enten op langs Svanemøllebugten eller ud til Amagers fjerne østkyst, hvis man ønskede at bade i fri sø.

H. P. Petersen optræder i Københavns Vejviser for årene 1890-1912 under betegnelsen "Assistent" og "Ingeniørassistent", men hvad han i øvrigt har beskæftiget sig med vides ikke. I Havnevæsenets tykke læg om sagen nævnes heller ikke noget, der kan røbe hans eventuelle bagmænd.

H. P. Petersen foreslog at bruge kanalbassinet fra Kongens Nytorv 220 alen (ca. 140 m) ned langs Nyhavn, d.v.s. til lidt forbi Lille Strandstræde og Heibergsgade. Det skulle inddeles i tre bassiner, en for herrer, en for damer og en for skolebørn. Bassinerne skulle adskilles af en let trækonstruktion og overdækkes med sejldug. Petersen agtede naturligvis ikke at benytte Nyhavns eget vand, heller ikke Havnens var egnet. Derimod ville han lægge en rørledning ud til Kongedybet, hvis friske vand givetvis ville tiltrække kunderne.

Planen blev ikke umiddelbart afvist, og da det lykkedes Petersen at få lavet en aftale med de berørte, private bolværksejere, blev projektet videresendt til Københavns Magistrat, hvis tilslutning også var nødvendig. Her blev det ved et møde 18. juni 1894 afvist med den begrundelse, at badeanstalten ville være et for interrnistisk islæt i bybilledet.

Petersen var ikke sådan at slå ud: Et lille års tids senere, 24. april 1895 havde han udarbejdet et nyt projekt. Det stilede han denne gang direkte til Magistraten, som han åbenbart ønskede at overbevise om dets fortrinligheder. Han

[Side 5]

havde allieret sig med den bekendte arkitekt Ludvig Clausen og vicevandinspektør cand. polyt. Vilhelm Nohr, der begge havde lagt deres sjæl i foretagnet. Begge navne måtte for Magistraten borge for kvaliteteten. Ludvig Clausen havde allerede i nogle år været medarbejder i Stadsarkitektens Direktorat, og havde medvirket ved opførelsen af såvel Hovedbrandstationen som Gothersgades Elektricitetsværk og Vestre Fængsel. Nohr havde i nogle år fungeret i Stadsingeniørens Direktorat som vicestadsingeniør i forbindelse med de nye kloakanlæg, og hvor han også i en lang periode var afdelingsingeniør. I årene 1895-1897 var han vicevandsinspektør ved Københavns Vandværk.

Mod Kongens Nytorv skulle der opføres en halvrund bygning med et indgangsparti til badeanstalten og med lokaler til en café. I selve kanalen skulle der som ved det tidligere projekt være tre bassiner: En for damer, en for herrer af 1. klasse og en for herrer af 2. klasse. Damebassinet skulle om vinteren kunne varmes op og anvendes af både herrer og damer (dog på forskellige dage!). Bassinerne skulle overdækkes med hamret glas og gangene overdækkes med tjæret tagpap. Ydermure og arkitektoniske detaljer skulle udføres i kalksten og granit og var i øvrigt holdt i en nærmest fransk rokokkostil. Et maskinhus til indpumpning af de nødvendige ca. 60.000 tønder vand dagligt, skulle lægges i husrækken på Nyhavns byside.

Forslaget var denne gang fremsendt til Magistratens 4. Afdeling (Teknisk Afdeling), og blev varmt anbefalet af stadsingeniør Charles Ambt, der blot havde den indvending mod forslaget, at det kun delvis ville skjule skibene i Havnen for folk på Kongens Nytorv. Til gengæld ville det med sin centrale beliggenhed have en "stor sanitær Betydning". Heller ikke i forhold til bolværksejerne var der problemer. I sit ledsagebrev til havnekaptajn F. B. W. Lüders fremhævede også Magistraten det nye projekt, der i forhold til det forrige "havde vundet betydeligt i flere

[Side 6]

Retninger" og han ville - når nogle mindre forhold var afklaret - ikke tøve med at sende det til forventet vedtagelse i Borgerrepræsentationen.

Heller ikke Havnekaptajnen havde noget at indvende mod forslaget, som han videresendte til Havnerådet, der som Havnens øverste organ også skulle godkende projektet. Her blev sagen behandlet med allerstørste omhyggelighed, idet man nedsatte et udvalg bestående af kontreadmiral W. A. Carstensen, kammerherre Ferd. Meldahl og grosserer O. B. Muus. Efter meget grundige undersøgelser afviste de dog ethvert skridt i en retning, der kunne svække mulighederne for, at småskibe kunne anløbe Københavns Havn. Dermed var H. P. Petersens forslag i realiteten dødt, og den 21. August 1896 fik han endnu engang afslag på sin ansøgning.

Den gode Petersen var imidlertid ikke sådan at slå af banen: I afslaget havde man uheldigvis ikke givet en begrundelse, og han mente derfor at afslaget også denne gang skyldtes udformingen af bassinernes overdækning. Så han henvendte sig et par måneder senere endnu engang til Magistraten med et nyt projekt, hvor badeanstalten var flyttet fra den umiddelbare nærhed til Kongens Nytorv til strækningen mellem Heiberggade og Holbergsgade. Mellem Torvet og Heibergsgade ville han anlægge en beplantning med underjordiske toiletter nærmest torvet. Ud for Holbergsgade skulle Nyhavnsbroen erstattes af en dæmning. Det sidste forslag var ren lokkemad for Kommune og Havn, hvis udgifter til broens drift og vedligehold dermed ville falde bort. Også henvisningen til badeanstaltens nytte for børnene i Indre By var beregnet på at formilde hvad Petersen opfattede som en principfast Magistrat.

Det forholdt sig jo ikke således. Magistraten havde fremmet det foregående projekt, og da Havnen i mellemtiden ikke havde fundet anden plads til Nyhavns småskuder, modtog Petersen i februar 1897 ikke overraskende et brev om, at enhver videre henvendelse i denne sag ville være nytteløs.

Havnekaptajn Lüders forsøgte at redde projektet ved en fornyet henvendelse til Indenrigsministeriet, hvori han henviste til besparelserne på vedligeholdelsen af Nyhavnsbroen som incitament til sine skridt i sagen. Han bad om, at man erindrede sig Petersens projekt, hvis småskuderne senere skulle finde anden kajplads, så Nyhavn blev frigjort.

Egnet kajplads til småskibe fandt man ikke, inden H. P. Petersens sag blev arkiveret i Havenvæsenets Arkiv med påtegningen "Blev aldrig til noget", og sådan endte det projekt!

Kilde:

Rigsarkivet. Københavns havnevæsenet Arkiv. Saglige henlagte sager. Søbadeanstalter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 83, januar 1999, s. [3]-[5]

[Side 3]

"Mijn Heer in de Schietstraat". Skidenstrædes endeligt.

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Onsdag den 21. oktober 1818 godkendte Frederik den 6. med sin underskrift, at det gamle gadenavn "Skidenstræde" blev erstattet af det mere velklingende navn "Krystalgade".

Det var mindre end 6 uger efter at 16 af gadens grundejere, svarende til samtlige private grundejere, i et brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret.

De skrev, at Skidenstræde netop var blevet brolagt, og nu fremstod som en "smuk og reel" gade, der kunne yde den "herligste" passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker, og som af den grund "upaatvivlelig" ville blive benyttet ved kirkelige processioner. Derfor var gadens gamle navn Skidenstræde uheldigt og burde erstattes, mente de. Endnu en grund til at ønske et nyt navn var også hensynet til nogle af beboernes korrespondance med de plattysk- og nederlandsktalende område. Forretningsforbindelserne her kunne nemt få indtryk af, at deres dan-

[Side 4]

ske kontakter boede i en "cloak", og påskrifter som "Mijn Heer… in de Schietstraat tot Copenhagen" "var ei behageligt lydende".

De foreslog i stedet af ændret navnet til Krystalgade, som var den gængse betegnelse for den del af deres gade, der strakte sig fra Nørregade til Fiolstræde. De tilbød afslutningsvis selv at betale en ommaling af gadeskiltene, der efter tidens skik var malet på hushjørnerne.

Danske Kancelli sendte strax ønsket videre til Københavns Magistrat, der på sin side fik stadskonduktør J. H. Rawert til at ytre sig, før man selv tog stilling. Rawert svarede meget forbeholdent allerede den 29.9.: Selvom han kendte den gamle betegnelse Krystalgade for gadens vestlige del, var dette gadenavn "uden hjemmel". Han henviste til at man tidligere havde afvist beboerne i Kattesundet, da de på et tidspunkt også havde ønsket deres gadenavn ændret. Og Dybensgade skulle efter hans opfattelse også kunne give hollændere eller plattysktalende uheldige associationer. Det samme var også tilfældet men flere andre gadenavne, fortsatte Rawert, og det var ikke tilstrækkelig årsag til, at man af den grund ikke skulle ændre gadenavnene i det dansktalende København. Selvom beboerne i Skidenstræde havde tilbudt at bekoste ændringen af gadenavnene, ville myndighederne ved et navneskifte også skulle ændre optegnelser i pante- og brandassuranceprotokoller og samt de existerende policier, og det fandt stadskonduktøren for vidtløftigt.

Rawert udtrykte altså en total afvisning af beboerønsket, og man må sige på en sådan måde, at det tydeligt viser, at man ikke var vant til at behandle sager om ændring af byens gadenavne. Magistraten gjorde Rawerts ytringer til sine i et svar til Kancelliet den 5. oktober.

Intet havde derfor været mere naturligt end at Danske Kancelli herefter afviste beboernes henvendelse. Men det blev ikke tilfældet: Embedsmændene fandt ikke Magistratens eller Rawerts indvendinger tungtvejende nok, og pegede på, at man jo ikke behøvede at rette diverse protokoller, og at de ikke mistede deres juridiske værdi, fordi et forældet navn optrådte deri.

Sagen rullede således videre og det med ilsom hast: Efter 14 dage var den kongelige forestilling blevet konciperet og forelagt kongen, der som omtalt satte sin approberende underskrift under forslaget den 21. oktober, ikke 6 uger efter den første henvendelse i sagen!. Historien viser, at embedsmandsværket fungerede optimalt i enevældens snævre København, og havde man en god sag som her, så var expeditionstiden mindre end hvad man kan opleve i det parlamentariske demokrati.

Københavns Kommune overtog selv administrationen af gadenavngivningen

[Side 5]

som følge af en lovændring i 1857, men så langt frem som til 1926 kunne ejere af private gader selv fastsætte gadenavnet. Kommunen har selv ført en noget konservativ politik på området, og selvom der er sket nogle ændringer her og der, man kan man glæde sig over, at navneskiftet fra Skidenstræde til Krystalgade ikke dannede præcedens. København har derfor bevaret det fleste af sine middelalderlige gadenavne. Skidenstræde har man vel godt kunnet undvære (og hvem har savnet det?), men Kattesundet og alle de andre mærkelige navne, der giver middelalderbyen karakter ville man ikke have været foruden.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 85, juli 1999, s. [10]-[11]

[Side 10]

Studenterfest

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I det forrige nummer af Københavns Kronik efterlyste redaktionen oplysninger om, hvornår studenterne begyndte at danse omkring "Hesten" på Kongens Nytorv. Vi har modtaget flere henvendelser i sagen fra ældre medlemmer af Selskabet, der ikke blot har bekræftet, hvad vi allerede vidste - nemlig, at skikken var kendt i 1930'erne - men tillige afklarede, at traditionen heller ikke dengang blev opfattet som ny.

I bind 2 af "København før og nu" fra 1949 nævner Mogens Lebech i en kort indledningstekst til afsnittet om Kongens Nytorv "de nybagte Studenters traditionelle Dans", der "i vore Dage er en aarligt tilbagevendende Begivenhed". For en gammel kender af København har det således været en forholdsvis ny skik, der krævede vendingen "i vore Dage", der på den anden side ikke er præcist nok til at løse vores problem.

Den ældste påvisning af skikken stammer fra 1935, som det er blevet meddelt af vores medlem Carl Christiansen i Herlev, der da selv deltog i dansen. Nina Bjørk, der trådte sin kædedans omkring "Hesten" i 1937, har oplyst, at man ved samme lejlighed havde en krans med, det blev anbragt på "Hesten"s - og ikke Christian den 5's! - hoved. Nina Bjørk har ligeledes oplyst, at hendes bror deltog i studenterdansen i 1943, og at studenterne det år blev generet af tyske tropper eller nazisympatisører.

Året efter var opløb af den art forbudt, men Magasin du Nord stillede beredvilligt lokaler - og en papma-

[Side 11]

chéhest (med konge) til rådighed, så hestedansen blev reddet. Der var som bekendt ikke problemer af den art året efter.

Med den kraftige stigning i antallet af studenter op gennem 1960'erne blev "studenterkørslen" reguleret af en justitsministeriel skrivelse (af 26.3.1975), der nøje fastlagde bestemmelserne for, hvorledes denne særlige persontransport måtte foregå:

Fra Rødovre Politi findes fra 1982 en sag om manglende godkendelse af 2 påhængsvogne, der sandsynligvis var blevet benyttet til kørsel til København: Det ses af Tidskrift for politi (1982, s. 173), at "Ejeren af køretøjerne - en gårdejer i Nordsjælland - blev afhørt på sin bopæl. Han kunne ikke erkende at have overtrådt færdselslovens bestemmelser om registrering m.v. ved at have ladet køretøjerne benytte til "studenterkørsel", uagtet de ikke var registrerede, Han nægtede i øvrigt at udtale sig, men oplyste dog, at han siden 1952 havde kørt "studenterkørsel". Rapporttageren bemærkede under afhøringen, at der ved ejerens bopæl henstod 8 uregistrerede påhængsvogne, der alle bar præg af at have været benyttet til "studenterkørsel", idet de var forsynet med sæder og pyntet med birke grene. Heraf må vel kunne udledes, at han formentlig har foretaget flere ulovlige kørsler".

Nok om den sag, der endte med en bøde på 3.000 kr., men som viser, at man i København fik sine befordringsmidler fra det nære opland, og at der kunne være en lang - her 30 år gammel - tradition for studenterkørsel hos den enkelte bonde. Hver skoles studenterårgang arvede vel adressen fra den forrige årgang.

Skikken med at danse omkring et af byens monumenter kendes også fra andre fag: De nyfødte jordemødre danser omkring Storkespringvandet på Amagertorv, kokkene omkring Dragespringvandet - og i ældre tid var Rundetårn målet for de unge konfirmander.

Skikken kendes også fra andre byer, men er her rimeligvis inspireret fra København. På grund af afstandene kommer forstædernes studenterkuld heller ikke til Kongens Nytorv mere, men finder deres egne lokale dansepladser, for danses det skal der. Således dansede Tårnby Gymnasiums nyudsprungne studenter omkring Henrik Starckes "De Fire Vinde" ved Kastrup Lufthavn i 1964.

Det må konkluderes, at oplysningerne om studenterdansens oprindelse fortaber sig til engang mellem 1912, da udsagn beretter om kørsel - og ikke dans - omkring "Hesten" og engang i slutningen af 1920'erne. Skulle der være supplerende oplysninger om "Studenterdansen" i København, er redaktionen derfor stadigvæk meget interesseret i henvendelser.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 86, oktober 1999, s. [3]-[5]

[Side 3]

Løven og hesten og et postament

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Peder Husums "Løven og Hesten" er den ældste skulptur i Kongens Have. Den blev udført efter kontrakt mellem Husum og Christian den 4. fra april 1617, hvor kongen lovede Husum 1000 dlr. og fri materialer til skulpturen, der er en kopi af en antik statue.

Arbejdet trak dog ud og i oktober 1618 følte kongen sig foranlediget til at beordre sin kansler Christian Friis til at sørge for, at Husum udførte sit arbejde og truede endog med at sætte ham i fængsel. Husum fik dog afdrag på sin aflønning til august 1619, hvorefter han forsvinder ud af historien - hvad der så end er sket med ham. Skulpturen var dog færdigstøbt på dette tidspunkt, og den blev efterbehandlet af rothgiesseren

[Side 4]

Jørgen Wulf helt frem til december 1624, hvor den så endelig må have været færdig.

Løven og Hesten er omtalt i Christian den Yngre af Anhalts dagbog for 5. marts 1623, hvor den fremhæves blandt andre støbte sager, han havde set i Gjethuset i det gamle Sankt Klara Kloster ved Gammel Mønt.

Efter færdiggørelsen blev skulpturen antageligt opstillet i Rosenborg Have, men intet vides med bestemthed herom. I 1626 blev motivet med løven, der flænser en hest gengivet på en medalje med hentydning til hertug Georg af Braunschweig-Lüneburgs frafald under kongens felttog i Tyskland. Symbolikken var for så vidt tydelig for samtiden: Den danske løve sønderriver den Braunschweig-Lüneburgske hest.

Overraskende nok dukker skulpturen igen i Glücksstadt i 1643, da den omtales i forbindelse med kongens næstældste søn hertug Frederiks bryllup i Glückstadt med den Braunschweig-Lüneburgske princesse Sophie Amalie, datter af den på dette tidspunkt afdøde hertug Georg, der havde svigtet kongens tillid i 1626.

Da man ikke ved, hvornår skulpturen er kommet til Glückstadt Slot, behøver skulpturens opdukken her i 1643 ikke at have noget med bryllupsfestlighederne at gøre, men sammenfaldet må selv i samtiden har vakt en vis opmærksomhed.

Skulpturen blev imidlertid flyttet tilbage til København igen, men heller ikke tidspunktet for, hvornår dette er sket, kendes præcist.

En myte vil vide, at Sophie Amalie efter at hun i 1648 blev dronning ønskede gruppen flyttet til Købnehavn, så hun stedse kunne have den for øje "for at have noget at hvæsse sin Hævnfølelse paa" (Bering Liisberg i Historiske Meddelelser om København, bind 6, s. 574). Hvem denne hævnfølelse skulle gå ud over, er ikke helt klart, og der er da heller ikke nogen antydning af, at Sophie Amalie skulle have interesseret sig for skulpturen, der rimeligvis blot er kommet tilbage til København, fordi Glückstadt Slot efterhånden gled ud af brug.

I en nyfundet regnskabsextrakt for udgifterne til opførelsen af Kastellet i de først 9 måneder af 1662, nævnes det, at Henrik Ruse blandt udgifterne til erhvervelse af Sankt Annæ Rotunde også skulle betales for en uddybning af "graven om Kongens Have og for postamentet til Kobberhesten". Der var næppe andre "kobberheste" i København på dette tidspunkt, og regnskabet må således referere til Peder Husums skulpturgruppe, der altså da havde fundet vej tilbage til København.

Dens sokkel er da udført i en typisk barokstil med frugt- og blomsterguirlander, ophængt i sløjfer, der i hvert fald ikke er originale i forhold til Husums skulpur. Til gengæld er der en slå-

[Side 5]

ende lighed med den ornamentale udsmykning af Kastellets to porte fra henholdsvis 1663 og 1664, hvis overbygninger begge har tilsvarende ranker, omend de mangler sløjferne.

Det er ikke overraskende at finde fæstningsingeniøren Ruse brugt i denne sammenhæng: I 1664 fik han således ordre til at udføre en "pyramide" til minde om Corfitz Ulfeldts forræderi. Den blev som bekendt opstillet på den plads, hvor Ulfeldts gård tidligere havde ligget, og blev først fjernet i 1843 (nu i Nationalmuseets gård).

Ruse har naturligvis ikke selv udført postamenterne, men sørget for at en stenhuggermester har udført arbejdet. Det vides ikke, hvem han har brugt, men nogle blomsterornamenter fra Vesterport (opført 1668/69), udført af stenhuggermesteren Hans Kirchhoff, har stor lighed med postamentet under "Løven og hesten", og det kan muligvis være ham, der også har udført dette.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 86, oktober 1999, s. [5]-[7]

[Side 5]

Københavnsbibliografiens fortsættelse

Af Bjørn Westerbeek Dahl

I 1979-årgangen af Historiske meddelelser om København blev der annonceret en fortsættelse af Københavnsbibliografien, der findes trykt og udgivet til og med 1965. En og anden er måske siden faldet over henvisningen og har undret sig over, hvor den er blevet af i disse nu 20 år.

Københavnsbibliografiens Supplement 2 fik en grum skæbne: Efter at en væsentlig del af materialet var blevet registreret, blev arbejdet indstillet, da det kun var ¾-færdigt. Registreringen beroede helt og aldeles på de daværende gunstige ansættelsesordninger for arbejdsløse bibliotekarer, der frigjorde personale til det tidskrævende arbejde. Da disse ansættelsesformer ophørte, blev arbejdet indstillet fra den ene dag til den anden. Der blev således ikke mulighed for at færdiggøre bibliografien - endsige finpudse den med henblik på udgivelse. Resultatet af registreringen var ca. 4.000 henvisninger, der godt ti år senere, i 1988, blev udskrevet i traditionel maskinskreven form på A-4 ark og opstillet på et par strategiske læsesale i Biblioteksvæsenet (Rådhusbiblioteket og Læsesalen på Hovedbiblioteket). Siden er bibliografien blevet omlagt til textfiler i "Word" og er nu på vej ud på

[Side 6]

Internettet via Rådhusbibliotekets hjemmeside. En udskrift er tilgængelig for alle på Rådhusbibliotekets læsesal.

Set bagud i forhold til 1999 forekommer årstallet 1980 meget langt tilbage, og selv ikke en offentliggørelse af Københavnsbibliografiens Supplement 2 kan tilfredsstille en kræsen litteratursøger med den litteratur, der er udkommet siden da.

Det var derfor naturligt, at man på Rådhusbiblioteket, hvor man dagligt får forespørglser om topografisk litteratur, har forsøgt at puste nyt liv i den københavnske lokalbibliografi:

Det var imidlertid umuligt at tænke på at få extra midler til udarbejdelsen, så derfor er arbejdet med Københavnsbibliografiens fortsættelse anlagt som en husmandsudgave, tilpasset de barske kommmunale realiteter.

I stedet for at tilstræbe at få ALT trykt materiale registreret til bibliografien, har man valgt at indexere en antal tidsskrifter og årbøger, der måtte anses for at være dækkende for deres fagområde. I øjeblikket registreres ca. … løbende tidsskrifter, hvortil der skal lægges … tidsskrifter, der er ophørt i tidsrummet 1980-1999. Desuden registreres selvstændigt udgivne bøger og afsnit i bøger. Fremgangsmåden sikrer, at man engang, hvis man får råd og tid og lyst til at udarbejde en egentlig stor Københavnsbibliografi, blot kan udbygge "Litteratur om København" med de tidsskrifter m.v, der ikke er indexeret.

Arbejdet blev påbegyndt i foråret 1989, men er siden udvidet til at gå tilbage til 1980, hvorved man har opnået en ubrudt bibliografi så at sige fra Gutenberg til Kramer. Registreringen foretages løbende ved udgivelsen (eller rettere modtagelsen på Rådhusbiblioteket), og registreringen kan således tilbyde henvisninger til den helt dagsaktuelle litteratur.

Oprindeligt blev lokalbibliografien udskrevet rent traditionelt på små kartotekskort, men den er fulgt med den teknologiske udvikling, og er nu helt og holdent omskrevet til textdokumenter i edb-filer, der tillader viderebearbejdning med henblik på en traditionel udgivelse og en publicering på Internettet.

Den gamle Københavnsbibliografi (til og med 1980) er inddelt efter en lokal systematik, der er ganske let at bruge, men da Litteratur om København i første omgang var baseret på kartotekskort, var det naturligt at bruge folkebibliotekernes decimalklassifikation som system. Det er siden opretholdt, men tillæmpet ved alfabetiske underinddelinger, ligesom de for mange mærkelige tal er oversat til menneskesprog.

Den væsentligste ændring i forhold til den "gamle" bibliografi er givetvis Litteratur om Købenahvns opdeling i bydele. Efterhånden som bibliografien voxede, og i skrivende stund er der ca. 14.000 henvisninger, blev det mere og

[Side 7]

mere uoverskueligt at finde litteratur om de enkelte bydele. Også hensynet til den store mængde forespørgsler på litteratur om netop enkelte kvarterer af byen, gjorde en opdeling aktuel. Så fra at have 1 stor bibliografi, blev den i 1992 opdelt i 1 stor generel del med litteratur om hele byen, og 14 (fra 1993: 15) mindre bibliografier, svarende til Kommuneplanens inddeling efter bydele. Det lettede på den ene side de generelle afsnit for en del meget lokal litteratur af snæver topografisk interesse, men dette stof blev derimod netop synliggjort i de enkelte bydelsbibliografier.

Bydelsbibliografierne er ikke alle så små endda, selvom der er store udsving mellem "Ydre Nørrebro" og "Indre By". Vedføjede oversigt fortæller lidt om størrelsesforholdene for litteraturudbuddet mellem bydelene.

I 1997-1999 blev de gamle kortkartoteker afløst af en EDB-baseret textudgave af bibliografierne, der ganske som Københavnsbibliografiens Supplement 2 er forberedt til publicering via Internettet. Der vil givetvis også være behov for at udgive en trykt udgave - enten samlet med hele bibliografien i ét eller flere bind eller som separatbind med én bydel i hvert hæfte. Men det kræver som bekendt penge, og ligger et eller flere af vores medlemmer inde med gode forslag til sponsorer, hører vi gerne herom.

Indtil da kan "Litteratur om København" ses i udskrift på Rådhusbibliotekets Læsesal, og fra engang i det nye år også på interenettet. Rådhusbiblioteket kan findes på omstående adresse (se bagsiden). Ønsker man at se vores hjemmeside kan det ske på adressen: stormp.kk.dk/rhb, men som omtalt først fra engang i det tidlige efterår.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 88, marts 2000, s. [9]-[11]

[Side 9]

Den tapre skrædder og andre soldater i Kastellet i 1662

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Den 12. april 1662 var der generalmønstring i København: Foran Kastellet, samledes således ingeniøren Henrik Ruses Regiment, der bestod af hvervede soldater.

Nederlænderen Henrik Ruse havde været i København det meste af den foregående sommer og havde i juli og august indgået diverse aftaler om opførelsen af Kastellet i København. Da aftalerne var i hus, var året så langt fremskredent, at man ikke kunne påbegynde arbejdet, og Ruse var derfor i august rejst tilbage til Tyskland og Holland for at færdiggøre sine igangværende opgaver der. Først i februar 1662 vendte han tilbage til København og havde siden benyttet de mellemliggende måneder til at samle materialer og supplere sin stab af håndværkere, så man var klar til at stikke spaden i jorden, så snart vejret var til det, og jorden var frostfri.

Den 12. april var man endelig klar til at gå i gang med den store byggeopgave, der blev indledt med en mønstring af folkene. Ved en tilfældighed er den rulle, man udarbejdede i den anledning, bevaret, og da den indeholder et væld af detaljer om de enkelte soldater, er den et vigtig bidrag til kendskabet til de folk, der i de følgende tre somre byggede Kastellet. Desuden indeholder rullen over Ruses Regiment i skemaform en række oplysninger om de enkelte soldater. At man får charge, navn og hjemsted er i sig selv ikke overraskende for en rulle, men derudover får man oplysninger om tjenestetid, tidligere militære karriere, alder, statur, hårlød og bevæbning. For en 1600-tals rulle er dette ganske enestående, og man får et godt indtryk af den brogede sammensætning af det store regiment, der med sine 1510 mand må have sat sit præg på byen på godt og ondt.

Regimentet var inddelt i 8 kompagnier med hvert lidt under 200 mand. Af de 1510 personer var imidlertid kun 1382 rent fysisk til stede ved mønstringen: 31 var udkommanderet til forskellige opgaver, bl.a. udpegning af tømmer og ris i skovene til brug for byggeriet, og ikke mindre end 29 mand var udkommanderet for at indkræve skatter rundt om på Sjælland. 51 var fraværende på grund af sygdom, 4 sad i arrest og 4 var bevilget orlov. Desuden konstaterede man, at der manglede 9 mand.

Angivelsen af soldaternes fødested viser, hvor broget regimentet var sammensat: Af de 1423 mand, hvis fødested kan bestemmes præcist eller med en særdeles høj grad af sandsynlighed, var kun halvdelen (i alt 715) født i den danske konges riger og lande (inkl. Holsten og Norge); Hele 389 mand, altså en

[Side 10]

fjerdedel af hele styrken, kom fra det tyske område, 99 fra Sverige (inkl. Skåne, Halland og Blekinge), 79 fra Polen, 55 fra Storbritannien (inkl. Irland), 48 fra den Nederlandske Republik. Resten fordelte sig jævnt hen over Europakortet med repræsentanter fra de Spanske Nederlande (Belgien), Frankrig, Schweiz, De Habsburgske Arvelande (Østrig-Bøhmen) Ungarn og Rusland.

Der er flere forklaringer på, hvorfor regimentet havde repræsentanter fra så bredt et udvalg af lande: Krigerhåndværket var internationalt, og man tog tjeneste, hvor man kunne få den bedste sold. En del af soldaterne var dog givetvis overtaget fra de svenske hære, der var formeret under 30-årskrigen i Tyskland, og som var meget bredt sammensat. Som krigsfanger under Karl Gustav-krigene var de blev tilbudt dansk tjeneste og stukket ind i de danske regimenter. I rullens oversigt over soldaternes tjenestetid ses det da også at en stor del havde været i tjeneste i 2½ år, svarende til at de var blevet taget som fanger efter den danske generobring af Fyn i november 1659.

Bemærkelsesværdig efter nutidige forestillinger er listens 99 svenske repræsentanter. De fleste af disse kom naturligvis fra de tabte dansk-norske provinser, men alligevel kom hele 35 fra "Gammel-Sverige", med fødesteder som Stockholm, Kalmar og Göteborg.

Mange var nyansatte, mens enkelte havde været i regimentet under Karl 10 Gustav-Krigene - og altså må tjent på dansk side.

Omvendt synes en hel del danskere at have deltaget i de svenske krige på svensk side: I alt 74 har oplyst, at de tidligere havde været i svensk krigstjeneste, enkelte i op til 7 år. Andre er sandsynligvis været tvunget til svensk krigstjeneste i den periode, hvor svenskerne havde besat det meste af landet.

Kun 24 mand var efter rullen født i København. En del var gamle "garvede" krigsfolk med flere års erfaringer, andre var som possementmagersvend Peter Petersen ansat i januar 1662. Hvad der har fået den "lille, gulhårede" dreng på 18 til at melde sig vides ikke. Han må have vidst, at det var hårdt fysisk arbejde, der ventede ham og ikke det eventyrlige liv på farefyldte krigstogter.

Rullens oplysninger om soldaternes tidligere tjeneste viser også en bredt sammensat skare: Enkelte var veteraner fra 30-års krigen med op mod 25-28 års krigstjeneste på bagen, men de fleste havde færre års erfaring, og mange var indtrådt i krigerstanden så kort tid forinden, at de ikke kan have haft nogen større erfaring fra aktiv tjeneste. Aldersforeningen, der går fra 14 år til 75 med en betydelig overvægt på aldersgruppen 20-29, antyder da også dette. Mange kom som omtalt fra de svenske hære og havde givetvis kæmpet i Polen og i Danmark, andre havde forlagt deres krigs tjeneste til så fjerne lande som "Italien" og "Spanien", men det hørte dog til undtagelserne.

[Side 11]

Selvom disse hvervede soldaterne var, hvad vi ville kalde professionelle, så havde over en fjerdedel af regimentets soldater (404 af 1510) en håndværksmæssig baggrund, der intet havde med deres krigererhverv at gøre: Blandt rullens 93 forskellige erhverv kan nævnes så forskellige som bogtrykkere, bryggere, dugmagere, fiskere, hattemagere, hvedebrødsbagere, kokke, kukkenbagere, møllere, oblatbagere, possementsmagere, rebslagere, silkevævere, skomager og skræddere. Desuden var der en studiosus, en spillemand, en taskenspiller og en vingartner.

Skrædderne udgjorde den største enkeltgruppe, i alt 54, næst derefter kom skomagerne med 45 repræsentanter, linnedvæverne med 14, possementsmagere 13!

Ganske vist var hvervede regimenter udtryk for en professionalisering af hæren i forhold til udskrevne bondesoldater, men denne professionalisering skal ikke forstås i nogen særligt streng betydning af dette ord. Når hertil kommer, at de, der ikke nævnes med specifik håndværk, sandsynligvis var bønder, så viser det, at udgangspunktet for krigerhåndværket som oftest var et helt andet.

Rullen indeholder også oplysninger om statur og hårlød. Rubriceringen er foretaget med få karakteriserende ord. Beskrivelser som "kort fed", "kort mager", "temmelig lang mager", "kort sort", "lang stærk", "liden tyk" o.s.v. giver en antydning af soldaternes umiddelbare udseende og er - som antydet ikke altid lige smigrende. Hertil kommer deres hårlød, der beskrives i vendinger som "sort slet" (d.v.s. glat), "sort krus", "gult slet" m.v. Enkelte var skaldede og andre havde "langt" hår. Ganske få bar paryk.

Undertiden har man haft behov for supplerende oplysninger af forskellig art: Gert Bohrmann fra Bremen nævnes det således, at han var "krum" og derfor "udygtig, syg". Værre synes det at have været fat med den kun 24-årige skrædder Peder Berendsen fra Linköping, idet han "havde været forstyrret, og er ikke rigtig". Alligevel havde han været 1½ år hos oberst Krag og var blot hvervet fem måneder forinden. Mon han er blevet "forstyrret" i Ruses Regiment?

Ruse havde ved sin ansættelse i 1661 betinget sig kommandoen over et regiment soldater, som han ville uddanne til et elitekorps af fæstningsbyggere. Arbejdet gik strax i gang, og selvom man i 1663 og 1664 fik hjælp af nogle kompagnier af Sjællandske Regiment, der bestod af udskrevne bondesoldater, så var det hans eget regiment der i de følgende år bar hovedparten af byrderne ved opførelsen af Kastellet.

Note:

Rullen ligger i Krigskollegiets arkiv i Rigarkivet. - Arkivmedarbejder Palle Sigaard, Rigsarkivet, takkes for med vanlig sporsans at have fundet rullen frem efter ældre, misvisende henvisninger.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 90, november 2000, s. [4]-[7]

[Side 4]

Et projekt til en ringgade uden for København fra 1685

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Trafikplanlægning i København har altid været en vanskelig sag: Fra dette århundrede kendes adskillige projekter til mere eller mindre vidtløftige vejbyggerier - tænk bare på Søringen og tunnelbaneprojekterne fra 1960’erne - men heller ikke i ældre tid holdt man sig tilbage. Her skal omtales et ældre projekt, der - om det var blevet gennemført - havde givet brokvartererne en helt anden bymæssig karakter.

Den 3. oktober 1685 godkendte Christian den 5. med sin underskrift et kort med planerne for et ringvejsforløb, der skulle forbinde Østerbro med Vesterbro, og som skulle ligge omtrent midtvejs mellem Søernes vestside og den senere Falkoner Allé/Jagtvejlinie.

Af kortet kan man se, at vejen skulle løbe helt fra Øresund i nordøst til Kalveboderne i syd som en godt 5 km lang allé med to rækker træer. Vejen bestod af fire helt rette dele, 1) Fra Kalveboderne til Gammel Kongevej, 2) Herfra videre til Nørrebrogade, 3) Fra Nørrebrogade til Østerbrogade og 4) Derfra videre ud mod Øresund. Hvert vejknæk markerede en krydsning med en hovedindfartsvej. Alléen lå en anelse inden for den demarkationslinie fra 1682, der bestemte, at alt byggeri, der lå byen nærmere end 2000 alen (godt 600 m) skulle fjernes. Dog skulle Ladegården have lov til at blive liggende, og på Blegdammene ved Sortedamssøens vestside måtte blegemændene fortsat have deres huse.

Det er hævet over enhver tvivl, at det kort, der blev godkendt af kongen, er tegnet af Gottfried Hoffmann, der var ingeniør i København, og som har efterladt sig ikke mindre end fire stort set identiske tegninger af det københavnske alléprojekt. Han var på dette tidspunkt i gang med at projektere en ny landevej mellem København og Korsør, og planerne om ringvejen omkring København skal ses som et led i disse planer. Samtidigt var han også i færd med at projektere en ny "Strandvej" nord for København.

Gottfried Hoffmanns fire kort og den kongelige approbation, der findes gengivet i Krigskancelliets kopibog, er imidlertid ikke de eneste kilder til projektet.

[Side 5]

I ordlyden til den kongelige approbation på ringvejsprojektet blev kravet om nedrivning af alle andre bygninger i forstæderne gentaget, og det er derfor en smule paradoxalt, at man samtidigt med anlægget af alléen agtede at opføre tre "værtshuse", en ved hver indfartsvej. Det sydlige skulle ligge ved vore dages kryds Gammel Kongevej/Lykkesholms Allé, det anden ved Nørrebrogade/Møllegade-krydset og det tredje ved Østerbrogade/Carl Johansgade. De betegnes som værtshuse, men udtrykket indebar langt mere end, hvad man i vore dage forbinder med dette ord. De blev placeret ved indfartsvejene for at sikre overnatningsmulighed for de rejsende, der ankom på tidspunkter, hvor byportene var lukket.

I Københavns Stadsarkiv findes en kongelig ordre til Københavns Magistrat, dateret den 12. december 1685. Heri meddeles det kort og klart, at det er kongens "vilje og befaling", at Magistraten skal lade de tre værtshuse bygge, hvor "ingeniøren" foreskriver det. Talen var således klar nok: Og kunne præsident, borgmestre og råd ikke af texten

[Side 6]

regne sig frem til, hvorledes man havde tænkt sig værtshusene udformet, havde man forsynligt brugt ordrens bagside til at tegne prototypen på en "værtshusbygning" i opstalt og grundrids med den udformning, man ønskede sig:

Værtshusene skulle bygges af bindingsværk som firfløjede anlæg på 50 x 50 m. Ud mod vejen skulle hovedbygningen på 2 x 14 fag med indkørsel på to fag i midten og med en kvist på ti fag. Sidefløjene skulle rumme kamre til de overnattende, mens bagbygningen var udnyttet til staldrum med plads til hele 46 heste.

Værtsfolkene holdt selv til i venstre hjørne af hovedbygningen og disponerede over køkken og 3 værelser. "Gemene" gæster skulle disponere over et stort værelse til venstre for indkørslen og tre kamre i sidefløjen. "Andre" gæster havde hele bygningens højrefløj med 2 store og 7 mindre rum. På kvisten var en sal og 3 små kamre.

Værtshuset dimensioner viser tydeligt, at der her er tale om noget, der nærmest kan minde om de største af senere tiders kongeligt priviligerede kroer, som de blev opført efter vejreformerne i slutningen af 1700-tallet.

Tegningen af værtshuset er ikke af Gottfried Hoffmann, men skriften kunne synes at antyde, at den kan være udført af tømmermester Johan Tacius, som andetsteds ses at være brugt i forbindelse med opførelse af offentlige bygninger.

[Side 7]

Hvorom alting er, så blev den kongelige ordre til Magistraten læst op på Københavns Byting den 14. december 1685, og så sker det mærkelige: Trods "Vor Vilje og Befalning" hører man ikke mere til projektet, og det blev som så mange andre samtidige - og senere - idéer henlagt til mere eller mindre evig glemsel. Og det var i dette tilfælde synd: For selve vejprojektet var ikke mindre end storslået, og for en nutidig betragter kan man ikke andet end have beundring for datidens storslåede vejæstetik. Man bemærker sig iøvrigt også, at der i 1600-tallet hørte træer med til et vejprojekt, og tænker mistrøstigt på de tarvelige indfaldsveje, trafikanterne i vore dage møder byen med...

Set i forhold til det sikkert ringe behov for en tværgående vejforløb mellem de tre indfartsveje, der må have været i 1600-tallet, er det nok ikke overraskende at projektet faldt. Den stigende samfærdsel i løbet af det følgende århundrede og det relativt store befolkningspres på forstæderne, gjorde imidlertid vejprojektet aktuelt igen. Men først ved anlægget af Falkoner/Jagtvejlinien i 1740’erne anlagdes en ringsforbindelse med afsæt i de idéer, Gottfried Hoffmann havde udformet i 1680’erne.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 93, august 2001, s. [4]-[7]

[Side 4]

Heste under belejring

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Midt under Københavns belejring 1658-60 udsendtes fra Danske Kancelli en ordre til borgmestre og råd i København og på Christianshavn om at udarbejde en fortegnelse over alle de heste i byen, der fandtes hos borgerne. Ordren blev også sendt til Universitetet og gejstligheden samt til adel og kongelige betjente, men kun listen over borgerskabets 448 heste er bevaret. Den er dateret 13. december 1658, og er opdelt i kvarterer og angiver ejerens navn med antallet af heste pr. ejer.

Antallet var ulige fordelt: Færrest var der i Øster Kvarter og Strand Kvarter (hhv. 2,45 og 4,24 procent af samtlige heste), flest i Klædebo, Vester, Snarens og Nørre Kvarter (med henholdsvis 18, 16, 16 og 15 procent). Det er tal, der tydeligvis afspejler disse kvarterers særlige struktur med mange erhvervsvirksomheder i form af bryggerier og bagerier. Tilsammen havde de fire kvarterer 295 af byens "borgerlige" heste (svarende til 65 procent). Et ellers fattigt kvarter som Christianshavn kunne opvise 48 heste, foruden de 40, der var sendt i sikkerhed inden for voldene af amager-

[Side 5]

ne. De to præster i Tårnby og Store Magleby havde således hver to heste her.

Også antallet af heste pr. ejermand varierede naturligvis: Et gennemsnit giver knapt 2 heste pr. ejer med en spredning fra 1 hest til 8 heste, men der var kun 5 borgere, der ejede over 4 heste, og det er karakteristisk, at den eneste, der ejede 7 heste, og de to der ejede 8, drev hestemøller.

Langt de fleste heste var således arbejdsheste, der udførte vigtige træk- og drivfunktioner for deres ejermænd: Altoverskyggende var bryggerhestene, der talte 172 af de 448 heste, men også bagere, møllere og vognmænd var pænt repræsenteret med henholdsvis 28, 29 og 31. Således kan i alt 260 heste direkte betegnes som arbejdsheste.

Om tallene også ville være repræsentative for en mere normal politisk situation kan ikke afgøres umiddelbart, men da man i 1678 valgte at beskatte byens dyrehold, var antallet af heste i byen nogenlunde som her 20 år før, og tallet fordelte sig ganske som under belejringen, når man naturligvis ser bort fra Amagernes 40 heste på Christianshavn.

Rekvisitionsønsker

København var belejret, og formålet med opgørelsen var da også at få et overblik over, hvor mange heste, der kunne stilles til disposition for et udfald fra den indesluttede by. Allerede den 19. december udstedtes en ny ordre, denne gang med tydelig angivelse af formålet med henvendelsen: Borgmestre og Råd skulle nu undersøge, hvor mange heste, der kunne stilles til rådighed for Hans von Ahlefeldt, når han behøvede dem til et "parti" eller udfald fra byen. Selvom formålet må siges at være i offentlig interesse, overholdt man som vanligt i 1600-tallet den uindskrænkede ejendomsret, og rodemestrene i hvert kvarter måtte endnu engang gå rundt for at høre, hvorledes ejerne stillede sig til ønsket om at afgive deres heste til Ahlefeldt.

Svarene på denne 2. runde findes ikke for Christianshavn, men til gengæld findes lister for Universitet og gejstlighed, men det kom der ikke mange flere heste af: I det hele taget gav forespørgslen et ret magert udbytte, idet man generelt undtog brygger- og bagerheste for udmeldingerne. Af de bevarede lister ses alle typer forklaringer på, hvorfor ejerne ikke kunne - eller ville - udlåne hestene: Flere havde siden første optælling solgt deres heste eller sendt dem andetstedshen: Hans Pottemager i Sankt Clemensstræde [omkring nuværende Frederiksberggade] havde godt nok haft to heste den 13. december, men de var blevet taget af svenskerne, da de forsøgte at erobre Amager. Borgmester Hans Nansen havde 2 heste, der havde været i kongens tjeneste, men de lå nu syge i hans stald og kunne ikke bruges. Også Søren Bagers 2 heste i Sankt

[Side 6]

Annæ Kvarter var så syge, at de ikke kunne rejse sig af sig selv. Det sidste antyder, at der i den indesluttede by nu var ved at opstå en mangel på foder til hestene, for også isenkræmmer Lorens Lambach i Vingårdsstrædes ene hest var "intet dygtig for federatie skyld". Den dårlige fodersituation brugte Jens Andersen i Sankt Annæ Kvarter derimod som begrundelse for gerne at ville afgive sin hest.

Frederik Turesen, der var leder af Borgervæbningen, havde tre heste. Den ene havde han selv brug for, den anden havde en skade og den tredje ønskede han at holde i reserve, hvis der skete noget med den raske hest. Også Københavns biskop Hans Svane vægrede sig mod at afgive sine to heste, hvoraf han brugte den ene til udførelse af sine embedsforretninger, den anden for hans "gangs besværligheds skyld".

Det er naturligvis ganske umuligt at gennemskue disse forklaringer, men en vis modvilje mod at sende sine heste ud i krigen synes da at kunne spores. Augustus Dreyer i Snarens Kvarter ville gerne lade sin ene hest bruge ved et udfald mod svenskerne, men betingede sig at den blev ledsaget af en "god karl", der skulle sørge for, at hesten blev leveret tilbage!

Der var andre, der var villige til uden den slags forbehold at levere deres heste. En del betingede sig dog, at deres udgifter til indkvartering blev læmpet som en modydelse. Andre afgav gerne deres heste, hvis også naboerne stillede deres heste til rådighed.

En del tilbød dog deres heste helt uden forbehold. Moritz Flick i Strand Kvarter ville som en sand patriot endog lade sine to heste mundere med alt tilbehør, før de blev sendt ud mod fjenden. Snedkeren Jokum Düffel, der boede "Bag Volden" i Købmager Kvarter (altså ved krydset Møntergade/Gothersgade) ville ikke alene stille sin hest til rådighed, men også sig selv.

Opgjorde Danske Kancelli antallet af disponible heste, så kom man til 57 heste, d.v.s. kun lidt over en tiendedel af de heste, der blev registret i begyndelsen af december 1658. Årsagen til det lave tal skyldtes naturligvis først og fremmest, at man ikke ønskede at bruge de heste, der arbejdede for bryggere, bagere og andre erhvervsdrivende, men også at en del af hestene blev betragtet som et privat gode, der ikke - selv med svenskerne stående uden for voldene - kunne afgives til en militær operation. Af de 57 heste, der vitterligt blev stillet til rådighed, må en del desuden også have været uanvendelige til formålet.

Besværet med at skrive hestene i mandtal og den efterfølgende gennemgang af, hvilke heste, der reelt kunne bruges, var overflødig, for der kom ikke noget ud af planerne for et udfald mod

[Side 7]

svenskerne på dette tidspunkt: Det mislykkede svenske stormangreb i februar 1659 kom vel udfaldet i forkøbet, og til forsvaret af byen under en storm, behøvedes ikke heste. De kunne trygt blive i deres stalde, mens krigen rasede.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 94, november 2001, s. [3]-[7]

[Side 3]

Læs mere: Selskabet for Københavns Historie - artikler af Bjørn Westerbeek Dahl i Københavns Kronik

 


 

Artikler af John Erichsen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © John Erichsen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 7, november 1973, s. [3]-[6]

[Side 3]

Jernstøber Meldahl og Kongens Nytorv

Af John Erichsen

Kongens Nytorv har siden dets anlæggelse i 1670 undergået talrige forandringer. Her tænkes ikke så meget på de bygninger, der afgrænser torvet, som på området omkring Christian den Femtes rytterstatue. Med jævne mellemrum har man ændret eller villet ændre dette, og nu gives der antagelig signal til endnu en omlægning, idet en konkurrence ventes udskrevet med det formål at tilvejebringe en tiltrængt nyordning af haveanlægget omkring "hesten".

Ved en systematisk registrering af de arkitekturtegninger, som opbevares i Bymuseet, kunne en af disse identificeres som udkastet til et gitter, man i 1830erne ville opstille omkring rytterstatuen. Dette er anledningen til disse linier, men først et par ord om Kongetorvets tilblivelse og skiftende udseende. Det er beliggende på overgangen mellem middelalderbyen og Ny-København, hvor der var tilstrækkeligt areal til at udlægge en større plads. Ude i Europa og navnlig i Frankrig var vældige monumentalpladser på mode; de skulle helst have en ensartet randbebyggelse, der på værdig vis kunne indramme herskerens statue. Kongens Nytorv blev Nordens første exempel på en sådan "place royale", idet Christian den Femte gav ordre til at opføre toetagers, grundmurede huse på de grunde, han skænkede til fornemme og velhavende folk. En række palæer blev snart bygget, og i 1688 sattes kronen på værket: monarkens rytterstatue. Den blev omgivet af det endnu eksisterende smukke hellebardgitter, mens det meste af torvet dækkedes af en vidtstrakt oval have med fire, rækker træer i periferien - den såkaldte Krinds. Med nogle ændringer fik dette anlæg lov at bestå til 1750, da det nærliggende Amalienborgområde blev bebygget. Garnisonen havde hidtil haft mønstringsplads her, men nu skulle Kongens Nytorv overtage denne funktion, og så måtte Krindsen og haven sløjfes. Hele pladsen blev nu brolagt, men åbenbart ikke særlig godt, for man måtte flere gange udbedre brolægningen, bl.a. i 1770erne, hvor man endvidere opstillede sandstensborner forbundne med jernkæder i en cirkel omkring statuens hellebardgitter.

[Side 4, illustration]

[Side 5]

I 1833 var brolægningen så ringe, at borgmester Friederich Christian Schäffer besluttede at lade den opbryde og forny. Der var vanskeligheder med afledning af regnvandet, og sagen trak i langdrag; imedens lå brosten og fyldjord ophobet på torvet, som i folkemunde fik øgenavnet "Schafferhøj". Den omstridte borgmester så sig i 1838 foranlediget til at udgive et forsvarsskrift. Sagen var delikat, idet brolægningen sorterede under magistraten, mens statuens vedligeholdelse var et statsanliggende.

Mange instanser blev konsulteret, og projekter til torvets omlægning indsendtes af hofbygmester C. B. Hornbech, professor G. F. Hetsch samt to ingeniørofficerer. De to sidstnævnte foreslog, at man omgav monumentet med en have, som ud mod pladsen kunne afsluttes af et cirkulært gitter. Her er vi så fremme ved den omtalte tegning i Bymuseet (se illustrationen). Den viser øverst opstalten til et gitter, herunder en lygtepæl og nederst halvdelen af gitterets grundplan, som har en diameter på 80 alen. Tegningen er signeret "H. Meldahl" og bærer iøvrigt påskriften "ad B. W. No. 5767/1836". I sig selv siger den ikke noget om gitterets placering, men det lange nummer er en god hjælp, idet det henviser til Broelægningsvæsenets Journal og Resolutionsprotokol fra 1836 (Stadsarkivet), og her er der netop tale om Kongens Nytorvs omlægning. Tegningen hører med andre ord til et af de mange forslag, som blev til under den lange strid om torvet. Hvem er da denne Meldahl, og hvilken rolle har han spillet? Han hed Heinrich Joachim til fornavn og var søn af en tysk murer, som havde slået sig ned i København. Her blev Heinrich Joachim født i 1776, og han sendtes i lighed med faderen i murerlære. Omkring 1800 drog han til Christiania (Oslo), hvor han virkede som bygmester. Herfra hentedes han i 1804 til Næs Jernværk for at blive fabrikkens ledende kunstner.

Produktionen bestod hovedsagelig af kakkelovne, som Meldahl tegnede modeller til. Hans tegninger er gengivet i jernværkets kobberstukne salgskatalog, og de smukke arkitektonisk opbyggede ovne kan endnu beundres mange steder både i Norge og Danmark. Efter en studierejse i Tyskland slog Meldahl sig i 1811 ned i sin fødeby for at starte en filial af værket i Næs. Han fik en grund uden for voldene, på nuværende Vesterbrogade 28, hvor han formodentlig selv gav tegning til sin bolig og fabriksbygningerne, som kendes fra ældre fotografier. Jernstøberiet blev det første af sin. art herhjemme, og virksomheden indtog snart førstepladsen på det danske marked, navnlig efter at Norge i 1814 blev afstået til Sverige.

[Side 6]

Det er derfor ikke underligt, om magistraten henvendte sig til Meldahl, der allerede i Norge havde haft ord for "udmærket talent for tegning og ædel smag", Borgmester Schäffer var imod den tanke at omgive "Hesten" med et haveanlæg, der ville genere udsigten til rytterstatuen, men han kunne godt gå med til at opstille et gitter. Man havde nemlig til hensigt at hæve niveauet omkring monumentet for at give regnvandet et bedre afløb; terrainet skulle skråne ned mod en rendesten, der tænktes anlagt i en cirkel, og just her kunne et gitter rejses. Meldahl tegnede sit jerngitter i juni 1836, og han beregnede omkostningerne til materialer og arbejdsløn til lidt over 6000 rbdl. Det er nydeligt tegnet og udformet i traditionel klassicistisk stil. Gitteret skulle bestå af sektioner på fem alen, som indesluttedes af opstandere (endepartierne påtegningen), og nogle af disse skulle forsynes med lygter.

Borgmester Schäffer fik ikke sin vilje, og Meldahls gitter blev ikke til noget. Først efter otte års bitter strid fuldførtes brolægningen, og så opstilledes det noget større ovale gitter med granitborner, som stadig omgiver rytterstatuen. I 1855 beplantedes arealet indenfor; dette anlæg blev omlagt i begyndelsen af vort århundrede samtidig med, at man plantede en ny Krinds bestående af to rækker træer, der som bekendt står et godt stykke uden for gitteret. Fra sin høje hest har Christian den Femte i snart 300 år skuet ud over Kongetorvet, og han har set det ændre karakter talrige gange. I begyndelsen var det en velordnet prydhave med spadserende borgere, så blev det helt blotlagt for at give plads til eksercerende soldater. Siden anlagdes en lukket have, hvor man plantede træer, der nu er så store, at monarken næppe kan se ud mod pladsens mylder.

Det bliver spændende at se, hvad den næste omlægning bringer.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 16, oktober 1977, s. [3]-[8]

[Side 3]

Holberg og København

Af Bente Kjølbye og John Erichsen

(Copyright: Bente Kjølbye og John Erichsen)

Et København uden Holberg, det er nok vanskeligt at forestille sig, men det er muligt, skønt Holberg er en hovedkilde til vor viden om livet i hovedstaden i første halvdel af 1700-tallet. Men Holberg uden København, det er en næsten absurd tanke. I den grad lod han sig inspirere af den håndgribelige virkelighed omkring sig, at man tvivler på, at komediedigteren nogensinde var blevet vakt til live uden København.

Han kom ind på at skrive komedier som en følge af, at han levede og virkede i hovedstaden på det tidspunkt, hvor en dansk scene blev grundlagt. Og klogelig trak han byen og dens borgerliv med ind i komedierne. De fleste af dem er mættede med københavnsk lokalkolorit og vrimler med hentydninger til virkelige personer og forhold. Holmens Klokke går forkert, Helligåndskirkens berømte sangklokker, byens stolthed, ringer ulidelig længe, vægterne støjer, kanalerne stinker. Gaderne er beskidte, trafikken højst generende for fodgængere. Priserne er høje, men der er ikke megen sandsynlighed for, at de skal gå ned igen, for de har en tendens til at blive stående, "omendskønt varerne kan fås for den halve del ringere."

Som ingen anden dansk forfatter har Holberg ladet sig inspirere af hovedstadens liv, dens indbyggere og dens problemer. Ikke engang H. C. Andersen har i den grad brugt byen. Holbergs fortrolighed med københavnerlivet lyser ud af komediernes vittige replikker og epistlernes ironiske bemærkninger. Ja, så meget fortæller han om hovedstaden i sine skrifter, at der tegner sig et tydeligt billede ikke blot af byens topografi, men også af værtshusene, det folkelige liv og københavnernes livssyn og vaner.

Allerede Holbergs samtid følte, at han havde taget dem på kornet, og Oehlenschläger slog det senere fast en gang for alle: "Holberg har vidst at fremstille den danske hovedstads borgerlige liv i sin tid så tro, at om byen sank i jorden og man om nogle århundreder udgravede Holbergs komedier, så ville man så godt kende digterens tidsalder deraf, som vi kender den romerske tid af Pompeji og Herculanum." Oehlenschläger nævner endda kun komedierne. I realiteten beskrev Holberg byens liv og sin egen rolle deri i mange af sine skrifter. I memoirerne er han fortælleren, der ikke blot skildrer sine rejser, men også beretter om sin trange studie- og ungdomstid i København. I epistlerne er han ræsonnøren, der funderer over nye og gamle skikke og indfletter en række morsomme betragtninger om byen og dens indbyggere. Også i de latinske epigrammer og i de satiriske digte strør han rundhåndet oplysninger ud om københavnske forhold.

[Side 4]

Der er dog ikke nogen tvivl om, at byen lever sit mest aktuelle liv i komedierne. Replikkerne fødes på stedet. Den Stundesløse har fået "en proces så lang som Købmagergade" på halsen og klager nu sin nød til naboen. Dette billede kan endnu forstås, men i datiden var det ganske åbenbart for enhver, hvor endeløs en sådan proces må have været, for Købmagergade var simpelthen den længste gade i den gamle bydel. En anden letforståelig sammenligning var den vittighed, der serveredes af snyltegæsten Jesper Oldfux, da han skulle smigre Jacob von Tyboe: "Herren ser ud bag til ligesom den var gjort efter Vimmelskaftet. Herrens rumpe er Amagertorv, faldet i ryggen Vimmelskaftet". Denne replik vakte øjeblikkelige associationer for datidens tilskuere, for gaden løb sammen med Skoubogade og Klædeboderne, og hele gadepartiet kaldtes Vimmelskaftet på grund af de tre gaders lighed med skaftet på et vimmelbor eller borsving.

De mere subtile sammenligninger mangler heller ikke. Peblingesøen optræder hele tre gange - i Erasmus Montanus, De Usynlige og Den Stundesløse. Ikke blot får vi at vide, hvor mange dråber der er i søen, men tillige hvor stor og kold den er. Berømtest er Harlekins replik i De Usynlige. Han er blevet så glødende forelsket i sin maskerede dejlighed, at "mit hele legeme er sat udi sådan ildebrand, som hele Pebling Søes is-kølende vande ikke kan udslukke".

Heller ikke virkelige begivenheder går Holberg af vejen for at benytte, som f.eks. den drabelige fejde mellem studenter og militær i 1719, hvor unge kadetter belejrede Regensen. I komedien repræsenterer von Tyboe naturligvis militæret, og pedanten magister Stygotius studenterne. Den store helt fra Brabands belejring slynger om sig med trusler: "... hvis de ikke bekvemmer sig til fred, bryder jeg hele Regensen ned". Begge feltherrerne er dog bag deres krigeriske facade lige ivrige efter at slutte fred og gør det på rigtig dansk: over et godt måltid mad i Fiskerhuset på Østerbro.

Da Holberg skrev denne og 14 andre komedier i den inspirationsbølge, han kaldte "den poetiske raptus", boede han til leje hos sukkerbager Jacob Gelskerchen på Købmagergade 26, 1.sal. Herfra havde han en glimrende udsigt til David Skolemesters gård og til genboen, torvemester Nagel, som vistnok er model til Jacob von Tyboe. I Købmagergade boede mange slags mennesker, vinhandlere, spåkællinger, hyrekuske m.m. Når bønderne kom ind med deres varer, slog det sjællandske og det københavnske op mod komediedigterens vinduer. Holberg var så at sige i første parket, og han benyttede sig af denne chance til at iagttage menneskene og lytte til deres sprog. Foruden torvemester Nagel træffer vi andre af kvarterets personer på scenen, således galanterihandler Kilian Drubien i Ulysses von Ithacia, og inspirationen til at indføre

[Side 5]

Else David Skolemesters i Barselstuen har ligget lige for.

Bylivet morede Holberg. Han havde kendt det fra sine tidligste barndomsår, født og opvokset som han var i tvillingeriget Danmark-Norges næststørste by Bergen. Ligesom København var denne stad et vigtigt handelscentrum, hvortil en stadig strøm af skibe fra fjern og nær søgte hen. Da Holberg i 1702 første gang så København, har han i alle tilfælde ikke været ukendt med det merkantile storbypræg. Langvarige rejser til de europæiske hovedstæder gav ham snart et sammenligningsgrundlag, som han til stadighed brugte over for København. Overalt, hvor han rejse hen - til Paris, Rom, Amsterdam eller London, satte han sig straks ind i tingene, diskuterede landenes folkekarakter og byernes egenart. I 1716 slog han sig ned i København, men han slap aldrig sit kosmopolitiske udsyn. Netop derfor er det noget værd, når han efter at have rejst rundt i det halve Europa bedømmer København så positivt som i epistel 78: "I København kan man udi kort begreb se alt, hvad andre stæder bryste sig af; hvor en mængde af alle nationer opholder sig; hvor der er et kongeligt hof, et stort universitet, en garnison, en sømagt og en samling af alle slags stænder og professioner. At rejse fra en sådan stad til andre stæder for at profitere af omgængelse, er det samme som at lede efter vand, når man bor ved en sø."

Men han var jo som bekendt ingenlunde kritikløs, hverken over for København eller dens indbyggere. Med satirikerens blik så han alle svaghederne: snobberiet, den honnette ambition, rangsygen, modegalskaben, københavnernes trang til at overgå hinanden, ødselheden, og det politiske kandestøberi. Navnlig ødselheden har den sparsommelige Holberg et godt øje til. "Københavns indbyggere ville gerne stadse og leve over deres stand og formue; der skal ikke findes mange stæder, hvor folk lever så prægtige, hvor vogne, heste og liberi er så almindelige som i København," siger han. I dag kan dette udsagn vel siges principielt at gælde for hele landet, og at man sådan kan forlænge hans udtalelse 250 år frem i tiden ville have moret Holberg. Han havde en evne til at anskue aktuelle forhold gennem historiske briller. I komedierne dramatiseres denne sans, og de evige brydninger mellem generationerne, mellem gamle og nye skikke bliver til replikker, der gnistrer af morskab og liv.

Holbergs intense medleven under "den, poetiske raptus" bliver hos den ældre mand naturligt nok til ironisk distance, for imellem komediedigtningen og epistlerne ligger mere end en snes år. Både Holberg og tiderne havde ændret sig. Den muntre tone i Frederik 4.s by, som dannede grobunden for teatret i Lille Grønnegade, var blevet slået i stykker af den katastrofale bybrand i 1728, og senere blev den helt kvalt af Christian 6.s skinhellige pietisme. "Man haver

[Side 6]

en tid set indbyggerne lystige som kalve, en anden tid ærbare og alvorlige som gamle katte", skriver han i en epistel.

Endnu et regeringsskifte oplevede han i 1746, da Frederik 5. blev konge. Nu livede byen op igen! Ja, Holberg begyndte selv at komme ved hove. Den engelskfødte dronning Louise talte dansk med sine børn, skønt det ikke regnedes for fint blandt dannede mennesker at tale andet end tysk og fransk. Holbergs kølige hjerte smeltede. "Det er ikke at beskrive, med hvilken fornøjelse menigmand hører Hendes Majestæt, skønt en Engelsk Prinsesse, at tale dansk med de kongelige børn," sagde han og anbefalede alle at følge deres "behagelige og priselige exempler."

[Side 7]

Holberg oplevede altså i sin københavnertid at se hele tre konger på tronen. I dette store spand af år fra hans første besøg i byen 1702, til han døde her som 69-årig i 1754, ændrede byen sig kolossalt. På scenen og i illustrerede Holberg-udgaver har der været en tendens ned gennem tiderne til at visualisere hans komedier som produkter af Frederik 5.s glade København. Netop denne tid, dvs. 1740'erne og 1750'erne, er særlig rig på fremragende billedmateriale. Den Danske Vitruvius og Hafnia Hodiernas store kobberstukne illustrationer danner sammen med den lange serie af J. Rach og H. H. Eegbergs malede prospekter et tilsyneladende fuldstændigt billede af det København, som man har kaldt Holbergtidens. Intet under, at en iscenesætter inspireres af denne billedby. Komediernes København er imidlertid noget helt andet. Ca. 3/4 af Holbergs omtale af hovedstaden findes her, og deraf er de allerfleste skrevet i årene mellem 1722 og 1727, altså umiddelbart før branden, som lagde størstedelen af den middelalderlige bykerne i aske. 1450 borgerhuse brændte ned, Rådhuset, Vor Frue, St. Petri, Trinitatis, Helligånds- og Reformert Kirke ødelagdes tillige med Universitetet og de fire kollegier samt professorresidenserne. Det er således den gamle by fra før 1728, der danner de rette kulisser til komedierne, og ikke den nye genopbyggede hovedstad, som rejstes i løbet af 1730'erne og 1740'erne. Branden 1728 danner et markant skel i Københavns historie, og Holberg følte som nok mange andre, at en epoke var definitivt forbi.

Men efter én periode følger en ny. Holberg levede med i byens udvikling og så med glæde de nye kvarterer rejse sig som Fugl Fønix af asken. Han kunne lide de solide symmetriske gavlkvisthuse, som kom til at dominere den indre by og bl.a. ses på Gråbrødretorv. De var rummelige, og de mange vinduer gav lys ind i stuerne. Han oplevede at se byen vokse sig smuk og moderne. Et stort og imponerende Christiansborg blev rejst på Slotsholmen i Christian 6.s tid i stedet for det moderniserede, men alligevel forældede Københavns Slot. Og han opnåede at se de første palæer i Frederiksstadens kompleks af bygninger tage form. Lindencrones Palæ, nu den engelske ambassade, stod færdigt i 1753, og det første af Amalienborg-palæerne indviedes få måneder efter hans død.

Igennem 50 år er livet i hovedstaden opfanget og gengivet med Holbergs skarpe blik for detaljer. Borgerskabet har fået deres første skildrer - siden har Holberg fået følgeskab af mange, sidst af Leif Panduro. I Holbergs københavnerbillede ses det tydeligt, at skønt verden ikke er til at kende igen, har hverken vi eller vore problemer ændret sig stort. Mange faktorer er konstante. Forureningen, larmen i gaderne, trafikken. Nu som dengang er generationskløften et godt samtaleemne, den forlorne videnskabelighed trives i bedste velgående, byggespekulationen er heller ikke ny, og tænk engang, vi lever stadig over evne!

[Side 8]

For moralisten Holberg ville det således nok være lidt beskæmmende at konstatere, hvor lidt hans opdragelse havde virket. For historikeren Holberg ville det derimod være interessant at have ramt så helt og fuldt i plet. Og hvad komediedigteren angår, så kunne han stadig finde rundt i byen, hvis han ville skrive nye stykker om danskernes svagheder. Den indre bys krogede gadenet stemmer i mangt og meget overens med Holbergtidens lige ned til bibeholdelsen af de gamle gadenavne. Det er stadig muligt ikke blot at genkende hans komediepersoner, men også den by, han brugte som medspillende i komedierne.

Bente Kjølbye og John Erichsen

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 20, oktober 1979, s. [3]-[6]

[Side 3]

Frue Kirkes restaurering

Af John Erichsen

I anledning af 150-året for Vor Frue Kirkes indvielse og Københavns Universitets samtidige 800-års jubilæum har menighedsrådet besluttet at underkaste landets hovedkirke en gennemgribende istandsættelse. Der er ialt ofret 18 mill. kr. på dette arbejde, hvoraf de tre er gået til den ydre vedligeholdelse, mens resten er brugt på en hårdt tiltrængt rehabilitering af bygningens interiør, der derved atter er kommet til at fremtræde som et af hovedstadens, måske Danmarks mest monumentale rum.

Så længe nogen kan huske, har der hersket en voldsom uoverensstemmelse mellem kirkens storslåede, skarptskårne og massive bygningskrop og dens kedsommelige, ja søvnige indre, som henlå i halvmørke med en trist, støvet farveholdning. Dette er der rådet bod på, og enhver har nu mulighed for at opleve det betagende kirkerum, som på en gang er storslået og enkelt, strengt og dog festligt, køligt og alligevel intimt i mange detaljer.

Lederen af Kunstakademiets afdeling for bygningsrestaurering, arkitekten, professor Vilhelm Wohlert, har stået for istandsættelsen eller genskabelsen, om man vil. Det har tydeligvis været hans mål at retablere den syntese af arkitektur og skulptur, som henholdsvis kirkens arkitekt, C. F. Hansen, og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen sammen skabte i 1820rne. Når der er tale om at genfremstille, skyldes det, at der allerede en generation efter at kirken i 1829 var fuldført, påbegyndtes så vidtgående ændringer, at bygningens rene harmoni i samklang med den skulpturelle udsmykning forringedes afgørende. En række senere moderniseringer og andre ændringer langt op i vort århundrede har kun yderligere udvandet dette hovedværk i dansk nyklassicistisk kunst.

Den direkte anledning var i første omgang, at en del af tøndehvælvets pudsede kassetter faldt ned i 1854. Som følge heraf gennemførte Kommunehospitalets berømte arkitekt, Christian Hansen, en reparation, hvorunder gipskassetterne erstattedes af en malet loftsudsmykning i samme form. Ved denne lejlighed skete adskillige forsøg på "Bessermachen", bl.a. ændredes kirkens farveholdning totalt, idet de stengrå vægge kom til at stå i en kraftig gul farve. Disse moderniseringer fandt sted under indtryk af historicismens nye krav om "korrekt" anvendelse af de historiske stilarter. Dertil kom nok også en stærk påvirkning fra M. G. Bindesbølls i mellemtiden opførte polycrome Thorvaldsens Museum, hvor billedhuggerens

[Side 4]

værker var opstillet foran kraftige pompejanske vægfarver. Vor Frue Kirke med Thorvaldsens mange relieffer, friser, de 12 apostle, kristusfiguren på altret, Dåbsengelen osv. kunne næsten opfattes som et anneks til museet.

Dersom Vor Frue Kirke var blevet til et årti eller to senere, havde man uden tvivl ladet interiøret dekorere med en serie murale malerier, således som det er tilfældet med Universitetet. Det karakteristiske og helstøbte ved C. F. Hansens kirke er netop dens renhed og harmoni. Den stilistiske baggrund danner de doriske templer i Pæstum, antikke bygninger i Rom, først og fremmest Pantheon, og såden tidlige nyklassicismes franske kirker, som C. F. Hansen har kendt dels af selvsyn, dels fra forskellige kobberstikværker. Det allermest nærliggnde forbillede er måske Giacomo Quarenghis ombygning af klosterkirken S. Scolastica i Subiaco ca. 75 km øst for Rom. Dette tidligste nyklassicistiske kirkerum i Italien blev til i 1770erne, umiddelbart inden C. F. Hansen kom til Rom på sin europæiske uddannelsesreise.

Vor Frue Kirke er bygget op over et enkelt modulært system i en stor og klar form, og meget bevidst har arkitekten disponeret det indre, således at den, der fra Nørregade presser sig ind gennem de mægtige doriske søjler i tempelfronten, først træder ind i et halvmørkt tårnrum som til begge sider åbner sig ud mod to pragtfulde trapperum. Herfra skrider man igennem den tværstillede rektangulære vestibule, der kun modtager lys fra skibet, igennem tre høje arkader, der virker som en vældig triumfbue. Så står man i det 40 m lange, 15 m brede og 24 m høje kirkerum, som ligger badet i dagslys, der strømmer ind dels fra fire skylights, tre kvadratiske i skibet og et halvcirkulært i koret, dels fra seks høje rundbuede vinduer i hver side. Vigtigst er lyset fra korrundingens kvartkugle, som kastes hele vejen ned gennem skibet. Dette kraftige direkte og indirekte lysindfald har den største betydning for rumoplevelsen, og det er restaureringsarkitektens hovedfortjeneste at have genskabt de oprindelige lysforhold, som på forskellig måde var reduceret katastrofalt.

Den anden væsentlige forbedring er genskabelsen af interiørets formodede originale farveholdning. Hovedetagen har fået sin lyse stengrå farve tilbage. Under vekslende lysforhold skifter den dog til andre nuancer og tenderer endog til tider rosa, hvilket måske ikke er tilsigtet. Over dette arkadestokværk findes hovedpulpituret med de mægtige glatte doriske søjler, der bærer loftets vældige tøndehvælv. Borte er væggenes gule farve og de lyseblå loftskassetter med påmalede stjerner. Nu illuderer søjler, bjælkeværk og hvælv lysende, hvid, poleret marmor. Forekommer alt dette rigtigt, så forbavses man over, at den store orgelfacade i vestenden har bibe-

[Side 5, illustration]

[Side 6]

holdt sin dominerende brune flade, skønt den oprindelig var hvid. Heroppe på pulpituret bør den røde kongestol være det eneste, der skiller sig ud farvemæssigt, men det bliver der måske lejlighed til at råde bod på? Det er også tvivlsomt, om Thorvaldsens 12 medaillonrelieffer med kerubhoveder, der er indmuret over Apostelfigurerne, oprindelig har været malet som væggen. De har snarere skilt sig ud herfra og skullet illudere marmor.

På de mørke egetræsstolestader har Wohlert rekonstrueret de forsvundne messingkandelabre, som giver et smukt og intimt lys både i rummet som helhed og for den, der sidder ned. I restaureringsmoralsk henseende er dette måske et vidtgående skridt, men da virkningen som nævnt er ypperlig, og det dokumentariske grundlag ikke mindst er til stede, forstår man til fulde den valgte løsning. Ellers har man ikke foretaget stilimitationer af nogen art. Alle fornyede lysarmaturer, møbler osv. er helt moderne, men naturligvis valgt eIler formgivet i overensstemmelse med kirkens enkle arkitektur.

Ved en restaureringsopgave af denne størrelsesorden melder der sig naturligvis en række store problemer - hvor langt skal man gå i graden af genskabelse? Har ikke senere tiders præg deres berettigelse? Mange steder har man oplevet alt for vidtgående bestræbelser på at trænge tilbage til noget oprindeligt og på den måde ofret noget værdifuldt. Det kendes fra romanske kirker, hvor gotiske tilføjelser er blevet fjernet. Restaureringsfilosofien bag Wohlerts istandsættelse forekommer dog vel motiveret og overbevisende. For det første er man i besiddelse af et righoldigt dokumentarisk materiale i form af bygningstegninger, regnskaber, stik, litografier og malerier, som flittigt er blevet udforsket. For det andet drejer det sig om et historisk bygningsværk, der er skabt på en gang af en arkitekt og en billedhugger. Der var således fra begyndelsen en klar helhed, og det er denne, det er lykkedes at genskabe - vel at mærke på C. F. Hansens og Thorvaldsens præmisser. Ethvert kunstværk er naturligvis forankret i sin tid, og på samme måde er en restaurering som denne et produkt af vor tid. Dette spores i hele den etik, som ligger bag arbejdet, og i de metoder, der således er taget i anvendelse.

Gennem den istandsættelse, som nu er afsluttet efter flere års arbejde, er Vor Frue Kirke blevet rehabiliteret. Der er atter overensstemmelse mellem bygningens ydre og indre, og i kirkerummet lever arkitektur og skulptur i harmoni. Det føles som om vi har fået et stort kunstværk tilbage

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 21, oktober 1980, s. [3]-[7]

[Side 3]

Nyrops Rådhus. Betragtninger i anledning af 75-året for dets indvielse

Af John Erichsen.

Fornylig fejrede man 75-års fødselsdag for Nyrops Rådhus. Og dog er bygningen næsten 100 år gammel - i alle tilfælde på ideplanet. Den er således ikke et barn af vort århundrede, men af de hektiske 1880'ere. Arkitektens første skitser blev tegnet under en konkurrence i 1888. Allerede tre år forinden havde bystyret besluttet at forlade C. F. Hansens klassicistiske Råd- og Domhus fra 1815 på Nytorv, der ikke længere kunne rumme den voksende kommunale administration. I en ny, selvstændig bygning ville kommunen slippe for statens tilstedeværelse (Domhuset) og dermed få foden under eget bord. Efter tre års vaklen med hensyn til valg af byggegrund enedes man i 1887 om et areal på den netop sløjfede Vestervold, beliggende nogenlunde mellem udmundingen af Frederiksberggade og Løngangsstræde.

Tidligere var byen blevet styret fra ikke færre end fem forskellige rådhuse, der alle havde været placeret på Gammel Torv eller Nytorv i selve byens kerne, hvorfra landsbyen Havn havde udviklet sig til Købmændenes Havn eller blot København. Nu besluttedes det i 1885 at opgive denne historiske placering. Når man søgte ud, var det naturligvis for at opnå tilstrækkelig plads til et nybyggeri af det ønskede omfang, men samtidig kom den ny lokalisering på det tidligere voldterræn og ved byens vigtige indfaldsvej- Vesterbrogade, til at symbolisere selve byens vækst. De århundredgamle rammer var sprængt med fæstningens nedlæggelse i 1856, byportenes nedrivning og voldenes sløjfning. Man foretog en centerforskydning mod vest. Bystyrets stærke vilje til på denne måde at markere sig blev ikke mindre tydelig, når man betænker, at partierne i Rigsdagen samtidig havde svært ved at blive enige om at genopføre Christiansborg efter branden 1884. Oppositionen (Venstre) brød sig ikke meget om at bygge en ny kongeborg. Det endte dog som bekendt med et forlig.

I arkitektkonkurrencen til det nye rådhus stod Martin Nyrop alene med et projekt, der var stærkt inspireret af norditaliensk paladsarkitektur . De øvrige 14 forslag var alle udformet i tidens herskende stil, stukarkitekturen, som dengang var god latin. Det var de såkaldte "europæeres" stil, en eklektisk, akademisk retning med Det kongelige Teater, Søtorvet og Marmorkirken som de mest typiske

[Side 4]

eksponenter Nyrops rødstensbygning, med middelalderlige italienske mindelser, virkede som et slag i ansigtet på konventionelt indstillede folk som Ferdinand Meldahl, der var "europæernes" førende personlighed og tillige en mægtig mand. Han var som Nyrop medlem af Borgerrepræsentationen, hvilket måske var nødvendigt, hvis man ville have indflydelse også som arkitekt. Meldahl blev en svoren modstander af Nyrop, hvis arkitektur kunne opfattes som et brud, et opgør. Både i Borgerrepræsentationen og i byggeudvalget bekæmpede Meldahl Nyrop, der imidlertid, ikke mindst takket være den myndige finansborgmester L. C. Borup, gik sejrrigt ud af konkurrencen og tillige af dennes anden og sidste fase i 1890. Grunden blev gravet ud to år senere, og i 1894 lagdes grundstenen. Herefter blev Nyrops bygning successivt taget i anvendelse, for endelig at blive højtideligt indviet 12. september 1905.

Det er ofte - og med rette - blevet fremhævet, at Københavns Rådhus minder meget om Palazzo Pubblico (rådhuset) i Siena. Fra sin studierejse 1881 igennem det meste af Europa var Nyrop bekendt med norditaliensk arkitektur. Han tegnede i sin skitsebog, købte fotografier og sugede til sig. Når han til vort rådhus i den grad betjente sig af italienske eller mere præcist toscanske - motiver, skyldes det naturligvis begejstring fra rejsen. Indtrykkene kunne bruges i hans eget skabende arbejde, dog ikke kun som kunstnerisk inspiration, men tillige rent indholdsmæssigt. Kommune betyder fælles, og det, man kalder kommunebevægelsen - borgernes oprør mod feudalherrerne i 1000- og 1000-tallet - var indledt i de toscanske byer. Herfra bredte bevægelsen sig op gennem Europa, hvor borgerne besatte grevernes borge og sikrede sig magten over byerne. Den selvstændige bystat opstod, og de mange store toscanske rådhuse, tillukkede paladser med kamtakker og høje tårne, står den dag i dag som imponerende monumenter over byernes hævdvundne autonomi. Dette arkitektoniske udtryk og den symbolværdi, som disse bygningsværker rummede, lod sig meget vel anvende nu flere hundrede år senere i København, hvor Nyrops Palazzo Communale på det tidligere voldterræn til fulde kunne demonstrere borgernes - eller de få valgberettigedes - vilje til selv at bestemme. Nu lod de hovedstadens største hus rejse, og "Byen med de skønne tårne" skulle overgå sig selv med Nyrops campanile, der med sine 107 m knejser højt mod himmelen. Hvad var et tårn andet end et tegn på magt, et potenssymbol.

Nyrop var grundtvigianer. Han havde bygget på Vallekilde Højskole og opført kirker både i Sønderjylland og København. Han var

[Side 5]

præget af højskolen og havde en udtalt historisk sans. Københavns Rådhus udstråler historisk bevidsthed. Man var nok flyttet fra bykernen, men fortiden flyttede med, for kontinuiteten skulle være i orden. Midt på facaden står byens grundlægger, biskop Absalon. I Rådhushallen læses hovedbegivenhederne i Københavns historie på en lang indskriftsfrise. Borgertrappen er dekoreret med historiske fresker efter Nyrops udkast. I Rådhusets overordentlig logiske og funktionelle planløsning, der er komponeret omkring to gårde: den overdækkede Rådhushal og den åbne gård bagtil, spiller mellembygningen med borgerrepræsentationens sal den afgørende rolle. Frederiksberg Rådhus fra 1942 ff. er iøvrigt opbygget på præcis samme måde. I Nyrops hus udgør denne fløj både det arkitektoniske og det indholdsmæssige centrum. Her skulle de politiske møder holdes, og de afgørende beslutninger træffes. Neden under Borgerrepræsentationens sal placerede Nyrop Stadsarkivet, og for egen regning indsatte han tillige på sine tegninger et af ham selv "opfundet" museum her. Ingen havde på dette tidspunkt overvejet oprettelsen af et sådant bymuseum, som man f.eks. havde i London og Wien. For Nyrop var tanken helt naturlig, og hans historiesyn kommer tydeligt til udtryk i bygningens disposition. Byens fremtid skulle i bogstaveligste forstand skabes over på fortiden.

Allerede i 1892 havde Nyrop foreslået borgmester Borup, at nogle af de arkæologiske fund, der givetvis ville blive gjort ved den forestående grundudgravning, skulle opbevares af kommunen. Næste år opnåede Nyrop en årlig bevilling til indkøb af historiske billeder m.v., og på tegningerne fra 1894 er Stadsarkivets store læsesal kombineret med et museum. Snart overtager dette hele salen, og i 1901 stiftes et Rådhusmuseum omsider officielt. De samlinger, som efterhånden tilvejebragtes, hobede sig op på loftet, og det stod hurtigt klart, at de ikke ville kunne rummes i den tiltænkte sal, som så i 1924 indrettedes til sit nuværende formål, bryllupssal. Museet voksede oppe under taget, og i 1956 flyttedes det ud til Skydebanen på Vesterbrogade, hvor det jo stadig har til huse.

Nyrops Rådhus er et fascinerende bygningsværk rent arkitektonisk, således som det opleves under passage, hvadenten den store blok ses fra Rådhuspladsen eller fra flankerne i H. C. Andersens Boulevard og Vester Voldgade. Mest overraskende er bygningen, når man fra Lavendelstræde har det høje slanke tårn som point-de-vue, en af byens dejligste arkitekturoplevelser . Også under færden inde i huset fryder man sig. Der er en vrimmel af pragtfulde dekorative detaljer, og arkitekten har sørget for ypperlige rumvirkninger, ikke

[Side 6, illustrationer]

[Side 7]

mindst i Rådhushallen, der illuderer en åben gård - en italiensk cortile - omgivet af tre ens bygninger og på den fjerde side af Borgerrepræsentationens fløj, udformet som en sand pragtfacade.

Den formelt arkitektonisk-æstetiske side af bygningen er dog kun en del af sagen. For ret at forstå meningen eller hensigten med Rådhuset må også de indholdsmæssige aspekter tages med Nyrops Rådhus er vel netop så vellykket, fordi han har haft evne til at forene disse to sider, har evnet at give et stærkt udtryk for bystyrets selvopfattelse anno 1888. - Rådhuset er indstillet til fredning under loven om bygningsfredning, og det er en stor lykke. Ikke fordi nogen i dag ville drømme om at rive bygningen ned, men snarere fordi dets totale bevaring nu skulle blive sikret. Nyrops Rådhus er et hovedværk i dansk arkitektur, og der skal ikke pilles så forfærdelig ved et helstøbt bygningsværk, førend store værdier kan blive sat over styr. Oppe på Rådhusloftet har man indrettet en mindestue for Nyrop, hvor nogle af de møbler, han tegnede specielt til Rådhuset, er samlet. Hele dette rekonstruerede kontor kunne for nylig beses på jubilæumsudstillingen i Rådhushallen. I de senere år er en mængde originale møbler desværre blevet udskiftet og er blevet erstattet med mere eller mindre heldigt kontorinventar af teaktræ og stålrør - møbler, som i materialevirkning, farveholdning og stil misklæder Nyrops smukke og stemningsfulde interiører. Nu kan man træffe Nyrop-møbler i fremmede omgivelser på Ottiliavej eller i Njalsgade. Det ville være glædeligt, om de oprindelige møbler i det omfang de stadig eksisterer, atter kunne komme til ære og værdighed. Man sidder faktisk godt på Nyrops stole.